*Så jeg idag, at Etisk Råd nu vil anbefale, at børn ned til 10 år får lov at skifte køn, og det blev jeg simpelthen så glad over at læse. Ikke mindst fordi nogle medlemmer før har stået et HELT andet sted. Det må være helt ubegribeligt svært at gennemgå de mest identitetsskabende år af sit liv i en helt forkert én af slagsen, og det må være en enorm lettelse for de forældre, der kæmper for at hjælpe deres transkønnede børn, at verden udenfor nu anerkender, at det ikke bare er en fiks ide, der kan kyses ud med tvang og forbud.
*Var jeg i går så heldig at have en opgave et sted, hvor man ikke kan komme til i bil, så jeg fik 20 kilometer på cyklen i medvind og solskin, og jeg havde glemt, hvor godt D-vitamin føles, når man får det blæst lige i face.
*Var Anton efterhånden ved at ligne Tom Hanks i Cast Away, og jeg fik derfor endelig lov at klippe ham med en trimmer. Inden vi gik i gang, var Frida ved at besvime af misundelse; da jeg var færdig, kastede hun ét blik på Anton, og sagde: “Jeg venter lige, til frisøren åbner igen”. Og hun har ret – det er bedst, at jeg bare tolker. Heldigvis synes Anton selv, at han er den hårdeste negl på hånden.
*Og apropos, hvad man kan sætte mig til: Som nævnt i sidste indlæg har jeg arbejde frem til 31.05. I den forbindelse skal jeg lige høre, om I kan tage én for holdet og prikke en trommehinde eller to, så jeg stadig har lidt at rive i på den anden side?
*Kan jeg se, at Coop og DSK har regnet på, hvor meget vi fyrer af, når vi henter sodavand og sprut i Tyskland. Den handel skal de bede om, at vi får flyttet herhjem, og det synes jeg er en strålende ide. Men hvis vi skal det, så må nogen stramme helt UTROLIGT op med de verpühlte flaskeautomater, for det kan. ikke. være rigtigt, at 3/4 af dem opfører sig som DF ved grænsen, når vi kommer med vores fedtede poser, og kun kan få lov at aflevere 1/3 af indholdet. Flere og bedre automater, der æder det hele NU – så er jeg med.
*Havde jeg i weekenden fint besøg fra Aarhus, og prøvede i den forbindelse takeaway fra et nyt sushisted i Esbjerg. Det tog 10 år at finde, men det var ventetiden værd. SHIT, det var godt!
*Var det i går Kvindernes Internationale Kampdag, og måske kommer jeg de forkerte steder på nettet, men jeg syntes, at den fyldte *endnu* mindre end den plejer. Er det bare mig? Hvis man savner lidt holdninger til kønskvoter og Taylor Swifts betydning for kvinders rettigheder, er man velkommen til at hoppe en tur i arkivet, f.eks. her og her.
*Og nu vi er ved medier, har jeg de sidste mange måneder tænkt på, om vi egentlig ikke snart ville være bedre tjent med noget nyhedsmæssig planøkonomi, hvor alle medier var 100% statsstøttede. For det sidste år har godt nok været ét langt eksempel på, hvor store konsekvenser, det har, når det er clickbaits, der skal holde bundlinjen flydende, for det kommer til at betyde, at vejen til overlevelse er at finde flest af dem, der siger de mest vanvittige ting. Og det skaber forvirring, metaltræthed og numbness, fordi man ikke hver dag kan forholde sig til 7 forskellige katastrofescenarier om masker i private hjem og 15 år mere med mutationer og nedlukninger, og man skal ret langt ned i teksten for at finde ord som ‘mener’, ‘antager’ og ‘vurderer’. Som det er skruet sammen idag, får alt samme værdi, og det tror jeg faktisk ikke er ret hensigtsmæssigt.
*Og uden at hive sølvpapirshatten helt op ad skuffen, bliver vi også lige nødt til at snakke om alle de ‘Erfarer TV2’-breaking-bjælker, der de sidste måneder er løbet i forvejen for pressemøderne, for man *må* spekulere over, hvad regeringen har ud af at lække alt, så massivt og systematisk, til ét medie. For lad os være ærlige: Hvis ikke det tjente et formål for dem, havde de jo for længst fundet ud af, hvem det er, der synger som en kanariefugl på speed.
