Nå, men jeg har endnu engang fået c/o adresse på Skejby. Denne gang indlagde de mig, fordi jeg ikke kunne mere. Da mine tal kun meget langsomt bliver dårligere, har jeg hele tiden fået at vide, at jeg skal reagere, hvis jeg udvikler ”andre symptomer”. Disse ”andre symptomer” skal jeg derfor gå og mærke efter helehelehele tiden, og det samtidigt med, at al fysisk aktivitet er indstillet, så man ikke har NOGET som helst til at distrahere tankerne.
Det kan man faktisk godt blive skør af. Helt uden at anstrenge sig.
Så i torsdags kunne jeg til min egen store overraskelse overhovedet ikke holde op med at græde igen, da de spurgte, hvordan jeg havde det.
(Om morgenen var jeg kommet til at græde, da jeg hørte Rasmus Seebach i radioen (og desværre ikke af fortvivlelse over, hvor arvt lort man må udgive), så jeg burde nok have anet, at det trak op til ustadigt vejr i horisonten.)
Men i hvert fald gav de mig min journal under armen, og sendte mig tilbage til mit værelse.
Og det var faktisk rigtig rart, at de voksne tog over.
Nu har jeg ydermere ringet efter forstærkning fra Esbjerg, så forældrene er installeret i lejligheden derhjemme, og jeg bor på Skejby. Man skal vide, hvornår grænsen for egen formåen er nået, ikke? Aftalen er, at jeg sover derude, bliver testet, tjekket, målt og vejet om morgenen, og så må tage hjem i dagtimerne.
Sådan fortsætter vi til på onsdag, hvor jeg bliver sat i gang.
Ja.
Onsdag.
Så vidste man dét.
At det så kan tage op til en uge, ændrer ikke på, at det er uTROlig mærkeligt at vide, at vi på onsdag lægger an til slutspurten.
Og da jeg helt fra jeg blev gravid lovede at sige sandheden her på bloggen, siger jeg nu højt, hvad jeg aldrig selv har hørt en gravid sige: Jeg er bange for at føde.
Jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af det. Eller at smerten er så voldsom, at jeg ikke kan tage det. At jeg ikke kan finde ud af at slippe kontrollen. Eller at der skal ske noget med Anton. Jeg er bange for at sprække, for at han er for lille og for at noget går galt.
Og jeg VED godt, at min krop er bygget til det, og at de er dygtige på Skejby, og at det hele er glemt, når jeg har født. Men jeg er STADIG bange for det.
Paradoksalt nok vil jeg imidlertid MEGET gerne føde selv, og har ikke lyst til at det skal ende med kejsersnit, hvilket der er øget risiko for, fordi han er lidt lille.
Så selvom vi nærmer os afslutningen, forbeholder vi os åbenbart stadig retten til at være fuldstændigt blottede for logik.
God weekend derude.
Linda, jeg forstår godt, du er bange! Men du kan i hvert fald være helt sikker på, at NU er de meget opmærksomme på dig og passer godt på Anton og dig! Det ville være meget værre, hvis du ikke var i den grad under observation, og fødslen så gik i gang for tidligt.
Du kender mig ikke, men da jeg har læst din blog i nogen tid, og da jeg er en gammel mor og bedstemor, kan jeg godt sætte mig ind dine tanker – tror jeg!
Jeg tænker på dig, og jeg tror nu, at du er modig, når det kommer til stykket!
Kære Linda,
den største forståelse for at du er bange – hvem f**** ville ikke være det?
Jeg krydser fingre for en nem fødsel der går lige efter bogen – og så vil jeg glæde mig til opdateringer, nu hvor Anton flytter "hjemmefra" før aller første gang i sit liv;o)
Jeg har aldrig selv født, (tog smutvejen til Afrika i stedet) Men har hørt flere veninder fortælle om skrækken for fødslen – i en lige så ulogisk blanding som din. Sådan er det vist bare, når man skal igennem noget, som på én gang er dybt naturligt og ekstremt! Jeg håber for dig – og Anton – at det går godt også efter onsdag. God weekend til dig også!
