Følg den, der søger sandheden. Flygt fra den, der hævder at have fundet den.

“Jeg tror, at du trænger til at finde mere ro i dig selv”, sagde venindes fyr, som ikke har behov for at sætte definition på sine relationer, og som derfor ikke vil gå under betegnelsen ‘kæreste’, til hende. Han er meget zen, og bruger mange timer dagligt på at dyrke føromtalte indre ro. Ironisk nok, er det altid er dem, der bruger tid på at lytte til sig selv, der ikke kan høre andre. Der, i stilheden, finder de ikke bare svarene på, hvad der er rigtig for dem selv, men også for alle andre. Og netop de mennesker, som holder på deres ret til at have og dyrke deres egen sandhed, har ofte meget svært ved at acceptere, at andre gør det samme.
Tilsyneladende har vi vedtaget, at Det Rigtige er at dyrke yoga, spise økologisk slowfood og drikke grøn the. Hvis jeg godt kan lide at blive blæst igennem på en spinningtime, købe en latte to go på – Gud forbyde det – minimælk og ikke soyamælk, og køre hjem til socialt samvær og vingummier, er jeg overfladisk og hul. Jeg er et får, der trænger til at blive guidet, mere end jeg er et menneske med andre værdier.
Jeg bliver svært mistænksom, når folk hævder at have fundet Den Eneste Sandhed. Jeg bliver decideret utilpas af at være i rum med disse apostle, hvis de optræder i flok, hvor én leder hævder at sidde inde med alle svarene, og resten af flokken er mennesker, som frivilligt har givet afkald på hjernen, og leaset den ud. Af de mange -ismer, der findes, synes jeg, at fanatismen er den værste. Når man holder op med at undre sig og sætte spørgsmålstegn ved, hvad man bliver præsenteret for, bliver man lejesoldat for en sag, man ikke længere forholder sig til. Når man sætter sin egen skepsis og sunde fornuft ud af spil, sætter man samtidig sin moral og egen afvejning af rigtig og forkert på pause, og selvom jeg anstrenger mig, kan jeg ikke komme i tanke om ét eneste eksempel på, at det er gået godt.
Jeg kan ikke forstå, at man kan hævde at sidde inde med Sandheden – mest for jeg ikke forstår, at nogen hopper på den. Jeg fatter ikke, at ingen råber: “Men han har jo ingen tøj på?!” Det er som om disse mennesker bare er på jagt efter en sag med dertilhørende retningslinier og holdninger, de kan hægte livet op på, så de selv er fri for at forholde sig til det. Om sagen er Indre Mission, buddhisme, pyramidespil eller Al-Qaeda lader til at være underordnet.
Forskellen på at være moden til en spændetrøje eller at blive hyldet som profet består i antallet af mennesker, man kan nå at overbevise om sin virkelighed. Når illusionen først er sat op, behøver den ikke anden næring, end at fårene stiller på marken hver eneste dag og holder liv i hysteriet. Det skræmmer mig af helvede til.