I spørger, jeg svarer: Er der forskel på at opdrage et enebarn og søskende?

For et par uger siden fik jeg en mail fra Anette. Hun skrev:

Min mand og jeg har en søn på 2. Vi har mødt hinanden sent, og har derfor allerede inden vores søn kom til, været afklarede med, at vi kun når at få ét barn. 

For nyligt var jeg til fødselsdag, og en af de andre deltagere beskrev på et tidspunkt et barn i omgangskredsen som “et rigtigt enebarn”. Det har fået mig til at tænke. Først blev jeg lidt stødt, for jeg synes, at vi tænker meget over vores opdragelse, og at “det typiske enebarn” måske er en fordom. Men omvendt forstår jeg jo godt, hvad hun mener, og det har fået mig til at tænke meget på, hvor det mon er, jeg/vi gør noget, som vi ikke selv er opmærksomme på, som kan forme vores søn og gøre ham til “et rigtigt enebarn”.

Så mit spørgsmål til dig er, hvad du oplever? Har du tænkt over, at forældre opdrager deres børn forskelligt, afhængigt af, om de har ét eller flere? Jeg ved godt, at det kun kan være din personlige oplevelse, og at det måske er et lidt ømtåligt emne, men jeg håber, du har mod på at tage det op, for jeg kunne godt tænke mig at høre både din og dine kloge læseres betragtning.

Det her er noget, jeg selv har tænkt en del over, både da jeg selv havde et enebarn, og efter at Frida kom til.

Jeg starter lige med, med verdens største caps lock at disclaime; nedenstående jo udelukkende er det, jeg er stødt på, og ikke hver gang eller hos alle 1-barns-familier, jeg kender og møder. Og det er også vigtigt for mig at sige, at dem med 3 børn med garanti kunne skrive et tilsvarende indlæg om mig/os med to børn. 

Men hvis jeg alligevel skal give det et forsigtigt skud (så vi kan få jer på banen i kommentarfeltet #PublicService) så er der nogle tendenser, jeg synes, jeg har bemærket, og som jeg derfor vil nævne. Så kan du, Anette, selv vurdere, om det er noget, du føler, du kan bruge.

En af de primære forskelle jeg har tænkt over, er at enebørn hurtigere bliver store. Når man får et barn, tror jeg at de fleste oplever, at verden bliver vendt på hovedet, og at voksenlivet bliver sat på pause i en periode, men jeg tror, at forældre med ét barn er gode til at gøre barnet mere selvhjulpent hurtigere, både fordi der er bedre tid til at gøre det, og måske også fordi det giver en følelse af at vende tilbage til ‘normalen’.

Med flere børn er min egen oplevelse, at man bliver længere i børnefasen. Eksempelvis havde jeg LANGT flere krav til, hvad Anton skulle kunne selv, inden jeg fik Frida, fordi jeg havde tiden til at hjælpe og guide ham til det hele, både når noget drillede, og når han ikke gad. Jeg er sikker på, at jeg f.eks. havde lært ham at stå op og tage morgenmad selv, hvis det kun havde været ham og mig, men fordi jeg er oppe med Frida alligevel, har det ikke givet mening at bruge energi på at fokusere på dét. 

Han havde formentlig også deltaget i flere ting på voksen-præmisser, og jeg kan sagtens se mig selv tage ham og iPad’en med på en café for at mødes med en veninde, hvis han havde været enebarn – hvor jeg hellere ville drikke afløbsrens end at gennemføre dét eksperiment med begge børn i lommen.

Jeg tror måske også, at Anton har haft mulighed for at dyrke barndommen lidt længere end et enebarn på hans alder ville have haft, fordi han er med, når Frida skal afsted til noget. Men lige den her kan også handle om, at der kun er én forælder på vores adresse, og at der derfor ikke er mulighed for at slippe for at tage med. 

Jeg tror, at man med to børn måske har et lidt mere realistisk billede af, at ens barn både kan have horn og glorie, end man har, hvis der er ét barn. Når Anton og Frida har en konflikt, er det jo en konflikt, hvor jeg elsker både det barn, der er årsag til konflikten og det barn, det går ud over, og hvor jeg derfor ved, helt ned i følelserne, at det ikke er et udtryk for ondskab eller dårlig opdragelse (vel?), men bare skyldes, at det er sådan, børn er. Der oplever jeg måske mere, at det hos nogle ét-barnsforældre er en slags default reaktion, at det er svært at forestille sig, at det kan være ens eget barn, der lagde ud med at slå den anden i hovedet med bilen, fordi man ikke ser den side af sit barn, når man er sammen i en 1:1 voksen-barn-relation. 

Jeg synes også somme tider, at antallet af børn påvirker, hvordan de voksne taler til andre børn, når de oplever deres børns grænser overskredet. Måske igen fordi man med flere børn har en lidt mere rodfæstet fornemmelse af, hvor forskellig adfærd børn kan have, uden at det betyder, at de er respektløse eller ikke hører efter. 

F.eks. er Anton meget optaget af babyer, (som for ham er alle børn under 3 år), og selvom jeg gør meget ud af at snakke med ham om, at man skal huske at spørge babyers forældre, om man må ae de små, bliver han somme tider så revet med, at han kommer til at gøre det, inden jeg når at stoppe ham. Her oplever jeg, at måden et ‘nej tak’ bliver kommunikeret på ofte er langt mere kontant fra fra et-barns-forældre, end fra dem med flere børn, måske fordi sidstnævnte har lidt mere erfaring med, at børns personligheder kan have forskellige udtryk, og at man sagtens kan respektere både ét barns grænser og et andet barns adfærd samtidig. 

Og endelig er der nok færre regler i hjem med flere børn, fordi man løber tør for arme, øjne og overblik. Og tålmodighed. Bordskik, putteregler og skærmtid er bare nogle af de områder, hvor min egen oplevelse er, at jeg med ét barn var MEGET regelfast (og måske, hånden på hjertet, syntes, at flerbørnsforældre var *lidt* for laissez-faire) mens jeg med to børn dagligt har et standpunkt, til jeg tager et nyt.  Jeg har ganske enkelt ikke tiden til at tage hver eneste kamp, der opstår i løbet af en dag, for der er MANGE, og de kommer forskudt. På et tidspunkt synes jeg, at opdragelsen forvandler sig til en stemning af kronisk “Nej!”, og det er der ingen af os, der kan holde ud at være i.