Jeg mener nu altså, at de fleste af dem, der påstår, at de ikke er bange for at føde, er gak-gak eller in denial. Selvfølgelig er man det, man skal jo have en kamel ud af et nøglehul. Heldigvis bliver man på magisk vis softwareopdateret lige i rette tid, så man bliver ret god til det, når det gælder.
Hav det rigtigt godt!
Kære Linda
Masser af gode tanker kommer herfra. Jeg håber at alle de uheldige omstændigheder i slutspurten, ikke får overskygge glæden over det fantastiske der skal finde sted på onsdag.
Nu, halvandet år efter min drengs fødsel, er alt det der gjorde ondt reduceret til en ulden og mystisk tåge.
Det jeg virkelig husker er, at jeg sad på sengekanten dagen efter med verdens smukkeste dreng i mine arme.
Jeg var helt flad efter en lang og hård fødsel, og hver eneste fiber i min krop gjorde ondt. Jeg kunne ikke holde op med at tude… – af lykke.
Jeg syntes virkelig at jeg var verdens heldigste menneske lige der, fordi alt var gået godt, og fordi vi endelig fik hinanden at se.
Sådan er vi mennesker heldigvis indrettet, vi husker det gode, og vi bliver altid parat til tiden.
Det er jeg helt sikker på du også bliver. Glæder mig til at se både Anton og dig, når fødselen er overstået 🙂
Sender dig kys, kram og opbakning. Det er da mega grænseoverskridende at føde, og totalt en ny erfaring, du skal gøre dig. Intet kan beskrive den følelse og urkraft kroppen gennemgår. Jeg siger dig, det er de vildeste kræfter, du får!
Det er rigtig godt, at du tør sige du er bange. Husk at fortælle din jordmoder det!
Folk/kvinder der i ramme alvor ikke er bare en lille bitte smule bange for at presse et menneske ud gennem underlivet, har enten et meget urealistisk forhold til fødsler eller et for stort ego.
MEN heldigvis er vi kvinder skabt til at føde. Og jordmødrene har været igennem et utal af fødsler, så lytter man en smule til dem og til sin krop, så går det godt!
Og bagefter sidder man med guldklumpen i armene og ville gå det hele igennem en gang til for juniors skyld.
Jeg synes bare, det her indlæg fra dig er så fint. Så blottet for sarkasme og ironi og distance og for Helved, hvor jeg dog holder med dig på onsdag!
Jeg var også bange, men jeg fandt nu alligevel trøst i, at min krop nok skulle kunne finde ud af det. Og sådan en trænet krop som din er garanteret god at føde med. Du skal nok klare det, bare følg med kroppen, veerne og Anton. Og så må jeg da lige bande over alle de forhindringer du møder: FOR HÆLVED DA OSSE!
rigtig øv for dig, men godt at der er voksne, der tager over, når presset bliver for stort. Og det er der altså ikke noget at sige til! der skal passes på dig og Anton lige til han er ude af sin etværelses! Og godt forstærkningerne er nået frem… for jeg må sige, det der med en uge ikk´å´ – den holder sgu ikke… min kom i løbet af et døgn.. hvilket også er rarere end veer i en uge! OG du kan ssgtens klare det – tror det er de mest naturlige graviditetstanker du der giver udtryk for, dem som de fleste slet ikke har modet til at sige højt!
Nu skal de sidste dage bruges til at samle kræfter og få sovet igennem og så…. "velkommen til verden" : – ) Hang in there
Jeg holder også med dig på onsdag.
Nu er jeg godt nok mand, og derfor per definition en ignorant når det drejer sig om fødsler. Alligevel tillader jeg mig at give mit besyv med.
Jeg kan også godt forstå, at du er bange. Det er derfor mænd ikke føder børn – vi ville simpelthen dø af skræk. Heldigvis har I kvinder gemte ressourcer, der blevet fundet frem helt af sig selv ved fødsler. (Og du har vel dit konkurrence-gen, der får dig til "fand'me at ville vise dem…").
Slutteligt, så kan man altså også godt blive verdens bedste mor selvom man ikke græder af lykke og knus-elsker sin nyfødte lige med det samme.
