M2022, uge 19

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi vredet vores årskort til WOW-park for de allersidste dråber.

Jeg tror, jeg har nævnt det herinde før, men nu, hvor sommeren står for døren, og mange af os laver ‘Ej, så skal vi faktisk kun komme én gang mere, så er årskortet tjent ind’-regnestykket i diverse dyre- og forlystelsesparker, er det nok et meget fint tidspunkt at genudsende den her: Skriv i din kalender, når du køber kortet, hvornår det udløber.

Og nej. Man sidder ikke og læser halve år frem i sin virtuelle Mayland, men lige når kortet er købt, er det også nemt nok at huske. Det er på den anden side af vinter, at man for længst har glemt, at man købte det, og der ER man begyndt at bladre frem.

Hvis ikke jeg havde skrevet slutdatoen i min kalender, tror jeg ikke, vi var nået forbi i år (det udløber i dag), men vi har nappet 3 ture på den her side af nytår, og er dermed oppe på 8-10 ture alt i alt, og så kan det pludselig godt betale sig.

2.

Har jeg søgt og fået ledsagerkort til Anton.

oKAY, den hjemmeside, man bestiller på, er en diva. Jeg har for real brugt over to uger på at lave ansøgningen, fordi siden bare spillede død, hver gang jeg forsøgte at logge på. Jeg søgte aktindsigt i Antons journal, så jeg kunne vedhæfte forsiden med diagnosen på, og på den måde spare udgiften til en lægeerklæring. Pasbilledet tog jeg med en app og uploadede, så det var også gratis.

Nu har vi det. Faktisk mest for Fridas skyld, for det betyder, at vi kan tage onkel Lasse eller en af mine forældre med, når vi skal steder, hvor Anton får hurtigere nok end Frida, og så sende dem ud/hjem, mens jeg kan blive tilbage som anstandsdame for socialpapegøjen.

3.

Har vi levet af mad fra fryseren, både fra de bagerste hylder og indkøbt til formålet.

Jeg har en løs tommelfingerregel om, at når vi i løbet af en uge har mere end to ting på aftenprogrammet, så skal jeg på forhånd have forholdt mig til, at maden skal være nem-nem. Og skal man have regler for alt? Nej, sgu da. Men jeg er SÅ slem til at overvurdere, hvor meget jeg kan nå/overskue, og så får jeg købt ind til ambitiøse projekter til de dage, hvor kalenderen er tom.

Det, jeg glemmer, er, at der i en uge med en aftenopgave, et to timers forældremøde og en fyldig korrekturopgave med en lidt presset bagkant, er der så mange hængepartier fra default-husholdningen (vasketøj, lektier, indkøb osv.), der er blevet udskudt og flyttet rundt på, at jeg er nødt til at bruge den tid, jeg normalt ville have brugt på at hakke, snitte og bage, på dét.

Det har kostet mig kød, grønt og tårer at lære, men nu ved jeg det, og retter ind efter det. Det er lidt mere lødigt og i hvert fald billigere at forholde sig til på forhånd, end at kapitulere på dagen og bestille take away.

4.

Har jeg erkendt mit nederlag ift. at lave et M2022-punkt om opstart af firma. For det, jeg *nu* har lært er, at alting i den her fase, foregår simultant. Jeg er således lige nu i gang med at tegne lovpligtige forsikringer, producere indhold og lade være med at gå i vejen for min dygtige og uendeligt tålmodige hjemmeside-ekspert, planlægge møde med revisoren, bestille firmakonto, finde fotograf og. så. videre – samtidigt.

Det giver simpelthen ikke mening at sætte det op i punktform, så bare til de 3 af jer, der sidder med en god ide og tilbageholdt åndedræt og venter: Jeg kommer til at svigte jer.