Jeg har en veninde, der kærestemæssigt har valgt sølvmedaljen så mange gange, at hun efterhånden burde feng shui’e skamlen med tæpper, potteplanter og billeder af familien. I løbet af de sidste 5 år har hun 3 gange valgt mænd, der i forvejen havde kærester. Vi har brugt utrolig mange kopper kaffe på at analysere, hvorfor det bliver ved med at ske, hvad det er, hun udstråler, siden det er den slags mænd, hun tiltrækker, og hvad det er i hende, der får hende til at blive.
Engang i mellem kan jeg godt blive en lille smule træt af at føre den samme samtale for 29. gang, men når jeg tænker mig om, ved jeg godt, at man kan sige den samme sætning til det samme menneske 2000 gange – og så kommer der en fremmed ind fra højre, siger PRÆCIS det samme, og *bam!* pludselig går budskabet ind.
Vi hører det bare ikke, før vi er klar til at lytte.
Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg læste
Julia Lahmes seneste bog ’Sandheder fra en løgner’, hvori hun bl.a. skriver om sin dreng Elias, og den første tid med ham. I slutningen af bogen skriver hun en sætning, som jeg her citerer frit fra hukommelsen:
”Han kom med livet, lyset og kærligheden, og jeg var for træt til at se det.”
Og lige der, sank det pludseligt ind, det, som jeg selv har sagt 1000 gange uden af forstå det, og hørt fra både læger, sundhedsplejersker og andre mødre: Det er så hårdt, at det næsten river dig fra hinanden at få et barn, der ikke sover.
Jeg har brugt så mange timer på at føle mig forkert; på ikke at forstå, hvordan alle de andre kunne have billeder i fotoalbummet fra de første par måneder, hvor de lavede mad i køkkenet med den nyfødte baby stående på bordet, eller hvordan de kunne have overskud til at smile, købe ind, tænke og fungere.
Jeg har været så vred, at jeg næsten ikke kunne rumme det, når jeg har forsøgt at forklare andre, at jeg er træt helt ind i knoglerne, og ikke ved, om jeg orker at rejse mig igen, næste gang jeg falder – og bliver mødt med ”sådan er det også hjemme ved os.”
Jeg har grædt så meget over, at min kærlighed til Anton tilsyneladende var fanget under grumset is; hele tiden til stede under alt det svære, synlig under alt det hårde, men underlig utilgængelig, når jeg havde allermest brug for at føle den.
Da jeg læste den sætning, forstod jeg pludselig, at det ikke handler om, at jeg er en dårlig mor, at jeg er alene, eller at jeg gerne vil vinde Mest Synd For-konkurrencen, der har en tendens til at opstå mellem nybagte forældre. Det handler om, at man stille og roligt mister både forstanden og sig selv, når man ikke får sovet, nat efter nat efter nat, og der ikke er pause en eneste gang i løbet af dagen.
Men på torsdag fylder han 9 måneder, og han sover nu. Mere end han gjorde i hvert fald.
Så det tør. Foråret er på vej, isen smelter, og under den ligger kærligheden, farvestrålende, ubetinget og varm.
Det føles som om, jeg endelig er blevet mor.
Åh, hvor er det dejligt at læse. 😀 Jeg håber, han snart finder ud af, at det faktisk er smart at sove noget mere, fordi han får en mere frisk mor ud af det. :b
Hvor beskriver du "situationen" smukt. Har selv været der for snart 3 år siden. Og suk, verden virker umulig.
Det citat går lige i hjertet på mig. Min lille søn kom til verden for10 uger siden og vi fik den hårdeste start. For lidt mælk, en dreng der skreg konstant og ingen søvn. Min kæreste og jeg lå til sidst under gulvbrædderne af søvnmangel og vores søns hjerteskærende gråd 🙁 For os vendte lykken da vi besøgte det private barselshotel efter 6 uger og fik kompetent hjælp og nu kan vi rigtig nyde ham (dog stadig en smule trætte 🙂 Krydser fingre for at din lille dreng snart begynder at sove igennem!
