Den selvracistiske måge.

Har lige set Apocalypto. En udemærket film; specielt hvis man forstår at værdsætte mænd i g-streng, der jager hinanden i skoven. Længe. Anyway, denne blog er jo ikke tænkt som anmeldersite. Men: Filmen indeholder en scene, hvor de tilfangetagne stakler bliver malet blå, så man har styr på, hvem det er, der skal ofres til solguden. Det fik mig til at tænke på et bånd, jeg havde som barn. “Mågeknud”. Plottet var en måge, Knud, som gerne ville være blå. Hver dag fløj han hen til sine venner Rita Rød, Rita Gul og Rita Grøn – gæt selv – og satte sig, mens han snakkede om, hvor gerne han ville være blå. I slutningen af båndet falder han ned i en spand med blå maling og dør. Vi kan hermed konkludere, at der siden min barndom er sket meget med to ting: 1) Børnepsykologi. Jeg vil tro, at man idag får et gratis ophold på Guantanamo for at lave sådan et bånd. 2) Måger. No way in hell ville der idag findes en lysboks, der var robust nok til at de F16-måger kunne sidde der. Først alle amerikanere. Så de danske børn og unge. Og nu mågerne. Livet er fedt. Babababaaa. I’m lovin’ it!