Kom så, – du kan godt 🙂
Anne F.
Bange for at føde? Ja, klart! Jeg gik 13. dage over tid både første og anden gang, og ville såmænd gerne have gået et par måneder mere over tid, bare for at udskyde det der. Nå, anden gang fik jeg epideural, og derfra blev det nærmest hyggeligt. Den anbefaling er hermed givet videre. God fødsel!
Jeg godt forstå du er bange, alle dine punkter ville også være mine, big time. Men tænkt hvor vildt det bliver at møde Anton og se ham irl. 🙂 Tanker til dig de sidste dage også.
Du er en af de sejeste kvinder jeg kender – you Can do it!!
Knus Margit B
Jeg var også skide bange. Og sagde det gerne højt. Det hjalp ligesom lidt på skrækken, mærkeligt nok.
Og jeg gik også ind til en fødsel, der ønskværdigt skulle have været naturlig, men endte i et kejsersnit, og da det gik op for mig, at det gik den vej, blev jeg sgu også bange for dét. For jeg var aldrig blevet opereret før. Så jeg tror, det er helt naturligt det der med frygten. Det er jo noget helt ukendt man skal ind til. Og det er noget der får så stor betydning for ens liv fremover.
Jeg tror faktisk frygten er sund. Den viser én, at det der er på vej til at ske er kæmpefuckingstort og livsforandrende af den anden verden. Og ja, det hele glemmes (næsten) bagefter. Jeg holder med dig og Anton! Held og lykke.
AB
You can do it, fordi du skal. Starter med graviditeten, så kommer fødslen, og så hele det vilde univers som kaldes forældreskab ♥
Held & lykke..
Måske kan det også hjælpe lidt at tænke at frygten har det sejeste formål:
Man får jo ikke kun det lille nye liv, at forundres og glædes over… man får jo også – under fødslen – stiftet bekendtskab med det der ufattelige styrke-noget man ikke anede (turde tro på) at man besad.
Når Anton og du får tid til jeres første face-to-face-stunder, tror jeg du vil vide at frygt ikke nødvendigvis behøver at være et negativt element…, for den skærper vores sanser og gør os ind i mellem i stand til de mest utrolige ting.
Al mulig medvind herfra 🙂
Kære Linda, jeg har heller ikke født, og jeg er heller ikke på vej til det. Jeg vil bare sige, at jeg synes, det er helt fantastisk, du er så ærlig og har valgt at være det hele vejen. Jeg begyndte at følge din blog ca. 3 uger før, du proklamerede, at du var blevet gravid – og jeg føler stadig bloggen. Hvorfor? Fordi du er så ærlig og deler. Tak for det. Jeg krydser fingre for dig (og Anton) – og selvfølgelig bliver det hele helt vildt vidunderligt.
Og fordi, jeg ikke har født, er jeg frygteligt bange for at udtale mig om ting, jeg ikke har en hat forstand på (skyd gerne), men jeg vil lige for mange af dine andre læsere (dem i KBH) gøre opmærksom på dette sted http://www.foedslenshus.dk/ (som jeg altså ikke har forbindelse til), hvor min veninde både fødte og forberedte sig til fødsel – uden frygt. Jeg ved, det lyder alternativt – men det er jo også rart at kende alternativerne, så man har en valgmulighed.
Linda, jeg glæder mig til, Anton kommer ud, så vi kan begynde at lære ham at kende 🙂
Hej Linda
Jeg var også rigtig bange, begge gange. Det er barskt, hårdt og det gør ondt. Virkelig. Ingen tvivl om det og det ville være løgn at sige andet. Der er ikke noget du kan gøre for at ændre på det.
Men alt det væmmelige holder jo op igen, og til gengæld får men det mest fantastiske som belønning. Og det er DET du skal fokusere på.
Der er et lille bitte menneske som kommer ud til dig og når han ser dig dybt ind i øjnene første gang så er der ikke så meget andet der tæller.
Jeg sender dig rigtig mange tanker og ønsker dig god vind på onsdag.
