M2020, uge 18
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Hentet en efterløber til cyklen, ganske gratis. Fordi sådan et aggregat ikke er noget, man lige smider i en kuvert og sender, havde jeg lagt en agent ind på DBA, så der kom en notifikation, når nogen satte en efterløber til salg. På den måde kunne jeg hele tiden følge med i, om der blev lagt én op her i nærheden. Og fordi man somme tider har lov at være heldig, blev der lagt en fin én op med overskriften ‘Foræres væk’ i køreafstand herfra. Den er nu hentet hjem og sat i stand, og vi er klar til lidt længere cykelture til sommer.
2.
Lavet en pass-it-on og foræret min cykelstol, en kasse tegnefilm og to lamper væk. Jeg kunne godt have forsøgt at sælge det, men egentlig havde jeg bare lyst til at gøre andre lige så glade, som jeg selv blev over, at der faldt en efterløber ned i skødet på mig.
3.
Været ret konsekvent med at un-follow’e og snooze mennesker på de sociale medier, som suger min energi.
Jeg tror, de fleste af os både følger mennesker og har venner og bekendte, som vi ikke er enige med i alt, og i nogle situationer kan det være både sundt og inspirerende at blive præsenteret for andre verdenssyn og holdninger. Men når alting er sat på spidsen, som det er lige nu, så bliver det for mig bare træls, når tonen bliver alt for rabiat. Og lige pt. tror jeg, at det er ekstra vigtigt at værne om den gode energi, man har, og ikke hælde den ned i en kloak af ligegyldige kommentarfelter og diskussioner, som i sidste ende ikke rigtigt får nogen til at ændre holdning.
Sådan kan egenomsorg og mentalminimalisme også se ud.
4.
Kørt oprydning og hovedrengøring af hele huset, et rum ad gangen. Alt har været ude af skabe og oppe af skuffer, og der er sorteret, smidt ud og lagt på plads på de ny-aftørrede hylder igen.
Jeg var, som de af jer, der var med for et års tid siden ved, det hele igennem sidste år, hvor jeg tog den helt store tur med A.L.T. Denne gang var det langt, LANGT nemmere, ganske enkelt fordi jeg har meget færre ting. Men jeg har stadig været på genbrugsstationen med 8 store poser, og det siger måske lidt om, at det at holde sit hjem i kort snor, er en ongoing opgave, man aldrig bliver færdig med.
At der har været ting at smide ud/sende videre handler jo til dels om, at der er kommet nye ting til.
Men det handler også om, at jo færre ting man har, jo nemmere bliver det at få øje på de ting, man ellers bare automatisk flytter med videre igennem årene, fordi man ikke forholder sig til dem. F.eks. har jeg denne gang smidt to brætspil ud, fordi jeg pludselig kom til at tænke på, at et 20 år gammelt spil på paratviden måske ikke er heeeelt up to speed. Jeg har smidt en lanterne ud, som var smuk, men som åd så mange batterier, at jeg for længst er holdt op med at skifte dem, og jeg har også sagt farvel til en kagedåse, som jeg, da jeg anskaffede den, ønskede mig VIRKELIG højt, og som derfor nærmest har været helllig. Men den var – kunne jeg pludselig se – bulet og skrammet, og jeg har ikke brugt den i årevis. Den slags ting får man pludselig rigtigt øje på, når alt det fyld, de tidligere har været omgivet af, er væk.
Og så er der det mentale aspekt, som betyder, at man bliver klar til at skille sig af med ting i etaper. Da jeg ryddede op sidst, gemte jeg f.eks. et babytæppe, som jeg ikke nænnede at skille mig af med. Det var jeg klar til at sende videre denne gang. Og mit tøjskab, som sidste gang var en smertefuld tur i følelsescentrifugen, fordi det primære fokus var på at skille mig af med det, jeg ikke længere kunne passe, hvilket var rædselsfuldt, så kunne jeg denne gang lave en objektiv vurdering af, hvad jeg reelt bruger og eliminere resten. Den *eneste* følelse forbundet med projektet denne gang, var glæde over at få et skab med meget mere plads og luft, og det var fedt at opleve.
Jeg har taget 1-2 rum pr. dag, fordi det har været vigtigt for mig at bevare momentum – og også at kunne overskue længden af projektet. Det betyder, at det jeg har været hele huset igennem på 5 dage, og det har lettet oprydningen af de enkelte rum en del, at jeg var helt up to speed med, hvad status var i de andre rum. At der f.eks. var blevet en hylde fri i skabet i soveværelset, som nu kunne bruges til puslespil, eller at de tomme billedrammer, jeg fandt rundt omkring (??) blev samlet i en kasse i bryggerset. Ting vandrer – specielt når man ikke bor alene – og ved at køre det hele igennem på under en uge, var det nemt at få alting samlet, grupperet og tilbage på plads.
