The building is leaving Elvis.

Jeg har været min lejlighed utro. Ikke bare har jeg været ude og se, hvad der ellers er derude – jeg har fundet en ny, som jeg flytter i om en måned. Det har stået på i 2 måneder. Jeg har formået at holde det hemmeligt, men i sidste uge var jeg nede i den nye lejlighed, og lugten må have siddet i mit hår, da jeg kom hjem. Sandheden er ude og på en måde et jeg lettet. Det har været svært ikke at komme til at tale over sig. At huske at gemme IKEA kataloget. At planlægge flytning fra mobiltelefon, stående i snuskede gyder. Jeg har løjet. Jo, jeg har. Jeg påstod, at flyttemappen bare var en, jeg holdte for en ven. Jeg har svigtet den lejlighed, som har lagt vægge til mig i 7 år.

Men jeg synes ikke, at skylden er min alene. Da jeg mødte min lejlighed, synes jeg, at det var chamerende, at den lå på toppen af en bakke. Jeg sagde til mig selv, at det var den udsigt, jeg altid havde ledt efter. Men når hverdagen sætter ind, så bliver det surt slid at skulle slæbe nettoposerne op af Randersvej, og aldrig blive mødt på halvvejen. I starten gjorde den noget ud af sig selv. Nu er væggene nussede, gulvet trænger til en afhøvling og det knirker ad helvede til overalt. Kan man gøre for, at man bliver fristet af nye, hvide vægge og et pandekagelignende lokalområde?

Det bliver grimt herfra. Den sidste måned bliver lang. Jeg er omgivet af isnende forsmåethed. Om natten kan man høre rummene mumle: “Efter alt, hvad jeg har gjort for dig!” Og nu er den gået ind i hævnfasen. Pærerne springer hurtigere, end jeg kan nå at skifte dem. Jeg har hældt 200 liter afløbsrens i min stoppede køkkenvask. Uden resultat. I går morges døde min ene persienne i soveværelset. Meget lyst. Føles lidt som at sove på operationsbord. (Skulle man gribe til Gellerupmodellen og knalde et lagen op?). Jeg tror, at vi begge glæder os til den dag, hvor jeg lukker døren bag mig for sidste gang, så vi kan komme videre. Jeg håber bare, at vi stadig kan være venner.