M2024, uge 50

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg udnyttet, at alle, jeg nogensinde har købt noget af på nettet, i disse dage sender nyhedsbreve og reklamemails i vildskab, for det giver mig en gylden mulighed for at afmelde dem, ligeså hurtigt, som de lander i indbakken.

Jeg gør det på telefonen, fordi det er nemmest: Når du åbner mailen, er der i øverste, venstre hjørne på langt de fleste af dem et link, der hedder ‘Afmeld nyhedsbrev’ – og så er det bare at klikke.

På et par enkelte skal man scrolle ned i bunden af nyhedsbrevet, men fordi jeg har været bevidst om, at det her var et ugepunkt, har jeg fået det gjort.

Engang, når der er 28 timer i døgnet, vil jeg finde den store lup frem og undersøge, hvor de her nyhedsbreve kommer fra, for jeg er nærmest hysterisk med ALDRIG at sætte kryds i ja-tak boksen, når jeg bestiller online, ligesom jeg også er hyper opmærksom på at fjerne fluebenet, hvis det allerede er sat.

Jeg kan godt gå med til, at der er steder, hvor en kundeklub eller et medlemskab medfører en tvungen nyhedsmail i ny og næ, men de få sider, jeg har signet op på, står ikke på nogen måde mål med den storm af reklamecrap, jeg lige nu er ved at feje ud af indbakken.

Men indtil dén dag kommer, må denne måde at løse problemet på, række.

2.

Har jeg været brødkassen, snackkurven og grøntsagsskuffen igennem, inden jeg bestilte varer til den kommende uge, for på fredag er der dømt juleferie, og jeg vil gerne nå at bruge diverse rester inden da.

Madpakkerne kommer til at stritte i alle retninger, mens aftensmaden godt – med lidt god vilje – kan kaldes ‘tapasinspireret’, men der er alligevel dømt undtagelsestilstand og æbleskiver over hele linjen, og så kan vi ligeså godt få spist op.

3.

Har jeg lavet en note i min telefon, der hedder: ‘I’m dead. Now what?’

For søde, fine oldefar døde tirsdag aften efter 97 stærke år, og jeg er derfor i gang med, sammen med mine forældre, at rydde op, lukke ned og blænde af.

Oldefar har selv gjort en stor del af forarbejdet, og derfor skal vi ikke igennem gigantiske bunker af nostalgisk slagger, men der er stadig meget, man lige skal have styr på. I dag gik jeg i gang med at opsige abonnementer, tjekke op på forsikringer osv., og det er faktisk ikke så ligetil at finde ud af, hvor folk har internet, indboforsikring og el-aftaler, når først alt er lukket ned.

Derfor har jeg besluttet at lave et eller andet system, som gør det nemmere for dem, der skal binde sløjfe for mig, hvis jeg får et fly i hovedet – men det er jo nødt til enten at være analogt, eller at være sat op på en måde, så mine efterladte kan få adgang til det, selvom min computer er låst.

Indtil videre er det bare en ustruktureret note i mine telefon, som jeg skriver på i takt med, at jeg støder på udfordringer, som man kunne planlægge sig ud af, men når vi har sagt ordentligt farvel til oldefar, og jeg har et overblik over, hvad det ville have været rart for dem, der står tilbage, at vide, får jeg noget mere formelt sat op.

*

Månedens mål, december (3/4)

Midt i luciaoptog og begravelsesforberedelser er jeg så småt gået i gang med at planlægge den årlige julefrokost for familien. Livet er for de levende, og dem tilhører vi jo heldigvis stadig i skrivende stund, og det er rart, midt i det triste og lidt overvældende arbejde det er at lukke et liv ned, at kunne fokusere på noget dagligdags og traditionsbundet.

Som altid prøver jeg at sammensætte en menu, der minimerer madspild, hvilket konkret betyder, at jeg tænker over:

*At grønne retter og salat ikke skal indeholde våde grøntsager (f.eks. tomat), fordi det ødelægger konsistensen på rekordtid.

*At mælkeprodukter forkorter levetiden markant. En (pasta)salat, der er vendt i f.eks. lidt olie, honning og appelsinsaft, er lækker væsentligt længere end én, der er smurt ind i creme fraiche.

*At alt, hvad der er sprødt, skal serveres on the side, uanset om vi taler om bacon til leverpostejen, eller nøddetopping til salat. Meget få ting i verden er så klamme, som en peanut, der har ligget og trukket væde i halvandet døgn.

*At vælge retter, der kan fryses, samtidigt med, at jeg sørger for at have plads i fryseren og noget ved hånden, maden kan fryses i.

*At finde tomme isbøtter og yoghurtbægre frem, så gæsterne kan få eventuel overskudsmad med hjem.

*At forholde mig til, hvad jeg laver hvornår. Det er ikke fedt at skulle lave 10.000 ting samme dag, som julefrokosten skal holdes, men omvendt er det måske lidt lige meget, rent planlægningsmæssigt, om du laver risalamande dagen før eller på dagen. Men venter du til selve dagen, kan den holde en dag længere i den anden ende, og det kan godt give mening at tænke ind.

Og altså: Det er jo ikke, fordi julen bliver aflyst, hvis man står med en slatten salat eller må kassere resterne af den sommerfugl af laks, man har haft lyst til at lave til sine gæster hele året.

Men vi smider *ufattelig* meget mad ud i juledagene, og fordi de fleste af os er overstimulerede og mætte, når vi tager ud af bordet, så GØR lavpraktikken en forskel. Hvis du ikke har noget at hælde resterne i, er det nemmere at smide dem ud end at grave et kreativt alternativ frem. Hvis salaten ligner noget, du har skovlet op af en vandpyt, kører du bare de to skiver honningglaseret skinke uden, og lader som om, du ikke lige så den på hylden i køleskabet.

Om 7 dage har vi både hænder og hoveder fulde, så det er nu, man skal planlægge, hvis man har ambitioner om at forebygge.