I dag er det derfor blevet vigtigere for mig at vælge mine kampe, og så til gengæld være 100% til stede i dem og forsøge at tage dem på en ordentlig og respektfuld måde.

(-altså, de gange, hvor jeg  ikke bare tackler dem ved at råbe: “NEJ!! FORDI JEG SIGER DET!”)

Måske er det tilfældigt, at det netop er ovenstående, jeg har bemærket, og det sete afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser. 

Om man reelt kan ændre på noget – og om man skal – er svært, synes jeg. For er det en dårlig ting, at man kan bruge al den tid, der er nødvendig, når man skal guide sit barn? Eller at børn får lov at snuse lidt til voksenliv og -dynamik?

For mig at se er det noget med, at man, uanset vilkår, gør alt hvad man kan for at give sine børn så godt et liv og så gode betingelser som overhovedet muligt. Og det er måske en tanke værd, at man nok ikke skader sine børn, men snarere former dem gennem sine valg og fravalg af både opdragelsesmetoder, fokuspunkter og antal af søskende, og at denne formen udspringer af den virkelighed børnene fødes ind i og skal navigere i.

Det kan ikke være ens for alle, og det tror jeg måske heller ikke, at det skal være.

Published by

45 Replies to “I spørger, jeg svarer: Er der forskel på at opdrage et enebarn og søskende?

  1. Jeg synes du gør nogle rigtigt gode reflektioner over det her emne og jeg er stort set er enig med dig. Ind imellem har jeg oplevet enebørn, som har lidt svært ved at forstå, at det ikke altid er muligt at få opmærksomheden, fordi der lige er nogen andre, der taler. Men når jeg tænker lidt mere over det, er det nok nærmere en forældreadfærd, end noget typisk for enebørn der her er tale om. For det handler jo om, at nogen (slet ikke alle) er vant til at få opmærksomheden med det samme, fordi der ikke er så mange at konkurrere med om den, opmærksomheden altså. Jeg oplever faktisk af og til det samme med børn af enlige forældre, der har svært ved at forstå, at man skal vente med at bryde ind, til der er en pause i samtalen mellem de voksne. På den måde tænker jeg, at det nok bare er typisk børn, at de gør som de plejer, og skal have hjælp til at forstå situationer, som er lidt mere uvante og kræver en anden adfærd end vanligt.

    Og så tror jeg faktisk ikke man kan komme helt uden om de der generelle træk, som man kan få af sin position i søskenderækken eller som enebarn, og det handler om at vende det til en styrke og få det bedste ud af det. Storesøskende har jo også ofte nogle fællestræk og yngre søskende nogle andre. Det accepterer vi jo i ret udstrakt grad, og for mig at se, bør vi nok bare have samme form for storsind over for enebørn.

    1. Det tror jeg, at du har meget ret i; jeg kan i hvert fald selv nikke genkendende til det med, at børn af enlige forældre kommer til at afbryde ret ofte, fordi de simpelthen ikke får muligheden for at “øve” sig at vente på daglig basis. Og det er sygt svært at gøre ret meget ved, selvom jeg virkelig gerne ville, for det bliver somme tider rigtig svært at være i for os alle sammen, når vi er sammen med andre voksne.

      For jeg kan jo sagtens mærke, at det forstyrer samtalen helt vildt, og bliver også frustreret over, at jeg ikke kan få lov at suge lidt voksenkontakt, når det nu er muligt – samtidig med, at jeg ikke kan slukke for det mor-gen, der gør, at jeg rejser børster, når jeg kan mærke, at andre reagerer negativt på mine børns adfærd. Det hele foregår inde i mig (håber jeg) – men det gør mig frygtelig splittet.

      Og ift. til det med roller, der bliver definerede af placering i søskendeflokken? Jeg er den mest storesøster-agtige storesøster, du nogensinde kommer til at støde på:)

      1. En hurtig kommentar: vores husholdning består af mor, far, storesøster på 6 og lillebror på 3 1/5. Og vi kæmper dagligt med afbrydelser i børnehøjde! Jeg er med på at vi bedre kan øve os i og med at vi er to voksne og der derfor er masser af samtaler man kan bryde ind i (!), men indlæringskurven er også stejl i vores hjem med både far og mor. Jeg ved at vi har vendt den før i dit kommentarplenum; den dér med at få lov til at være voksen og nyde voksenkontakt samtidig med at man skal lade børnene komme til.

        No need to reply – havde bare lige brug for at sige at mine børn også afbryder. H.E.L.E tiden.

  2. Jeg har tre børn, og er langt hen af vejen enig i det Linda skriver. Dog oplever jeg også, at mine børn bliver hurtigt store, når de får søskende. Så har vi nemlig hver gang stillet nye krav til den/de store. Men selvfølgelig lærer de ikke at stå op og spise morgenmad selv, hvis jeg er oppe.

    Min datter på 7 år, har flere venner, der er enebørn. Jeg oplever dem som søde og velopdragne børn. Dog har de ofte svært ved at håndtere og inddrage de små brødre i legen. Og det giver jo god mening, for der har enebørn sjældent den store erfaring. Jeg plejer at tænke, at den erfaring/læring skal de jo få hos os – og så prøver jeg at guide. Nogen gange tager de i mod, og andre gange drømmer de sig nok bare hjem 😉

    At være typisk enebarn er ikke ‘værre’ end at være typisk lillesøster eller typisk storebror. Det er bare en rolle – og den er svær at ændre.

