Æres den, der æres bør (Eller: De indledende manøvrer til et stalkertilhold mod Maren Uthaug)

Det er virkelig sjældent, at jeg gør mig i rendyrket reklame, men i aften gør jeg en undtagelse.

Der findes vel efterhånden ingen, der ikke kender Maren? Hvilket er yderst velfortjent, for hun pukler som en lille hest, og hun er både skarp, sjov og røvdygtig; typen, man ikke helt kan finde ud af, om man helst 1) virkelig gerne vil være veninde med eller 2) vil adopteres af.

Helt overordnet synes jeg, at verden sender for få roser og high-fives efter Maren. Hun har 100 børn, og har alligevel på mystisk vis stadig overskud til at hæfte sig ved ting i hverdagen, der er værd at blogge om, og selvom hendes rigtige ude-i-virkeligheden-arbejde et langt stykke hen ad vejen er det samme, som det hun laver til bloggen, forærer hun alligevel solide lunser af det væk, flere gange om ugen, ganske kvit og frit.

Det synes jeg faktisk er overordentligt pænt gjort.

Hun har just lavet en lille bog, der hedder Den Lyse Side. Egentlig ved jeg ikke, om ”bog” er den teknisk korrekte betegnelse, for det er mere en slags tegneserie, men den er simpelthen så fin. Den handler om voksenliv og ensomhed, og jeg er ikke for stor til at indrømme, at jeg fik en lille, bitte klump i halsen et par steder undervejs.

Ok, en middelsvær klump.

GODT! Jeg hylede! Er du så glad!?

Nå, men det jeg bare ville sige var, at jeg virkelig synes, du skal købe den. Enten til dig selv (gaven, du slipper for at bytte), som mandelgave (tag det fra mig: Der er INGEN, der kan æde mere marcipan d. 24. december), til pakkespil (enough with the vatpinde and skuresvampe), som værtindeblomst (alle spæner alligevel rundt hele december og har ikke tid til at nyde hverken liljer eller bonderoser) eller som adventsgave til en, du holder af

Hvis du trykker her, ryger du lige derover.

Anne Om Anne

Jeg har lige lukket Annes bog ”Jeg vil ikke tage det flot”. (Til de to, der lige er kommet hjem fra et 6 måneder langt ophold i Borneos jungle, og som derfor ikke kender Anne eller har hørt om bogen, handler den om Annes oplevelser undervejs i forløbet, da hun får konstateret sklerose.)

Jeg kan ikke påstå at jeg er objektiv. Faktisk er jeg så lidt objektiv, at ordet ”subjektiv” ikke helt dækker det, jeg er.

Anne var mit første store blogger-idol, og jeg kan stadig huske, hvor starstruck jeg var, da jeg i forbindelse med et blog-arrangement i sønderjylland kørte op foran TV2 i Aarhus N, i min daværende kærestes smadderkasse af en sænket bil, for at samle hende op.

4 timer senere hang vi ud af hver sit vindue og hujede overgearet af sønderjyder i refleksbukser. På den måde er Anne ret nem at holde af.

Nu har hun endelig skrevet en bog, og selvom jeg ville ønske for hende, at hendes første bog enten havde handlet om noget andet, eller været fiktion fra ende til anden, så er det alligevel den fineste og mest vigtige bog, jeg har læst i lang tid.

Normalt er jeg lyn-læser. Som i: Virkelig turbo-turbo. ”Jeg vil ikke tage det flot” er en lille bog på 162 sider, og det har alligevel taget mig over en uge at læse den, for det er sgu hård kost. Når man komprimerer 2 års angst, frygt, sorg og vrede og sætter det på skrift, siger det næsten sig selv, at det ikke er Nynnes Dagbog 4, der kommer ud af det.

Det er tungt. Men det er godt nok også både vigtigt og nødvendigt. Man bliver klogere af at læse den, og der er mennesker, der kommer til at få det nemmere af, at Anne har turde skrive den.

For i dag, hvor de sociale medier næsten tigger om, at du iscenesætter dig selv og dit liv i en pletfri højglansversion, der får andre til at længes efter at være dig, er det virkelig svært for os, der ikke er blevet fældet af en led diagnose, at få lov til at få at vide, hvad det vil sige at være så alvorligt syg.

Det giver bogen et meget, meget fint indblik i. Anne er simpelthen så god til at zoome ind på små detaljer undervejs, der på en eller anden måde fanger hele stemningen og gør, at man næsten føler, at man selv er til stede i situationerne.

