Om at huske, hvad man ved

I morges havde vi en af de morgener, hvor alle de små ting rottede sig sammen og spændte ben. Nogen var kede af det, da de vågnede, der var sko, der drillede, og alle bukser var forkerte. Da jeg skulle sætte Anton på skolebussen var den forsinket, og lige som jeg havde afleveret ham i SFO’en, og løb tilbage mod bilen, trillede den ind på p-pladsen, så jeg måtte lave en u-vending, hente ham igen, og nærmest kaste ham ombord, alt imens jeg kunne mærke, at jeg virkelig, virkelig – set i forhold til, hvor på måneden jeg cyklusmæssigt befinder mig – allerede nu burde finde et toilet. I børnehaven gik det hele lige så skævt, hvilket nok kke kunne være anderledes, når jeg var så stresset, at jeg havde bly-smag i munden, så jeg måtte køre fra Frida, mens hun græd, hvilket jeg ellers aldrig at gør.

Det er vel overflødigt at sige, at jeg snøftede mig igennem de første 20 minutter af min egen køretur til arbejde. 

Men som jeg skrev i det her indlæg, hvor det hele også var lidt svært, så øver jeg mig meget i at vurdere, om der reelt er en tale om en dårlig dag, når jeg har det sådan, eller om det bare er 5 dårlige minutter, der stikker af med opmærksomheden, og bliver det filter, jeg ser resten af dagen igennem.

Jeg synes, det er sværest, når det er morgenerne, der vælter. Fornemmelsen af at komme skævt fra start er svær at ryste af sig, synes jeg, og det byder mig inderligt imod, at mine børn og jeg skilles på dårlig fod. Der er ingen tvivl om, at jeg er meget farvet af, at min far og hans kollega kørte galt, da jeg var på Antons alder, for min far kom hjem efter et langt ophold på hospitalet, men så heldig var hans arbejdskollega desværre ikke. Det sker. Og det er først i mine voksne år, det er gået op for mig, hvor tungt et aftryk, den oplevelse har sat i min tiltro til, at alle, der går ud ad en dør, også kommer ind ad den igen.

Men i morges prøvede jeg at grave lidt i følelsen af, at det hele var forkert, og i den iboende rædsel jeg har for, at det netop vil være en af de sjældne dage, hvor vi skilles med tårer eller stressudløst utålmodighed, jeg bliver torpederet af en Audi. 

Jeg nåede frem til, at følelsen egentlig består af to dele.

Den ene er min instinktive reaktion, som er, at jeg bør få mig et andet job. Et job, hvor jeg ikke har skæve arbejdstider og uger, hvor det føles som om, mine forældre henter mere, end jeg gør. Et job, der ikke har trafik som den ubekendte faktor i ligningen, og hvor jeg ikke behøves at stresse, men bare kan ringe til lægen og skifte en tampax, når det er nødvendigt.

Sagen er bare, at den snak har jeg taget med mig selv. Masser af gange, faktisk, for det er altid, når alting går skævt, eller vi har voldsomt travlt, at jeg får lyst til at hjemmeskole og være selvforsynende. Det er aldrig på de gode dage, og det er for mig det afgørende. For selvfølgelig har man lyst til at gøre alting anderledes, når man har en af de dage, hvor intet føles rigtigt – men jeg tror bare, at de er et grundvilkår ved at være menneske. Uanset hvordan man indretter sig. Og derfor er min aftale med mig selv, at så længe jeg synes, at jeg har valgt rigtigt på de gode dage, så er de svære af slagsen en del af den pakke, som hører med, og det må og skal være ok. 

Den anden del af min forkerthedsfølelse handler om min frygt for, at der sker noget forfærdeligt, og at mine børn dermed resten af livet skal bære med sig, at vores sidste morgen sammen var stresset og tårevædet. Men i morges tænkte jeg over, at selv hvis det værste skulle ske, så er vores bånd så solidt, at de godt ved, at den ene, dårlige morgen ikke var andet end dét; en dårlig morgen, som primært står ud, fordi der er flest af de andre. Når jeg siger: “Jeg elsker jer!” til dem, svarer de ofte: “Det ved vi godt, mor” og det er det bedste, jeg ved. At de hviler så trygt i visheden om min kærlighed til dem, at de ikke har behov for at høre mig sige det.

