Kategori: Anbefalinger

Licens og gode blogs, opfølgning:

Endnu en update:


Pernille har i kommentarfeltet foreslået, at de af jer, der er på listen, og som har tid og lyst, i kommentarfeltet til dette indlæg smider et par links til indlæg, der betyder noget særligt for jer, eller som siger noget om jer og jeres blogs. På den måde skulle det gerne blive nemmere for nye læsere at hoppe på. Det gode forslag er hermed givet videre:)


Update:


Så er der tilføjet en widget til Bloglovin’, der er sat svar-funktion under hver enkelt kommentar, og med den funktion er automatisk fulgt muligheden for at blive underrettet ved nye kommentarer. Tak for hjælpen og for input:-*

I har mange fine kvaliteter, men noget af det bedste ved jer er, at man kan regne med jer. Tak for hjælpen! Jeg er helt på røven over hvor mange anbefalinger, I har smidt i kommentarfeltet, og jeg ELSKER, at der er så mange af dem, jeg aldrig har hørt om.

Som tak for indsatsen har jeg nederst i dette indlæg lavet en liste med links til samtlige af de blogs, I har foreslået, både her, på IG og på FB. Så burde efterårets underholdning være på plads. Jeg bruger den næste måneds tid på at læse dem alle, og smider dem, der fanger mig, på blogrullen.

(For god ordens skyld: Der er nogen af de foreslåede, der allerede er på, men jeg forestiller mig, at det måske er fordi I læser blogposter på mobilen, hvor man ikke kan se blogrollen, at I har foreslået dem.)

Ud over de mange forslag, er der også kommet lidt ekstra spørgsmål og kommentarer. I den forbindelse vil jeg gerne sige mange tusind tak for de roser, der blev smidt i min retning. Jeg har blogget i 2000 år, men jeg bliver altid så glad, når I fortæller mig, at I kan lide det, jeg skriver. Så af hjertet tak, og et smækkys til jer.

En enkelt har derudover også skrevet, at en god blog for hende, er en, hvor der er dialog med bloggeren. Jeg kunne ikke være mere enig; det er dødssygt at kommentere gang på gang, når der aldrig bliver svaret. Jeg har ikke været ret flink til det, ganske enkelt fordi tiden er den knappe ressource i den her fabrikshal, men det står øverst på min “hvordan vil jeg gerne gøre min blog til et federe sted at komme i fremtiden”-liste. (I den forbindelse irriterer det mig i øvrigt vanvittigt, at jeg ikke på computerversionen af bloggen kan få “svar”-funktionen under hver kommentar til at fungere. Er der nogen, der ved, hvordan man gør det i blogspot? Jeg har det i mobilversionen, men det tager for meget tid og strøm at sidde og prikke et ordenligt svar på telefonen.)

Der er også en, der har spurgt, om man kan abonnere på kommentarer. Øhm..pas? Nogen af mine fellowbloggere, der ved, om man kan vælge den funktion til et sted i opsætningen?

Og endelig er det blevet efterspurgt at få bloggen på bloglovin. Det er en af de ting, som det simpelthen er for pinligt at indrømme, at man aldrig har sat sig ind i, hvad er, så det er selvfølglig ikke tilfældet. *Ahem* (Jeg har nu fundet en nugget, og får det gjort snarest. Skal nok lige give et heads up, når den er på.)

Men nok snak. Hermed listen over alt det dejlige læsestof, vi skal kaste os over på de mørke, kolde efterårsaftener.

Enjoy.
valdemarsro.dk

wolfeyebrows.wordpress.com
ohsheglows.com

fredrikbackman.com

deirdreannroberts.wordpress.com
fantast-fabrikken.blogspot.dk
cathrinefrier.dk
deppeandthelostsock.com
provinsmor.dk
skalotte.dk
mensviventer-igen.blogspot.dk

(Jeg har tjekket alle links, og de burde virke. 4 af de anbefalinger, I har smidt, er døde links, så det er derfor, de ikke er med:))

Æres den, der æres bør (Eller: De indledende manøvrer til et stalkertilhold mod Maren Uthaug)

Det er virkelig sjældent, at jeg gør mig i rendyrket reklame, men i aften gør jeg en undtagelse.

Der findes vel efterhånden ingen, der ikke kender Maren? Hvilket er yderst velfortjent, for hun pukler som en lille hest, og hun er både skarp, sjov og røvdygtig; typen, man ikke helt kan finde ud af, om man helst 1) virkelig gerne vil være veninde med eller 2) vil adopteres af.

Helt overordnet synes jeg, at verden sender for få roser og high-fives efter Maren. Hun har 100 børn, og har alligevel på mystisk vis stadig overskud til at hæfte sig ved ting i hverdagen, der er værd at blogge om, og selvom hendes rigtige ude-i-virkeligheden-arbejde et langt stykke hen ad vejen er det samme, som det hun laver til bloggen, forærer hun alligevel solide lunser af det væk, flere gange om ugen, ganske kvit og frit.

Det synes jeg faktisk er overordentligt pænt gjort.

