Sommerferien nærmer sig, og med dén afslutningen på Fridas første år i den danske folkeskole. Aula er proppet til bristepunktet med invitationer til både forældremøder og foredrag, og måske er det derfor, at jeg den sidste tid har tænkt meget over, hvornår vi bør gå fra at understøtte fællesskabet i en klasse eller på en skole, til at hjælpe vores børn med at afkode adfærd, der er uhensigtsmæssig.
Når børn starter i skole, er der masser af indledende oplæg om, hvordan vi som forældre understøtter klassens trivsel, og ét af de vigtigste mantraer i diverse Stop Mobning-kampagner er, at vi skal tale pænt om de andre børn/skolen/lærerne foran egne børn.
Jeg oplever, at de fleste forældre i høj grad faktisk prøver at efterleve dette. At vi, når egen avl kommer hjem og er helt fulde af følelser, fordi nogen har sagt eller gjort noget, der ikke var rart, prøver at tale om, hvad der skete, *før* katastrofen indtraf, og forsigtigt forsøger at skabe opmærksomhed på egne aktier.
Og et langt stykke hen ad vejen giver det mening; ikke mindst i en forstad som den, vi bor i, hvor forbløffende mange af de forældre, der har børn på skolen, selv er vokset op i området og nu har slået sig ned og stiftet familie, tre gader fra deres barndomshjem. Folk har datet, været venner med hinandens søskende, har gået i samme klasse i folkeskolen, været hinanden utro, er blevet drillet af fætre og har festet med kusiner på kryds og tværs og kryds igen. Det betyder, at der er ret meget historie på forældresiden, der potentielt kan have betydning for det filter, man ser andre børns opførsel igennem.
Derfor giver det mening at prøve at forholde sig nogenlunde neutralt og – for at bruge en på-disse-foldbold-og-håndboldkanter-meget-populær metafor – at spille hinandens børn bedre.
Men det, jeg er begyndt at tænke meget over, er de situationer, hvor et andet barn faktisk opfører sig som en dårlig ven, og hvor vi kan se det. For hvornår må vi sige det højt til vores egne børn?
Hvis nogen sidder og tænker, at børn er børn, og at man skal passe på med at tillægge dem voksenmotiver, er det min påstand, at det er fordi man ikke selv har været på modtagersiden af den slags. Det har jeg, og det startede i børnehaveklassen. Jeg tror, jeg gik i første klasse, da nogen rev min ørering ud, gennem øreflippen, og jeg kan nærmest kun huske toiletterne fra min tid fra 0. – 6. klasse. Det er Lord of the Flies, og det bliver vi nødt til at være ærlige omkring.
For problemet er, at jeg lige nu kender ret mange, der er ved at rive håret ud af hovedet på sig selv over manglende trivsel, mobning og magtspil, der får Game of Thrones til at ligne et spil Uno, i klasser, hvor børnene ikke engang er fyldt 10.
For at tage et konkret eksempel, der ligger lidt tilbage i tid, var der f.eks. et barn, der i en periode pure nægtede at sige godmorgen til den ene af mine børn med det resultat, at jeg hver morgen måtte gå ud ad døren med lyden af gråd i ørerne. Barnet selv var glad og godt tilpas, så der var ikke tale om et situation, hvor noget for dét barn var svært. Jeg kender forældrene, som er skidesøde, og der er gode værdier i hjemmet. Barnet har været herhjemme masser af gange, og det var bare i det hele taget ret tydeligt, at det handlede om at positionere sig og få mit barn til at hige efter at blive set.
Den tyggede jeg på et par uger, for man kan jo ikke tvinge ord ud af munden på nogen. Omvendt var mit barn meget klemt af situationen, og spurgte mange gange i løbet af en uge, hvorfor X ikke ville sige godmorgen mere. Min løsning blev, at jeg, da barnet kom og spurgte mig, hvornår h*n måtte komme med hjem og lege, svarede, at jeg faktisk ikke havde lyst til at have barnet med hjem, fordi “jeg ikke syntes, at du er en særlig god ven lige nu.”
