Flad

Egentlig havde jeg planlagt at skrive et indlæg, jeg har på tapetet, som blev efterspurgt i et kommentarfelt for et par uger siden, men jeg er helt blæst i hovedet, og ordene vil ikke rigtigt hænge sammen. 

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg er så træt. For det er ikke sove-sove-træt. Det er mere sådan en mental afmatning, der gør, at jeg sagtens kan være i godt humør og nyde, at vi nu er landet i min yndlingsårstid, men samtidig bare føler mig kørt over. 

Noget af det handler helt sikkert om, at de sidste måneder har kørt i skiftevis 1. og 5. gear. Masser af arbejde, bestyrelsesmøder i boligforeningen, møder med skolen osv, efterfulgt af dage med ingenting og aflysninger. Det konstante skift i ekstremer tærer, synes jeg, og min oplevelse er, at der i takt med, at jeg bliver ældre, altid følger en periode med træthedstømmermænd, når jeg har haft (for) travlt. Lige i denne ombæring har der ikke været noget at gøre; alt det, jeg har haft i kalenderen og har været involveret i, har været nødvendigt, og i flere tilfælde også noget, jeg selv har sat i værk.

Og så bruger jeg simpelthen så mange kræfter på at navigere i det her semi-nedlukkede samfund, og jeg troede aldrig, jeg skulle sige det, men jeg syntes, det var nemmere, da vi bare fik udstukket regler og regulativer. For i det her kaos er det ikke bare pandemien, vi skal forholde os til, men også alle de forskellige holdninger, der er i forældregrupper, på arbejdspladser osv. Jeg er meget, meget regelret, fordi jeg qua mit job er i berøring med utrolig mange mennesker; en hurtig sammentælling på fingrene gav mig mellem 600 og 1000 mennesker, jeg har været omkring i forbindelse med mit arbejde over de sidste par uger. Mange af mine tolkninger foregår i lægehuse og på hospitaler, og jeg kan næsten ikke holde tanken ud om, hvor galt det kan gå, hvis jeg tager smitte med derind.

Og så er det BAAAAARE udfordrende, når de mennesker, man deler cirkler med, slet ikke kan se, hvad problemet er. Ift. Sundhedsstyrelsens seneste udmelding om, at alt socialt på skoler og i institutioner bør aflyses, fik jeg af en ellers sød og fornuftig far at vide, at ‘man jo også skal passe på, man ikke overfortolker reglerne, Linda’. Jeg synes simpelthen, det er så svært. Både fordi det er træls at føle sig som Hystaden, og fordi jeg bliver i tvivl om, om det vitterligt er de andre, der har ret – men også fordi jeg i det her ser nogle sider af folk, som jeg har virkelig svært ved at rumme, at de har. Det er, som at finde ud af, at den kammerat, man har kendt i årevis, hepper på Trump og er imod abort. Sådan en ‘øv. Det troede jeg ikke om dig’-følelse, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

Og så forhånds-keder jeg mig over udsigten til et nedlukket efterår, hvilket jeg selv skal være den første til at indrømme ikke giver ret meget mening. 

Så. Ja. Jeg prøver at tage dagene én ad gangen, drikker rigeligt med kaffe, går lange ture, når muligheden byder sig, og bruger mine aftener i selskab med puslespil og podcasts. Jeg har med andre ord sat mig selv i opladeren, og nu venter vi bare på, at batteriet igen viser 100%.

Published by

70 Replies to “Flad

  1. OH YES!
    Begge mine børn er inviteret til fødselsdag i klassen i denne uge – det ene hold forældre har aflyst, det andet hold har ikke.
    Så blev man pludseligt hende, der skal melde afbud på sit barns vegne med henvisning til SST, og dermed føler jeg også at jeg indirekte anklager dem for at være uansvarlige.
    Mine kunder er gravide og helt nybagte familier, og dermed også folk der er i særlig risiko, så jeg skal ikke udsætte mig selv for ekstra risiko.
    Suk det er svært at navigere i! Og det tærrer også mega meget på min mentale energi.

    1. PRÆCIS! Det bliver umuligt at holde fast i egne retningslinjer, uden at det kommer til at føles som en kritik. Og jeg synes faktisk også, at det giver en social slagside ift. de børn, hvis forældre sidder i risiko-erhverv. For når der holdes fast i eksempelvis fødselsdage på trods af STT’s anbefalinger, så er man jo som forældregruppe også med til at støtte op om, at det er de samme børn, der ikke kan komme med hver gang. Det får jeg sgu også lidt ondt i maven over.

  2. I feel you. Har lige meldt afbud til barnedåb i en del af familien, jeg ellers aldrig ser – og præcis derfor….
    Er kun fysisk på mit arbejde en dag om ugen og arbejder hjemmefra de andre dage, da vores store fælleskontor med 7 ansatte på en skole kun bemandes med 1- 2 personer om dagen. Alt for at holde hjulene/undervisningen i gang.

    1. Hørt. Jeg oplever også flere gange om ugen, at opgaver, jeg har været planlagt til at tolke fysisk, omlægges til virtuelle tolkninger. Nok egentlig også noget af det, der trækker lidt på overskuddet; at jeg ikke “bare” skal navigere i, hvad min arbejdsplads gør, men derimod dagligt skal forholde mig til forskellige regler og ændringer. Jeg elsker omskifteligheden i mit job, men covid trækker den godt nok til grænsen…:-/

    2. Åhh jeg forstår dig Linda.. Jeg har lige haft en kæmpe diskussion med både mand og barn pga netop de anbefalinger.
      Jeg er meget regel ret og vil helst vi følger anbefalingerne – men hvad så når sønnike bare gerne vil med til det samme som de andre??
      Jeg bruger som dig uhæmmet meget energi på at tænke over/overtænke tingene..

      1. Præcis. Det skaber en kæmpe skævhed i en børnegruppe, når forældregruppen ikke er enig om, hvad vi gør og ikke gør.

    3. Genialt. Jeg arbejder også på en skole med 7 på kontoret. Der er fuldt fremmøde og jeg var som den eneste hjemme under lockdown. Ellers mødte de 3-4 stykker ind hver dag. Jeg ville virkelig ønske min arbejdsplads var bedre til at passe på os.

  3. Åh Linda, jeg var ved at skrive præcis dette indlæg i sidste uge, men lod så være fordi det blev for rodet. Jeg er siden hen kommet til at tænke på den der Thinking Fast and Slow-teori som jeg kender sådan på overskriftsniveau. Og lige nu skal ALT tænkes slow. Alt. På min sidste udlånsvagt i biblioteket kom chefen pludselig og sagde at BTW må vi fra nu af ikek bruge døren, så hvis vi lige kunne gennemtænke en skiltning … Og ja, så er der fifty shades of fortolkning så alle menensker pt irriterer mig fordi de ligger en anelse på den ene eller anden side af mit eget bekymringsniveau. Det er så hårdt! Jeg skiftevis sover 16 timer i døgnet og sådan … sitrer. Afstandskram herfra, vi må prøve at holde ud <3

    1. Ja, der er ikke rigtigt noget rutine at læne sig tilbage i, så man kan frigive overskud til at forholde sig til alt det uvante:-/ Jeg oplever dagligt at komme i tanke om ting, hvor jeg bliver sådan ‘ej, for helvede. Det kan vi jo heller ikke!?’

      Jeg forstår godt, at spædbørn sover meget (altså, alle andre end mine…), for det er ualmindelig hårdt at skulle lære verden at kende, når man ikke aner, hvad man skal forvente.