Nu er her MEGET rarere at være, og jeg er Monica fra Friends.
1. maj 2020 @ 20:13
Elsker pkt. 2 lidt mere end resten af punkterne og tog mig som følge deraf sammen til at give to puslespil væk lokalt hvor jeg forventer at de kommer til at sprede glæde.
Du gør, helt håndgribeligt, en forskel i verden.
1. maj 2020 @ 20:24
Det var dog den FINESTE kommentar at få! Tak Rikke❤️💚❤️
1. maj 2020 @ 22:35
Jeg ville så gerne udlicitere en fuld Marie Kondo på mit hjem. Vi har så meget crap og jeg bliver totalt demotiveret allerede på forhånd, når jeg prøver at gøre noget ved det, for bare mit eget tøjskab vil tage en weekend at tømme og vurdere.
Og så tænker jeg “not today”.
2. maj 2020 @ 05:48
Forstår dig godt Astrid! Det kan virke totalt uoverskueligt! For mig hjalp “mins game” til at komme i gang. Man finder een ting den første dag, to ting den næste, tre ting den tredje – og fortsætter så i en måned. Jeg har aldrig kunnet fuldføre hele måneden, men glæder mig hver gang over, at jeg kommer i gang og faktisk kan køre længere, end jeg troede.
Du kan også lave din egen. Se, hvor mange dage, du kan finde een ting. Det giver tid til også at komme af med ting, hvis de skal sælges eller lign.
Når først du får lidt “hul på bylden” og får taget de oplagte ting, som du ved, skal ud, bliver der mere overskud og energi til at tage hul på de sværere. Desuden: jeg troede i starten, at man ville ende i totalt zen efter at have kørt Marie Kondo-minimalisme og så ville alt bare være perfekt og uden rod altid. Men det er en kontinuerlig proces, der gentages med mellemrum, som også fremgår her hos Linda.
2. maj 2020 @ 06:31
Wow, hvor er det sejt og inspirerende! Men jeg forstår ikke hvor du får energien og tiden fra, og selv med masser af energi og tid, hvordan det er muligt at nå to rum på én dag?! Jeg startede med Kondo-metoden for ca 5 år siden, da den udkom på dansk. Ikke i ekstrem grad (og det er måske netop fejlen!), men med princippet om “gør tingen mig glad”, hvilket var en stor forandring. Men må med skam erkende, at jeg stadig er i proces, også selvom jeg tog en større tur da vi flyttede for to år siden. Der kommer hele tiden nye ting til og de flytter sig rundt i huset og jeg ender hver gang med en “diverse usorteret”-kasse i hvert rum. Som vokser fra gang til gang!
Så respekt til dig for at være nået til denne tilsyneladende overkommelige udgave af forårsoprydning – meget inspirerende! Men du er også virkelig ihærdig og vedholdende, som dine M20xx-indlæg viser – sejt gået!
2. maj 2020 @ 07:23
Imponerende med oprydningen. Du er sej. Jeg forstår bare ikke hvornår du gør det? Jeg synes at der nærmest aldrig er tid til at få det gjort færdigt og det er nok min største forhindring. Jeg er god til at gå igang, men at få afsluttet det… not so much… hvordan sikrer du dig at du når at blive færdig? Gør du det efter børnene sover?
2. maj 2020 @ 07:46
Ha ha ha “Monica fra Friends” Det er da præcis sådan jeg også har det, efter en god oprydning, eller en tur på genbrug 😏
Tak for en fantastisk blog ❤️ glæder mig hver lørdag til M2020
4. maj 2020 @ 10:46
Kære Linda, på et tidspunkt nævnte du noget med vigtigheden af at huske, at oprydning og minimalisme, som du praktiserer det, ikke blot handler om at rydde ud og sende videre i omgangskredsen eller til genbrug, men også at påtage sig den opgave, det er at dømme dette og hint ude, når det reelt er brugt så meget, at det er blevet til affald. Jeg er sygt god til at rydde op og organisere – hvis jeg selv skal sige det – men smide ud? Det synes jeg er svært. For hvad nu hvis one woman’s trash var en anden woman’s treasure? Det har jeg bogstaveligt talt oplevet; jeg lagde et defekt barnevognsstel op til gratis afhentning og det viste sig at være nøjagtigt den del, en anden forælder skulle bruge for at kunne reparere sin egen. Fedt!
