Uncategorized

For et par uger siden skrev jeg om road trip til Tyskland, hvor vi bl.a. daskede rundt i noget tysk by af en slags. I pågældende by var vi inde i en parfumebutik, hvor jeg prøvede en helt fantastisk duft, som jeg kraftigt overvejde at købe. Men da jeg jo for tiden prøvekører Voksenidentitet 2.0, der blandt mange andre spændende features indeholder vinduesvask og struktureret madlavning, besluttede jeg at vente med at købe den. Lige overveje to gange. Har jo så mange pafumer derhjemme. (Sjovt nok taler denne fornuftens røst med min mors stemme…) Det betød naturligvis, at i det sekund vi trillede retur over grænsen, ville jeg have den. På NU!-måden.

Tilbage i helligdagsbefængte Århus ventede jeg 2 hele dage, og da forretningerne ENDELIG åbnede igen (lukkelov, be gone!), så man mig stå på første parket med sultent udtryk i øjnene og skaptslebet kort. Gæt hvad? Mærket forhandles ikke i Danmark. Hjem. Google. Fundet! Ét sekund efter, at jeg havde klikket på ‘gennemfør ordre’, stod jeg ude på gaden og spejdede ivrigt efter pakkeposten.

Det er så 9 dage siden. Er den kommet? Nej. Er jeg træt af at vente? Ja. Er efterhånden så utålmodig, at jeg seriehader Post Danmark, Post Tyskland og hele Jill Sanders koncernen. Har mest lyst til at cykle til Tyskland og hente den hjem selv.

Kunne selvfølgelig bare have valgt at købe den næste gang, jeg kommer sydpå, men jeg synes, at vi med al uønskelig tydelighed har fået illustreret, hvad der kommer ud af at vente. VED bare, at man ville finde skilt på hyldekant: “Auf Produktion ausgenommen. Bitte.” (Ja! Som om du selv ved, hvad det hedder på tysk!).

Det ville lette livet for mine omgivelser en del, hvis der var et sted, hvor man kunne sende overskydende temperament og utålmodighed til destruktion.

Som tidligere nævnt her på bloggen, er de konkurrencemindede gener en smule overrepræsenterede i min biologiske fond. Derfor bør det ikke overraske, at jeg nu tilsyneladende er begyndt at konkurrere med mig selv i disciplinen ‘Hvor tidligt kan jeg vågne?’ Er stolt af at kunne fortælle, at jeg på en uge har bevæget mig baglæns fra 20 minutter til halvanden time. Hvis jeg giver den alt, hvad har, burde jeg være klar til at køre non-stop gennem Skanderborg Festival til august.

Mon jeg imploderer, hvis jeg ender med at vågne, inden jeg falder i søvn?

(Bonusspørgsmål: Hvordan kan jeg – med 90 minutter ekstra at løbe på – stadig have brug for gode ben, tryllestøv og magiske formler for at nå på job til tiden(-ish)???)

Hvis nogen skulle have glemt det, er det Mors Dag i morgen. Jeg ved godt, at mange er inderligt imod den slags kapitalistiske konstruktioner, udtænkt af kreative blomsterhandlere, men jeg kan faktisk godt lide konceptet. I den bedste af alle verdener husker man at fortælle alle, man holder af – og ikke kun sit mødrene ophav – at de er de vigtigste mennesker i ens liv, at man ikke vil undvære dem for noget, og at man tænker på dem hver eneste dag, selvom man glemmer at sige det. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg får det gjort alt, alt for sjældent, så for mig er Mors Dag en kærkommen lejlighed til at indhente bare lidt af det forsømte.

Forleden sad jeg så og bladrede i avisen, på udkig efter gode gaveidéer, og jeg kunne læse, at der, i anledningen af Mors Dag, er kommet en pendant til den famøse gave-ged. Det er nu muligt at donere penge til en mor i Etiopien, da dødeligheden i forbindelse med fødsler er ret høj, for derefter give sin egen mor kvitteringen som gave.

Det næste jeg skriver får mig til at lyde som Pia Kjærsgårds onde tvilling, men da jeg jo ikke er bange for at påpege andres fodfejl og skønhedspletter på denne blog, skal ret være ret, og jeg indrømmer, at min første tanke var:

“God ide. Lad os hjælpe dem med at få endnu flere børn, så hungersnøden kan blive endnu værre!”