      Afstands- og afsprittede krammere lige tilbage <3

  4. Jeg må indrømme, at jeg også har tænkt tanken, at en nedlukning er mere enkel. For lige nu er der tilpas mange henstillinger og anbefalinger og ‘det er jo op til dig selv, men…’, og hvor jeg synes, at vi i foråret var gode til at have forståelse for hinanden, oplever jeg, at nogle mennesker bliver fornærmede over, at jeg nu ikke vil kramme, når jeg nu gjorde det for en måned siden, osv. Man er hele tiden på overarbejde i forhold til, hvor slem man nu mener, at situationen er, og det er krævende at pendle frem og tilbage imellem bange og ikke-bange, unormalt og normalt, bobler og ikke-bobler. ❤️

    1. Jeg oplever præcis det samme. Og også, at der begynder at være andre dagsordner nu. At folk f.eks. gennemfører noget, fordi “så er det overstået”. Hvilket jeg jo på en måde godt forstår. For en del af forklaringen på, hvorfor det her efterår er så vanvittigt, er jo også, at vi i foråret bare smed alt, hvor vi gik og stod, og derfor nu både skal samle op og hæfte ender, og samtidig køre alt det op, der altid starter efter en sommerferie. Den der pukkel, vi skubber foran os, er urimelig svær at overskue, og det lyder også som om, det er det, der får nogle til bare at mose igennem. Men det er godt nok ensomt, når man i en gruppe er den eneste med et job, der gør, at man er nødt til at være ekstra forsigtig, og de andre synes, at vi bare skal gøre, som vi plejer.

  5. Jeg havde PRÆCIS den her snak med mine veninder og ægtemand i går. Du er ikke alene Linda. Vi er der sammen, adskilt, sprittet og fælles.

    1. Jeg blev faktisk virkelig glad over at læse alle jeres kommentarer, for jeg synes eller ikke, at jeg har mødt andre, der bliver påvirket på samme måde, som jeg gør. I hvert fald ikke som giver udtryk for det. Så det er – trods alt – rart at være en del af en (afsprittet, afstandstagende) flok.

  6. Vi fik lykkeligvis afholdt konfirmation inden den nye … ikke (?!) nedlukningsnedlukning… men har aflyst 8-årigs klassefødselsdag fordi SSI anbefaler aflysning af ALLE sociale ting ligegyldigt om det er arrangeret af skole eller forældre. Det står lige her https://www.sst.dk/da/nyheder/2020/sociale-arrangementer-ifm-dagtilbud-skoler-og-andre-boer-aflyses-i-den-kommende-tid
    … jeg bliver så hidsig når folk ikke gør hvad der bliver sagt. Jeg har ikke båndbredde til at vi er uenige…

    1. Jeg er nærmest imponeret over arrogancen i, at man lige lynhurtigt vurderer, at SST’s anbefalinger er et oplæg til fortolkning, og så ellers bare – med sin afsindigt usundhedsfaglige uddannelse – vurderer, at man ved bedre. Jeg kan. ikke. holde det ud.

  7. Jeg er med dig hele vejen. Jeg har mistet al respekt for min arbejdsplads’ håndtering. Vi er en offentlig arbejdsplads og blev lukket fuldstændig ned i marts. Mens de andre institutioner i kommunen lukkede ned, låste døren og bad alle gå hjem og tænde teams sad vi 80 ansatte til fællesfrokost med buffet om torsdagen og rundstykker fredag morgen inden folk gik kl. 14.00 fredag. Jeg bemærkede tørt overfor min chef at vi var heldige med at virus først smittede videre fra mandag.
    Og siden da har jeg bare været på vagt overfor alle deres beslutninger. Jeg er kontorets hystade og jeg kan se trætheden i deres øjne når jeg endnu engang ‘spørger nysgerrigt ind’ til endnu en beslutning om ikke at gøre noget.
    Vi er en rød kommune og i morgen tager ca 50 ansatte fra stab og ledelse på overnatningsseminar – signalværdi ladies and gents.
    Det betyder at jeg passer ekstra på i mit privatliv fordi jeg synes jeg gerne vil ramme en gennemsnitllig fornuftig adfærd. Så mens min kollega går til damefrokost i weekenden med 30 damer hun ikke ser normalt, så mødes vi med et vennepar (og det føles faktisk lidt grænseoverskridende og lidt for forbudt) selv om jeg også har 3-5-7 veninder/bekendte som jeg savner og gerne vil ses med. Udendørs fredagsbar er dejlig, men årstiden er lidt imod os og vi vil gerne gøre det rigtige.

    1. Jeg måtte læse din kommentar et par gange. Kommunalt overnatningsseminar for 50 personer?! Jeg er en lille smule…i chok, overrasket, vantro. Dét er da rystende. Mega sejt af dig at blive ved med at være kritisk 💪🏿🤯

    2. Jeg kom til at råbe: “Ej, hvad FANDEN!!?!” højt ud i rummet, da jeg læste din kommentar, Carina. Are you kidding me??? Altså, det burde man sgu da næsten melde??

      1. Det råber jeg højt inde i mig selv flere gange på en arbejdsdag. Hele vejen igennem har der en anderledes tilgang her end hvad jeg ellers oplever. Og det er mærkeligt at navigere i. Jeg har næsten ingen forandring oplevet i mit arbejdsliv, mens mit privatliv er helt forandret.
        En anden bivirkning er iøvrigt også at miste tilliden til sin ledelses dømmekraft – for hvilke andre steder er den sat ud af drifr? Og hvordan skal jeg tage alle andre beslutninger som gode varer?

    3. Jeg bakker dig også op. Det lyder jo helt frygteligt at være i. Jeg var ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste overnatning… Nøj det må være hårdt, når ledelsen gør som de gør, og det er dit privatliv du skal ændre i. Det er jo der man skal kunne lade op.
      Sender dig masser af god Karma.

  8. Tak for dit indlæg! Åh, jeg har det på præcis samme måde. Jeg arbejder med borgere, som er samfundets svageste. Det giver mig ondt i maven, når folk ikke holder afstand eller liiiiiige vil mødes til en festlig sammenkomst, hvor jeg ved – at når alkoholen går ind – så går alle gode Corona- foranstaltninger ud.
    Jeg kom til at tænke på det nyeste afsnit i podcasten Detox din hjerne. Om hvordan vi siger nej… undgår generaliseringer eller angreb. Bliver på egen banehalvdel.
    De taler om: følelse, fakta og forventning.
    Jeg har stået i situationer, hvor jeg gerne ville have haft en god sætning klar, så man ikke står helt febrilsk og leder efter ordene.
    Næste gange tænker jeg, at jeg vil sige (med udgangspunkt i følelse, fakta og forventning):
    “jeg arbejder med sårbare borgere, og hvis de rammes af Corona, vil de højest sandsynligt ikke overleve. Jeg bliver bekymret, når vi ikke holder afstand for så kan jeg blive en potentiel smittebærer. For at vi kan ses vil jeg gerne, at vi overholder retningslinjerne”.
    Det ser nemt ud på skrift – lad os så se, hvordan der går i virkeligheden 😉 det burde ikke være så svært! Jeg må i gang med at øve mig

    1. Hvis læsere må nominere til årets mest konstruktive kommentar, så vil jeg gerne have Karins i puljen.
      Jeg finder det stadigvæk interessant at du, Linda, finder det særligt svært at (opleve at du) blive(r) på egen banehalvdel, når du påpeger/gerne vil påpege bedre overholdelse af retningslinjer. Det plejer du at være verdensmester i og i alt fald et af mine fyrtårne for. Og jeg synes også at du virker ret velreflekteret her, men har vist selv en anden opfattelse.
      Men nu tror jeg egentligt bare at jeg vil genlæse og glæde mig over Karins input (og forhåbentligt lade det smitte af).