*Sendte min veninde mig forleden et screenshot af et salgsopslag, hvori nogen havde sat en brugt toiletspand til salg. “Trænger til en vask”. Jeg er ved at være klar til at opsige mit medlemskab af den menneskelige race.
*Hit med det interview. Nu.

*Er podcastlisten og serielisten opdateret med følgende:
It’s a sin
Hvis ikke man har set den her endnu, skal man se at komme igang. Scenen er 80’ernes London, hvor man følger en gruppe mænd, der alle springer ud af skabet og lige i favnen på fest, farver og en ny, mystisk virus, som ingen rigtig har hørt om før.
Hvis man kunne lide Queen-filmen (og det kunne alle, fordi #Queen og #RamiMalek), så vil man også elske den her. Den kræver heftige mængder af kleenex, men den er simpelthen så god.
I min lomme ligger en sten
En P1 podcast, som jeg har fået anbefalet i kommentarfeltet her.
En kvindelig journalist beslutter sig for at få hele historien om sin søsters død. Søsteren døde, da de begge var børn, og hendes død har altid været en del af familiens historie, men podcasten her er et forsøg på at høre og få greb om historien som voksen.
Jeg synes, den var hård, men samtidig også umådelig fin og god at blive klogere af. Historier udfolder sig altid på en anden måde, når hovedpersonerne selv får lov at fortælle dem, og det er denne podcast er et godt eksempel på.

Svaret på pantproblemet er pantstationerne. Ja, de kan være lukkede pga. fejl eller fordi de er fyldte, men hvis man lige tjekker hjemmesiden inden man drønet afsted så er det ofte gevinst. Så skal man bare huske at købe pantposer 😉
http://pantstation.danskretursystem.dk/Find-pantstation
Jeg havde fuldstændig glemt, at de fandtes. Tak for påmindelsen! <3
Og jeg melder mig gerne frivilligt som tolknings-trængende. Nedlagde mine kollega’er i grineflip i dag, da jeg ikke helt hørte min kollega’s forslag til næste krea-emne: “HVAD si’r du, skal ungerne male med tamponer”?
Nej, søde. POMponer…
Hvornår er det lige, man SKAL forbi en øre/høre læge???
Hvis det var på kampdagen, synes jeg faktisk, at din version gav mere mening:-D
Enig ift “It’s a sin”, og vil også anbefale Better Things på HBO om en sej alenemor. Og Black Mirror på Netflix, om dystopiske fremtidsscenarier, der ligger foruroligende og tankevækkende tæt på nutidens teknologiske muligheder.
Off topic, kan du mon hjælpe mig med at genfinde det indlæg fra efteråret, hvor en læser anbefalede et kjolefirma, med customized kjoler? Og er det ikke snart tid til den store fejring, af overgang fra gæld til opsparing? 🥳
Jeg fik åndenød og makabre drømme af Black Mirror, så den var jeg nødt til at stoppe med. Til gengæld har jeg aldrig hørt om Better Things, og den ser strålende ud, så tak for det.
Jeg har gravet lidt i arkivet, fordi jeg tænkte, at det måske var en kommentar, der var faldet under min beskrivelse af MCLL-tøjet, men desværre. Da der ikke er søgefunktion på kommentarerne i wordpress, kan jeg ikke engang tilbyde dig at søge det frem. Vi håber, at den, der lagde kommentaren, ender med at se din efterlysning her.