Rebecca
Naturligvis er du bange – som alle her siger: dem, der ikke udtrykker frygt før en fødsel lyver! Men prøv at vende tanken: lige om lidt får du Anton at se….
Sender masser af tanker, energi og mild sommervind i din retning…
Det alle de andre siger. Jeg har vist aldrig hørt om gravide der ikke har været bange for det at føde. Heler ikke dem der har prøvet det før. Det er jo en grotesk tanke at skulle føde – og hvordan ved man lige om det er et barn eller en alien der ligger derinde før man har set det? 😉
Held og lykke du!
Jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle sende Falconettes (universitetets cheerleadere) i din retning. Men det ville måske blive lidt akavet. Så nøjes med at sige det de andre siger: held og lykke, og det er jeg sgu sikker på du sagtens kan klare!
Det er godt, du lader dem tage sig af dig! Noget af det sværeste er sgu at overgive kontrollen og sig selv til andre, og jeg forstår godt, du er bange. Jeg var ikke bange, men blev det, da smerterne kom. Så jeg kan kun sige: Epidural. Epidural. Epidural.
Linda, det kommer til at gå. Anton kommer ud og er fin og smuk. Og på onsdag (måske) er du nogens mor! *Snøft*. Det bliver dejligt, og hele blogland hepper på dig. Hep!
Smerte-schperte…tænk på at du får et november-barn, mand! Det er de bedste (BEDSTE!!) børn der findes.
Det er snart onsdag, så bliver alt godt, blev der sagt.
når du er allermest angst så prøv at finde trøst i
1- hvor mange mennesker i hele DK (og helt sikkert også uden for landets grænser) der hepper og tænker på dig og Anton
2- hvor uTROlig mange læsere ved navn Anne du har. Anne…Anton – det MÅ være et godt tegn 🙂
Så synes jeg da lige du skal have en kommentar mere med fra en Anne… 😀
Egentlig, er det der skal siges, blevet sagt, men jeg ville alligevel lige lade dig vide, at jeg hepper på dig og sender dig alt den gode fødselskarma jeg kan.
Det der virkede for mig, virker ikke nødvendigvis for dig, men derfor får du alligevel et råd med på vejen. Så kan du jo bruge det eller lade være.
Jeg fokuserede kun på det positive ved fødslen. Ville kunne høre fødselsforløb som var gået godt, og hvor folk ikke havde været i veer i fire døgn, inden det endte med et akut kejsernit. For de historier har vi alle sammen hørt, og jeg behøvede virkelig ikke at få dem udpenslet lidt mere, for så bare at blive endnu mere bange for fødslen. For jeg tror ikke, der er nogen, der kan sige sig fri for at være bange for den. Det gør så pisse fucking ondt at man slet ikke fatter det, men det er jo ikke hele tiden det gør ondt, og så der er ingen grund til at vade i de negative historier. Få en masse af de gode historier ind under huden, og træk vejret dybt når det hele begynder. Det kan man komme rigtig langt med. Så langt, at man i de fleste tilfælde kan føde et barn 😉
Pøj pøj Linda. Jeg blev også sat igang, og så gik resten af sig selv. En stikpille og så arbejdede min krop med mig. Super oplevelse. Dit konkurrence gen og din udholdenhed kommer til at gøre noget godt for dig det er jeg sikker på. Glæder mig så meget til at høre om Anton fra den anden side af maveskindet. Kæmpe virtuelt knus Clarke
Kære Linda, jeg kan ikke sige så meget andet end alle de foregående …jeg havde en gæv, gammel jordmoder som trøstende klappede mig på armen (da jeg var ved at opgive foretagendet midt under fødslen) og sagde, "man har jo aldrig hørt om, at de blev derinde". Du klarer det garanteret i fin stil og du kan roligt glæde dig til at blive mor – det er fantastisk!
Jeg ønsker dig alt held og lykke fra onsdag og frem til målstregen…
Det er da klart, at du er bange for at føde. Det er helt naturligt, for det er jo noget, som du ikke kan kontrollere.