    2. Hvor er det en fin og konstruktiv tilgang til tingene, Karin. Jeg oplever egentlig, at vi i min nære omgangskreds er gode til at forventningsafstemme. Jeg melder f.eks. på forhånd ud, at vi godt kan ses, men at det bliver udenfor, f.eks. til en gåtur. Og har jeg folk herhjemme har jeg også på forhånd klappet af med dem, at det er uden kram og med masser af sprit.

      Men der, hvor jeg synes, det bliver svært – og det er måske svaret på dit spørgsmål, Rikke – er i de grupper, som jeg har en tæt tilknytning til i kraft af en relation og ikke et venskab. F.eks. forældrene til de børn, Anton går i klasse med. Jeg har fra starten været den, der har spurgt og spurgt og spurgt igen, om ikke vi bør aflyse, om ting ikke bør skubbes, om møder kan konverteres til skriftlig info osv. osv. osv. Og der er INGEN – ikke én – der har samme holdning som mig. Jeg var den eneste, der meldte afbud til et forældremøde med mobbeoplæg for hele indskolingen. De er høflige, men det er tydeligt at mærke, at de synes, jeg er alt, alt for hysterisk. Og her bliver jeg sat til vægs, fordi det ikke er min egen relation, der er på spil, men den, de andre børn har til Anton. Her er jeg langt mere inde over, end jeg f.eks. er hos Frida, og derfor bygger mange af de relationer, Anton har, egentlig på relationer, jeg har til forældrene. Jeg føler, jeg bliver sat i en situation, hvor jeg skal vælge mellem det, jeg finder oplagt rigtigt, og en vigtig del af Antons sociale integration.

      1. Jeg har (desværre) ikke børn (endnu). Jeg forstår dine udfordringer ifht klassekammeraters forældre. I anden målestok minder det mig om, da jeg gik i 8.klasse skulle forældrene beslutte, hvor meget alkohol, vi måtte medbringe til fester. Min far var chokeret over de andres forældres ligegyldighed over for emnet. Det holdt hårdt, at være den eneste, der gik ind for en stram politik.

  9. Jeg er selvstændig med et firma, der har 10 mennesker ansat. I servicebranchen (en tandlægeklinik), hvor løn udgør 80% af vores faste omkostninger. Så jeg giver INGEN fucks for andres løftede øjenbryn, når jeg svarer deres udstrakte hånd med et ‘beklager, jeg er i sundhedssektoren’ og generelt undgår krammere. Min virksomhed var de-facto lukket i 4 måneder, hvor der var de vanlige udgifter – men ingen indtægter.
    Så jeg vil gå MEGET langt for at undgå at skulle lukke hele biksen igen pga. COVID-19 smitte. Patienterne kan jeg af gode grunde ikke styre. Men jeg kan styre mig selv om mine handlinger – og håbe på at inspirere mine ansate til det samme. Så det er et kedeligt efterår med afslag/afbud til sociale arrangementer, ingen håndtryk og begrænset omgangskreds. Men altså. Jeg overlever. Og forhåbentligt gør min klinik så også.

  10. Jeg synes faktisk i det store hele jeg oplever folk omkring mig håndtere det så vidt muligt efter retningslinierne. Arrangementer er blevet aflyst, vi arbejder hjemme (hvis vi kan men må godt møde op hvis der er en grund), her er biografklub blevet aflyst for hele året, gymnasie reunion aflyst osv. Der hvor jeg synes det er svært er at der ikke er helt logik i det og hvor der er gråzoner. Legegrupper i den ældstes klasse som har til formål at få dem til at lege på tværs..er det et socialt arrangement? (Vi aflyste/ser tiden an). Men så kunne datteren i stedet nå til fritidsaktivitet som jo ER med bogen hun ikke er sammen med til daglig modsat legegruppen som trods alt er klasse kammerater.

    Og så oplever jeg en vis træthed ved at det hele er så uforudsigeligt. For det betyder også at jeg ikke har lyst til at planlægge noget og det tager noget af glæden ud af det. Og flere kolleger har svært ved det med at vi skal være hjemme igen..oveni en tid som i forvejen går mod mørkere tider som ofte bringer lidt anden/mindre energi.
    Og selvom jeg selv synes det er ok så kan jeg jo godt se det er en anden situation hvis man hele tiden sidder alene eller man skal forsøge at arbejde mens konen er på barsel og der foregår alt muligt andet osv

    1. For mig er det ren afgørende forskel på legegrupper/fødselsdage osv og så eksempelvis gymnastik, at førstnævnte foregår i private hjem, hvor der kommer søskende, ægtefæller, søskendes legegrupper osv – og hvor der IKKE er regler for rengøring, afstand osv. Så for mig er det ikke børnene, som de er sammen med til hverdag, der er problemet, men snarere alt det, der følger med at opholde sig i et privat hjem.

      Og jeg hører dig så højt, at jeg næsten får tinitus af det: Min omstillingsparathed er godt nok også ved at være slidt i bund.

      1. Jeg er egentlig enig med dig med legegrupper vs fritidsaktivitet og det er også sådan retningslinierne siger og jeg synes vi gjorde det rigtige. Det der var min pointe var måske mere at vi i forvejen havde aftalt at det foregik udenfor og at alternativet jo her er at hun så kommer i SFO med de samme unger. Balancen i at der rent logisk er mere smitte i det ene end det andet bliver svær at forklare ungerne. Og jeg er selv sådan en der følger reglerne men jeg kan godt følge at nogen kan tænke “arh..hvis de kan det så kan de også det” og så kommer man jo ikke problemet til livs som i virkeligheden er at man er nødt til at stoppe smitten.
        At jeg så synes der er virkelig langt fra at hun er til svømning (hvor de jo også skal vaskes 2 gange og så at nogle skoler tager på overnatningstur i Lalandia er en hel anden sag.

        Den anden ting der gjorde lidt ondt var at min datter jo spurgte om man så slet ikke måtte have legeaftaler. Og man må jo godt med dem man i forvejen ses meget med (i følge retningslinierne). Og hendes svar er: men det er jo godt at lege med mange forskellige ikke?
        For det er det de også har gjort noget ud af (inden Corona i skolen). At det er sårbart kun at have en ven og at klasserne fungerer bedre hvis man kan lege lidt på kryds og tværs.

  11. Jeg har mentalt siddet og skreget lydløst ud gennem tænderne de sidste måneder. Min mand arbejder på et at de store sygehuse. (Han er ikke læge eller sygeplejerske. ) Og mens stat og region står med alvorlig miner til pressemøderne, og siger at man på sygehusene selvfølge skal melde sig syg ved de mindste symptomer, og generelt aldrig gå syg på arbejde, så er det bare løgn i hverdagen. Hvis man ringer sig syg, bliver man udspurgt om man er sikker på, at det i ikke går alligevel, og om man har prøvet med Panodil.
    Ledelsen er usynlig. Ingen ved hvad de har at forholde sig til. Hvis en medarbejder har en pårørende i hjemmet med coved-19, så skal medarbejderen testes 2. og 4. dag og så tilbage på sygehuset. For man kan jo ikke blive smittet den 6 dag?!
    Og de skal i øvrigt være hjemme på afspadsering eller bruge feriedage. Flot, når man blev dømt til at være kritisk personale.