Og opsparing/gælds-sagaen. Jeg havde jo indstillet kompasset på, at jeg ville lægge sidste afbetaling d. 31.03. Og det kan jeg sådan set også godt gøre. For med i den plan var at smide alt ind i slutspurten, så jeg ikke bare betalte de sidste rater, men smed 1500 ekstra oveni, evt. med hjælp fra børnepengene, for at blive færdig. Men lige omkring årsskiftet begyndte jeg at blive nervøs, fordi hjemsendelsen trækker ud. Min grundløn kan betale regningerne og lidt til, men det er mine kørepenge, der giver lidt vind i ryggen, og mulighed for en trøje med en enhjørning til Frida eller en stak robox til Anton. Og dem har jeg ikke haft nogen af overhovedet. Derfor er vi nu der, hvor jeg har 11.000 stående på en opsparing, og skylder 10.000 på mit sidste lån. Så i princippet kunne jeg betale det ud – men jeg tør ikke. Og slet ikke, fordi jeg kun er moderat optimistisk ift. genansættelse, hvor jeg er nu, simpelthen fordi der ikke er opgaver nok, når alt er omlagt til online-møder og undervisning eller lukket ned. Så jeg har – sammen med bank-Jan – besluttet, at det giver mere mening at lade opsparingen stå, og så betale lånet ud med de sædvanlige afdrag på 2500 kr i måneden. Det betyder, at jeg bliver færdig til sommer, og selvom det havde været federe at være færdig NUNU, så er det også virkelig rart, at jeg for første gang i snart 20 år har en opsparing.
(Men champagnen er købt…)
God plan, jeg kan fuldstændig følge dine overvejelser! Vi hepper!
Jeg er selv to uger fra at have gennemført mit første år som alenemor, så derfor jeg huskede datoen – ikke for at rykke dig! 😊
Her har det betydet store ændringer i livsstil og vaner, men jeg har bestået og fulgt mit budget gennem vedvarende fokus på den daglige økonomi, så der bliver skåret på det ligegyldige unødvendige, så der også er lidt luft til det dejlige unødvendige! Det giver mig kæmpe optur at have kontrol og muligheder og en lille opsparing! Næste skridt er at starte med investeringer i det små…
Uh! Er det allerede et år siden, du skrev om den nye status?! Shit.
Jeg GLÆDER mig SÅ! MEGET! til at nå til luftpunktet, og nu er det heldigvis så tæt på, at jeg kan smage det.
Zetland Linda, Zetland ❤️❤️❤️ God og nuanceret journalistik hvor du både kan læse artiklerne på computer/tablet og lignende men samtidig er alle artikler indtalt så man kan lytte til dem.
Jeg er kæmpefan!
Jeg synes, Zetland er et fantastisk koncept, men jeg ville ønske, at der var en mellemvej, hvor man stadig kunne få sober journalistik, men uden at alting blev forvandlet til longreads. Jeg ville ønske, de ville få en light-version, hvor de overførte principperne fra deres øvrige journalistik, men gav et bredere og måske knap så dybt indblik i nyhederne. Altså, lidt som en virtuel udgave af aviser, som de var i gamle dage, hvor den var tynd-ish i hverdagene, og man til gengæld kunne bruge den som mordvåben i weekenden.
Det første jeg nogensinde solgte på dba var et fyldt muldtoilet. Der var rift om det. Siger det bare 😬 Mht nyheder har jeg sat ikke læst dem i fjorten dage. Sådan skal det ikke fortsætte, jeg har bare lige brug for en pause mens jeg finder ud af hvordan jeg fremover orienterer mig i verden. Nu kan jeg sove om natten igen …
Måske aftagere af muldtoiletter har et ekstra gør-det-selv-gen, vi andre ikke er udstyret med?:-D
Jeg har også studset over hvem der sladrer til TV2 🤔
Og hver gang jeg føler TV2 har for meget trang til clickbait, så kan 10 sek på BT eller EB vise, at det kan blive MEGET værre.
Og det der interview? Der kommer godt nok mange spændende detaljer frem stille og roligt, som vender alting på hovedet. Først mudres den manglende prinsetitel sammen med hudfarven og derefter oplyser et andet medie, at det er helt standard fordi han er for langt nede i rækkefølgen og derfor traditionelt set ikke får titel.
Eller hele misæren om Megan fik Kate til at græde, men i virkeligheden var det omvendt. Men først senere kommer det frem, at Kate undskyldte med blomster?
Jeg har opgivet, hvad der er op og ned her.
Det er bare hele måden, mediebranchen er skruet sammen på, der trænger til at blive revet ned og bygget op forfra på en helt anden måde. Jeg synes også, det er SUPER problematisk, at vi idag er et sted, hvor klummer og indlæg får karakter af rigtige artikler, fordi der bliver kørt dagsordener igennem, som vi æder råt, fordi de er camoufleret som nyheder. Én ting er, at man skal være kildekritisk, når man finder oplysninger på nettet, men det er da et skråplan, når man nærmest skal køre blå bog på afsenderen, hvis man vil have en ide om, hvad man egentlig er ved at læse.