Jeg tror, at vi hjælper dem (alle dem, det er synd for) mere for vores egen skyld end for deres. Med al den nødhjælp vi uden synlige resultater har sendt frem i tidens løb, burde nogen så ikke nå frem til, at det ikke er den rigtige fremgangsmåde? Jeg synes så absolut, at vi (alle os, det ikke er synd for) skulle eftergive U-landsgælden, men jeg hælder mere og mere til den teori, at forandringer skal komme indefra, hvis de skal slå igennem og fungere. Vi sender 20 tons ris afsted, malariavaccinerer en landsby og forsøger at få folk, der ikke forstår idéen med det, til at hjælpe med at bygge en brønd (her ved jeg så fra pålidelig kilde, at man til sidst som vestlig nødhjælpsarbejder opgiver og bygger lortet selv, fordi man ikke kan blive ved med at vente på, at de lokale kommer dryssende. Man er trods alt kun afsted på 2 års kontrakt.), så vi kan rejse hjem med god samvittighed, fordi vi har ydet bæredygtig hjælp til selvhjælp.

Hvor meget batter det? Hvor meget incitament skaber det hos befolkningen? Det er da toTAL lappeløsning, når vi hjælper så sporadisk. Man kunne spørge sig selv, om ikke det var bedre at vente med at hjælpe, til vores ofre selv kom og sagde, hvad de havde brug for. Det er ikke givet, at det er det samme, som vi mener, ville være det bedste. Til gengæld ville det være det, de var klar til og selv havde opdaget behovet for, hvilket jeg tror ville hjælpe en hel del mere end alle vores gode, samvittighedsbefængte intentioner.

Hvad er det med folk, man kender, der ikke hilser?? Har fået ny kollega, som godt nok sidder i en anden afdeling, men som konsekvent nægter at hilse på andre end dem, hun sidder på gang med. Ofte er hun ved at gå ind i døre og deslige i ren og skær iver efter at ignorere andre. Det ser enormt besværligt ud. Var det ikke nemmere bare at hilse og get it over with?

Ps: (Der kan selvfølgelig være situationer, der berettiger ‘du-er-luft-for-mig!’-attitude. Hvis den ene fx. har været sammen med den andens kæreste (helt tænkt eksempel) eller man er medlem af rivaliserende bander.)

PPs: (Gad vide, om hendes kæreste egentlig har været på alle herinde? Man-ho.)

Jeg har en kammerat, der ææælsker at se Singleliv og De Unge Mødre. ‘Feel good underholdning’ tror jeg, han kalder det: Uanset hvor møgdårlig en dag man selv har haft, bliver man altid i mærkbart bedre humør, når man ser, hvor galt det kunne være gået.

Jeg læser med på en blog, der har lidt den samme funktion. Den er skrevet af en pige, som har sort bælte i fest. Mange af hendes indlæg handler om ting, der er blevet sagt/skrevet/gjort, når promillen har lænet sig op af noget tocifret. Hun er hudløst ærlig, og hendes indlæg fremstiller hende bestemt ikke altid på den mest flatterende måde. Det kan man mene om, hvad man vil, og at dømme efter kommentarerne på hendes blog, er det lige præcis, hvad folk gør. De fleste smider kommentarer af “det har jeg også prøvet/i det mindste er det en god historie, og jeg elsker at læse med”-kaliberen. Men efter det seneste indlæg, har vi pludselig en mand, der i stedet iler til undsætning med opskriften på, hvad Den Ordenlige Fyr vil have:

Hej xxxx – helt ærlig, jeg forstår godt de fyre som du lægger op til, at de ikke gider dig. Ordentlige fyre gider ikke rende rundt med fulde piger – og du ved det jo selv – hold lidt igen med drikkeriet, det vil klæ’ dig. Hav det godt!

Rart ENDELIG at få ham i tale, Den Ordenlige Fyr. Gralen er fundet. Tavlerne overrakt.

….

Hvad er han, alle mænds talerør? Sådan noget pis at skrive! Og det der med at ytre sig på det samlede køns vegne? Det er da en af de overgeneraliseringer, vi kvinder har patent på. (Bemærk venligst hvordan jeg her på elegant vis understreger min pointe med et eksempel.) Han ville være en hel del mere troværdig som metamand, hvis han ikke tænkte som en tøs.

I depression over at konstatere, at jeg betaler topskat og det til trods formår at bestå af lutter røde tal, besluttede revisor og jeg at henlægge aftensmad til å-området. Sol, alkohol og tomme kulhydrater er nu engang lykkenpillen med de bedst dokumenterede resultater.

Ved nabobordet sad to nydelige damer fra Viborg, som var i Århus for at høre Ørkenens Sønner. Bedst som alle sidder og slapper af, kommer ukendt dame vandrende ind i billedet, tager fat i stol ved mor-bordet, og siger: “Er det ok, at jeg sætter mig her?” Af ren overraskelse (gætter jeg på), svarer de lidt befippet, at det er det da. Det tager ikke mange minutter at konstatere, at sidst ankomne dame godt kunne have brugt en time mere ved 37 grader, for hun var ikke bagt helt færdig i hovedet. Ikke at man kunne se det på hende, men det er immervæk ikke mange, der forsøger at bestille brunch kl. 19.30. Eller ryger tændstikker. Eller bestiller pommes frites og med et: “Vil-I-ikke-smage-de-er-goe!” kaster mad på fremmede menneskers tallerkener.