    1. Jeg tror også, at det er svært at ændre. Som jeg skriver ovenfor til Iben, så er jeg fuldstændig klar over, at mine børn afbryder mere end mange børn med to forældre. Og jeg er også klar over, at det gør nogle situationer sværere for dem, end de behøvede at være. Men jeg kan bare ikke gøre ret meget mere ved det, andet end at snakke med dem om det, og prøve at bruge situationer på udebane som læresituationer. Så jeg forstår 100% hvad du mener <3

  3. Jeg har et enebarn på 6 år. Jeg føler ofte, at jeg som forælder bliver målt og vejet mere på mine forældreevner udi at gøre mit barn til et livsdueligt menneske fordi der hersker SÅ mange fordomme omkring enebørn. De er gammelkloge, narcissistiske konger i eget kongerige og blah blah blah. Og når man ved, at et barn er enebarn, så leder men automatisk efter adfærd, der forstærker fordommene. Jeg ved godt, at jeg ikke kan lære mit barn at deles med et andet barn om opmærksomheden derhjemme, for der er jo kun hende. Jeg kan også godt se, at mit barn i selskab med andre børn har en adfærd, der nok kommer fra, at hun ikke har søskende. Ligesom hendes adfærd overfor heste afslører, at hun ikke er vokset op på en rideskole. En ting er sikker, og det er, at det ikke er mit barns skyld, at hun er enebarn. Jeg håber, at især andre forældre, som Marie ovenfor beskriver, guider mit barn. Det har man min fulde accept til. Hun må og skal jo også lære noget undenfor hjemmet. Og noget af det må være på den hårde måde, når man ikke har søskende, der river hovedet af ens dukker og bliver ved med at losse en over skinnebenet selv om man tuder.
    Jeg synes du har nogle gode pointer, Linda. Men jeg synes dog ikke jeg genkender det der med, at man ser sit barns fejl og mangler mindre, hvis man har et enebarn. I og med, at samfundet har så mange fordomme omkring enebørn, så hviler jeg personligt ikke længe, hvis jeg ser adfærd, der ligner “klassisk enebarn”. Så korrigerer og opdrager jeg så godt jeg kan. Jeg er bestemt godt klar over, at mit barn ikke er en engel, men jeg kender sgu mange med både 2 og 3 børn, der intet ondt ser i deres lille podes adfærd.
    Tak for altid gode reflektioner, Linda. Det er en fornøjelse at læse med.

    1. Jeg ELSKER dit hesteeksempel:-D

      Din kommentar fik mig til at tænke på en vinkel, jeg ikke har skrevet om i indlægget, nemlig at det jo også er meget afhængigt af, hvordan børnene bliver mødt, hvilke karaktertræk, der kommer til udtryk. Jeg har en veninde, som også er alene med sin søn. Vi er 100% enige om opdragelse og værdier, og vi har alle dage været ok med, at vi korrigerer hinandens børn. Ikke mindst fordi det bliver gjort på en respektfuld måde. Så med hende er jeg helt ok med, at andre voksne retter på mine børn. Men du må også have oplevet dem, der gør det på en måde, der giver én svedige håndflader og lyst til at kvæle dem? Fordi børnene – fuldstændig som du skriver – jo ikke kan gøre for, at de har de vilkår og de læremuligheder, de har.

      Jeg kan faktisk se, at jeg over tid skruer ned for de relationer, hvor jeg føler, at mine børn opleves som lidt forstyrrende, fordi jeg synes, det så svært at være i. På den ene side vil jeg jo forfærdligt gerne støtte op om, at mine børn lærer noget, som de kan bruge i livet, når muligheden er der; på den anden side er der også bare noget med, hvordan man taler til børn, som jeg har nogle ret stærke holdninger til.

      Jeg tror, at vi alle har blinde pletter ift. vores egne børn. Sådan ér kærlighed. Men jeg tror også, at vi alle – uden undtagelse – gør det bedste vi kan, med det vi har. Og når man gør det, må det være rædselsfuldt at føle, at man bliver vurderet på sine forældreevner, blot fordi man konstellationsmæssigt ikke tilhører flertallet. (Her i huset er det dén med, hvordan jeg dog vil sørge for at sikre, at mine børn ikke går til i østrogen og mangel på far.)

      Tak fordi du byder ind. Jeg synes, at din kommentar i denne sammenhæng er et ekstra vigtigt indspark <3

  4. Som enebarn er jeg, som voksen, blevet utrolig overrasket over, hvor ofte jeg bliver mødt af ‘men du er jo også enebarn’ eller et ‘men, du virker jo slet ikke enebarns-agtig’, når jeg fortæller, at jeg ikke har nogen søskende.
    Jeg er udemærket klar over, at jeg, på lige fod med andre børn, er et produkt af mine forældre og deres opdragelse. Men at dét at mine forældre kun skulle bruge deres ressourcer (både personlige og økonomiske) på ét barn, gav mig, og os som familie, nogle muligheder mine jævnaldrene ikke fik. Så jeg har det altid lidt mærkeligt, når jeg får kommentaren om at at være typisk/atypisk enebarn: Jeg ser det langt fra som en grundlæggende ‘fejl’ i min person, at jeg er enebarn, så hvorfor gør andre? (Og her ved jeg udemærket godt, at jeg sætter tingene på spidsen!)
    Jeg syntes blot det er interessant, at man som forældre går langt for ‘at rette op’ på, at ens barn er enebarn vha. opdragelse – og at samme barn som voksen kan risikere at blive skudt noget i skoene pga. forhold han/hun ikke selv har skabt. Burde det at være enebarn ikke bare anses som et personlighedstræk?

    1. Det synes jeg, at du kan have meget ret i. Jeg kan godt lide analogien, som et par stykker nævner ovenfor med, at det også har konsekvenser, hvor i søskenderækken, man er født, og nu sidder jeg og tænker på, at jeg ofte bliver “beskyldt” for at være meget klassisk storesøster – men det har jeg aldrig opfattet som noget negativt. (Jeg håber inderligt, at du ikke læser min kommentar som en provokation, for det er den virkelig, virkelig ikke ment som). For det er fuldstændig rigtigt: Jeg kan godt lide at bestemme, jeg er en dårlig taber, jeg kan være sygt bedrevidende, jeg kan altid lige fikse (og forbeholder mig naturligvis retten til at kaste mig på korset i selvvalgt martyrium, når jeg pludselig synes, at alt arbejde er endt på min tallerken), og ser i mange af mine relationer, at det er mig, der har rollen som ‘den voksne’. Bare for at sige, at det jo ikke just er personlighedstræk, som man har lyst til at prale med at have. Så jeg sidder og spekulerer på, at det måske også handler om, at man selv tillægger udsagnet en eller form for værdi, når det opleves som kritik?

