M2024, uge 49

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Skrev jeg mig bag øret, at jeg skulle huske at nævne den uventede fordel ved det debet-kort, min bank har stoppet ned i halsen på mig.

Inden vi kommer til den del, hvor jeg siger noget pænt, vil jeg gerne have med, at jeg ikke har ord for, hvor ringe, jeg synes, min bank har været det sidste år.

Jeg har tidligere været omkring problemet med kommuner og sygehuse, der ikke betaler til tiden, og det har givet mig en håndfuld gange over det sidste år, hvor min konto er gået i overtræk.

Ret skal være ret: Det skal den ikke. Og dE haR OgSå rEgLeR, dE sKaL fØLgE.

Men jeg har hver e.n.e.s.t.e gang selv kontaktet banken.

Jeg har stået skoleret, når det er sket, har dækket underskuddet ind, og sendt dokumentation for de kommende betalinger, som altid er faldet 1-2 dage senere.

Jeg har forklaret situationen forfra, 100 gange, til 100 forskellige ansatte (“Nej, hvad for noget -tolk??”), har bedt om et møde 3 gange, så der kunne laves en mere holdbar løsning, har sagt ja til at betale for en midlertidig forhøjelse af min kassekredit, har givet dem adgang til mine skatteoplysninger og har sendt dem mit årsregnskab.

Jeg har været kunde hos dem i 16 år, og de HAR jo trods alt set mig betale en kvart million ud.

Mødeforespørgslerne og forhøjelsen af kassekredit – som var deres eget forslag, og som jeg fremsendte al den dokumentation, de bad om til – er de aldrig vendt tilbage på.

Alligevel har jeg på bydemåden fået udleveret et debetkort, og de valgte, med sædvanlig, kærlig omsorg, bare at spærre mine kort, da debetkortet var landet i min postkasse. Det fik jeg en sms om, da jeg sad på en opgave i Herning, og jeg har ikke ord for, hvor uordentligt, jeg synes, det er. Der stod penge på samtlige konti, og det havde sgu været et reelt problem, hvis jeg havde stået med en bil med tom tank derude på heden, for så havde jeg ikke kunne komme hjem.

Og bare, hvis der sidder et par bankansatte og læser med: Det er ikke løsningen, jeg har et problem med, og jeg ved godt, at de er underlagt regler, de ikke selv har indflydelse på. Men de HAR indflydelse på egne arbejdsgange, og den her er ét langt, nedladende clusterfuck.

ANYWAY. Jeg har arbejdet som en vanvittig hele efteråret, fordi jeg ikke kan holde det her ud, og betalingerne for de sidste måneder begynder stille og roligt at tikke ind. Når rådhusklokkerne ringer d. 31., står der omkring 100.000 på min firmakonto, og så kan de rende mig noget så eftertrykkeligt.

Men dét, jeg har glædet mig over ved debetkortet, og som jeg gerne ville give videre er, at det, modsat mit visa, hele tiden viser mig ‘reserverede beløb’ – hvilket er VIRKELIG smart, fordi jeg så hele tiden ved *præcis* hvad der reelt står på min konto.

Når jeg sætter den her form for punkter på, er jeg altid lidt nervøs for, at det er noget, alle bare ved, og om jeg kommer til at fremstå som en idiot over at være den eneste, der ikke ved det – men over årene har jeg lært, at der altid er andre, der heller ikke lige havde fået info-mailen.

Så: Debetkort for the win. Specielt hvis du bøvler lidt med tal eller overblik.

2.

Blev jeg ringet op af en sælger fra Aller Media, som gerne ville have mig tilbage ombord på mit yndlingsmadblad, som jeg sagde fra først på sommeren.

Jeg takkede pænt nej – indtil han tilbød mig et år til halv pris, hvilket fristede mig over evne. For jeg bliver altid ægte begejstret over at åbne min postkasse og finde bladet dér, og til halv pris synes jeg godt, at jeg kan forsvare posten på budgettet.