Well said! Meget rammende beskrivelse af, hvordan det var for os at få den første – og kigge fra det kolde vand gennem den grumsede is op på alle de lykkelige og overskudsagtige… På dårlige dage ønsker jeg stadig ikke-sovende børn for alle dem, der fortæller eller bare antyder, at børnenes sind&sovevaner (udelukkende) er afhængigt af forældrenes kompetencer.
Hvor er det smukt skrevet!
Et meget rørende indlæg…
Glædeligt tøbrud!
Tillykke med det 🙂
Husker med gru vores første 3-4 mdr. med vores første barn. Med kolik. Uden søvn. Og med dårligt forældreselvværd (hjalp så heller ikke lige på situationen…). Gal det var hårdt. Så ja, jeg ved også godt, hvad du mener!
Her 12 år efter kan jeg stadig få den fornemmelse. Min datter er nu diagnosticeret med adhd, og en af hendes symptomer har været en krop der aldrig kunne få ro – og således heller ikke hendes mor. Først da hun var 9 år og jeg begyndte at give hende melatonin kunne hun begynde at sove igennem – nogle dage. Men kærligheden er der heldigvis også selvom den nogle gange skal graves efter i en hængedynd af træthed….
Dejligt at du har læst noget der kunne sætte ord på det du føler…
Du er sgu sød, er du.
Det er det mest jernhårde job at være mor. Punktum.
Alle mødre kender det. Nogen en lille smule mere end andre – vi er nemlig en del i den der klub, hvor ungerne aldrig sover.
Da min søn var spæd sov han aldrig. Han havde også kolik og da det ophørte, blev han et ørebarn.
Ikke mindst på grund af alle de problemer, var han meget "i hænder" (selvom man til tider hellere ville smide ham ud af vinduet). Den store fysiske kontakt og at hans behov blev mødt gjorde ham til det mest kærlige og empatiske menneske.
Som mor må man møde sit barns behov, det er det vigtigste. Hvordan man selv har det, kommer i 2. række – for de fleste. Og ja, det er saftsuseme hårdt.
Jeg havde én eneste regel: Når han (undtagelsesvis) sov, sov jeg også – uanset om jorden var ved at gå under omkring mig.
Dit barn kræver dig. Giv ham det han vil have (det gør du garanteret også). Det kommer tusindfold igen.
Vi erkender stykkevis og forstår livets kompleksitet i fragmenter. Det gælder også moderskabet. I dele af verden bruges søvnmangel som tortur. Virkeligheden forvrænges, vi bliver vrede, svimle og tudende.
Da min søn var 13 uger besvimede jeg i køkkenet af træthed og i dag, hvor han er 13 ved jeg, at der er en vej ud. I dag, 4 børn senere er kærligheden altomsluttende, men det tog tid.
Hvor er det godt, at du mærker kærligheden til din lille skønne dreng, som gør alting lettere nu hvor søvnen er bedre.
Så flot skrevet – og her på barn nummer to, der stort set hver nat sover 2 x 4 timer, så kan jeg med ro i sjælen sige: Ja, der findes lettere børn end andre – aka første fødte, der var 1 1/5 år før han sov mere end 2-3 timer i træk om natten og en time om dagen. Nu kan jeg se, hvad min mor altid sagde: De andre har bare lettere børn. De er ikke bedre mødre.
Jeg er nysgerrig. Er der virkelig intet at gøre? Er det bare 'bid tænderne sammen og hold ud'? Jeg tænker ikke på at dope hverken barn eller moder – men metoder til at klare læsset? Dine læsere må vide noget, Linda. Kh fra mig, som stiller de dumme spørgsmål, fordi jeg har alt det der til gode.
Hold ud lidt endnu, det går altså over – også selv om det ikke virker sådan nu. Jeg er blevet set kørende rundt i min bil for at ungen i det mindste skulle sove bare ti minutters middagslur – for så selv at falde i søvn bag rattet på en parkeringsplads. Folk kom og bankede på ruden (og vækkede ungen…) fordi de troede at jeg var død……
Tre børn, der aldrig sov igennem før de var 2 år og man er bare en karklud. Du er IKKE en dårlig mor, du er bare så uendelig træt og lad aldrig nogen fortælle dig noget andet!!!
