100 meter fra hvor jeg bor, har nogen været så venlige at placere en Annettes Sandwich. For dem, der ikke er bekendte med konceptet, kan jeg oplyse, at der er tale om sandwich af den lidt sundere slags med groft brød og flere friske grøntsager, end man er vant til i den form for føde. De er med andre ord relativt tilforladelige, og en hæderlig erstatning for et aftenmåltid.
Jeg vil ikke sige, at jeg er på fornavn med de ansatte, men jeg tror godt, at jeg ville kunne genkende et par stykker af dem, hvis jeg mødte dem ude i byen. De er søde, hurtige unge mennesker og kvikke i pæren.
Eller… Det plejer de at være.
For et par dage siden var jeg på vej hjem efter en meget (MEGET!) lang dag, og pludselig var jeg så sulten, at jeg var ude af stand til at overskue, hvad jeg skulle gøre ift. mad, når jeg kom hjem.
(Forklarende voice-over: Jeg er kendt som det menneske i hele min omgangskreds og familie, der er dårligst til at tackle lavt blodsukker. Det falder på 20 nanosekunder, hvilket med øjeblikkelig virkning får de elektroniske impulser i min hjerne til at opføre sig som bananfluer med radiosvigt. Jeg bliver ude af stand til at tænke 40 sekunder frem og bliver pjevset og/eller irritabel, inden jeg afslutningsvis går ind i mig selv på den katatoniske måde.)
Heldigvis kender cyklen selv vejen til Annette’s, så vi svingede ind forbi og blev modtaget af blond amøbe teenager, der med blikket fikseret på uendeligt med en kraftanstrengelse frembragte følgende sætning:
Ja?
Mig: Jeg vil gerne bede om en tunsandwich med ekstra æg og cornichons.
Hende: Det må vi ikke.
M: ??
H: Altså, vi må ikke sælge noget alene.
M: Jeg forstår simpelthen ikke, hvad du mener?
H: Ja, altså de der cornichons.
M: (Meget tålmodigt) Jeg vil gerne have dem hakket og smidt i min sandwich. (Som om jeg er interesseret i at betale 8 kroner for at få 5 sure, mikroskopiske agurker på størrelse med barbiesko stukket i hånden.)
H: Nå. Men det koster altså ekstra!
M: (Nu med det lave blodsukkers koldsved drivende ned af ryggen) Og det skal jeg nok betale.
H: Hey! Æg koster altså også ekstra!
M: (Jeg betaler dig det dobbelte af, hvad sandwichen koster, hvis du kan producere en sætning uden ordet ’altså’) Og det skal jeg OGSÅ nok betale….
And so I did. 58 kr. mod de sædvanlige 42.
Efter 10 minutters ventetid – de plejer at lave dem på 2 – hvor jeg til sidst var så desperat, at jeg overvejede at gnave min ene arm af, fik jeg endelig overrakt min sandwich med en mine, som var det Det Evige Livs Eliksir.
Indtagelsen fortaber sig lidt i en frådende tåge, men én ting nåede jeg dog at opdage: Der var ingen æg i. Overhovedet.
grrrrrr!! har prøvet noget lignende – bare i anden sandwich-bix.. SÅÅÅ irriterende, når man har afgivet specialordre og betaler for det…
skal vi ikke satse bare, du bare havde en uheldig oplevelse der som ikke gentages ?? for det der lave blodsukker er vist ikke sagen vel ??? : – )
– Mette
ps havde du fået noget at spise i dag ?? haha : – ) nej undskyld :- ) men det var for sjovt!
Arj øv!
En skam at de ikke lige har fattet begrebet kundeservice! Jeg har det samme problem med en af mine servicedrenge i butikken! Grr..
Men du fik styr på blodsukkeret og blev forhåbentlig mæt og det er jo det vigtigste..
Ok – springskalle til hende, intet mindre!!!
Lad os brænde stedet ned til grunden!
Har været ude for noget lignende i en DSBkiosk.
Til sidst var det bare sådan..
SÅ GIV MIG DOG MIN SKIDE SANDWICH!!!
Mine ben/mit klippekort kender også selv vejen til Anettes…
Jeg har dog ikke oplevet denne in-kompentence – på Banegårdsgade og i Nørregade plejer de at kunne tænke selv 😀
Jeg er sikker på at enhver ansvarlig dommer ville frikende dig for enddog meget "grov psykisk vold med angren til følge" med henvisning til bananfluerne med radiosvigt.
Var det en idé at have et par bananer liggende? Dels for at få blodsukkeret hurtigt i vejret, og dels for at få styr på bananfluerne…
HA-HAAA! 😀 KÆFT, hvor er det sjovt! Eller rettere, du er sjov. Barbiesko…. HA!
Sandwichsituationen, til gengæld, lyder dog aldeles sindsfortærende. Imponerende at du ikke så meget som hvæsede af amøben.
Jeg var eksploderet.
/Lene K