Men det mest tå-krummende var, da hun begyndte at tale til dem. “Jeg kunne tydeligt se, at I havde det hyggeligt. Det må være dejligt…” Hvad fanden svarer man til det?! Og hvorfor vælger hun at møffe sig på på den måde? Det er da selvpineri af værste skuffe. Hvis man er ensom, gør man det vel udelukkende værre for sig selv ved at stille sig med næsen mod ruden og betragte andres sammenhørighed? Det kommer næsten til at virke, som om man dyrker sin ynkelighed, og det klæder de færreste. (Undtagen musikere. De SKAL dyrke den. De skal svælge i fornemmelsen af at være misforståede og ude af stand til at fungere. Eller får vi bare mere Buttershøn/Nøhr, *smiley-der-spytter-foragteligt*) Jeg forstår ikke, hvad man håber at få ud af det. At folk taler med en af medlidenhed? Uden at have lave statistik på området, vil jeg gætte på, at antallet af venskaber, der er kommet ud af dét, kan tælles på én hånd. På verdensplan.

“CSI Kl. 20.00 (Programmet kan ses i HD).” Jeg har ingen idé om, hvad HD er. Eller hvad det kan. Er det noget med det der Zaptor, de bliver ved med at ævle om? Eller digitalt tv? Gider overhovedet ikke sætte mig ind i det. Kan bare heller ikke overskue tanken om at komme hjem til sort skærm og impotent fjernbetjening, fordi jeg som den eneste i Danmark ikke har fattet, hvad det drejer sig om.

ÅH! Kan der ikke bare komme en fra kommunen og ordne det?!

– my ass! En tsunami af piller senere – de første indtaget kl 04.00 – føles det stadig, som om jeg er iført for lille styrthjelm. Tror vist liiiiige, at der er nogle marketingsfolk, der trænger til lidt begrebsbelæring!!

Hvis jeg havde valgt at søge ind til militæret, tror jeg, at jeg kunne have fået mig en fin karriere med masser af sildesalat på bryst og skuldre. Dersværre har jeg en tendens til at opfatte alle udmeldinger som oplæg til forhandling, hvilket jo unægteligt besværliggør hele konceptet med at adlyde ordrer, men min indbyggede konkurrenceånd gør, at jeg ikke kan stå tilbage for en udfordring. Den behøver ikke være intelligent. Den behøver ikke engang kunne vindes. Hvis du udfordrer mig, slår min hjerne fra, og jeg regredierer til amøbestadiet. Hvad mener du med, at jeg ikke kan tage 40 armbøjninger på tæerne? Du skal ikke cykle forbi mig op af bakken! Eller overhale mig på motorvejen. Nogle gange ville det faktisk ikke forbløffe mig spor, hvis jeg i virkeligheden er en dreng ved navn Ronnie, som går på teknisk skole og kører metallicblå Toyota Corolla.

Det er psykologi på børnehaveniveau aldrig at lade fjenden se, at du er presset. Hellere bide kinderne til blods end at fortrække en mine, når samtlige muskler på forsiden af kroppen kramper i forsøget på at afværge armkollaps, når man laver pushup nummer 25. Hellere kaste en lille smule op helt bagest i munden og komme først til lyskrydset, end at blive overhalet på cykelstien.

Og har man mulighed for at komme med hånlige tilråb pakket ind som opmuntring, er det helt eminent. Et par personlige favoritter, når jeg har the upper hand er: “Smerte er bare svaghed, der forlader kroppen (wuss!).” og “Det var synd, du tabte. Jeg kunne ellers godt se, at du gjorde dit bedste (sucKER!!).” Det er skideskægt!

Men bedst som man står der, med armene hævet i triumf, mærker man pludselig en skarp smerte i den ene balde. Det er Nemesis. Nemesis, med helt nyfilede, sylespidse tænder.

Har været en tur under nålen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg sad der, helt cool, mens jeg fik min nye tatovering på foden. Ville bare være utrolig meget løgn. Må med skam melde, at jeg til sidst havde én tatofyr til at forsyne mig med vand, en anden, der kom med træpind at bide i, alt imens jeg tryglede den tredje om en epiduralblokade. Motherf*cker, hvor gjorde det nas!! Det føltes, som om det tog 17 timer, før jeg endelig – ENDELIG!! – var igennem, men her på den anden side må jeg sige, at det var alle eder værd. Den er blevet så fin! Og selvom jeg ikke endte ved militæret, kan jeg alligevel prale af nu at være dekoreret som oberst: Jeg fik lavet 3 stjerner.