Der er ingen tvivl om, at bogen vil give utrolig meget mening for andre mennesker, der er ramt af sklerose, både primært og sekundært. Men undervejs tænkte jeg faktisk flere gange, at der var en sær form for genkendelighed i den; at jeg kunne genkende Annes overvejelser og reaktioner fra tidspunkter i mit eget liv, hvor jeg har været i krise.

Dermed på ingen måde sagt, at ”det kender jeg bare godt fra mig selv. Bare værre.” Slet, slet ikke. Men det gjorde alligevel noget ved mig at opdage, at uanset hvad en krise handler om eller bunder i, så ligner de følelser, den udløser, hinanden. Der ingen, der rigtigt gider automattrøst. Eller hold-nu kæft-trøst. Det er ingen, der har lyst til at føle, at de er en belastning for andre, hverken at være omkring eller at høre på. Det er meget, meget irriterende, når andre folk ”liiige ved, hvordan du har det!”. Eller mener, at din og deres situationer er ens. Det provokerer, fordi det udløser en stærk fornemmelse af ikke at blive taget alvorligt eller forstået, mens man samtidig heller ikke rigtigt gider høre sig selv sidde og konkurrere om at have det værst.

Det var også befriende at opdage, at der er andre, der åbenbart heller ikke får en stationær følelse udleveret, når noget ramler, og derefter kun udviser den adfærd, der passer til dét. Nogle dage vil man have medlidenhed. Andre dage har man brug for at få lov at være stærk uden skingeroptimistisk opmuntring. Ind imellem vil man gerne have lov at fortælle i detaljer, hvor rædselsfuldt man har det. Andre gange orker man ikke at folk spørger. I dag vil jeg roses for det, jeg kan. I morgen taler du ned til mig, hvis du gør det.

Det svinger, og man ved det godt selv.

Bogen udløste en følelse i mig, som jeg mangler et passende ord for, for ’medlidenhed’ er noget af det mest irriterende, der findes. Men hvad pokker skal vi så kalde det, der opstår, når man bliver så forfærdelig påvirket af, at skæbnen ikke havde noget, der var sjovere i posen, til folk, man holder af?

Jeg synes, at du skulle læse bogen; du kan kun vinde. For det første er du godt underholdt. For det andet er du formentlig lidt federe at være sammen med, næste gang, du er i selskab med en, der er alvorligt syg. For det tredje udviser du måske mere overbærenhed over for dig selv, når du bliver ramt af en krise næste gang; måske bliver du endda bedre til at sætte ord på, hvad du har brug for fra andre?

Og under alle omstændigheder er det altid rart at vide, at der er andre, der heller ikke gider tage det flot.

Vind: En stille død

Update:

Mange, mange tak for alle jeres fine kommentarer, som jeg i flere tilfælde fik en klump i halsen, da jeg læste. Allerhelst ville jeg give jer alle sammen en bog, for med de historier, I fortæller, synes jeg sådan set, at en bog var det mindste, skæbnen kunne smide efter jer. Men jeg har desværre kun ét eksemplar, og så mit eget, som jeg har valgt at smide i puljen i den gode sags tjeneste.

Random Org. har besluttet, at den nye bog går til kommentar nummer 9 (Lenebaekby) og mit eksemplar – som jeg lover, at jeg har siddet pænt og mussestille og læst – er dit, hvis du vil have det, nummer 14 (Stinne). Smid mig en mail på blogsbjerg@gmail.com med navn og adresse, så sørger jeg for at få dem sendt til jer.

For tiden hører jeg primært Mads & Monopolet podcasts, når jeg kører bil, og i et af dem, jeg hørte for nyligt, havde en mand, der stod til at miste sin hustru til kræft, skrevet ind. I panelet den dag sad blandt andet Lina Rafn, som flere gange under behandlingen af dette dilemma måtte have pauser, fordi hun var så berørt af det, og på et tidspunkt, med knækket stemme udbrød: ”Jeg er så sindssygt dårlig til at håndtere, at vi skal herfra!”

Et udsagt, der er som trukket ud af munden på mig. Jeg har altid været en pivskid, når det kommer til tanken om døden, men særligt efter at jeg har fået Anton, har livet forvandlet sig til en sprød og skrøbelig størrelse, som udløser en massiv, dobbeltsidet følelse af henholdsvis inderlig taknemmelighed over det og knugende grundangst for at miste det. Forsøget på ikke at kvæle det, der er, i det, der kommer føles nogle gange, som isplader lyder, lige inden de brækker midt over.

Jeg spekulerer dagligt på, om jeg er så bims, at det burde udløse en diagnose og valium ad libitum.

Så. Derfor, og fordi min copingstrategi i forhold til min galoperende dødsangst, primært består af Strudsen, har jeg måtte tage mod til mig for at læse Fru Z’s nye bog ‘En stille død’, der handler om at passe et døende familiemedlem i eget hjem.