      Og bare for god ordens skyld. Jeg synes på INGEN måde, at det er en fejl at være enebarn. Jeg kan ikke tale for Anette, men jeg opfatter hendes mail som et forsøg på at hjælpe sit barn på vej i en verden, der ikke er nem at navigere i for nogen. <3

      1. Hej Linda,
        Jeg læser intet negativt i din kommentar, så bare rolig!
        Personligt har jeg det ret afslappet med at være enebarn, og det fylder kun noget i min hverdag, når min mangel af søskende pointeres/kommenteres af andre – hvilket for mig altså hører til sjældenhederne. Og når jeg får en kommentar, er det altså en af de ting, jeg lader fare, fordi jeg syntes mit liv er for kort og min mentale energi brugt bedre andet steds. Og det siger jeg velvidende, at tolerancetærsklen for den slags kommentarer sagtens kan ligge et andet sted hos mine med-enebørn, der har deres egne erfaringer i bagagen.

  5. Tak for et velskrevet indlæg.
    Jeg er selv enebarn, og har gennem barndom, ungdom og voksenliv ofte skulle tackle de gængse holdninger til enebørn. Som voksen fortæller jeg sjældent, at jeg ikke har søskende før jeg kender folk godt, og de kan se forbi det.
    Jeg tror en del fordomme stammer fra tiden før institutioner. Selv har jeg gået i både vuggestue, børnehave og fritidshjem og derfor dagligt måtte indgå i børnefællesskaber, vente på tur og alt det andet som jeg ellers forventes at have svært ved.
    Det sagt, så kan jeg se, at mine egne tre børn får en vigtig læring som var sværere for mig at opnå: de lærer at håndtere konflikter i en ramme hvor man altid bliver tilgivet og altid finder sammen igen.

    1. Tak for en fin kommentar, som fik mig til at tænke på noget, jeg også selv har i baghovedet, nemlig at jeg, fordi jeg selv er vokset op med to forældre, sagtens selv kan se de steder, hvor livet med de vilkår, jeg har givet mine børn, giver dem ekstra udfordringer.

      Jeg ville ønske, at der i samfundsdebatterne ville være flere, der meldte ærligt ind om det, de oplever, når de så at sige har et ben i hver lejr. Jeg tror, at der i dét spændingsfelt kunne være meget læring at hente for omverdenen, uanset om vi taler om integration, sociale slagsider eller bestemte opvækstvilkår.

      Desværre ser jeg, hvis jeg bliver på min egen banehalvdel, ofte, at fordele tales op, forskelle ned, og ulemper ignoreres, når vi taler om at få børn alene. Det synes jeg er sådan en skam, for vi misser jo muligheden for at snakke om, om/hvordan der skal/kan kompenseres. Men hvis oplevelsen er, at man mødes af fordomme, hver eneste gang man åbner munden, så er der jo heller ingen, der orker at blive ved.

      Rigtig god dag til dig.

      Kh

      Linda

      1. Super svar, Linda! Jeg er så enig i, at mennesker med ben i flere lejre har værdifuld indsigt i mange spørgsmål og temaer, og at vi burde benytte os mede af den! Ofte er det som om det bliver “farligt” at udtrykke ulemperne ved de valg man selv har truffet. Som om man stikker sig selv i ryggen, stiller sig åben for hug, hvis man for eksempel taler om ulemperne ved at have et eller flere børn, samsovning eller hjemmeskole, folkeskole, flyrejser eller hvad ved jeg.

        1. Ja, og måske også blotlægger en flanke ift. at kunne angribes af “sine egne” fordi man på en eller anden mærkelig måde tager fortroligt materiale med ud af mødelokalet?

          (Og tak! <3)

  6. Jeg oplever at forskellen på forældre til én vs flere børn – sat på spidsen – ligger i at man med et barn er hurtig til at tilskrive barnets gode manerer, utrolige madmod, fantastiske velopdragenhed ens egen forældreevne (“vi holder også hårdt på bordskik hjemme hos os”, “mit barn ved at det skal sove hele natten”) mens man med barn nummer 2,3,4.. ved at det i sidste ende handler om det lod man trak i børnelotteriet (igen: sat på spidsen).

    1. Den her tror jeg måske selv, jeg var skyldig i, inden jeg fik Anton…:-D

      Jeg så et meme forleden, hvorpå der stod: “My well-behaved first child gave me the confidence to be a good mom. My wild-child second kid taught me not to judge other moms.” Det kunne være skrevet om mig:)

  7. Jeg er storesøster, men der er så stor aldersmæssig forskel mellem min søster og jeg, at vi nærmere er at opfatte som to enebørn. Min søn er enebarn og var da typisk på den vis, at han hurtigere lærte at tale, var mere selvstændig og selvhjulpen, var vant til at blive slæbt med til “voksenting” (restaurant, festivaler, koncerter, udlandsrejser mv) og nok også havde det lidt stramt med at modtage kollektive beskeder i skolen – uden lige at skulle vide, om det virkelig også gjaldt ham. Men han er vokset op og er blevet et velopdragent, empatisk, elskeligt og nysgerrigt menneske.

    1. Jeg synes, det er en fin kommentar at huske; at uanset hvad man føler og tror, man ser, så er dét at være enebarn bare endnu et vilkår, der ikke definerer én, men bare – måske – er med til at forme udgangspunktet.

  8. Som udgangspunkt tænker jeg, at det er en næsten umulig opgave, du er sat på af din læser. For det er godt nok svært at vide, om der er forskel. Jeg er selv enebarn, og har også et enebarn. Og jeg skal være ærlig at sige, at jeg aner ikke, om jeg opdrager anderledes med et barn end jeg vile gøre, hvis jeg havde to eller flere. Ud over det åbentlyse med, at jeg ville have mindre tid til det enkelte barn, men hvad det ville betyde, og hvad jeg så ville gå på kompromis med (og hvad der eventuelt blev lettere af, at der var større søskende i ligningen), det ville for mig være gætteri.

