I øvrigt:

*Er min koncentration stadig midlertidig forstuvet. Der kommer noget sammenhængende, når den er sig selv igen. 

*Har jeg her til morgen brugt 15 – og det var altså: Femten – minutter på at mægle mellem mine børn, fordi Anton havde taget et stykke brugt karamelpapir fra Frida, som hun havde tænkt sig at pakke en sten ind i. FN, I ringer bare. 

*Passerede vi forleden i bilen en kat. Anton: “Hvor var det flot, at du ikke kørte den over, mor!” Det er snart to år siden jeg kørte en kat over, hvilket er både første og eneste gang, jeg har så meget som strejfet et dyr. Det er børn, der er ophavsmænd til hashtagget #NeverForget

*Og nu vi er ved dyr – og det er ikke for at tale ilde om hverken det ene eller andet af slagsen –  men jeg tror ikke helt, jeg forstår, at man skal samle hundelorte op, mens heste må skide lystigt på stier og veje? 

*Skal jeg høre, om der er andre end mig, der oplever at få ualmindeligt mange mærkelige notifikationer fra mennesker, der tydeligvis ikke er danske, som gerne vil være medlem af samtlige grupper, man administrerer på facebook? Min russiske-amerikanske-valgs-sølvpapirshat er ved at selvantænde. 

*Er jeg bange for min e-boks, og jeg ved ikke hvorfor. Men så SNART, jeg får mail om, at der er ny post til mig derinde, får jeg svedige håndflader og hjertebanken. Måske jeg lige skal vende det med Dr. Freud?

*Har jeg lovet at prøve at skrive et indlæg, der læner sig op ad podcasten ‘Alenemor &’, hvor fokus er på, hvad der er specielt, når man får børn alene. Hvis nogen har noget, de specifikt gerne vil høre om i den forbindelse, er de velkomne til at kommentere eller sende en mail. Så ser jeg, om ikke, jeg kan flette det ind .

*Er podcaslisten opdateret med nye podcasts, men inden vi tager dem, smider jeg denne gang et par boblere på. Det er podcasts, jeg har fået anbefalet af flere, eller som jeg sagtens kan høre er af virkelig god kvalitet, men hvor underlige småting alligevel stryger mig nok mod hårene til, at jeg går udenom dem. (Jeg undlader at gå i detaljer for ikke at smitte jer med mine særheder).

Boblere:

This podcast will kill you

En biolog og en epidemiolog fortæller om alt fra Sars over Pest til Røde hunde, og kommer omkring både historie, myter, behandling osv. Der er tale om en podcast i samme format som de fleste true crime samtalepodcasts, og stilen er afslappet humoristisk.

Paperghosts

4 unge kvinder forsvinder i starten af 70’erne i New England, og denne podcast er en afdækning af forsøget på at finde ud af, om sagerne hænger sammen. 

Mine smukke veninder

P1 podcast i 4 afsnit laver en kvindelig journalist i slut-fyrrerne, som sætter sig for at finde ud af, om den vilde vendindeflok, hun har været en del af, siden hun var teenager, kan redefinere deres måde at være sammen på, nu hvor de er blevet voksne. Det er en podcast om at være fanget i de roller, man altid har haft, og et forsøg på at forstå, hvorfor bestemte konstellationer bliver så grænsesøgende og overdrevne. 

You’re wrong about

Et par journalister skiftes til at fortælle hinanden om sager, som de fleste af os har fået galt fat i detaljerne omkring. Emnerne er alt fra Tonya Harding, over crackbabyer til The Satanic Panic.

Anbefalinger, som er at finde på listen:

Den nye stil – historien om dansk rap

Jeg fik den her anbefalet for første gang for et år siden. Som altid, når jeg får anbefalinger, hentede jeg første afsnit, og så lå den ellers dér i mit bibliotek. Uanset hvor mange gange jeg var inde og rode rundt, endte jeg altid med at gå uden om den, fordi.. jamen, sgu nok fordi jeg synes coverbilledet er så grimt og klodset, og til sidst slettede jeg den igen.

Men nød lærer nøgen kvinde at elske gule, jammerlige collager, og med et par nye anbefalinger i ryggen, hentede jeg den igen. Det er 14 dage siden, og jeg har hørt alle 32 afsnit. SHIT, den er god!! Jeg er helt blæst bagover, hvor meget selvindsigt de her mennesker har (hej fordomme), og hvor utrolig nemme, de er at holde af. Det hjælper formentlig, at jeg tidsmæssigt var ung, lige da dansk rap begyndte at bryde igennem, og derfor er podcasten også en beskrivelse af en tid, jeg husker meget tydeligt, og jeg har masser af kontekst at sætte historierne ind i. Men uanset om du aldrig har hørt et eneste rap-nummer eller om du er die hard fan af genren, så er det her historiefortælling, når det er allerbedst.

Ear hustle

En podcast om at sidde i fængsel, produceret af dem, der sidder der. Hver episode er en afsluttet fortælling, og noget river mere i hjertet end andet, men den er utrolig velproduceret og giver masser af stof til eftertanke.

The Orange tree

En true crime podcast om en 15 år gammel sag, hvor en 21-årig collegestuderende forsvandt for senere at blive fundet myrdet. Det, der gør den her sag speciel er, at manden, der blev dømt for mordet, ikke kan huske, at han begik det, men stadig erkender sig skyldig, ‘cause I must have done it, right?’ Det er det ultimative mareridt; at gå kold, for så at vågne op med et lig i lejligheden og ikke have den fjerneste ide om, hvordan det endte der.

Sagen kompliceres yderligere – finder man ud af – af en anden ung kvinde, som er meget, MEGET forelsket i vores dømte hovedperson. Og var hun måske i lejligheden i løbet af den skæbnesvangre nat…?

The Lost kids

De af os, der var unge, da Ricki Lake og senere Dr. Phil var en ting, kan formentlig huske historierne om ‘the out of control-teens’, der blev sendt på diverse camps, hvor de blev råbt ind i hovedet af granvoksne mænd med overskæg og uniformer, og kom tilbage som renskurede, angrende mønsterborgere. Den her podcast er historien om, hvad de her camps så i *virkeligheden* er for nogle steder. Det er en hårrejsende historie, men det er også virkelig fint at blive mindet om, hvor nemt det er at vinkle et koncept, så noget, ingen egentlig rigtigt har forholdt sig til, fremstår som en god ide. 

Kvinden med den tunge kuffert

Latemover? Moi?

Ja. Jeg var jo nok den sidste i verden, der ikke havde hørt den her, men somme tider, når hypen over noget bliver for vild, så slår jeg automatisk bak, uden egentlig helt at vide hvorfor.

Jeg skulle lige vænne mig til, at fortælleren nogle steder taler m-e-g-e-t langsomt – af samme grund har jeg det svært med mange P1 podcasts *ERDERMEREKAFFE!?* – men man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet af historien. Den ender ret overraskende, men faktisk også meget forløsende, og jeg kan godt forstå, at folk var så begejstrede, da den kom ud.