Men det er faktisk en rigtig fin bog. Ovre hos Karina kan man læse, hvordan det er at læse den, når man selv har stået i situation, hvilket jeg er så privilegeret, at jeg ikke har. Derfor er der ikke så mange steder, hvor bunden bliver slået ud af mig, fordi genkendelsen rammer, eller fordi noget går for tæt på en oplevet virkelighed. Det, jeg rigtig godt kan lide ved den er, at den – udover at være meget velskrevet – fokuserer på nogle af de små, dagligdags absurditeter, man kommer til at skulle forholde sig til, og at den egentlig formår at belyse de fine og lyse ting ved livet, selvom den beskriver de tunge og mørke.

Så hvem henvender den sig til? Jeg ved simpelthen ikke, om man ville have overskud til at læse den, hvis man stod midt i en situation, som den, den beskriver, men måske? Den er trods alt med sine 82 sider ret hurtigt læst. Men dem, der står i det, ville sikkert sætte stor pris på, at dem, der er omkring dem – vi kunne kalde dem Det Sekundære Netværk – har læst den, så de har lidt mere fornemmelse af, hvordan der ser ud i orkanens øje. Jeg vil også tro, at dansklærere kunne få ret meget ud af den, fx til et forløb om sorg og sorgbearbejdelse. Og hvem ved, måske er der nogle ting i den, der kommer til at fungere som et lille, støttende puf i ryggen, når/hvis man engang kommer til at stå i situationen selv?

Forlaget har, ud over mit eget eksemplar, sendt mig et, som jeg kan forære til en af jer. Hvis det kunne være noget for dig, så smid en kommentar i feltet herunder senest på mandag kl. 20.

God weekend derude.

Der er en lammer til den, der skriver “Fifty shades” i kommentarfeltet

Om 10 minutter har vi sommerferie (selvom vejret stadig tér sig som en vrangvillig teenager), hvilket forhåbentlig betyder lidt ekstra tid til at læse gode bøger til alle mand. Inden jeg fik Anton, kunne jeg mit 16-cifrede lånekortnummer udenad, og jeg kunne få timer til at gå med at støve rundt på biblioteket. Nu? Not so much. Men som den autist jeg er, kan jeg ikke sove, hvis ikke jeg læser lidt, inden jeg slukker lyset og hjernen, og jeg kan blive decideret sur, hvis jeg er stuck med en dårlig bog. Strategien er derfor i disse dage at gå benhårdt og hurtigt efter dem med de pæneste omslag, og så – når der viser sig at være noget godt imellem – online at booke ALT, hvad den forfatter nogensinde har rørt ved, så jeg bare skal svinge forbi bib og samle dem op. En slags drive-by pick up.

I og med at I læser med her, går jeg ud fra, at vi har en eller anden form for sproglig smag til fælles, og derfor tænkte jeg, at jeg ville lave en lille top 5 over noget af det, jeg har været begejstret over, så de af jer, der har virkeligheder, der ligner min, kan spare forside-delen af udvælgelsesfasen, og gå direkte til ”reserver”.

(Og jeg ville ønske, at jeg kunne prale af at begå mig i det skrevne sidestykke til DR2; det bliver desværre et nej. Vi er ovre og gnide os lidt kælent op af SBS kanalerne. Men hvis man kun har professorpakken installeret derhjemme i stuen, kan man bare betragte dette som en ”gå i en stor bue udenom”-service. Alle vinder.)

Så i uprioriteret rækkefølge følger her Top 5 over Lindas favoritbøger/forfattere til ferien:

Tana French – Skoven, m.fl.
Genre: Spændingsromaner.
Tana French benytter samme strategi som Jakob Ejersbo (Nordkraft, Afrikatriologien osv.); hver af bøgerne har forskellige hovedpersoner, men det er en del af det samme persongalleri, der går igen på tværs af bøgerne, hvilket betyder, at man nogle gange får flere elementer af den samme historie, men fortalt fra forskellige synsvinkler. Sproget er ret fortættet, men på den gode måde, hvor man gumler sig langsomt, men fanget igennem bøgerne, og ikke bare kan sluge dem i ét ryk, som jeg ellers er slem til. Jeg kan næsten ikke vente til de næste to (som er skrevet) kommer på dansk.

John Hart – Det sidste barn, m.fl.
Genre: Krimi.
Vi er tilbage ved det med sproget. De er godt skrevet og godt oversat, og historierne holder!
Update: Har lige kylet “Jernhuset” tilbage i nakken på biblioteket. Det er lort. Lort, lort, lort. Læs Røde floder og Det sidste barn, og stop så for Guds skyld der.