Jeg er selv kontrol-freak og da jeg skulle føde nr. 2 lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville forsøge at kæmpe imod kroppens magt. Det kan kun anbefales, for du vil tabe den kamp ret stort! Jeg aftalte bare med mig selv, at jeg virkelig skulle ride med på bølgerne og udnytte kroppens magt og samarbejde med den. Dvs. ingen presseveer, der ikke blev brugt 110%.
Det skal da nok gå 🙂 Men frygten er naturlig, hvis det er nogen trøst
Kære du. Nu kan man jo sjældent bruge andres råd til ret meget, men for what it's worth vil jeg bare dele 2 råd jeg fik, da min mand og jeg investerede 500 kr. i en times fødselsforberedelse, bare for os:
1) Træk vejret. Som i HEEELT ned i maven, langsomt og grundigt. Hele tiden. Det hjalp mig, så måske kan det også hjælpe dig – at fokusere sine kræfter på det. Alt det andet, du skal, skal der nok være nogen, der fortæller dig og hjælper dig med.
2) Lad på forhånd en klokkeklar aftale med den/dem, der er med for at holde dig i hånden, at hvis hvis hvis der er brug for, at Anton bliver taget væk fra dig, så følger han/hun/de ham hvor han end bliver taget hen. For du kan sandsynligvis ikke lige rejse dig og spæne med hen ad gangen. Og så ved du, at nogen er hos ham og så tæt på ham, som de kan få lov til. Det er jo yderst sjældent, at det er nødvendigt, men jeg følte, at det var rart at have aftalt det i forvejen. Det blev ikke aktuelt, og det gør det sikkert heller ikke for jer.
Krydser fingre for jer og en nem fødsel. Lige om lidt er du en mor, og glæd dig – det er fantastisk 🙂
Mange hilsner fra endnu en Anne i din læserskare
Faldt tilfældigt over din blog… hvordan kan jeg have overset den indtil nu? Du er jo sej, på så mange måder. Kan dog godt forstå, hvis du synes det hele er lidt uoverskueligt. Det er bare ikke fedt at være højgravid og have hovedet fuldt at bekymringer om den lilles ve og vel, forestående fødsel og hvad der ellers kan stresse op mod show down. Jeg fik tvillinger i maj ved kejsersnit, som jeg var noget ræd for på forhånd. Blev dog så positivt overrasket over hele forløbet. De er så søde på Skejby, så vær ikke bange. De passer godt på dig og ham. Hvor er det vildt – du skal møde ham lige om lidt!
Kære Linda
Du kan. Og det er en god følelse, når det kommer. Jeg ønsker dig alt det bedste og glæder mig til at "hilse" på Anton på bloggen.
Knus Helle
Hej Linda.
Alle andre har skrevet mange fine råd og opmuntrende ord til dig og det kan jeg kun tilslutte mig, derfor vil jeg nøjes med at skrive at HVOR HAR du bare RET mht. Rasmus Seebach!!! Hvorfor kan Danmark ikke se at han er talentløs?!!
Stort hep fra Lene (mor til Lucas som kom ved kejsersnit og er så dejlig at man skulle tro det var løgn!)
Hei Linda
Jeg fant tilfeldigvis din blogg via Marens. Det var lenge før Anton kom inn i bildet. Nå tenker jeg tilbake på mine to fødsler, begge med svangerskapsforgiftning med alt på. Og fødselsskrekk og nifse jordmødre var i mange år min sikreste prevensjon. Men da jeg lå der og fødselen var satt i gang, tenkte jeg; hadde dette vært helt uutholdelig, hadde det vært bare enebarn her i verden. Og dessuten; hvem har bestemt at noe som er så sykt vondt absolutt må være en "fantastisk opplevelse"? Særli…!! Nei, få bare jobben gjort (den gjør seg egentlig selv) – det fantastiske begynner når barnet er født!
Lykke til!!
Knæk og bræk i morgen!
Fingre krydset, held og lykke. Det er så…. smukt…at få sit første barn 🙂
Jeg er 36 uger henne og har lige opdaget din blog.
Jeg tror ved Gud at jeg elsker dig!