1-2-3-testing…

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg elsker at undervise. Jeg ved godt, at det lyder frelst, men jeg er vild med at gøre andre vilde med at træne. Jeg bliver i godt humør af at sende en energispiral afsted i rummet og få den lige tilbage i nakken, og jeg bliver glad helt ned i maven, når jeg kan se, at nogle af mine (for det er de jo lidt) medlemmer bliver bedre og får det bedre.

Om det er alderen, der gør det – for set gennem instruktørbrillen, nærmer jeg mig med mine 33 år pensionsalderen – eller om det er fordi, jeg har været der så længe, at jeg har udviklet ansvar for stedet, ved jeg ikke, men jeg er nu blevet sådan en, der samler papiret op, hvis jeg ser noget det ligge på gulvet og flyde. Det er en benhård branche, og fordi jeg rent faktisk synes, at vi har et rigtigt godt produkt af høj kvalitet, vil jeg gerne være med til at gøre en indsats for, at medlemmerne synes, at vores center er et rart sted at komme. Jeg har undervist i 6 år, men det betyder ikke, at jeg har glemt, at jeg selv har skiftet fitnesskæde 2 gange, fordi rengøringen stank, og fordi det altid tog evigheder at få repareret defekte maskiner og udstyr.

Og uden anden indledning i øvrigt: Hvis nogen af jer derude går rundt på den arbejdsløse måde og hader finanskrisen, kommer her et godt råd, helt kvit og frit: Søg over i mikrofonbranchen. Der er ikke skyggen af krise.

For 2 uger siden skete der det uheldige, at både vores mikrofon OG vores reservemikrofon valgte at lægge sig syge. De blev sendt over til firmaet – og så skete der ligesom ikke rigtigt mere. Da vi for en uge siden stillede 3 instruktører på chefens kontor og med blodsprængte øjne og iturevne stemmebånd hæst hviskede, om der SNART var nyt om mikrofonerne, blev der rykket.

Vi kunne få dem om 3 uger.

Og nej. De havde ikke en reserve, vi kunne låne. Hvilket er et temmelig stort problem, eftersom alle kanaler på anlæg osv. er indstillet til lige præcis disse mikrofoner.

Fanden og satan, hvor er det frustrerende at vide, at der kører 2-300 mennesker igennem salen om dagen, som får en langt dårligere oplevelse, end vi gerne vil give dem. Nye stakler må bare forsøge ikke at komme til skade og så ellers bare håbe på det bedste, og teknik og tilretning af fejl bliver ofret, fordi du som instruktør er presset så rigeligt over at skulle informere en hel sal om, hvad der skal ske; du er simpelthen nødt til at vælge, hvad du vil bruge din luft på. Og samtidig er det dig, der – fordi du står i forreste række – må tage tæskene, når medlemmerne meget forståeligt skælder ud over den manglende lyd.

Jeg tror sgu snart, at jeg køber mig en megafon.