    Jeg kan sagtens genkende mange af kommentarerne i kommentarfeltet. Jeg har det også svært med at få at vide “du/din datter er ikke et typisk enebarn”, for selvom det i udgangspunktet er positivt ment, så ligger der bare en underliggende note af, at enebørn er nogle små djævle. Og de findes sikkert også, men de findes sikkert også blandt børn i større eller mindre søskendeflokke. Og desværre oplever jeg også den bemærkning fra forældre i min datters klasse, eller at de bruger enebarnseksemplet til at forklare en af deres børn oplevet uretfærdighed. Fx har jeg hørt følgende forklaring “S (min datter) er tit i Jylland – det er også fordi hun er enebarn, så har hendes forældre bedre råd til det”. Nej, det er fordi vi har bedsteforældre i Jylland og prioriterer at se dem, og det koster altså hverken mere eller mindre at køre derover med et eller tre børn i bilen, så hvorfor overhovedet trække enebarnskortet?

    Jeg kan mærke, at præmissen for spørgsmålet går mig lidt på (uagtet, at det er stillet i bedste mening) – for der er jo ingen, der stiller spørgsmålet “hvordan er det at opdrage to børn frem for fem børn?” Og for mig ligger der noget usagt i, at enebørn er på en særlig måde, som ikke gælder andre børn, uanset om de har 1, 2 eller 6 søskende. Og den præmis tror jeg ikke, at jeg køber. Heller ikke opdragelsesmæssigt. Som en anden kommenterer her, er enebørn typisk lige så institutionaliserede som andre børn og lærer de samme spilleregler. Og personligt synes jeg ikke det er svært at se, at min datter også har fejl og er skyld i konflikter. Og det uanset, at jeg ikke har noget følelsesmæssigt i klemme hos de andre børn, hun måtte have en konflikt med. Igen, der er selvfølgelig forældre, der ikke ser deres egne børns fejl (det er nu fåtallet, er min oplevelse :-)) men jeg tror ikke, at det kan hænges op på, hvor mange børn de har… Så min pointe er egentlig også, at jeg ville ønske, at fokus på enebørn blev nedtonet, og at man ikke henførte det enkelte barns opførsel og særheder til antallet af søskende det måtte/ikke måtte have – for jeg tror ikke, at det holder vand.

    1. Nu bliver det lidt gætteri, for jeg kender jo kun det til Anettes situation, som hun skriver i sin mail til mig, men jeg opfatter den egentlig bare som om, at hun forsøger at få lidt hjælp til at se, om der eventuelt kan være noget, hun er blind for, men uden på forhånd at lægge sig fast på, at det er tilfældet.

      Måske hænger det også meget sammen med, hvem man møder og hvordan en typisk familie ser ud, der hvor man bor? For som jeg umiddelbart læser kommentarfeltet, så er der stor forskel på, hvor meget opmærksomhed, det får, hvis man har et barn og ikke flere.

      Hvis jeg skal prøve at trække en parallel til mit eget liv, kender jeg efterhånden omkring 10 selvvalgte alene-mødre, nogle bedre end andre. Og jeg undrer mig på ugebasis over, hvor forskelligt, vi møder og bliver mødt i og af verden. Nogle af kvinderne synes, at de hele tiden skal forsvare og forklare, og at omverdenen stiller mange kritiske spørgsmål. Det er slet ikke min oplevelse, men om det er fordi jeg ikke inviterer til det, eller om jeg bare møder en anden slags mennesker, ved jeg simpelthen ikke.

      Og til sidst: Jeg tror, der er stor forskel på at opdrage to og flere børn. Jeg tror generelt, at der gemmer sig noget i at være i undertal ift. antallet af børn, men jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måde synes, tror eller har set, at det skulle gøre hverken børn eller voksne til dårligere mennesker. Så jeg håber ikke, at det er sådan, du opfatter mit indlæg.

      Kh

      Linda

      1. Læser bestemt ikke dit indlæg, som om du synes det er bedre at have søskende end ikke – jeg prøver i virkeligheden bare at udtrykke det, som Merete skriver så spot on længere nede – og så slå et slag for, at der er mindre fokus på antallet af søskende, når børns opførsel og vilkår bedømmes 🙂

        Kh B

  9. Tak for endnu et godt skriv, kære Linda! Jeg er så imponeret over både dine refleksioner, dine fremragende formuleringer og at du tager dig tid til at skrive og også tid til grundige svar i kommentarfeltet. Det er så givende at læse med hos dig! Tak!

    Min eneste tilføjelse til dit indlæg handler om aldersforskellen mellem søskende. Som en skriver kan der med stor aldersforskel næsten være flere enebørn i familien, mens mine to pseudotvillinger begge er 4 og 6 år på forskellige tidspunkter, så lillebror lærer bogstaver og storebror leger med duplo. Og det er måske endnu en rolle/karaktertræk, nemlig tvillinger.
    Kh Lone

    1. Det var da en skøn kommentar at få, Lone. Tak for det!

      Og god og vigtig tilføjelse, at aldersforskel kan påvirke næsten ligeså meget, som antal af søskende.

  10. Jeg melder mig i koret af enebørn, som har måttet vænne sig til alle fordommene. Jeg orkede faktisk næsten ikke at skrive den her kommentar, men here goes. Jeg har aldrig oplevet, at nogen har gættet, jeg var enebarn (jeg siger det som udgangspunkt heller ikke til folk, før jeg kender dem). Til gengæld har jeg godt nok fået smidt alle fordomme om enebørn i hovedet, når folk har vidst det – og som barn kom det altså både fra børn og voksne, og for mig personligt betød det, at jeg altid følte, jeg skulle opføre mig ekstra pænt og hensynsfuldt, fordi ellers var der nogen, der igen igen nok skulle beskylde mig for at være “typisk enebarn”. Jeg har selv flere børn, men når jeg kigger på de enebørn, jeg kender i dag, så kan jeg simpelthen ikke se nogen generelle træk. Så jeg vil tillade mig at være lidt kontrær og sige, at man finder de træk, der bekræfter ens fordomme, hvis man leder godt nok efter dem. Børnenes personlighed og forældrenes tilgang til dem, har i bund og grund meget lidt at gøre med, om de er enebørn, og børn reagerer jo også vidt forskelligt på identiske opdragelsesmetoder.