I dag er de 11, 13 og 15 – jeg elsker dem højt og kan mærke det. Men der har sgu været dage hvor jeg var i tvivl……
Åh Linda jeg er simpelthen så gåsehuds glad for, at du er kommet ovenvande! Og jeg er så rørt over dit indlæg her, så øjnene bliver lidt våde 🙂
Hvor er det et smukt indlæg, du kommer med hér!
Jeg har læst din blog sådan lidt løst de sidste par uger efter jeg fandt ud af at du bor i Esbjerg som jeg selv.
Det er meget smukt beskrevet og det rører mig at du nu endelig føler dig som mor!
Håber han kommer til at sove mere og mere den bette purk 🙂
Dbh Jeannette
Nogen gange trækker jeg vejret helt ned i bunden af maven og puster ekstra tungt ud, når jeg har læst et af dine indlæg. Dette indlæg var et af dem. Du har en sjælden evne til at ramme helt præcist i hjertekulen.
Det var så her jeg begyndte at sidde og tude på arbejdet – damn -du rammer lige plet! Kh Signe
Det er jo heldigvis den underliggende enorme og totale kærlighed til de små væsener, der bærer én igennem den første tid.
Ellers var verden befolket med enebørn, hvis vi satte ulemper op mod fordele ved at have små børn.
Jeg har som Kirsten også prøvet bil-tricket, når jeg nåede derud hvor jeg bare var FOR træt og kun kunne se løsningen med sovende barn i bilen.
Til gengæld var der på en eller anden måde overskud da vi fik nr tre, for da sov den mellemste ikke igennem endnu, så vi var i vanen 😉
Men jeg fik også 3 børn på 3½ år, så det var en ret grumset periode, men fyldt med kærlighed 🙂
Og om ti-tolv år står du med det omvendte problem- der kan du ikke vække ham om morgenen, hvilket fortsætter frem til han flytter hjemmefra …..
For pokker, du skriver SÅ godt! Jeg er helt solgt til din blog. Du har en fantastisk sprogfornemmelse.
Tak – også for at beskrive dele af min tilværelse med to børn, der begge er såkaldte 'vågne børn'. Nej, hvor har jeg tudet til tider -både af træthed, men også over andres hentydninger til, at det måtte være min egen fejl. Ingen børn kunne jo klare at sove så lidt. Det kunne jo umuligt være dem, der bare havde behov for 4-5 timer mindre i døgnet end andre børn.
Anne
So true,so true!
Jeg har det på fuldstændig samme måde. Har selv en af dem der ikke sover, eller i hvert fald sover han mindre end de jævnaldrende. Og jeg har tit undret mig over de der mødre jeg ser på gaden med fuldstændig styr på det hele. Kaffen i hånden mens de stille trippede afsted med barnevognen. Ingen sorte rande under øjnene ej heller fedtet hår. Jeg havde så den sjældne variant, der bare skreg når han kom i barnevognen. Så nu – næsten et år senere – er jeg endelig ved at komme op efter luft. Kan mærke at jeg snart er mig selv igen og kan tænke igen. Det er vidunderligt 🙂
Tak for jeres meget, meget fine kommentarer. Jeg ville ønske, at overskuddet var til at svare jer enkeltvis, men dels kan jeg ikke mærke mine arme (se dagens blogindlæg) og dels har Anton brugt aftenen på at kaste op overALT, så jeg har lige noget vasketøj og noget aftensmad, jeg er bagud med.
Men I skal vide, at det er kommentarer som dem, I lægger her, der gør det værd at blogge.
Vi har det samme liv! Jeg har læst dine indlæg on and off, når jeg orkede det og grint og følt mig SÅ meget i samme båd. Jeg er nu på 10. måned alene med et lærkebarn. Har også været ved at brække mig over de der "det er da ikke noget, vi er også oppe hver nat" eller forslag til hvad jeg gør forkert. At få et barn bringer dig i den grad i kontakt med dine mørkeste sider og millioner af efteruddannelseskroner kan ikke give dig så meget personlig udvikling som det at få et barn (som ikke sover). Krydser fingre for at vores unger snart lærer det.