Catchet var selvfølgelig, at kampagneprisen bare glider over i normalt pris, når året er gået, så nu har jeg lagt en reminder i min telefon til september næste år, så jeg, hvis jeg vil, kan nå at sige det fra igen.

Hvis de får mig, bliver det med åbne øjne.

3.

Har jeg igen gjort brug af min sundhedsforsikring, og jeg vil endnu engang opfordre til, at man får tjekket op på, om man har én, enten gennem sit arbejde eller sit pensionsselskab.

Dem, jeg har talt med, der ikke har, har typisk fravalgt den, fordi de ikke forventer at få brug for hjælp eller store operationer, og samtidigt har der været megen snak om, at de private sundhedsforsikringer ikke længere vil dække for udredninger. Derfor kan man godt få det indtryk, at det næsten kan være lige meget, om man har én.

Men i alt det her bøvl med min højre hofte, har vi nu fundet ud af, at det formentlig ikke er den manglende brusk, der er problemet, men at mit bækken er mere skævt end Snoop, og at alle musklerne, både på for- og bagside, derfor er så overspændte, at jeg fysisk er blevet kortere, både vertikalt og horisontalt, på højre side.

Derfor er jeg nu i gang hos en kiropraktor, der er ved at ‘trække mit bækken på plads’ hvilket er nogenlunde ligeså behageligt, som det lyder. MEN. Jeg fik 12 gange akupunktur godkendt i foråret, og har netop fået 12 behandlinger hos bemeldte kiropraktor betalt af min sundhedsforsikring.

De 24 ture havde kostet mig i nærheden af 15.000, hvis jeg selv skulle have haft pengene op ad lommen.

Min sundhedsforsikring godkender altid 6 behandlinger ad gangen, og de er LYNhurtige: Når jeg søger om aftenen, har jeg svar næste morgen. Om det er det samme alle steder ved jeg selvfølgelig ikke, men det er bare for at sige, at det ikke behøver at være tungt og bureaukratisk at gøre brug af den.

Der er nul tvang her i klubhuset, men tænk i det mindste igennem, om økonomien kan være/blive en stopklods ift. at søge behandling, hvis du har ondt. Eller om der er situationer, hvor det ville gøre en forskel for dig, at du kunne blive opereret/kigget på med det samme, så du kunne komme hurtigere tilbage i sadlen. Som selvstændig synes jeg, at den faktor vejer tungt.

*

Månedens mål, december (2/4)

Som nævnt i sidste uges indlæg, synes jeg pludselig, at der er ting overalt – men turen gennem børnenes rum gav mig lyst til at gå med den samme, lidt løsere tilgang til de steder, jeg ikke kan holde ud at se på.

Derfor prøver jeg at tage en hylde hist og en skuffe pist, når det lige giver mening. Det kommer ikke til at give samme, strømlinede resultat, som når jeg tager hele hytten fra A til Å, men mindre kan også gøre det.

Køkkenskabene kommer jeg nok ikke til at slippe for at tage samlet, for her vandrer mine ting, og det giver derfor ikke mening at tage dem isoleret, men alle andre steder kan sagtens nøjes med mosters hånd.

I går fik jeg ryddet op på min krydderihylde, mens jeg stod og rørte i en gryde, og som altid blev jeg overrasket over at finde oregano og karry, der for længst var gået på dato. Jeg synes lige, jeg har købt det.

Den kommende uge har jeg flere dage uden opgaver, og det første, jeg skal have styr på, er, hvad jeg har og hvad jeg mangler af julegaver. Det kommer også til at give lidt plads på borde og reoler, for lige nu er det, jeg har købt, bare lagt der, hvor der tilfældigvis var plads. Alene det at få lidt samling på tingene vil gøre det hele mere overskueligt.

Men det er altid ekstra effektivt at rydde op på baggrund af Tingspat^TM, så derfor vil jeg gerne smede, bare lidt, mens jernet er overvældet, men varmt.