    1. Ej, men jeg læser din kommentar og tænker: Hold kæft, hvor lyder det træls!! Jeg kan godt forstå, at du nærmest ikke orker at høre mere om det <3

      Mit eneste lille pip her vil være, at jeg opfatter Anettes mail som om, at hun bare gør sig overvejelser omkring, hvordan hun kan gøre sin søns liv nemmere i mødet med verden; jeg kunne selv finde på at gøre det samme ift. at mine børn ikke har en far. Men jeg synes, at der er en verden til forskel på, at man selv som forælder efterspørger erfaring, ift. at mennesker omkring én klasker et label i panden på én.

      Godt du skriver, så vi kan blive klogere <3

      1. Ja, det har du helt ret i. I fht. Anette, så tror jeg da egentlig også bare, jeg tænker, at hvis hun opdrager sit barn til empati, så skal resten nok komme (og bare det, at hun tænker over det, siger nok meget om, at det gør hun nok alligevel). Det var ikke ment som et rant, det ramte bare et ømt punkt;)

  11. Hmm.. jeg synes den er svær og har faktisk svært ved at gennemskue hvad det betyder for børnene om de har søskende men her er hvad jeg oplevede fra at gå fra et barn til to:
    – ved nr. Et tilpassede vi vores verden omkring barnet. Jeg brugte timer på bare at sidde i sofaen med hende og vi tilpassede spisetider til hendes lure osv. Nr. 2 kommer ind i en familie hvor der er en hverdag der stort set skal fortsætte og må altså i højere grad følge med. Samtidig må storesøster vige pladsen lidt fordi der nu er flere børn at tage hensyn til. Den del tror jeg ikke de lærer hjemmefra hvis de er alene. Fordi så er forældrenes udgansudgang et andet. Jeg oplever dog på ingen måde vores nr. 2 bare følger med..måske de i højere grad er vandt til at der er flere der gerne vil have opmærksomhed (på godt og ondt..for det kan jo også betyde man råber højere osv).
    Jeg ser også deres glæde over hinanden og storesøsters omsorg for den mindste. Men som så meget andet kan jeg jo ikke vurdere om den omsorg var blevet kastet på de yngre i børnehaven i stedet hvis hun havde været enebarn.

    1. Jeg genkender stort set alt, hvad du skriver, fra mit eget liv. Hvor jeg med Anton kæmpede for at etablerer hver eneste lille rutine, fordi jeg skulle lære, mens jeg gjorde, så faldt Frida ind i dem stort set med det samme, fordi de var etablerede, da hun kom.

      Men fuldstændig som du siger, så aner man jo ikke, hvordan første barns udvikling var fortsat, hvis man ikke havde fået nummer to.

      Kh

      Linda

  12. Stemmer med i koret af enebørn, der ikke har reklameret med det. Og når folk har fået det af vide, så det er med den på, nå du er enebarn, det giver mening.
    Er selv ufrivilligt mor til et enebarn, og ikke at han er ‘Typisk’ enebarn, men han er barn af forældre der kun har haft ham, så derfor indrettet livet efter ham. At samtidig os er mild handicappet, sætter os os i curlingforældre bogen. Det er faktisk lidt trættende.
    Men et fint indlæg

    1. Det forstår jeg 100%. Og jeg synes også, at det er ret vigtigt at understrege, at det jo netop i en familie med ét barn, ikke giver mening at tilstræbe et kunstigt miljø, hvor man giver barnet vilkår, der ligner dem, der havde været, hvis man havde haft to.

      Inden Frida kom til, ville det jo have været knaldende idiotisk at lade Anton køre et væg-til-væg raseri-anfald, mens jeg insisterede på at skrælle kartoflerne færdige, for at lære ham at vente. Det ville have været tarveligt og meningsløst. Så SELVFØLGELIG er hverdagen anderledes, når der ikke er to børn at dele tid og opmærksomhed imellem.

      Og hvor kan jeg godt forstå, at du får lyst til at sætte dig ned over at blive opfattet som curlingmor, fordi du er nødt til at tage højde for nogle vilkår, som andre ikke ser. Du får et highfive fra mig, og 10.000 point for at se dit barn, og passe på lige præcis ham <3

  13. Tak for det dejligt indlæg. Det er en vildt spændende diskussion. Fir mig lyder det som om, der er noget helt centralt på spil i den måde, enebørn mødes på. Altså at der er nogle specifikke sociokulturelle forventninger til, hvordan enebørn skal opføre sig, og så leder man efter den adfærd og ser den tydeligere, når den er der. Tilsvarende er der en generel opfattelse af, at børn med søskende er på en bestemt måde – f.eks. at de er gode til at dele. Det er vist en sandhed med modifikationer, med mindre man mener det helt bogstaveligt som god til at dele en sodavand i 3 præcis lige store dele. Jeg tror, der er alt for stor variation i opdragelse, tid, overskud, lyst og indstilling hos forældre til at pege på noget, der gælder for alle enebørn.
    Samtidig så bygger langt de flestes opfattelser jo på det anekdotiske og selvoplevede. Det giver jo sjældent et generelt og dækkende billede af en kompleks virkelighed.

    1. Meget enig i, at vi ser, hvad vi leder efter. Men jeg er ikke helt enig i, at alle forskelle, vi ser, bygger på, hvad vi forventer at se. Hvis vi prøver at brede billedet lidt ud, er der måske også nogle karaktertræk, der er mere udbredte i den afrikanske kultur, end i den vestlige. Eller noget, som man oftere ser hos mænd, end hos kvinder.