Jeg ved godt, at der kommer flere morgener, som ikke bliver, som jeg helst ville have det; morgener, hvor jeg bliver nødt til at tjekke min mascara i bakspejlet, inden jeg går ind. Men jeg synes faktisk, at der var noget, der faldt på plads i morges, og det håber jeg, at jeg husker, næste gang vi er løbet ud ad døren i jagten på minutterne og bussen og os selv.

Published by

16 Replies to “Om at huske, hvad man ved

  1. Linda… hvis du virkelig en dag beslutter dig for at sadle om, så LOV mig (os), at du kaster dig professionelt over skriveriet.

    Det er SÅDAN en fornøjelse at læse dine ord! Både det, de siger og måden, de er sat sammen på 💚

  2. Jeg vil gerne tilslutte mig Annettes kommentar 🙂 Og samtidig fortælle at jeg har det på præcis samme måde, når jeg har råbt af ungerne/skyndt urimeligt meget på dem/gået fra dem grædende i børnehaven etc; det gør ondt helt inderst inde til langt op af dagen.

    1. Tusind tak!

      Og jeg tror – både heldigvis og desværre – at det er en opdatering, der kommer med mor-pakken…:-/

  3. Wauw, jeg bliver så klog her hos dig, Linda. Som en lærer der helt præcist doserer sit stof til sværhedsgraden. Nye refleksioner hos dig og mig, siden sidste kaosmorgen.., Jeg kan virkelig følge dig i det hele, og nu vil jeg føje “så længe jeg synes, at jeg har valgt rigtigt på de gode dage” til mit andet Linda bon mots om at kærlighed også er vævet af snot og opkast. ❤️ Jeg er en tvivler og altid bekymret, samtidigt med at hverdagslykke er mit mål. Så jeg tror jeg kan bruge den måleenhed dagligt. Tak!
    Jeg vil også skifte job, drømmer om at være selvstændig og kreativ. Men det må vente til børnene er større, for lige nu giver mit gode job mig netop de ting du savner, og det er guld værd i børnefamilien.
    PS: har også set Tickled nu, meget meget mærkeligt og lidt uhyggeligt!

    1. Er det ikke super underligt!? Man ved ikke, hvad pokker man skal mene om det, vel??

      Og jeg er simpelthen så glad for at høre, at du føler, at mine tanker kan bruges ift. det, du går og vender. Det føles meget meningsfuldt <3

  4. Jeg elsker dine indlæg, Linda!
    De gør mig altid klogere og sætter tanker i gang.

    Hos os er det ikke morgenerne, der er et problem. Jeg har stort set aldrig en bagkant, og mine børn vågner så tidligt (!!) at vi har god tid til morgenmad, leg og børn på løbecykel hen i institutionen. Aflevering går også ok, i hvert fald den yngste er lykkelig når han ser pædagogerne, mens den store ikke elsker afskeden.

    MEN eftermiddagene! Æv altså, hvor kan de være hårde, særligt når vejret er til aktiviteter indendørs. Drengene er dødtrætte om eftermiddagen, og særligt de dage hvor jeg tænker, at jeg vil hente dem tidligt og på vej derhen fantaserer over alle de hyggelige ting vi kan lave sammen, går det galt. I går var det puslespil og påskeæg, der skulle skabe den gode stemning – men det endte som ren overlevelse indtil min man kom hjem. Jeg håber virkelig, at det bliver bedre når vejret blive bedre, for jeg synes altså det er den vildeste falliterklæring at tænde fjernsynet med det samme for at overleve indtil aftensmaden. Vi har jo for fanden ikke mange timer sammen.

    Hvordan bruger I eftermiddagen?

    1. Det er jeg virkelig glad for at høre!

      Og jeg kender det virkelig godt, det med, at man har en masse ideer til, hvordan man vil gøre en masse, og så ender det i kaos. Jeg ved ikke, om tanken kan bruges hos dig, men for mig har det hjulpet at flytte mit syn på børneaktiviteter 30 grader til venstre. Hvor jeg før betragtede det færdige resultat som målet i sig selv, så prøver jeg nu at minde mig selv om, at alt det rundt om også er aktivitet. At kaos i omklædning og mel på hele bordet er en del af aktiviteten og det at være sammen, hvor jeg før udelukkende fokuserede på selve svømmeturen og kagen.