Jeg ved ikke, hvordan vi får udviklingen stoppet og vendt, men vi er på vej ud over kanten:-/
Jeg er sq blandet på den med køn og 10-årige. Man kan først købe alkohol som 16-årig, men man kan ændre sit krop uigenkaldeligt som 10-årig. Det virker mærkeligt for mig
Der er tale om juridisk kønsskifte, som ikke har noget med hormonbehandling eller operation at gøre.
Som B skriver, er der i første omgang tale om juridisk kønsskifte, og ikke hverken medicin eller operation.
Jeg synes ikke helt, at det giver mening at sammenligne aldersgrænsen for alkohol og for at skifte køn, for ift. alkohol er hele ideen jo, at man har forsøgt at finde en alder, hvor den, der kan købe og konsumere alkoholen selv skal være i stand til at vurdere konsekvenserne – som stort set alle sammen er skadelige. Nogen udefra har sat den alder til 16, måske fordi det er samfundet, der skal passe på dem, der ikke hjemme har nogen til at passe på sig.
Men de børn, der kommer til at drage fordel af denne anbefaling vil være omgivet af voksne, både professionelle og forældre, som skal inddrages, før det her kan lade sig gøre. Ingen får lov til noget som helst, fordi de vågner en morgen og synes, at det kunne være sjovt tage en kjole på.
For år tilbage læste jeg med på en blog, som var skrevet af en mor, hvis dreng helt tydeligt identificerede sig som pige. Det var en meget øjenåbnende oplevelse, fordi man gennem hendes fortællinger kunne se, at det havde været sådan ALTID. Altså, længe før barnet blev så bevidst, at hun ville være i stand til at formulere det eller … spille på det, i mangel af bedre ord.
Bloggen var fuld af hjerteskærende fortællinger om alle de små steder i hverdagen, hvor pigen og forældrene igen og igen og igen skulle forklare og forsvare, at de lod hende være den, hun helt tydeligt følte, hun var. Alt, hvad jeg sidenhen har læst, har tegnet samme billede, og det har også gjort stort indtryk på mig at høre og læse historier fra voksne transkønnede, som fortæller, hvor meget det for dem har ødelagt, at de har været påtvunget en identitet, de slet ikke kunne identificere sig med i alle deres dannelsesår.
Uanset hvor man står, så håber jeg, at det her bliver en af dem, hvor vi lader dem, der er direkte berørt af beslutningen, være dem, der får mest at skulle have sagt<3
Man kan se interviewet på viaplays nye gratis streamingtjeneste Viafree 🙂 der er så reklamer 🤷♀️
Du er min nye bff. TAK!
Selv tak!! 🙂 ville nemlig selv gerne se det, men ikke på nogle sketchy platforme osv – Twitter var overøsende af info om, hvor man kunne finde det 😂
Som en anden skriver – løsningen på dine pantproblemer skal findes på pantstationen. Det er en fantastisk oplevelse og jeg begriber ikke hvorfor det ikke er mere udbredt/kendt. Tjek pantstation.dk 🙂
Jeg tror, det er fordi, mange af os indtil nu ikke har haft mere pant, end at det gav mest mening at tage det med, når man alligevel skulle i Føtex? Men jeg har nu blikket stift rettet mod den lokale pantstation, og er klar til at blive dens nye hype-woman.
Mig bekendt har jeg hørt/læst noget om at de har en “helikopter” afdeling, hvor man kan høre / blive fortalt de nyeste overskrifter, og hvad der er sket 🙂
Smart! Tak for heads up.
Hehe Linda, jeg har også undret mig over den med ‘TV2 erfarer …’ som regel et par timer før alle de andre medier. Mit gæt er at Mette F og hendes hær af kommunikationsrådgivere har for meget på spil til at lade dette være tilfældigt. Hver gang vi ved, at der forhandles på Christiansborg, er der jo mange mennesker, der sidder ude på kanten af deres stole for hurtigst muligt at få at vide, HVAD de forhandler om. Vores alles mentale sundhed ? Vores børn og unges trivsel og læring ? Vores erhvervslivs mange milliarder ? Arbejdsløshed ? Den lille selvstændige frisør ? Eller de, der venter på at jobcentret åbner, så de forhåbentligt snart kan få sig et job igen ?