      Så kan man selvfølgelig dykke ned i, om vi skaber de mennesker, der vokser op og udgør kulturen, fordi vi som omkringliggende samfund opdrager dem efter de normer og værdier, vi ikke engang selv er vidende om, at vi har med os og i os med – men det må være et emne vi gemmer til en dag, hvor vi alle sammen mødes og kan tage den live, med rigelige mængder af kaffe på kanden:)

      Kh

      Linda

  14. Hvorfor er der aldrig nogen, der nævner det, børnepsykologerne siger, at enebørn bliver tilpasningsdygtige, selvstændige og opmærksomme på deres omverden? Som socialt enebarn (mine søskende er meget ældre end mig) rammer det her også en øm tå hos mig.

    Jeg mener alvorligt, at jeg har til gode at opleve et voksent enebarn opføre sig som det, vi kalder ‘et typisk enebarn’. Men hvis jeg skal sætte det på spidsen, så kan jeg da ofte få øje på storesøstersyndromet (lederstil, bedrevidenhed og martyrium) og lillesøstersyndromet (mangel på respekt for fællesskab, tendens til hysteri og ansvarsfralæggelse) og hvad der ellers er af negative labels, hvis jeg ved hvilken position, de har i familien.

    Jeg oplever, at visse folk har utrolig travlt med andres butik. Det gælder også de generelle holdninger til førstegangsforældre, og i øvrigt til hvad folk uden børn (ikke) formår (næsten generelt i livet).

    Jeg tror, det hele bunder i, at der altid er mest social magt i at være den, der har mest erfaring. Flerbørnsforældre har erfaring med både at være forældre til et enebarn og søskende. Derfor er det nemt at vide det hele, og man har i øvrigt normen på sin side. Jeg så én skrive et sted for nylig (måske på Instagram, er ikke sikker) ‘hvornår bliver det socialt acceptabelt kun at få ét barn?’ Jeg synes, det er sigende.

    Mit barn er stadig meget lille, men jeg ved bare, at hvis vi giver hende søskende, så bliver det med tanken om deres fællesskab, og fordi vi synes, det kunne være dejligt med én mere af alt. Sørme ikke for at undgå, at hun bliver på en bestemt måde.

    1. Nu er det jo heldigvis heller ikke det, Anette spørger til, og jeg har første gang til gode at høre nogen begrunde tilvalg af flere børn med, at de gerne vil undgå, at deres børn bliver på en bestemt måde.

      Jeg kan godt på din kommentar mærke din ømme tå, og hvis det, du gennem livet har oplevet, er det, jeg forstår ud af det, du skriver, så forstår jeg 100%, at du er træt af emnet.

      Men når jeg læser ned over kommentarfeltet, studser jeg alligevel lidt over, at flere giver udtryk for, at det at være enebarn ikke er mere særligt, end at have en bestemt placering i en søskendeflok – men samtidig siger, at der ikke knytter sig særlige karaktertræk til det. Jeg siger det ikke for at være uforskammet eller passivt agressiv; jeg har ikke prøvet at være enebarn, og har ikke levet jeres virkelighed, og det, I beskriver lyder træls.

      Men jeg tror da sjældent, at det er nødvendigt at kende folks placering i en søskendeflok for at kunne gætte den, for når jeg kigger på både mig selv og dem omkring mig, synes jeg, at vi til fulde lever op til de labels, man normalt sætter på. Både ift. positive og negative egenskaber/karaktertræk. Og jeg tror, jeg har første gang til gode at opleve nogen reagere så kraftigt på at blive kaldt ‘en typisk storesøster/lillebror’. Heller ikke selvom det jo sjældent er et udtryk, der hives frem for at beskrive positive karaktertræk.

      Måske handler det om frekvens?

      Men egentlig gik Anettes overvejelser på forældre-rollen, mere end på spørgsmålet om, om der er forskel på børn. Og det tænker jeg stadig er gode tanker at gøre sig, uanset om det er for at ruste sit barn til at komme ud og møde de klaphatte, som mange af jer er løbet ind i, eller om det er for at tænke det ind i sin opdragelse.

      
Jeg er (surprise) storesøster, og jeg tænker dagligt over i min opdragelse, at der er nogle af stereotyperne, jeg gerne vil undgå at forstørre. Jeg bruger f.eks. aldrig argumentet “Du er den største!” til Anton, hvis jeg gerne vil bremse en konflikt, og have ham til at give Frida det, de slås om. Jeg tænker meget over, at Frida ingen badebilletter skal have, alene pga. sin størrelse, og jeg prøver i videst mulig omfang at sørge for, at de får det ansvar, der passer til deres alder, og ikke det, der traditionelt passer til placering i søskendeflokken.

      Jeg er også meget hys med, at deres samvær skal være noget, de selv opsøger; at Anton altså ikke skal have Frida med i baglommen, blot fordi hun er den mindste og han den største, og ej heller forventer jeg, at han skal passe (på) hende. Det er mit ansvar.

      Mit håb er, at det vil styrke deres relation, fordi de forhåbentlig vil vokse op og føle, at min opdragelse byggede på en form for logisk retfærdighed, og ikke på en forventning om adfærd, der er skabt af nød for mange år siden, hvor børnene var mange, og dermed var tvunget til at bidrage til, at husholdningen kunne køre rundt.

      Jeg håber virkelig, at du læser min kommentar, som den er tænkt, for jeg kan godt mærke, at det her emne er et, der går tæt på. Men jeg synes, at debatten i kommentarfeltet denne gang har været virkelig værdifuld; den har i hvert fald givet stof til eftertanke hos mig.

      Kh

      Linda

      1. Men spørgsmålet er altså også, om nogle af søskendestereotyperne kommer tydeligere frem, når man leder efter dem? Hvis en person opfører sig dominerende, og man ved, at personen er storebror, tænker man så: ej, men det er også fordi, at kan er storebror? Og overser derefter, at han også har “lillebrortræk”? Jeg tror altså, man skal passe på med at tillægge søskenderoller for stor betydning, ligesom jeg som nævnt er uenig i, at enebørn opfører sig på en særlig måde. Det kan jo også blive selvforstærkende! Jeg ved, at der er lavet en del undersøgelser på området, men denne fra videnskab.dk https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvor-meget-betyder-placeringen-i-soskendeflokken viser, at det ikke er muligt at påvise evidens for forskellige personlighedstræk, afhængigt af nummer i søskendeflokken. Og ja, så stikker enebørn nok bare lidt udenfor normen, og jeg oplever desværre, at der er en negativ forestilling om “det typiske enebarn”, som jeg ikke mener holder stik i virkeligheden.

