Fremmed og dog så kendt.
Som genhuset esbjergenser, er jeg stille og roligt gået i gang med at genstarte mine gamle relationer, og i dag har jeg gået en tur med en pige, jeg er vokset op med. Vi har spillet utrolig meget kantsten og Antonius, lavet utallige, uformelige genstande af trylledej, som vi efterfølgende har straffet vores forældre med, og jeg kan både navn og farve på de fleste af hendes – nu hedengangne – marsvin.
Først flyttede jeg. Så flyttede hun. Jeg valgte Århus. Hun valgte Chile. Hun fik et barn. Jeg rodede rundt. Hun fik et mere. Så fulgte jeg trop. Hun flyttede tilbage til Esbjerg, and here we are, og fordi hendes mand arbejder i Kbh., er hun alene med sine børn det meste af tiden.
Vores forældre bor stadig på samme vej, så af snørklede omveje er vi således tilbage ved vores fælles udgangspunkt, meget forskellige valg til trods.
Så der gik vi i regnen, og jeg havde det lidt som om, jeg havde lånt en bog på biblioteket, hvor kapitlerne 7 til 20 var revet ud. Jeg har billeder af os, hvor vi står med tynde, sommerbrune arme om hinanden, med gabende huller hvor mælketænderne var, og nu står jeg overfor en voksen kvinde med et liv, der egentlig ligner mit. Jeg ved, hvordan hun var dengang, og når jeg kigger godt efter, kan jeg stadig se hende derinde et sted, men samtidig er det på mange måder en fuldstændig fremmed, jeg står overfor.
Det er lidt bumpy, og samtalen hopper hid og did, mens jeg genlærer hende at kende som den hun er nu, gennem anekdoter om mandens forældre og historier om ungernes fødsler.
Og i glimt ser jeg os udefra, og kan slet ikke forstå, at det om lidt er de små mennesker, vi går med, der skal sigte efter vores kantsten.
14. august 2011 @ 19:28
Åhh Lige præcis sådan har jeg det, når min dreng leger med min barndomsvenindes datter i det der engang var mit barndomsland. Og nogle gange, når venindens datter kigger på mig og siger " Det bestemmer du ikke", så er jeg straks tilbage på rød stue i børnehaven, med samme lille strigle. Som jeg knuselsker.
Der er sært i barndomsland, når man er voksen….
15. august 2011 @ 09:11
Smukt fortalt!
Hvor jeg bare kender det.
Har også en veninde der følger mig helt tilbage. Men vi har dog stadig kontakt og har altid haft det.
Men nostalgi er nok den bedste følelse syntes jeg, det sætter rigtigt tanker og minder igang 🙂
15. august 2011 @ 17:00
Det er jo den største gave, at vi har mennesker, der kender os fra way back! Det lyder fedt, at du har genfundet veninder, og nu kan jeres unger lege sammen.
Jeg har en veninde, som jeg har kendt siden vi var seks år. Vi har boet sammen i Australien og i Viborg, men midt i voksealderen til voksenlivet mistede vi kontakten. Nu er vi tilbage sammen og det er skønt. Hun bærer noget af mig og jeg af hende, fordi vi hver især husker forskellige brudstykker af vores fælles liv.
Og når hendes datter siger noget til mig, kommer jeg nogle gange til at kalde hende Lise og ikke Kamma, fordi de bare minder så meget om hinanden…
15. august 2011 @ 17:12
Kære kære Linda.
Du skriver SÅ fantastisk.. Lov mig at du ALDRIG stopper med at skrive om livet og alt det der følger med!
Margit B
15. august 2011 @ 19:13
ANTOOONIUUUUSS!!!
Min hårdt prøvede eksmand (det kære Overblik) påstår hårdnakket at det er en leg jeg selv har fundet på, dengang jeg var barn, og vi kun havde en pind og en snor til deling…
HA! Jeg har grebet dig, Linda! Én gang!