    1. Set med mine øjne er det et kæmpe problem, som skal adresseres, hvis ikke de snart får en test på banen, som kan give svar på, om man er smittet i løbet af en dag. For i løbet af en normal vinter, har vi en håndfuld ture af dem, hvor ungerne snotter og småhoster, hvilket altid udløser en let halsbetændelse hos mig. Normalt klarer vi os med en enkelt sygemelding eller to, fordi mine forældre kan tage fra, men lige her kommer det jo ikke til at gå. Og sådan er det jo for ALLE. Både dem med børn og dem uden. Hvis vi sygemelder os så snart vi bjæffer det mindste, og der hver gang går 3 dage, før vi har svar, så kommer det jo til at få KÆMPE konsekvenser. Både for den enkelte arbejdsplads, men også for sammensætningen af personale på en arbejdsplads, fordi mennesker med børn, allergi osv. pludselig – og forståeligt – rykker forrest i køen, når der skal fyres. Der er så mange konsekvenser af det her, som vi først lige er begyndt at kradse i, og det er næsten ikke til at rumme inde i hovedet.

      1. Testen GIVER svar indenfor en dag. Det er afviklingen som tager tid. Her på Færøerne møder man op til test uden forudgående aftale og får svar inden et døgn.

  12. …På en helt anden note, så læste jeg dit “BAAAAARE” med den indre Esben Bjerre-stemme😂. Har også lige købt Mundens Bind.

  13. Årh, hvor er det dog rart at læse om andre, som deler mit syn på, hvad der foregår i øjeblikket! Jeg er ved at blive vanvittig over, at folk synes, at jeg er hysterisk, fordi jeg tager corona seriøst. Det seneste eksempel er, at vi har 25 års-jubilæum på min efterskole. Elevstævnet er blevet aflyst, men de af mine efterskolekammerater, som står for at arrangere vores jubilæum, fastholder, at det skal gennemføres alligevel. Så nu er planen, at vi mødes – potentielt set 70 mennesker fra hele landet – i et privat hjem i oktober…
    … Jeg har gået og ventet på, at de da naturligvis ville skrive, at det var aflyst, efterhånden som smittetallene blev værre. Men der skete ikke noget. Den anden dag skrev jeg så et indlæg, hvor jeg på saglig vis argumenterede for, at det simpelthen ikke gav mening, at vi fastholder det jubilæum, samtidig med at vi bliver opfordret til at udskyde ikke-nødvendige fester. Jeg fik en stor bunke “likes” fra andre, og flere skrev, at de var helt enige, og at flere af dem selv er – eller har børn, der er – i risikogruppen. Så burde det jo give sig selv, tænkte jeg. Selvfølgelig rykker vi jubilæet til om et år.

    …Men fisme nej! “Udvalget” skrev, at der er ting, der taler både for og imod at rykke jubilæet, og de vil overveje det frem til starten af oktober. Undskyld mig… men hvad POKKER taler for at holde et jubilæum i en tid, hvor verden er lagt ned af en livsfarlig pandemi?

    Jeg bliver så VRED. Jeg er målløs over, at voksne mennesker ikke fatter alvoren. Og det her er jo bare ét eksempel. Det sker hele tiden. Og det er så uretfærdigt, at jeg – og mange andre her i tråden – kommer til at fremstå hysteriske, når vi sådan set bare tænker på andre mennesker end os selv.

    1. Vi er mange, der står i det hjørne, og det er SUPER frustrerende. Jeg har simpelthen så svært ved at forstå de ting, som folk vælger at gennemføre. For jeg er med på, at det stadig giver mening at gennemføre nogle ting, så alt ikke går i stå, men jeg savner godt nok en mere seriøs forholden sig til, om det virkelig er nødvendigt at gennemføre et arrangement LIGE nu.

  14. Kære Linda. Du får også lige et pip herfra en, der ikke har hjemmeboende børn. Men jeg er generation boomer og HOLD DA OP hvor er jeg træt af at forklare mine jævnaldrende man kan have en fin livskvalitet uden at tage til hhv Mallorca, København eller gå til frokost arrangementer i storbyerne i Dk. Jeg føler en lille stille revolution inden i. Og jeg har håndteret det sådan jeg ikke deltager i træning, badminton, svømning, eller sociale begivenheder med mennesker uden for min sociale boble. Som pt er på 6 mennesker, 5 af dem bor i min lille landsby. Jeg holder et par pladser ledige i min sociale boble, hvis nogen skulle få behov for at besøge mig. Jeg er holdt på med at låne bøger på biblioteket, for det kræver jeg skal med bus og det er jeg helst fri for.

    Det lyder måske som et trist liv, men jeg oplever det helt modsatte. Jeg får langt om længe ryddet op indendørs og repareret ting, der har ligget til reparation i en del år. Jeg har en stor have, hvor jeg kan få al den friske luft og motion, jeg har brug for. Og så er jeg så heldig, jeg selv har bøger nok til hele vinteren.

    Jeg sender stor sympati til jer med hjemmeboende børn. Det må virkelig ikke være nemt. I hvert fald ikke hvis det er børn, der har behov for at være udadvendt. Hvis det er børn, der kunne fristes til at bygge dæmninger i haven, sidde med en kikkert og holde øje med fuglelivet, bygge bolig til pindsvin, lægge forårsløg eller lære at brodere, kunne man måske forsøge at inspirere dem til det. Og måske er der nogle børn, der vil føle en lettelse af ikke hele tiden at skulle være ‘på’ ift andre mennesker og deres behov. Jeg tror muligvis det er den lettelse, jeg selv føler for tiden. Kh Mette

    1. Min sjæl faldt helt til ro, da jeg læste din kommentar, Mette. Hvor er det et dejligt take på det.

      Jeg kan mærke på mine børn, at det om ikke revolutionerer deres syn på “bare” at være hjemme, så i hvert fald giver dem mere ro med at være det. Jeg oplever, at de begge er blevet mindre rastløse, hvilket jo er en ret fin konsekvens af en træls situation. Forleden fandt vi en død flagermus, og jeg skal LIGE love for, at vi fik snakket om både batman og corona:) Så det giver indiskutabelt plads til noget fordybelse, som vi ikke fik taget os tid til før, og det tænker jeg faktisk ret ofte på, at jeg er taknemmelig over.

      1. Tak for dit svar Linda. Btw snakkede i tlf med min nevø på 25, han bor i Aarhus og er ikke bleg for at vælte et par fadbamser med vennerne i fritiden. Han sagde ‘min generation er håbløs mht covid19’, han havde kastet sig over sit arbejde og nægtede at gå ud af samme grund som jeg nægter at gøre. Altså medmindre det er nødvendigt. Arbejde, indkøb, læge etc.

        Og helt personligt oplever jeg at det er ikke kun køkkenskabe og sykurv, jeg får ryddet op i. Jeg tager ofte mig selv i at tænke tilbage på meningsudvekslinger jeg har haft til både træning og badminton, som har pisset mig af. Nu hvor jeg ikke skal se dem i nok en del måneder, tror jeg jeg er i gang med at finde ud af hvilke følelser jeg egentlig har haft mht det. Så måske får jeg endda ‘ ryddet op i ‘ mine følelser. Hihi.

        Kanon med den døde flagermus, hvem ved om det bliver til en gyser historie eller et maleri fra en af dine skønne unger ? Eller et rædselskabinet lavet af trylledej ? Kh Mette

  15. Jeg har simpelthen været så træt det sidste stykke tid, og har ikke helt kunnet finde ud af hvorfor – har været stresset tidligere og det her er ikke stress. Men nu hvor jeg læser dit indlæg går det op for mig, at det jo bare er en anden slags stress!
    Det sværeste for mig er også andre forældre i klassen osv – det har ærlig talt altid været det mest vanskelige i mit forældreskab, fordi jeg bare ikke er så ekstrovert. Men det er da blevet 1000 gange værre nu, hvor alle har hver deres mening om, hvordan man skal tolke reglerne. Ærligt, så synes jeg heller ikke reglerne giver mening altid, men det er nok svært at lave helt tydelige regler medmindre man lukker alt ned igen.
    Jeg håber næsten også på en nedlukning igen – arbejder pt hjemme med corona hjemsendte børn – dét har min arbejdsgiver ikke den store forståelse for. Det er som om, chefen også er lidt træt her ved udsigten til runde 2.

