Dolly, Dolly, hvor er du?

Jeg tænker jævnligt, at livet ville være lettere, hvis jeg havde en tvillingesøster. En jeg kunne give skylden for mine forskellige indfald og udfald. Det tidligste eksempel jeg husker på behov for genetisk redningskrans, er fra min tid i børnehaven. Jeg har altid haft meget let ved at få blå mærker. (Ligner f.eks. lige nu – uden påviselig grund – en fodboldspillende dreng på 5, der hedder Malthe, fra knæene og ned.) I min børnehave havde en pædagog med bekymring noteret sig, at jeg ofte påmønstrede blåprikket . Hun trak mig til side og spurgte, hvordan jeg havde fået alle de mærker. Hvortil jeg med klar stemme svarede: “Mine forældre slår mig”. Jeg skal skynde mig at tilføje, at mine samtaleindkaldte forældre aldrig har lagt hånd på hverken min søster eller jeg. De er fredelige mennesker med hippietendenser og meget bevidst Nul-voldspolitik. Følte mig som meget ondt barn, da vi tog “Ikke vred. Skuffet”-samtalen.

I de senere år har der jævnligt været alkohol involveret, når min tvillingesøster er på besøg. For et par år tilbage var jeg lige startet som tolk et nyt sted, hvor jeg tolkede i klasse med 45 fyre og 4 piger. Jeg mødte en af drengene i byen. Han kom hen for at konversere venligt, og min indledningsreplik bestod af skeløjet pegning og et slingrende “Jeg kan kan faktisk godt huske, at du hedder Jacob!”. Han viste sig at hedde Thomas, og være fodboldspiller på højt plan (=drikker ikke alkohol), og jeg skulle have praktikant med i klassen om mandagen…

Vi har snakket om at lægge alkohol på hylden, min tvilling og jeg. Specielt efter, at hun har bragt skam over os begge, så vi nu ikke længere kan vise os på Waxies.

Ind imellem er jeg også bare underlig uden påviselig grund. Var til morgenspinning, da jeg stadig kunne komme op til den slags. Stod sammen med 9 andre ved vandhanen og ventede på, at det blev min tur til at fylde flasker. Ingen sagde noget, og i stedet for bare at nyde freden i den slags situationer, så tror jeg, at det er min hellige pligt at sørge for at bryde tavsheden. Tog min fortællerstemme på. “Det er morgen på savannen. Dyrene flokkes ved vandhullet”. INGEN respons. Andet end fælles tankebobbel over hovedet på de andre, hvor der stod “Nu må de fandme snart få styr på det distrikspsykiatri!”

Løbet er nok kørt i forhold til at få en tvillingesøster. Spørgsmålet er, om man kan overskue en klon?