Der har ikke være problemer siden.
Og fortæller jeg det for at prale med, at jeg har trynet et barn og tvunget min vilje igennem? Nej. Jeg fortæller det, fordi jeg synes, det er vigtigt at hjælpe mine børn med at lære at sortere i, hvornår de selv har været med til at skabe en træls situation, og hvornår den ville være opstået, uanset hvad de selv havde sagt eller gjort, for nogle gange, ikke? Så ER det den anden, der er et røvhul. Det har taget mig mange, mange, MANGE år at lære, og det er egentlig det, der er hele min pointe med dette indlæg.
For hvis vi gerne vil opdrage mennesker, der kan mærke sig selv, kan sige fra og ikke lader sig udnytte, men som samtidig ikke er bange for at stikke en oprigtig ment undskyldning, når de godt kan se, at de selv har været med til at skabe en åndssvag situation, så er vi nødt til at støtte dem i det, de ser, når de faktisk tolker det rigtigt.
Og ligesom vi efterhånden forhåbentlig er ved at have faset ‘Det er fordi, han godt kan lide dig!’ ud af forklaringsrepetoiret, når vores døtre kommer hjem og fortæller, at Emil har hevet i hår eller skubbet, fordi det sgu bare er dér, det starter, hvis vi skal lære den næste generation, at kærlighed og interesse ikke skal udtrykkes gennem grænseoverskridende adfærd og vold, så er tiden måske også kommet til at blive bedre til at forebygge både medløberi, ghosting og gaslighting ved at italesætte den adfærd, der er forløber til dét? Som f.eks. når en person, man er glad for, pludselig ignorerer én. Eller lyver. Eller spiller én ud mod de andre. Eller man har en aftale, og den anden pludselig ikke lige gider alligevel. Her taler vi selvfølgelig ikke om de gange, hvor det er en god forklaring; jeg taler udelukkende om de situationer, hvor man som forælder har svært ved at (bort)forklare det andet barns adfærd, fordi man faktisk ikke selv synes, den er i orden.
Det er vigtigt at lære at se tingene fra flere sider, men lige nu synes jeg, at der bliver lagt op til, at man enten skal ignorere, udglatte og fordele skylden 50/50 eller være pædagogisk neutral ved at anerkende barnets følelser (“Det bliver du vred over, kan jeg se”) – men uden at tage parti.
Jeg er ikke længere sikker på, at vi hjælper vores børn med den praksis, for vi stækker deres medfødte evne til at mærke og reagere på uretfærdighed, når de møder den. Både når den rammer dem selv, og når de ser den ramme andre.
Hørt! Det har været en proces for mig at lægge mine forældres ‘pyt’ og ‘vend den anden kind til’ fra mig og nå frem til at støtte mine børn i seras oplevelse af tingene, når noget faktisk er over stregen, dårligt kammeratskab eller det, der er værre. Udfordringen for mig er at vurdere situationen (som jeg oftest kun har fra den ene side) – hvornår skal de støttes i deres oplevelse, og hvornår skal man hjælpe med at justere deres oplevelse af situationen og bidrage med andre perspektiver. Især når jeg selv altid tvivler på, hvad der er rigtigt og forkert. Skide svært! Men foreløbig glæder jeg mig over, at jeg har børn der er betydeligt bedre til at mærke deres grænser og tør sætte dem, end jeg selv nogensinde har været 🤩
100% enig – det kan være super svært at vurdere. Særligt fordi der også kan være tusind faktorer, der spiller ind, som vi ikke har skyggen af chance for hverken at se eller forstå. For mig handler det meget om at italesætte det, når jeg ser et mønster, eller når jeg selv flere gange har oplevet noget, som f.eks. situationen med det manglende ‘Godmorgen’. Der kan man i hvert fald starte 🙂
Hm. Jeg har (heldigvis!) været forskånet for foredrag om, hvad man må sige til sine egne børn. Selvfølgelig skal man forsøge at appellere til ungernes empati, se sagen fra flere sider osv., men nogle ting er bare dårlig opførsel, og det skal ikke accepteres stiltiende. Hvis man lader andre overtræde ens (og ens børns) grænser for meget, vil de skubbe videre for at forsøge at finde en grænse et sted.