    1. Det tog mig noget tid at finde ud af, at det er det, det handler om for mig. En form for håndterings-stress og en temmelig slidt forandringsparathed. Det kræver mere, end man lige skulle tro. Og specielt fordi der ikke er hverken et ‘normalt’ eller nogle konkrete regler at læne sig tilbage og hente overskud i.

  16. Jeg er faktisk for en gangs skyld ikke helt i sync med kommentarerne her. Jeg læser flere kommentarer om, at retningslinierne er svære at navigere i, og derfor er en nedlukning lettere. Det er jeg simpelthen så hamrende uenig i. Retningslinier kan bøjes og fortolkes af en grund. Ser man på smitten og presset på sygehusvæsenet er der helt præcis nul grunde til at lukke alt ned igen, og vi skal fandeme ikke sætte alt i stå, når det ikke er nødvendigt.

    Det giver så meget mening, at offentligheden, arbejdspladser og skoler lukker ned for større arrangementer, men der må og skal være rum for fortolkning. Og selvom der findes idioter derude, så findes der cirka 100 gange så mange, der peger fingre af opførsel, de ikke billiger, og det gør mig sgu så træt. Jo, der er grelle eksempler (f.eks. nogle af de nævnte) men langt de fleste gør hvad de kan, og at man slækker på retningslinier en dag, betyder ikke, at man ikke kan følge dem den næste dag.

    Smitterisikoen er stadig relativt lille, og det virker sgu til, at vi holder det godt i skak herhjemme. Jeg tror vi bliver nødt til at tro på det bedste i de fleste, og acceptere, at vi kun kan træffe beslutninger på egne vegne, og at nogen vil gøre noget, vi ikke selv ville.

    1. Med den uenighed, der hersker ude i den ikke-blog-læsende del af befolkningen, ville det også være mærkeligt, hvis vi alle så ens på det herinde.

      Jeg tror, at det for mig handler om, at det her er lidt som at være ordensmenneske og bo sammen med et rodehoved, bare i national målestok. For når du er den, der først får nok, så er det hele tiden din grænse, der bliver overskredet, og det er simpelthen så opslidende.

      Jeg tror ikke, at der er nogen i det her kommentarfelt – eller indlæg – det ægte ønsker en nedlukning. Jeg tænker, at vi alle har blødt økonomisk og mentalt, da vi kørte sidst, og vi er også alle ret bevidste om de store konsekvenser, det har for nationaløkonomien, hvis alt sættes i stå igen.

      De ting, der bliver aflyst, bliver aflyst og sådan er det. Men i samtlige tvivlstilfælde er de arrangementer, jeg har haft i kalenderen blevet gennemført, og så “må dem, der ikke kan deltage jo bare melde fra”. Og havde det bare været mig selv, det gik ud over, havde det været fint. Men det er godt nok svært at forklare og forsvare, hvorfor mine børn ikke må komme i legeland, når 5/6 af klassen må. Ingen har valgt erhverv med en pandemi for øje, og derfor er det lige nu ret tilfældigt, hvem af os, der er tvunget til at udvise ekstra hensyn. Døveverdenen er lille, og har jeg været ude at tolke for en ældre dame, for så senere at finde ud af, at jeg er smittet, så ved jeg præcis, hvem pilen peger på, hvis hun senere bliver syg. Det skal jeg leve med. Den vished går jeg på arbejde med hver eneste dag, og det gælder for mange. Og her bliver problemet for mig, at når andre så vælger at gå direkte imod SST’s anbefalinger, så træffer de ikke kun en beslutning på egne vegne, men også på mine, fordi inkubationstiden er så lang, og fordi nogle bliver syge uden symptomer. Dermed har jeg faktisk en form for (meget ufrivillige) aktier i de valg de træffer, hvor lidt jeg end har lyst til, at det skal være sådan. For det, jeg både selv føler og også kan læse her i tråden er, at der faktisk ikke er nogen der har lyst til at være politimænd. Det er verdens mest trælse rolle at blive castet i, og speciel når den pga. et erhverv eller et et særlig sårbart familiemedlem bliver trukket ned over hovedet på én.

      1. Nemlig Linda. Jeg har også fået smidt ‘selvbestaltet coronabetjent/du vil bare ødelægge samfundsøkonomien’ efter mig. Og nej. Sådan er jeg ikke. Jeg ved godt at for hver restriktion, kommer der afskedigelser, der kan indebære skilsmisser og/eller tvangsauktioner, intet af det er godt for samfundet.

        MEN for hver der skider på anbefalingerne, kan der være en ældre svagelig medborger, der er tvunget til at dø i isolation på intensiv uden at måtte holde sine pårørende i hånden. Og DET gør mig vred. Det er derfor, jeg gør som jeg gør. Kh

  17. Jeg tror det der sker i forhold til retningslinierne nu er et spørgsmål om at der er laaangt flere gråzoner end under “bliv hjemme”. Det gør IKKE at jeg synes man skal lukke det hele ned. Jeg synes det er fint at jeg fik lov at komme på kursus en dag (vi var 9) og så arbejder hjemme resten og at ungerne kan komme afsted. For så går alting ikke helt i stå.Men det betyder at jeg HELE tiden skal forholde mig til hvad jeg nu synes om den eller den situation og det er drænende.

    Jeg tror du har ret i at man til en er nødt til at acceptere at andre gør noget andet end man selv ville have gjort. Det er jo bare det at det bliver så svært ikke at føle det virkelig uretfærdigt hvis de er årsag til at andre smittes og sætter andre ting i stå. Lidt på samme måde som jeg bliver irriteret over at folk ikke overholder at der skal gå 48 timer efter omgangssygesymptomer før de må komme i institution og forældrene så siger ” jamen hun kastede godt nok op i går aftes men hun ville så gerne afsted i dag fordi der var fødselsdag”. Så synes jeg fandme også det er træls når min unge kaster op hele næste nat. Det kunne være undgået. Og det her er jo det samme bare i en anden målestok. Det er altid en balance mellem de personlige ulemper man er nødt til at gøre sig i forhold til det man udsætter fællesskabet for.

  18. Jeg synes det er svært, fordi anbefalinger er kæmpe gråzoner – og det er så modstridende, fordi børn gerne må stuves sammen i institutioner og tage på (indendørs) museum i skoletiden (for det er LÆRING). Men hvis man vil holde et udendørs arrangement en søndag, så skal det aflyses fordi det er udenfor ‘åbningstid’ og dermed et socialt arrangement.

    Måske er det også ekstra svært for mig, fordi vores børn ikke er i institution, men i en fast legegruppe som ikke har ‘åbningstider’ og det derfor ikke nødvendigvis er et ‘socialt arrangement’ at mødes en søndag. Men der er jo en kæmpe signalværdi i det, fordi andre ikke ved at vi er vores egen lille boble, som ses ligeså fint en tirsdag eller søndag.

    1. Jeg tror egentlig, at det er uigennemsigtigheden, der er sværest for alle at navigere i. Jeg tænker også, at det måske handler om, at der er så mange ting på spil, som vi måske ikke er opmærksomme på. F.eks. at forretninger osv. ikke skal tilbagebetale penge for aflyste arrangementer, så længe der kun er tale om anbefalinger. Og et eller andet sted er det jo sådan set fair nok, for det er jo også en måde at holde liv i alle de steder og virksomheder, som vi alle sammen gerne vil have er derude, når vi engang må komme ud og leve igen.

