Da ikke mig?!

Jeg er nødt til at indrømme, at jeg altid bliver en liiiille smule stødt, når jeg opdager, at regler også gælder for mig. Og jeg taler om alle typer af regler. Regler for god opførsel, adgangsbetingelser, adfærd=konsekvens, færdselsloven, you name it. Når jeg f.eks. vågner med tømmermænd, så er elendigheden altid blandet med en lille smule vantro: Bliver jeg OGSÅ dårlig af at nedsvælge 2 liter hospitalssprit?! Hvad mener du med at JEG ikke må cykle på strøget?! Ja, ja. Jeg ved godt, at man skal være medlem for at komme ind. Men kan jeg ikke bare lige få lov i aften? Udsolgt?? Du må da have bare lige en tilbage? Eller kunne skaffe en? Listen er uendelig.

Det værste er, når jeg kommer bagpå migselv. Når jeg bliver meget stresset eller ked af det, er min umiddelbare reaktion at blive arrig og sammenbidt. Den reaktion, som jeg ville forvente hos andre i samme situation, tror jeg, at jeg får lov at slippe for. Det har resulteret i nogle lidt uheldige episoder, hvor jeg er begyndt at spontantude i meget upraktiske situationer. Skræmte engang livet af en bankdame, som stillede helt almindeligt spørgsmål, og pludselig stod ansigt til ansigt med Tsunami.. Har tudet på Mørkets Fyrste -som skal roses for at tage det i stiv arm – på venindes mor osv. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Min uforbeholdte undskyldning.

Jeg er desværre ikke hævet over at blive voldsomt irriteret på andre, som udviser samme “Regler? Ikke mig”-adfærd. De skal komme til tiden, fatte, at de ikke må snakke i mobiltelefon her, og i det hele taget bare rette ind. Men hvorfor føler jeg mig så som Undtagelsen? Jeg er nået frem til, at det er fordi, jeg kender mine egne bevæggrunde og motiver. Jeg ved, hvorfor jeg skal skynde mig så meget, at det er NØDVENDIGT, at jeg cykler på strøget. At jeg har lovet at sørge for noget, så det må ikke være udsolgt, please! Jeg har STYR på det, blev der sagt, så det kan ikke hjælpe at begynde at hyle(…!). Hver gang jeg sender en regel hjem og skamme sig, er det fordi, det stiller mig i dårligt lys, hvis jeg skal følge den. Med indsigt følger ansvar, så nu er udfordringen så at huske, at mine problemer er de vigtigste, fordi de er mine – og sådan har vi det alle sammen. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Jeg lover at prøve!