      2. Kære Linda, ja, det er sådan jeg har oplevet det gennem livet. Og jeg har hørt flere begrunde valg af flere børn med, at de gerne vil undgå at deres børn bliver enebørn, fordi enebørn er [indsæt mindre flatterende træk]. Du har ret, det er et ømt emne. Jeg er ikke engang enebarn. Men det er, ja, jeg fristes til at sige grænseoverskridende at høre på, hvordan man ‘er’ fordi man har den position, man nu har. Det skal så med at min personlige erfaring med at blive slået i hartkorn med de negative ting, aldrig er kommet fra folk, der har kendt mig mere end på overfladen. Ofte hører man folk generalisere og man tager det så personligt, fordi det rammer.
        Jeg vil gerne rose dit svar til spørgeren. Jeg nåede at blive helt træt på forhånd. Men jeg synes virkelig, du trækker nogle meget relevante overvejelser frem på fineste vis, så min kommentar var på ingen måde møntet på dig – og derfor skal du selvfølgelig heller ikke forklare på alle storesøsters/ flerbørnsmødres vegne!
        Kh og glædelig jul!

  15. Efter at have fulgt kommentarsporet, vil jeg rigtig gerne tilføje en af de vigtigste, positive ting, jeg har fået ud af at være enebarn: Det er et meget tæt og ikke mindst ærligt forhold til mine forældre.

    Som voksen er det blevet tydeligt for mig, hvordan mit forhold til mine forældre skiller sig ud, når jeg sammenligner med min omgangskreds. Og selv hvis der tages forbehold for forskellen i opdragelse, er jeg af den overbevisning, at når du ikke har en søster/bror at fortro dig til i din opvækst, så kommer dine forældre i meget høj grad til at udfylde rollen som fortrolig. På godt og på ondt, for hvem skal du ellers gå til, når mor er dum og du føler dig dybt uretfærdigt behandlet af far? Og det stiller i allerhøjeste grad krav til kommunikationsevnerne!

    1. Hvor er det en fin pointe. Og faktisk tror jeg, at det samme gælder for os, der får børn alene, fordi vores forældre kommer til at udgøre vores primære netværk. Vi er i hvert fald meget knyttede til mine forældre, og jeg sætter umådelig stor pris på at have fået lov at lære dem at kende i en slags voksen-til-voksen relation også.

      Din kommentar gjorde mig glad. Tak fordi du lagde den.

      Kh

      Linda

  16. Måske er der forskel på at opdrage enebørn og børn med søskende. Jeg har to drenge, så det er, hvad jeg har at tale ud fra. Min ældste var kun enebarn i 2 1/2 år, hvilket slet ikke er længe nok til at jeg synes jeg vil kalde ham enebarn (alternativt fordi jeg slet ikke kan huske, at vi gjorde noget anderledes, andet end at have lidt flere regler og lidt mere tid mellem hænderne…)

    En ting jeg har tænkt over dog, stammer fra et eksempel i mit eget liv.

    Måske har forældre til enebørn ikke så meget forståelse for den uro det skaber at have to børn?
    Her tænker jeg konflikter fx.

    Ud fra følgende eksempel:
    Min veninde og jeg er i Brugsen med vores afkom. Mine to drenge på dengang 6 og 8 år og hendes datter på 6 år.
    Det sekund vi træder ind i Brugsen beslutter min ældste sig for at være det vildeste røvhul overfor lillebror og jeg finder mig selv true ham gennem hele butikken med, at NU stopper du, ellers…
    Hvilket jeg selvfølgelig ikke eksekverer, fordi jeg er en idiot. Vi burde have forladt butikken læææænge før vi gjorde, men med en veninde, der hele tiden sagde, “arj, de er godt nok efter hinanden hva’?” eller “De skændes godt nok meget hva’?” var det en smule svært at bevare det forkromede overblik.
    Ude af butikken siger veninden lige så frejdigt “min datter går altid og synger, når vi er inde og handle…”
    Jeg var grædefærdig og følte mig som den værste mor i verden. At jeg ikke engang kunne styre mine børn gennem en kort tur i Føtex.
    Lige indtil fem dage senere, jeg var i Føtex med den yngste som sang sig vej gennem hele butikken. Fordi den ældste ikke var med. Til at forstyrre ham. Når jeg handler med den ældste alene synger han dog ikke men han har heller ikke nogen at konflikte med.

    Jeg ved ikke om det er meget karrikeret. Om min veninde er mindre pædagogisk begavet end andre eller om det er et reelt billede på virkeligheden.

    Jeg har bare tænkt, ud fra ovenstående eksempel, at det kunne forholde sig sådan.

    1. Mit enebarn kan sagtens drive mig til vanvid ved køledisken, you are not alone 😘

      Mht uro, så har du nok til dels ret. Når vi besøger min svigerinde og familie (3 børn 4-12 år), er jeg altid helt færdig bagefter pga støj. Vi er jo bare os 3 herhjemme. Det er ikke engang fordi vi er stille, introverte personer, tværtimod, jeg har det bare svært med støj generelt. Så derfor passer det måske godt, at jeg ikke har mig et fodboldhold….

  17. Bare en tanke på falderebet: Mon ikke enebørn FØR i tiden var tydeligere at spotte – altså før man kom i institution inden skolealderen? Idag socialiseres børn jo fra vuggestuen og frem. Man kunne med lige så stor vægt spørge, har du en eller to forældre i dagligdagen? Er der forskel på børn med kun en forælder til rådighed og de der har et par stykker at trække på? Ville man sige; han er et typisk barn af en enlig mor!

    1. Skidegod pointe. Man ville jo blive lynchet, hvis man sagde typisk skilsmissebarnsadfærd”, selv om det sikkert også findes. Jeg mener bestemt også, at søskende eller ej er et livsvilkår ligesom skilsmissebarn eller ej, rigmandsbarn eller ej og alt mulig andet er.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.