      Men det er rodet og uoverskueligt lige nu, og man kommer i klemme de mærkeligste steder.

  19. Jeg mener også, at man skal overholde SST’s retningslinjer. Men også, at det inden for de retningslinjer må være op til den enkelte person/arbejdsplads/institution at vurdere, hvad hun kan og vil være med til? Ligesom man ikke skal råbe af forældre, der ikke vil sende deres børn til en frarådet fødselsdag skal man vel heller ikke råbe af nogen, der tager til et helt lovligt foredrag eller på et internat?

    Jeg er selv bekymret for vores børn og unge og deres sociale liv. Jeg vil – inden for retningslinjerne – gå langt for at børn og unge osv. kan mødes – for hvis de ikke må mødes i grupper og på institutioner risikerer vi eksklusion af dem, der ikke er i en fast ‘boble’ med hinanden. Jeg synes, det er meget overset at fx på de videregående uddannelser må man KUN møde op, når der er undervisning. Intet andet må foregå på institutionen, og en del undervisning er endda omlagt til online. De nye studerende uden netværk har intet sted at mødes og de møder ingen, med mindre de kan lide at gå i byen, og udsætte sig for smitterisiko OG udskamning.

    Man kunne imo godt udtænke corona-sikre løsninger for at børn og unge kan have et liv sammen, i stedet for bare at aflyse alt andet end undervisning. Fx kan en børnefødselsdag holdes udenfor for enten drengene eller pigerne (dvs. en halv klasse) og med afstand til de voksne – eller et universitetshold på 20, som alligevel har undervisning sammen, kunne få lov til at mødes om et fagligt oplæg en eftermiddag og måske drikke en medbragt øl eller sodavand.

    I stedet bliver det alt eller intet, og jeg tror der er nogen, der virkelig taber her. Jeg ønsker ikke at gamle skal dø alene, men ønsker heller ikke at de unge skal sidde alene på deres værelser og udvikle angst, selvskade og misbrug, fordi de ikke har mulighed for at få venner og et værdigt og meningsfuldt ungdomsliv. Og det tror jeg kan følge af de nye restriktioner.

    Jeg ser her en parallel til debatten om, at dem som er i risikogruppen/har et risikofyldt erhverv etc. tænker meget på den fysiske sårbarhed og føler at de andre er ligeglade. For som en, der arbejder med børn og unge i den sociale risikogruppe tænker jeg også på den psykiske sårbarhed, og jeg oplever, at det er der mange andre, der ikke gør. Det der især udmatter mig pt. er at prøve at tænke kreativt om, hvordan vi inden for retningslinjerne (!) kan få vores børn og unge bare nogenlunde helskindede gennem vinteren.

    I øvrigt, ift. nedlukning: for nogle af de her unge var det faktisk lettere i foråret. Alle var hjemme, ingen måtte mødes. Nu forventes det, at alle er velfungerende og passer deres hverdag, og man kan jo bare lade være med at gå i byen/til arrangementer etc. Dvs. alle dem, der har venner, mødes i deres bobler, og alle dem, der har brug for steder at mødes, sidder hjemme. Problemerne på den psykiske side bliver dermed langt mere individualiserede nu, end de ville være under en nedlukning. – hvilket jo forstærker dem.

    1. Jeg tror, at en del af udfordringen i den offentlige debat er, at vi alle sammen kan se, hvor hårdt regler og reguleringer rammer på de områder, vi selv arbejder på – men måske ikke er opmærksomme på, hvordan de rammer andre steder? For alt det her er jo et regnestykke, der er så omfattende, at ingen af os kan tage alle detaljer ind. Og selvom vi kunne, er vi hamrende inhabile, fordi vi hver især har aktier forskellige steder. Vægter risikoen for lukning af en SFO/klub, fordi der ingen børn kommer tungere end den potentielle smittespredning? Er det faldende antal af trafikdræbte mere eller mindre vigtigt end de stigende ensomhed? Er ensomhed vigtigere end menneskeliv? Er et menneskeliv overhovedet noget værd, hvis det er drænet for livskvalitet og sociale relationer? Det er så KÆMPESTORT og rodet, og jeg bliver svimmel, hver eneste gang jeg giver mine tanker lov at vandre. For svaret findes ikke, og det er så svært at være i.

      Jeg kan 1000% se din pointe, og jeg synes også, at det giver mening at gradbøje anvisningerne, så man stadig passer på hinanden. Min træthed kommer nok af, at det ikke er det, jeg ser, og jeg kan ikke komme igennem med det, når jeg prøver at foreslå det. Og her bliver det nok meget afgørende, om man er et sted, geografisk og socialt, hvor man oplever nogenlunde enighed, eller om man føler, man står alene. For her er det min oplevelse, at man enten bare gennemfører ting på helt almindelig vis, måske lige med en ekstra håndsprit on the side, eller aflyser mens man sukker dybt over folks hysteri. Så selvom jeg nok er mere pro-regler, end jeg læser, at du er, så er vi enige om, at det mest ønskværdige scenarie er en hverdag, hvor reglerne tilpasses og vi tænker os om. Men lige nu føles det her meget enten-eller, hvilket betyder, at andres manglende hensyn, giver endnu flere hensyn, jeg skal tage, og så er det, at det bliver stressende og – på godt jysk – træls.

    2. Jeg sidder lige nu med velmenende forældre i mit barns klasse, der gerne vil lave Halloween for børnene. Ja, det er udenfor. Ja, man kan få slik pakket ind. Men…. Måske er det bare sådan at i år bliver vi hjemme? Jeg har ikke svaret, men det, der ligger mig mest på sinde er at opfordre til at der ikke stables arrangementer på benene, som nogle børn(s) forældre må melde fra til fordi de har nære i risikozonen eller selv er bekymrede. Ellers bliver det de samme børn, der holdes hjemme fra arrangementer fra nu af og til…..foråret (…) og det er super ekskluderende. Men måske sidder der nogen derude med et kreativt take på en anderledes Halloween fejring?

      1. @mette: Halloween gør også ondt på mig, og jeg ville ønske, at nogen havde en genial ide til, hvordan vi afvikler det. Det er det største ilandsproblem ever, men det bliver godt nok en træls aften, hvis man selv siger nej til ungerne, og der så kommer 24 spøgelser og ringer på her.

        Jeg overvejer faktisk at lave et opslag i den lokale faebookgruppe et par uger inden, når vi lige kan se, hvor på kurven vi er, for at stikke en finger i jorden. Både for at få en fornemmelse af, hvor mange, der har tænkt sig at lade børnene gå ud, men også for at få snakket om i plenum, hvad vi så tænker er en god ide at udlevere. For uanset om man som familie vælger at afvikle eller aflyse, så kan det jo stadig få ret store konsekvenser for alle, hvis den søde, ældre dame lidt længere nede af vejen stiller med en stor bøtte Haribo, som alle bare kan jage poterne rundt i.

    3. Jeg ved ikke om det er mig, du refererer til. Jeg har aldrig råbt af nogen. Jeg blev udskammet på fb i sommer fordi jeg i en afdæmpet tone gjorde opmærksom på en turist der hostede mig direkte ind i ansigtet, mens jeg var ved at tage min ansigtsmaske på foran brugsen. Jeg bor i vandkantsdanmark, hvor vi pga gratis færger er blevet genstand for overvældende mange turister. Det virkede til de gratis færger fik mange til at glemme alt om covid19, det var ikke rart at være vidne til. Men råbt har jeg aldrig gjort.

