Kærligheden mistror ikke; dømmer ikke.

I morges læste jeg en klumme i Metro Express skrevet af en præst, som jeg ikke bryder mig så meget om. Han klummer jævnligt for dem, og uanset overskrift, ender hans skriverier altid med at handle om, at vi mennesker tror, at vi er usårlige – men det er vi ikke, blev der sagt! En løftet, docerende pegefinger og et afsluttende punktum, der staves G-U-D.

For min skyld må folk tro på lige, hvad de vil, og selvom kristendommen ikke siger mig noget, under jeg de mennesker, for hvem den giver mening, al den trøst og styrke, der ligger i at tro.

Senere i dag tolkede jeg med en kollega, hvis veninde lige har mistet sin mor. I lørdags var de til begravelse, og da min kollega fortalte om dagen, kom jeg til at tude over, hvor fint jeg synes, at det var.

Venindens mor var ikke medlem af folkekirken, og derfor var ceremonien anderledes, end den normalt er i forbindelse med begravelser. Hendes yndlingssange blev synget, der blev læst op af hendes favoritbog og de gæster, der havde lyst, fortalte anekdoter om hende og deres venskab med hende.

Det må have været forfærdelig, forfærdelig hårdt, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at når hendes børn engang kommer igennem den værste sorg, må det alligevel varme at kunne se tilbage og huske, at punktummet, der blev sat for hendes liv, var fuldt af varme, kærlighed og gode minder.

Og for mig er det essensen i respekten for livet og troen på, at noget er større end os; At kærligheden i sidste ende binder os sammen. Uanset hvad man tror på eller kalder det.