Det pædagogisk neutrale kan også være skidt for forældre/barn-relationer: Min mor gik meget op i altid at omtale skolen og lærerne positivt. Uden undtagelse. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg efterhånden holdt op med at fortælle hende om alt det, der gik mig på – hun ville jo alligevel aldrig tage mit parti! Efter jeg som voksen har talt om, hvor gudsjammerligt jeg kedede mig de sidste flere år i skolen og hvor ubehageligt det var, undrer hun sig over, at hun ikke vidste noget om det dengang. Sært nok.
Det er godt at høre, at du sagde fra over for morgen-mobberen. Jeg har også engang forsvaret min søn over for andre børnehavebørn, der holdt stædigt fast i at lilla kun er for piger: “Det er forkert. Lilla er for alle. Jeg er voksen og det VED jeg”. Efter nogle gentagelser var min søn igen stolt af sine lilla sko 🙂
Jeg har faktisk også tænkt, at det er et levn fra en måde, man for 20-30 år siden opfattede som værende givtig og rigtig; sat på spidsen er det jo skoleversionen af den samme tankegang, man dengang havde ift. f.eks. udfordringer i hjemmet, eller børn, der blev slået offentligt, hvor holdningen var, at det skulle man ikke blande sig i.
For mig at se hjælper man ikke sine børn ved at lade som om, man ikke har holdninger til noget. Tværtimod tror jeg, vi kan lære dem både at passe bedre på sig selv og at tackle det hensigtsmæssigt, hvis der er nogen, de faktisk ikke bryder sig om. For sådan er virkeligheden jo. Vi er alle underlagt at omgåes mennesker, vi ikke specielt godt kan lide, enten i arbejdssituationer, i forældresamarbejde eller familierelationer. Her synes jeg da, at det giver mening at klæde vores børn på til at kunne spotte f.eks. manipulation og at de samtidig har set et adfærdsmæssigt modsvar illustreret, som f.eks. når mit barn ser mig hilse på en ordentligt måde på både det nævnte barn og dennes forældre, men også ser mig stå fast på en grænse ift. at jeg vil behandles ordentligt (også by børneproxy) af de mennesker, der kommer i mit hjem.
Hvor ville jeg ØNSKE at jeg havde haft en forældre som dig – helt ind i knoglerne.
❤️
Jeg er så enig. Jeg tror, det handler om at pædagogerne/lærerne ser alle konflikter fra begge sider. Det er et problem, at det altid er udgangspunktet, når det handler om et barn, hvis opførsel ikke er ok. For så kan barnet bare sige, det var ikke det jeg mente og så er man fritaget for ‘skyld’. Eller børnene skal dele ‘skylden’ Det lærer de hurtigt og hvis de så bare skynder sig at sige, men x gjorde sådan og det gjorde mig ked af det, så er det igen delt ud. Men den der er ‘offeret’ føler sig så uretfærdigt behandlet. Og den der har opført sig forkert opdager, at det har ikke konsekvenser. Jeg ville ønske vi kunne lære vores børn, at nogengange så gør man noget, der ikke er ok. Så siger man undskyld og lærer af det. Fordi når børn som udgangpunkt finder ud af, det ikke har de store konsekvenser at være led, så tror de det er en accept af deres opførsel og bliver ved.
Meget enig. Det bliver en gratis omgang, og det er et kæmpeproblem, at lige så vel, som mit barn misser muligheden for at lære at skelne typer af adfærd og hvad man skal acceptere, så lærer (som du siger) det andet barn, at man kan gøre, hvad man vil, og stadig slippe let. Dén læring er da heller ikke hensigtsmæssig at sende børn videre i livet med.