      Måske fik jeg det til at lyde nemmere end det har været. I foråret tudede jeg HVER DAG under karantænen. Det var hæsligt, jeg tænkte dengang, måske er mine tendenser til depression/angst ved at komme igen pga isolation. Min familie var bekymret. Det viste sig at være et alt for højt blodtryk, der var årsag til min mentale ubalance.

      Jeg var heldig at have en årvågen læge, der kunne lokalisere årsagen til min miserable situation i foråret. Hvis man ikke har en god læge eller et godt netværk, er man selvfølgelig på herrens mark. Det er jeg godt klar over. Men jeg kan ikke se det kan hjælpe at mødes 20 studerende. 2, 3 eller 4 studerende kunne være nok og måske det bedste for en ung, der er psykisk sårbar.

      Du og jeg behøver ikke være enige. Men jeg råber ikke.

  20. Enig, Linda. Det bliver ofte enten “som normalt, med ekstra håndsprit” eller aflysning: det bliver alt eller intet.

    Denne tråd gør det ekstra tydeligt, hvordan det også er ekskluderende at holde risiko-fyldte arrangementer som mennesker i eller forbundet med risikogruppen så må melde afbud til. Men det er her, den kreative tænkning burde have lov til at komme ind. Et godt eksempel for mig er de videregående uddannelser (som nævnt ovenfor). Der må da være nogle mellemveje mellem kun at ses til undervisning og så at mødes på bar eller til piratfest?

    Den mellemvej tænker jeg hedder fx foredrag på uni fra 19-21, man må drikke to øl og der holdes afstand – hvilket pt. er fuldstændig forbudt, hvilket presser de unge ud i byen, hvilket (selv med nye restriktioner) er langt mere risikabelt.

    Eller børnefødselsdagen: ti børn, der også ses til daglig, om et bål udendørs, sammen med to forældre der holder afstand. Fremfor enten ingen fødselsdag eller fødselsdag hvor 100 børn vælter rundt i Leos Legeland.

    Halloween synes jeg er svær. For kan det være sjovt, hvis det kun er med klassen og det holdes i skole-/SFO-tiden? (hvilket vel pt. er det eneste tilladte) Følger gerne med her for gode forslag, for i min yngstes klasse har der været ét socialt arrangement siden sidste jul, og børnene savner det.

    Målet må for mig at se være at medtænke både de børn, der er ekstra udsat ift. fysisk smitte (læge- eller tolkeforældre, kronisk syge etc.) OG de børn, der har et reelt behov for organiseret social kontakt udenfor skoletid.

    Når der er sagt nej til børnefødselsdage gradbøjer jeg det ikke. Jeg tilpasser mig 100%. Men jeg undrer mig bare over, at man ikke tillader fx 10 børn fra samme klasse udendørs. Why? Smitterisiko er lille – bonus for børnene stor.

    1. Jeg er meget enig i, hvad “anden anonym” skriver om proportioner. Jeg tænker også, at retningslinjer for fx børnefødselsdage (som er den aldersgruppe, jeg har børn i) kunne have været “hold det udenfor, og kun med børn fra klassen”. Jeg gradbøjer heller ikke, når der nu er sagt stop, og respekterer det selvfølgelig, men jeg forstår heller ikke det fulde stop. Børnene er jo sammen hver eneste dag, og kan tage smitte med i skole fra de respektive hjem og de relationer, de omgås der. Så er der også spørgsmålet om legeaftaler – om de også skal aflyses i denne periode. Der kommer de jo også i hinandens hjem. Her tænker jeg det er fint, hvis forældre melder ud at de fx kan mødes på legeplads eller primært skal være ude, men uden at det er nødvendigt fuldstændigt at aflyse alt. Modsat mange kommentarer her synes jeg det er befriende, at vi ikke er tilbage i forårets spændetrøje. Jeg synes så også, at de mennesker, jeg omgås, respekterer reglerne og at vi prøver at finde løsninger, der netop gør dette, men som både børn og vi andre kan være i, også selvom vi ikke nødvendigvis deler holdninger eller grad af udsathed. Men vi respekterer, at nogle mennesker har andre grænser end en selv, og at vi finder løsninger inden for det – indenfor reglerne, selvfølgelig.

      Jeg er meget enig i, at det har omkostninger for børn (og unge, ikke mindst) ikke at have socialt samvær. Selvom de ses i skolen. Ligesom det har omkostninger for ældre (vi har et ældre, nært familiemedlem på plejehjem), hvis de ikke kan se deres familie. Der er man fx blevet klogere siden sidste nedlukning og tillader denne gang ubegrænset besøg af nærmeste pårørende samt planlagte besøg af andre (udenfor og bag plexiglas, men det er ubetinget bedre end ingenting). Det glæder mig virkelig, at man har indset, at sidste nedlukning var for hård på nogle punkter. (og PS ingen dør alene på intensiv uden nogen at holde i hånden pga. afstandsregler – for døende patienter er der ubegrænset besøg fra alle pårørende. Selvfølgelig skal vi ikke bidrage til at sætte nogen i den situation – men en ældre medborger i isolation er i høj risiko for funktionsnedsættelse og ensomhed med efterfølgende død, hvis de ingen besøg får. Det, jeg prøver at sige er, at isolation ikke udelukkende er af det gode).

      1. @B: Skåret ind til benet kan man sige, at uanset hvilken model, der vælges fra offentlig side, så har den negative konsekvenser, og jeg tror, vi alle sammen er skyldige i at have nemmeste ved at få øje på dem, vi selv oplever eller har kendskab til.

        For god ordens skyld vil jeg gerne lige have med, at det, der for mig er det primære problem, netop er gradbøjningen. At der gennemføres fødselsdage og arrangementer indenfor, selvom det modsatte bliver anbefalet. Det synes jeg sgu, hånden på hjertet, er temmelig arrogant. Og jeg forstår nok heller ikke helt den mentalitet, der ligger bag, nemlig at hvis jeg ikke synes, at retningslinjerne er logiske eller giver mening, så må jeg gerne gradbøje dem. Jeg får altid lyst til at spørge, om det luksus så skal være alle forundt? Om de unge må blive ude en halv time længere, end reglerne lægger op til. Om ikke det er ok, at vi er 52 til festen. For i virkeligheden er det jo ligeså ulogisk; Det er næppe de 30 minutter eller de 2 ekstra gæster, der gør forskellen.

        Vi er nok alle sammen med på, at reglerne er blevet løsere denne gang, både af økonomiske hensyn, og fordi det kræver for mange ressourcer, hvis læger og andre fagfolk skal sidde og forholde sig til enkeltsituationer – men problemet med at lægge den beføjelse over til helt almindelige mennesker er, at det så ikke længere er det overordnede bedste, mange kommer til at tage udgangspunkt i, men derimod det, der er vigtigt for dem selv.

        1. Vi bliver nok ikke enige her, for jeg oplever altså ikke, at folk er rungende egoister, der tager udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for dem selv, men i stedet er med på at finde løsninger inden for rammerne. Kald mig bare naiv, men jeg har tiltro til, at langt de fleste mennesker opfører sig empatisk og hensynsfuldt. Selvfølgelig kan man altid finde hullerne i osten, men størstedelen af de forældre, kolleger mv. jeg omgås er fornuftige mennesker, der tager hensyn. Jeg synes det er fint med den tillid til befolkningen. Og jeg synes nu også, at jeg skrev ret tydeligt, at jeg ikke gradbøjer, eller oplever, at nogen gør det 🙂

          1. Det skrev du, og det forstod jeg godt. Min kommentar var tænkt som en forklaring på, hvor jeg, lige her, med de mennesker, jeg er omgivet af, oplever, at muligheden for fortolkning giver udfordringer😊

  21. Tror aldrig forholdet til min lillebror bliver det samme igen, efter det har vist sig, hvor forskellige vi er i alt det her. Det er virkelig ikke sider, jeg havde lyst til at opdage.