Omvendt har jeg også oplevet at tilbyde en stak gammelt (rent selvfølgeligt!) sengetøj og lagner gratis hvis nogen fx kunne bruge det til en hjemmefødsel. Der kom en enkelt kommentar, som sarkastisk spurgte “er det 1850’erne?!?!” (Hvortil jeg virkeligt havde lyst til at svare “syrlige kommentarer på internettet? Nej, det er helt bestemt 2019!” Men jeg slettede sgu opslaget før jeg kom til at svare igen, fordi jeg blev flov over at være komme til at tilbyde andre mit affald :-S) Ikke fedt!
SÅ! Det jeg vile frem til: Hvad er din proces der? Helt ok, hvis svaret er for langt til kommentarfeltet i øvrigt.
4. maj 2020 @ 18:52
Det er simpelthen så sjovt, at din kommentar kommer lige præcis i dag, for i morges skrev jeg i min notesbog til denne uges M2020-indlæg, at jeg skulle huske at skrive på, at jeg har tippet to bekendte om muligheden for at købe brugt, når det faktisk bare er en reservedel, man mangler. Så du kommer nok til at kunne genkende et punkt på Uge 19-indlægget:)
Men jeg har det på præcis samme måde som dig; jeg er sygt god til at rydde op, men det falder mig svært at smide ud-ud. Jeg tror egentlig først, at jeg sådan rigtigt forstod, hvor stor en tjeneste, man gør sine venner og sin omgangskreds ved at være den, der træffer beslutningen og ikke bare sender videre, da jeg pludselig – ufrivilligt – endte som modtager af usorterede ting.
Vi har et par stykker i omgangskredsen, som helt tydeligt har fundet ud af, at det er dejlig nemt at få deres børn til at rydde op, hvis de bare laver en bunke, der hedder “Det kan Frida få” – og så ryger A.L.T i den. Og hvor det er virkelig dejligt at få noget med ægte omtanke bag, så er det bare uendelig træls at få 4 poser affald ind ad døren.
Og jeg tror, det er en kombination af dét og så at folk er sindssyge, og sælger brugte, snavsede morgenkåber (“trænger lige til en vask” – ej, men ad!) i de der køb/salg fora, som man slår sig på, når man lægger ting op, som man ikke havde forestillet sig skulle bruges til det oprindelige formål? For jeg synes jo, at du gør det HELT rigtige, og fordi jeg “kender” dig herindefra, og derfor ved, at vi bor i nogenlunde samme genbrugs-segment, så ville jeg aldrig tro, at du forsøgte at sælge et barnevognsstel, men netop at du bare ville give dem, der måtte mangle lige præcis sådan ét muligheden for at få fingrene i det.
Men internettet er sgu somme tider svært.
Jeg er begyndt at skrive det i overskriften på mine opslag, når jeg giver noget væk, som er tænkt som reservedele ell. lign. for at undgå at blive misforstået. Altså noget i stil med “Jeg har en stak sengetøj, som har set bedre dage. Er der nogen, der kan bruge det til klude, hjemmefødsel ell. lign?” Og så er jeg begyndt at sætte dage på “Skal hentes inden onsdag”. På den måde rykker folk på det med det samme, hvis de kan bruge det, og hvis ikke, så har jeg også givet mig selv en bagkant ift. at køre det på genbrugsstationen.
For mig er det turen fra bryggers til bagagerum, der er svær; når først jeg har smidt det ud/på genbrugsstationen, så skænker jeg det ikke en tanke længere, og det synes jeg også somme tider hjælper at tænke på. At det ‘ubehag’ (i mangel af bedre ord) man føler ved “bare” at kassere noget, forsvinder i det sekund, tingene er ude ad døren.
Det var et fedt spørgsmål at få, Pernille – tak for det!
5. maj 2020 @ 09:40
Tusind tak for svaret! Jeg kan rigtigt godt lide det, du nævner med en forklarende overskrift + tidsramme, for jeg har det nemlig som dig; så snart det er ude af døren, er det fuldstændigt ude af øje, ude af sind for mig.
Mine børn har det ikke helt på samme måde… i forbindelse med en stor flytning tidligere på året, brugte jeg meget af efteråret på at rydde ud og op, hvilket nu har resulteret i, at hvis mine børn ikke kan finde ét eller andet, spørger de gerne “er det solgt?” Og er svaret nej, følger der typisk et mere konstaterende end spørgende “er det givet væk?” Og sådan har jeg så lært, at jeg ikke længere kan slippe afsted med bare at lade ting fra børneværelset forsvinde uden at inddrage dem i én eller anden grad. Med dine børns alder, gætter jeg på, at det samme gælder hjemme hos dig. Har du været inde på det før i et indlæg, du kan pege mig i retning ad? Ellers er det hermed et ønske til et punkt i et kommende indlæg. <3
5. maj 2020 @ 19:12
Det vil jeg rigtig gerne skrive om! Jeg går i tænkeboks…
Tak for indspark:)