Jeg elsker overskriften 😊 og som altid er dine tanker bare så gode.
Jeg kommer sådan til at tænke på Svend Brinkmann’s projekt med at vi skal lære at sige nej… Jeg synes også det gælder her. Det bliver alt for ensidigt hvis man skal bakke op om alt det l*** der sker i en folkeskole. Selvfølgelig skal man lære sine børn at skelne ml hvad der er ok og ikke ok.
Uh, det er jeg glad for – det var også næsten den, jeg brugte mest tid på:)
Og det er en fin sammenligning, for vi SKAL lære at stå fast på, at noget er forkert. Jeg undrer mig virkelig over, hvor lidt fokus der er på, at de hierakiet og magtkonstellationer, der bliver grundlagt i børnehaven, ofte er det, der skaber problemer langt op i folkeskoleårene. Det forstår jeg simpelthen ikke. For mig at se er der mange steder en manglende forståelse af, at ligesom man ikke først begynder at opdrage sine børn, når de fylder 8, så kan man heller ikke vente med at forebygge af mobning eller træne personlig grænsesætning til de er 6-7 år.
Hvor er det klogt og godt skrevet – og super nuanceret! Jeg synes også at et aspekt i det er, at man skal være tydelig som voksen. Autentisk, kan man også kalde det, og det synes jeg faktisk er enormt vigtigt. I situationer, hvor jeg synes at et andet barn har opført sig ‘åndsvagt’ over for et af mine børn, og vi er forbi – ‘fortæl mig det lige helt fra starten, hvad gjorde du?’-fasen, og jeg har tilbudt en mulig forklaring for adfærden, så synes jeg at jeg skylder mit barn at sige, at jeg ikke synes det er OK, hvis jeg ikke synes det er OK, og så taler vi om hvad en mulig reaktion fra mit barns side kan være næste gang…. Jo mindre de er, jo længere en snak er det inden vi når derhen. Jeg kan så godt mærke at jeg bliver super kortluntet af teenagere der opfører sig som idioter – som ghoster, lyver, er illoyale, så overfor mit ældste barn på 16 så er jeg mere tydelig og umiddelbar end diplomatisk…..
Du siger det bedre end mig, for det er PRÆCIS det, jeg mener. Og de kan da kun lære at være civiliserede omkring mennesker, de af den ene eller anden grund er påtvunget samvær med, uden at miste sig selv, hvis de ser illustreret, hvordan man griber dén opgave an.
Og når de bliver teenagere tænker jeg faktisk også, at man forhåbentlig har indpodet så gode grundværdier i dem, at man ikke behøver at agere som FN’s udsendte, når det hele kokser:)
Ditto her. Og at jeg kunne være en forælder som hende.
❤️
Tak for dette indlæg – jeg hører dig ned til det sidste punktum. For mig har læringskurven været stejl og jeg tænker tilbage på flere situationer hvor min ældste datter, i et usundt socialt klassemiljø med en modbydelig kultur, manglede følelsen af at jeg havde hendes ryg. Hvor jeg skulle have haft hendes ryg, men padlede rundt i mulige forklaringer/årsager/nuanceringer i et misforstået forsøg på objektivitet, hvor den ikke skulle have plads. Men nu, nu ved jeg bedre. Og er måske lovligt oppe på dupperne. Men min datter (og mine øvrige børn) ved nu at jeg er ved deres side, rummer, lytter eller reagerer, når det er gavnligt eller nødvendigt. Det giver helt konkret en tillid og tryghed mærker jeg.
Superfedt med input fra én, der står lidt længere henne ad stien end mig – det er virkelig rart at høre, at det også dér giver mening.
Så: Selv tak, Mathilde. Og hav en skøn aften.
Set fra en indskolingslærers perspektiv:. Jeg hører selvfølgelig altid begge børns side af historien – andet ville i min optik være helt forkert.