  22. Endnu engang bliver jeg bare bekræftet i, hvor fantastisk du er. At du kan sætte så præcis ord på de tanker jeg også går og tumler med.
    Jeg har også følt mig helt mast siden skoleåret startede op igen. Jeg arbejder som lærer og var godt klar over, det ville blive en hårdere start i år. Men jeg synes bare ikke overskuddet kom eller dagene blev lettere, hvilket faktisk kom lidt bag på mig.
    Men det er jo præcis som du skriver, vi kører i 1. eller 5. gear. I skolen er hverdagen stort set normal, bortset fra håndhygiejne, men når jeg så har fri og kommer ud i den virkelige verden, så er meget jo gået i nedsat tempo og noget helt i stå. Der er ingen ro, man ved aldrig helt hvad morgendagen bringer.
    Men dit skriv har givet mig ro igen, da jeg nu ved hvorfor jeg har det som jeg har. Tak ❤️

  23. @Mette Pedersen: Hvis det er mig, du mener, så refererer jeg til at der ovenfor i tråden bliver talt om at råbe og skrige ved tanken om folk, der mødes lovligt, men om noget, som den råbende ikke selv finder tilstrækkelig vigtigt.

    Mht. om de unge ikke kan mødes 3-4 stykker: Jeg mener, at de har behov for at mødes flere. Er man ny på en uddannelse ved man endnu ikke hvilke 3-4 stykker, man svinger med, og hvordan skal man finde dem, hvis man ikke må mødes med sit hold? Man har desuden behov for et fagligt fællesskab. Derfor finder jeg det problematisk, at alt fagligt og socialt ud over undervisning er aflyst, da det netop ikke kan erstattes af at mødes i små ‘bobler’. Det er også gymnasiets filmklub, børnefødselsdagen for 10 børn udendørs osv., som jeg synes det er ærgerligt at børn og unge må undvære.

    Alle de mellemformer, hvor man mødes om et ‘fælles tredje’ og ikke enten kun for undervisning eller i en fasttømret vennegruppe, er væk – måske for mere end et år. Mange uddannelsesinstitutioner er så bange for “corona-skam” at de aflyser alt – langt mere end de skal iht. retningslinjerne. Jeg synes det er et kulturelt tab, og jeg tænker på, om det egentlig er nødvendigt, for måske kunne man faktisk mødes på sikre måder..?

    1. Ok jeg har ikke læst det sådan. Måske er der nogen, der har lyst til at råbe og det er det, de lufter her. Jeg har ikke på fornemmelsen der er nogle råbere og skrigere her 🙂 Men det utroligt gode ved et sted som Lindas blog og kommentarfeltet er at man kan have lov at skrive f eks ’jeg havde lyst til at råbe, men jeg gjorde det ikke’ Men her får vi lov at udtrykke os. Tak til Linda for det.

      Du mener de unge har behov for at mødes med flere. Jam vi er altså her hvor dronningens 80 års, Aarhus festuge, Christianias fødselsdag (og jul for juleløse) og alle mulige sportsbegivenheder blev aflyst. Min niece startede sidste år på CBS, der må de ikke engang gå til forelæsninger. ALLE forelæsninger er online. Min niece klarer sig igennem ved at se de online forelæsninger med sin studiegruppe. Hun fik btw en heftig covid19 i foråret på sit studiejob, så hun – altså min niece på 22 – kunne ikke drømme om at gå ud i det københavnske aften- eller natteliv. Hun og hendes venner mødes et par stykker af gangen, spiser middag sammen hjemme eller går tur og LÆNGES efter et normalt studieliv med rigtige forelæsninger og fester i weekenden.

      Jeg tror ikke på noget kulturelt tab. De børnefødselsdage, der ikke kan finde sted som de plejer at gøre, kan evt blive inspireret af vore kongelige røghed Magrethe 🙂

  24. Bare en præcisering: Jeg mener, at børn og unge har behov for at kunne mødes under andre former og med flere end de bedste venner. En del er ikke med i ‘boblerne’ og ser derfor ingen i fritiden, fordi de ikke må mødes med deres hold, komme til fødselsdag mm. – sammenhænge som før kunne give adgang til et socialt fællesskab.

    Det er ok at mene, at det er en af de omkostninger, vi må tage med pga. corona. Men jeg synes ikke, vi skal lade som om det ikke er en omkostning. Det er et tab for de børn og unge, der nu ikke kan mødes med nogen. Jeg taler altså ikke om dem, der allerede har venner at mødes med (de skal nok klare sig) – men om dem, der ingen har. De sammenhænge, hvor de kunne tage hen for at få en ven, er nu aflyst.

    For at skære det ud i pap: det er ikke fester og natteliv, jeg efterlyser, men stille og roligt foreningsliv, udendørs sammenkomster for 10 børn, etc. – MÅSKE kunne det være muligt selv under det nuværende smittetryk. Men hvis ingen finder det vigtigt eller “tror på det” bliver det ikke prioriteret, men bare afvist med begrundelsen, at de bare kan mødes med bedstevennerne derhjemme.

    Så tro på det: der findes både fysisk sårbare ældre og kronikere OG (potentielt) ensomme børn og unge. Prioriteringen mellem dem kan vi være uenige om, men begge grupper findes <3

  25. Bare lige afsluttende: TAK fordi I alle sammen prøver at komme hinanden så fint i møde, selvom I står i forskellige situationer, og har forskellige briller på. Det er få steder på internettet, hvor tonen er så god, når emnet er så vigtigt <3

    1. Selv tak Linda, uden dig til at svæve over vandene her, var dette sted nok ikke et rart sted at debattere.

      Jeg køber ikke ‘det er synd for børnene’. Hver dag er der børn, der får at vide, deres forældre skal skilles, eller den ene forælder er blevet arbejdsløs og det derfor er slut med eget værelse, eller forældrene vælger at flytte og vupti er alle ens venner er væk. Det kan børn godt klare. Selvfølgelig er de udsatte børn i en anden situation, men vi hjælper ikke på deres udsathed ved at arrangere fødselsdage, halloween eller ture til Legoland. Hvis vi ser en, der virker til at være ensom i institutionen eller skolen, kan vi starte med at spørge pædagogen/læreren om man skulle invitere vedkommende barn med hjem. Hvis det er at alvorligt udsat/sårbart barn skal der prof hjælp til.

      Men jeg tror absolut på det er hårdt for jer forældre. Jeg håber for jer, i når at tage nogle dybe vejrtrækninger og sætte det lange lys på, hvis en af jer står med et barn, der er knust over ikke at få lov til det ‘alle de andre’ må.

      Min datter voksede op i 8000 C, jeg var længe alenemor under uddannelse og boede til leje på 3. sal med dele toilet på bagtrappen og bad i kælderen. Stort set alle de andre forældre i klassen havde store villaer, biler, råd til skiferie, sejlbåde, sommerhuse og charterferie. Min datter blev kendt som ‘hende med de fattigste forældre i klassen’. Og hun har senere fortalt mig, hun selvfølgelig dengang ønskede hendes situation kunne være ligesom de andres. Men guess what: hun har aldrig beklaget sig på den alvorlige måde. Der var altid råd til det legetøj, tøj, sko og fritidsinteresser hun ønskede sig. Min pointe er at langt de fleste børn kan tåle ikke at få/have det samme som ‘alle de andre’. Det er noget andet med udsatte/sårbare børn, men det har jeg kommenteret ovenfor. I al venlighed Mette

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.