Lionel Shriver – Hvad med Kevin?
Genre: Skrækkelig.
Der er formentlig ikke ret mange, der ikke har hørt om den, og de fleste har sikkert også set den i biografen, hvilket fjerner nogle af overraskelsesmomenterne i den, men den sad alligevel under huden på mig i flere uger, efter at jeg havde læst den. Det er på ingen måde en bog, man bliver glad af at læse, men det er helt vanvittigt at sidde og forsøge at gennemskue, om nogle børn simpelthen er født onde, eller om det er noget, der foregår i hovedet på moderen, og som hun af den vej selv er med til at skabe. Og selvom historien er fiktion, giver den også stof til eftertanke ift. hvilken arv de efterhånden allestedsnærværende skoleskydere efterlader deres familier.

Viveca Sten – Uden skyld, m.fl.
Genre: Krimi.
Helt plain og velskrevet krimi af den svenske slags, dog med de to befriende tvists, at helten og heltinden ikke smægter efter hinanden over alle siderne, og at historien ikke skal drives frem af idiotiske fejl, som f.eks. at heltinden finder ud af noget vigtigt, og derefter, meget forudsigeligt og irriterende, glemmer at videregive informationen til de mennesker, der kunne have løst mysteriet og afsluttet historien på side 50.

Rockbiografier.
Mine tre personlige favoritter er Duff McKagan (Guns n’ Roses) – ”It’s so easy (and other lies)”, Mötley Crüe – “The Dirt” og Nikki Sixx (Mötley Crüe) –“The Heroin Diaries”. Jeg er ikke sikker på, hvor mange af dem, der er oversat til dansk, men de er skrevet af mennesker, hvis frontallapper er ætset væk af sprut og stoffer, så sproget er til at have med at gøre. Historierne er fuldstændig vanvittige, og halvdelen af tiden ved man nærmest ikke, om man skal grine eller græde. Jeg elsker dem!

Så! Go fetch.

Hvis I har hemmelige, litterære skatte til at ligge på sengebordet, så smid endelig en kommentar herunder, så jeg kan få fingrene i dem.

Specielt hvis de har grimme forsider.

This is not a game of ’who the fuck are you’

Jeg gider ikke revyer, Ørkenens Sønner eller Linie 3. Cirkushumor og ¾ af alt, hvad jeg har set af stand up, synes jeg heller ikke er sjovt. Jeg er i det hele taget bare et surt, gammel røvhul.

Undtagen når det kommer til Eddie Izzard. 

Ham elsker jeg. I alle betydninger af ordet. Hvordan man kan have et skolepigecrush på en midaldrende transvestit, må jeg blive jer svar skyldig på, men det er ikke desto mindre det, jeg har.

Og han var i Århus i går, og det var jeg også.

(Jeg går lidt let hen over den del af historien, hvor min kammerat skrev: ”Nu er det snart d. 8. april!” hvortil jeg svarede: ”Hvad sker
der der?” ”Eddie Izzard
J
”Nej, hvor fedt! Hvem skal du afsted med?”
Lang we-need-to-talk-tavshed , før ”… dig, for helvede, din skovl!” kom retur. Så for et år siden smed jeg 800 efter en billet, sendte en mail til dem, jeg skulle afsted med, hvori jeg skrev, at jeg havde lyst til at rive mine arme af af begejstring – og glemte derefter ALT om det. Så utrolig flot.)

Dagen udviklede sig til et festfyrværkeri af hurra-ting, der ud over Eddie Izzard, bød på træning i mit gamle center, med dettilhørende gensynskrammere til alle dem, jeg mødte, kaffe med rødderne, sushi med Smukkelene & Co. på min all time favorit sushirestaurant – med øl til, for der var chauffør på, og bette A sov trygt og godt hos mormor og morfar 150 km væk – og midnatsnacks på 7/11.

Der var ikke et øje tørt.

Så pyt med, at jeg kom til at kalde Annamettes mand for ’Allan’ 3 gange  på 10 minutter (noget med, at Maren/Smallan & Annamette/Thure-konstellationerne er arkiveret under samme kategori i mit hoved. Seje skrivedamer/psyko-adventure-ekstremsportsmænd-kategorien. Jamen, fordi jeg er en idiot, jo.) og at solen skinnede i Århus i morges, mens jeg kom hjem til snevejr i Esbjerg. For om 3 timer kan jeg hente bette A (og han kan GODT begynde at snørre skoene, hvis han har tænkt sig at undslippe bare en brøkdel af alle de pinlige mor-kys, der er på vej i hans retning), og min kæreste er på You Tube.