Hun har just lavet en lille bog, der hedder Den Lyse Side. Egentlig ved jeg ikke, om ”bog” er den teknisk korrekte betegnelse, for det er mere en slags tegneserie, men den er simpelthen så fin. Den handler om voksenliv og ensomhed, og jeg er ikke for stor til at indrømme, at jeg fik en lille, bitte klump i halsen et par steder undervejs.

Ok, en middelsvær klump.

GODT! Jeg hylede! Er du så glad!?

Nå, men det jeg bare ville sige var, at jeg virkelig synes, du skal købe den. Enten til dig selv (gaven, du slipper for at bytte), som mandelgave (tag det fra mig: Der er INGEN, der kan æde mere marcipan d. 24. december), til pakkespil (enough with the vatpinde and skuresvampe), som værtindeblomst (alle spæner alligevel rundt hele december og har ikke tid til at nyde hverken liljer eller bonderoser) eller som adventsgave til en, du holder af

Hvis du trykker her, ryger du lige derover.

Vind: En stille død

Update:

Mange, mange tak for alle jeres fine kommentarer, som jeg i flere tilfælde fik en klump i halsen, da jeg læste. Allerhelst ville jeg give jer alle sammen en bog, for med de historier, I fortæller, synes jeg sådan set, at en bog var det mindste, skæbnen kunne smide efter jer. Men jeg har desværre kun ét eksemplar, og så mit eget, som jeg har valgt at smide i puljen i den gode sags tjeneste.

Random Org. har besluttet, at den nye bog går til kommentar nummer 9 (Lenebaekby) og mit eksemplar – som jeg lover, at jeg har siddet pænt og mussestille og læst – er dit, hvis du vil have det, nummer 14 (Stinne). Smid mig en mail på blogsbjerg@gmail.com med navn og adresse, så sørger jeg for at få dem sendt til jer.

For tiden hører jeg primært Mads & Monopolet podcasts, når jeg kører bil, og i et af dem, jeg hørte for nyligt, havde en mand, der stod til at miste sin hustru til kræft, skrevet ind. I panelet den dag sad blandt andet Lina Rafn, som flere gange under behandlingen af dette dilemma måtte have pauser, fordi hun var så berørt af det, og på et tidspunkt, med knækket stemme udbrød: ”Jeg er så sindssygt dårlig til at håndtere, at vi skal herfra!”

Et udsagt, der er som trukket ud af munden på mig. Jeg har altid været en pivskid, når det kommer til tanken om døden, men særligt efter at jeg har fået Anton, har livet forvandlet sig til en sprød og skrøbelig størrelse, som udløser en massiv, dobbeltsidet følelse af henholdsvis inderlig taknemmelighed over det og knugende grundangst for at miste det. Forsøget på ikke at kvæle det, der er, i det, der kommer føles nogle gange, som isplader lyder, lige inden de brækker midt over.

Jeg spekulerer dagligt på, om jeg er så bims, at det burde udløse en diagnose og valium ad libitum.

Så. Derfor, og fordi min copingstrategi i forhold til min galoperende dødsangst, primært består af Strudsen, har jeg måtte tage mod til mig for at læse Fru Z’s nye bog ‘En stille død’, der handler om at passe et døende familiemedlem i eget hjem.

Men det er faktisk en rigtig fin bog. Ovre hos Karina kan man læse, hvordan det er at læse den, når man selv har stået i situation, hvilket jeg er så privilegeret, at jeg ikke har. Derfor er der ikke så mange steder, hvor bunden bliver slået ud af mig, fordi genkendelsen rammer, eller fordi noget går for tæt på en oplevet virkelighed. Det, jeg rigtig godt kan lide ved den er, at den – udover at være meget velskrevet – fokuserer på nogle af de små, dagligdags absurditeter, man kommer til at skulle forholde sig til, og at den egentlig formår at belyse de fine og lyse ting ved livet, selvom den beskriver de tunge og mørke.

Så hvem henvender den sig til? Jeg ved simpelthen ikke, om man ville have overskud til at læse den, hvis man stod midt i en situation, som den, den beskriver, men måske? Den er trods alt med sine 82 sider ret hurtigt læst. Men dem, der står i det, ville sikkert sætte stor pris på, at dem, der er omkring dem – vi kunne kalde dem Det Sekundære Netværk – har læst den, så de har lidt mere fornemmelse af, hvordan der ser ud i orkanens øje. Jeg vil også tro, at dansklærere kunne få ret meget ud af den, fx til et forløb om sorg og sorgbearbejdelse. Og hvem ved, måske er der nogle ting i den, der kommer til at fungere som et lille, støttende puf i ryggen, når/hvis man engang kommer til at stå i situationen selv?

Forlaget har, ud over mit eget eksemplar, sendt mig et, som jeg kan forære til en af jer. Hvis det kunne være noget for dig, så smid en kommentar i feltet herunder senest på mandag kl. 20.

God weekend derude.