Men jeg fordeler ikke skylden mellem børnene, hvis det er den ene, der har opført sig forkert. Så taler jeg med børnene om, hvordan de selv ville have det med at blive behandlet på den måde og guider dem i, hvordan det havde været optimalt at opføre sig.
Jeg skælder ikke ud, for børn kan ikke høre ordene i skæld ud – de hører kun at der bliver talt i et andet toneleje og opfatter vores kropssprog – og derfor bidrager det ikke til, at de bliver klogere på deres handlinger. Det oplever “offeret” ofte som værende svært, fordi børn har en forventning om, at man skal skældes ud, hvis man har handlet forkert.
Jeg synes, det lyder meget konstruktivt, at man som forældre hjælper sin børn og siger fra på deres vegne og fortæller dem, hvordan man siger fra overfor andre. Bliv ved med det! Det hjælper alle os, der arbejder med børnene hver dag!
Det er ikke farligt at sige fra, det er godt for os alle sammen, for det gør det meget nemmere for både store og små at navigere i hinandens verdener✊🏽
Dejligt at høre, at der er folk ‘indenfor murene’ der også gør sig tanker om de her ting; det bliver kun bedre af, at alle trækker i samme retning:)
Jeg kan huske to episoder fra min barndom, hvor mødre har kommenteret på, at jeg havde behandlet deres døtre dårligt. Begge gange trak jeg mig omgående fra veninden, og det ødelagde relationen. Den ene gang var moren så åbenlyst uretfærdig over for mig, og havde slet ikke indblik i sit eget barns handlinger, at jeg følte mig så dårligt behandlet og mistede lysten til at komme på besøg. Den anden gang kom moren med sin bekymring til mig over, at mit venskab med veninden nok var ved at glide lidt ud, og det var superubehageligt at blive draget til ansvar for det, af en voksen. Jeg kom aldrig på besøg igen. Jeg var ikke et barn med mange venner, men dem jeg havde var tætte, så det var enormt ødelæggende. Min pointe er, at det er en balance at forsøge at løse sine børns konflikter, så der kommer et konstruktivt resultat ud af det, og man ikke uforvarende kommer til at skubbe vennerne væk. Omvendt skal man jo stå op for sit barn, hvis det bliver behandlet dårligt, og ikke selv kan sige fra. Puh, jeg synes den er svær.
Vi er 100% enige om, at det er en balance, og at det er svært. Vi har også alle sammen blinde pletter, hvor vi kan komme til at handle ud fra erfaringer, vi selv har med, der ikke har noget med den aktuelle situation at gøre.
For mig er det første, jeg kigger efter, om jeg synes, der er et mønster. Det vil være meget få tilfælde, hvor jeg ville gribe ind på baggrund af en enkelt episode.
Og så får din kommentar mig også til at tænke på noget, som jeg egentlig gerne ville have haft med i indlægget, men som jeg synes, gjorde teksten for lang: At man godt kan stå fast på egne grænser uden at fokusere på adfærden hos den, der overskrider dem. For jeg kan sagtens se, at nogle børn har om ikke gode grunde, så i hvert fald livsvilkår, der forklarer, hvorfor de gør, som de gør. Det er svært at ændre på. Men det vil være noget, man skal forholde sig til resten af livet. For den kæreste, der slår, er formentlig vokset op i noget, der har afstedkommet den måde at begå sig på – men derfor er det jo stadig vigtigt, at man kan mærke sin egen grænse, og dermed er bedre rustet til at stå fast på den, handle hensigtsmæssigt og passe på sig selv.
Kunsten er nok ift. børn at holde bolden på egen banehalvdel, og tale om, hvorfor der er noget, man ikke selv vil være modtager af, frem for at fokusere på, hvorfor afsenderen gør, som h*n gør.
Og under alle omstændigheder er jeg enig med dig i, at det er helt skævt, hvis man som forældre prøver at tvinge et barn, sit eget eller andres, til at blive i en relation, der ikke længere fungerer.