      Vi har en aftale om, at vi alle lige skal “lande” når vi kommer hjem. Børnene får lov at sidde med en snack og en iPad eller en film, så jeg lige kan få taget ind og pakket ud, og drukket en kop kaffe. Ellers har jeg hovedet alle mulige andre steder. Derfra prøver jeg at følge børnenes ønsker i det omfang, det er muligt. (Vi skal f.eks. ikke i gang med oliemaleri osv. en halv time før jeg skal begynde at lave mad). Men ofte vil særlig Frida gerne ud, og så er det det, vi gør. Ellers spiller vi, eller jeg læser, eller vi tager ud og besøger nogen, eller tager på legepladsen eller stranden.

      Jeg vil gerne være bedre til at bruge vores egen have, så vi ikke altid tager væk og ud – jeg er lidt bange for at smitte mine børn med min egen rastløshed.

      Men jeg kender udfordringen – det kan være svært <3

  5. Aaww <3 hvor er det fint skrevet. Det er nemlig rigtigt, hvis de har en grundfølelse af at være elsket, så er en enkelt dårlig morgen ikke andet end det. Men jeg hader også de der morgener, hvor alt går skævt, og har også svært ved at ryste dem af mig, når de indimellem indtræffer.

    Hvor er det en fin refleksion at det handler om, hvordan man har det på de gode dage! Jeg tænker også af og til, når jeg har for meget at lave på arbejde og nærmest ikke synes, jeg har tid til at hente mit barn, at jeg burde gå på deltid og arbejde i cykelafstand fra skolen. Men der er jo langt flest af de dage, hvor det hele spiller og hvor jeg er super glad for at være, hvor jeg er. Og det er jo dem, der bør veje tungest.

    1. Det er lidt som med ris og ros, ikke? At man burde være bedre til at tage imod ros og huske den, men det bliver bare tit den sure kommentar, der kommer til at fylde. Det er tosset, men virkelig også svært at ændre. Så meget desto mere grund til at øve sig <3

  6. Jeg er psykisk syg og døjer meget med katastrofe tankegang. Min storebror blev som barn kørt ned og er lam i højre side, så mon ikke min udløsende faktor bunder i det.
    Tidligere løb tankerne oftest løbsk omkring mine børns cykleture, men i dag går katastrofetankerne oftest på, at min mand kører galt og dør.
    Det jeg bruger til at vende tankerne er, at min mand er Art Director hos LEGO hvor de er 4000 mennesker ansat, der har han været i 16 år. EN! gang i løbet af de 16 år, er der 1 af de 4000! mennesker, der er død i trafikken.
    Vi hører bare om alle de forfærdelig ting, der kan ske, men glemmer at huske de millionvis af gange hvor der intet sker. Det hjælper mine tanker tilbage på rette spor.
    Kram fra Vejen

    1. Jeg har faktisk også haft held med at bruge statistik som værn mod panikken. At sandsynligheden for, at tingene går godt, jo immervæk er temmelig meget større, end for at katastrofen indtræffer. Det kan godt være svært at holde fast i, når først tanketoget kører med én, men du har fuldstændig ret i, at man skal gøre sig selv den tjeneste at prøve <3

  7. Argh, jeg ved sgu ikke, om du kan bruge det her til noget, men den sidste dag jeg så min mor i live, havde jeg alt for travlt med at komme ud af døren. Jeg ville ikke trætte hende, ikke være til besvær og ikke pådutte hende alle mit gejl.
    Den sidste dag fylder uendelig lidt i mine minder. Den juleaften, hvor jeg sad på hendes hospitalssengekant og spiste lakridskonfekt med hende, eller den dag jeg kom op i sommerhuset og hun stod klar med et bjørnekram….de fylder langt det meste.
    I løbet af et liv når man (også) at smække med dørene, bruge de helt forkerte ord og få sine børn til at føle sig uvigtige. På de dårlige dage.
    På langt de fleste dage udveksler man insider jokes, smil helt inde fra hjertet og får nulret sit højre øre lige præcis på den måde, som kun en forælder kender. Og det er det, som sidder allerbedst fast i hjertet.
    Heldigvis!!!😊

    1. Det er på alle måder en fin kommentar, og en af dem, vi ikke kan høre ofte nok. At det er det vigtige, der står tilbage. Det tror jeg, alle ville blive gladere og mere rolige af at huske <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.