Der er en lammer til den, der skriver “Fifty shades” i kommentarfeltet

Om 10 minutter har vi sommerferie (selvom vejret stadig tér sig som en vrangvillig teenager), hvilket forhåbentlig betyder lidt ekstra tid til at læse gode bøger til alle mand. Inden jeg fik Anton, kunne jeg mit 16-cifrede lånekortnummer udenad, og jeg kunne få timer til at gå med at støve rundt på biblioteket. Nu? Not so much. Men som den autist jeg er, kan jeg ikke sove, hvis ikke jeg læser lidt, inden jeg slukker lyset og hjernen, og jeg kan blive decideret sur, hvis jeg er stuck med en dårlig bog. Strategien er derfor i disse dage at gå benhårdt og hurtigt efter dem med de pæneste omslag, og så – når der viser sig at være noget godt imellem – online at booke ALT, hvad den forfatter nogensinde har rørt ved, så jeg bare skal svinge forbi bib og samle dem op. En slags drive-by pick up.

I og med at I læser med her, går jeg ud fra, at vi har en eller anden form for sproglig smag til fælles, og derfor tænkte jeg, at jeg ville lave en lille top 5 over noget af det, jeg har været begejstret over, så de af jer, der har virkeligheder, der ligner min, kan spare forside-delen af udvælgelsesfasen, og gå direkte til ”reserver”.

(Og jeg ville ønske, at jeg kunne prale af at begå mig i det skrevne sidestykke til DR2; det bliver desværre et nej. Vi er ovre og gnide os lidt kælent op af SBS kanalerne. Men hvis man kun har professorpakken installeret derhjemme i stuen, kan man bare betragte dette som en ”gå i en stor bue udenom”-service. Alle vinder.)

Så i uprioriteret rækkefølge følger her Top 5 over Lindas favoritbøger/forfattere til ferien:

Tana French – Skoven, m.fl.
Genre: Spændingsromaner.
Tana French benytter samme strategi som Jakob Ejersbo (Nordkraft, Afrikatriologien osv.); hver af bøgerne har forskellige hovedpersoner, men det er en del af det samme persongalleri, der går igen på tværs af bøgerne, hvilket betyder, at man nogle gange får flere elementer af den samme historie, men fortalt fra forskellige synsvinkler. Sproget er ret fortættet, men på den gode måde, hvor man gumler sig langsomt, men fanget igennem bøgerne, og ikke bare kan sluge dem i ét ryk, som jeg ellers er slem til. Jeg kan næsten ikke vente til de næste to (som er skrevet) kommer på dansk.

John Hart – Det sidste barn, m.fl.
Genre: Krimi.
Vi er tilbage ved det med sproget. De er godt skrevet og godt oversat, og historierne holder!
Update: Har lige kylet “Jernhuset” tilbage i nakken på biblioteket. Det er lort. Lort, lort, lort. Læs Røde floder og Det sidste barn, og stop så for Guds skyld der.

Lionel Shriver – Hvad med Kevin?
Genre: Skrækkelig.
Der er formentlig ikke ret mange, der ikke har hørt om den, og de fleste har sikkert også set den i biografen, hvilket fjerner nogle af overraskelsesmomenterne i den, men den sad alligevel under huden på mig i flere uger, efter at jeg havde læst den. Det er på ingen måde en bog, man bliver glad af at læse, men det er helt vanvittigt at sidde og forsøge at gennemskue, om nogle børn simpelthen er født onde, eller om det er noget, der foregår i hovedet på moderen, og som hun af den vej selv er med til at skabe. Og selvom historien er fiktion, giver den også stof til eftertanke ift. hvilken arv de efterhånden allestedsnærværende skoleskydere efterlader deres familier.

Viveca Sten – Uden skyld, m.fl.
Genre: Krimi.
Helt plain og velskrevet krimi af den svenske slags, dog med de to befriende tvists, at helten og heltinden ikke smægter efter hinanden over alle siderne, og at historien ikke skal drives frem af idiotiske fejl, som f.eks. at heltinden finder ud af noget vigtigt, og derefter, meget forudsigeligt og irriterende, glemmer at videregive informationen til de mennesker, der kunne have løst mysteriet og afsluttet historien på side 50.

Rockbiografier.
Mine tre personlige favoritter er Duff McKagan (Guns n’ Roses) – ”It’s so easy (and other lies)”, Mötley Crüe – “The Dirt” og Nikki Sixx (Mötley Crüe) –“The Heroin Diaries”. Jeg er ikke sikker på, hvor mange af dem, der er oversat til dansk, men de er skrevet af mennesker, hvis frontallapper er ætset væk af sprut og stoffer, så sproget er til at have med at gøre. Historierne er fuldstændig vanvittige, og halvdelen af tiden ved man nærmest ikke, om man skal grine eller græde. Jeg elsker dem!

Så! Go fetch.

Hvis I har hemmelige, litterære skatte til at ligge på sengebordet, så smid endelig en kommentar herunder, så jeg kan få fingrene i dem.

Specielt hvis de har grimme forsider.

This is not a game of ’who the fuck are you’

Jeg gider ikke revyer, Ørkenens Sønner eller Linie 3. Cirkushumor og ¾ af alt, hvad jeg har set af stand up, synes jeg heller ikke er sjovt. Jeg er i det hele taget bare et surt, gammel røvhul.

Undtagen når det kommer til Eddie Izzard.