Jeg tror, det er en strategi at lade en smule information sive lidt ad gangen.
Og så lige en komm til din komm, hvor du skriver, det ikke kan passe du skal finde den blå bog for at vurdere afsenderen. Jo, sådan er det, sådan har det altid været og nu er tempoet bare skruet op. Kildekritik er ofte alt for undervurderet, men jeg tror nok man lærer om det i folkeskolen i dag. Alternativt så hold dig et et medie, nogle her foreslår Zetland, jeg bruger dr og avisen Information. Og ja, i et svagt øjeblik kommer jeg også til at finde ud at at TV2 erfarer noget 🙂
Ja, mon ikke de har vurderet, at det tager luften lidt ud af alting, at det siver frem for at eksplodere? Lad os krydse fingre for, at vi er så langt nu, at der ikke er brug for flere gule breakingbjælker.
Det var virkelig så lidt 😁
Jeg bor lige ved siden af pantstationen i min by – det er en fantastisk opfindelse. Livet er bare for kort til at rode med alm. flaskeautomater 😉
Vi har opgivet koncept pantstation igen. Vi bor super tæt på og tjekkede altid hjemmesiden. Men den er al.tid. enten fuld eller i stykker. Så da det havde taget en måned hvor min kæreste havde kørt rundt med den sidste fyldte pose i bagagerummet og endelig var heldig at slippe af med den, vendte vi tilbage til bæreposer og supermarked … Og det fortsætter vi nok med til der er kommet kritisk masse af pantstationer.
Nu nøjes vi så med at se folk stå og se rådvilde ud når vi kører forbi …
Jeg har været inde og tjekke op på pantstationen, for jeg troede, at jeg boede lige bag den. Men det viser sig, at den ligger helt ude i den anden ende af byen, hvilket faktisk er en køretur på et kvarters tid. Det er jo ingenting, hvis man kommer forbi alligevel, men gør man ikke, er det næsten ligeså bøvlet, som dumme automater i Lidl:-D
Jeg er ude i en meget sammenlignelig overvejelse ift. et forbrugslån jeg har hygget mig med de sidste par år. Og er nået til samme konklusion. Der skal lige lidt mere af lånet og lidt mere ind på opsparingen inden det føles sikkert. Hvor træls ville det lige være at skulle starte et nyt lån fordi #uforudsetudgift og en død opsparing.
Præcis. Og når man er nået så langt, som jeg er, så er renteudgifterne faktisk også væsentligt lavere, end stiftelsesomkostningerne, hvis man skal oprette et nyt lån (DETSKALJEGIKKE!) Og selvom jeg glæder mig for vildt til den flaske champagne, så føles det næsten som om, jeg er der, fordi jeg faktisk har pengene.
Men jeg har skulle lære at forholde mig neutralt til penge igen. De har været en kilde til frygt og ondt i maven i så mange år, at det faktisk tager lang tid for mig at vurdere, hvad der i en situation som denne giver mening og er mest fornuftigt, fordi min default-reaktion bare er betalbetalbetal!
Jeg vil virkelig gerne vide hvor den gode sushibiks i Esbjerg ligger.
Jeg har nemlig opgivet at finde god sushi i Esbjerg.
Så hit me😘
Og så kunne det måske være mig der skrev om customized kjoler.
I så fald er det Christina Wedel I skal lede efter.
(Nu skriver jeg jo lidt “sent”, så måske ser din læser ikke denne kommentar..)
Lige nu er shoppen dog lukket, mens hun arbejder på sin forårskollektion. Men konceptet er, at man bestiller sit tøj efter de mål man har og får tøjet 4-5 uger efter fordi det først syes efter bestillingen.
Nara Sushi i Torvegade (der hvor Jensens bøfhus lå før) – de laver nogle ret gode tilbud på FB, så de er værd at følge derinde:)
Og tak for kjoleopfølgningen; vi håber, at hende, der ledte efter navnet, finder det her.