Linda

Et sted i Tanzania sidder Pernille. Hun har været så sød at linke mig en interessant artikel fra Informationen; ’Et lavpunkt for kvindeværd’. Kort fortalt handler artiklen om, at forfatteren Jette Hansen mener, at ”kvindelitteratur, hvor kvinder tager pis på sig selv, gør mandschauvinisternes arbejde ved at devaluere kvindekønnet og latterliggøre sig selv, for at hæve sig over de smerter, de reelt beskriver.” Hun langer ud efter bl.a. Stockmann & Njor (Michael Laudrups Tænder) og Nynne, og beskylder forfatterne for ”ikke at tage stilling og sige: Her er smerten. I stedet latterliggør de den, og det synes jeg er enormt selvdestruktivt.” Hun efterlyser en kvindestemme, der ”tør brokke sig over sin egen livssituation, og indtage rollen som offer, selvom det ikke er en attraktiv position at indtage.” Hun mener, at resultatet af ”pigerøvssprog”, er stress og pres fordi kvinderne, der skriver denne form for litteratur, joker med deres egne grænser i stedet for at tage dem alvorligt.

Et sted har jeg læst, at den typiske blogger er en single kvinde i starten af 30’erne med mellemlang/lang videregående udannelse, og mon ikke kvinderne bag tasterne ligner en stor del af deres læsere? Jeg tror, at man er mest tilbøjelig til at læse med hos de bloggere, man kan identificere sig med.

Min blog falder klart inden for den kategori, Jette Hansen beskriver. Jeg maler med brede pensler dyppet i sarkasme, og når ironisk distance bliver en OL-disciplin, bliver jeg den nye Wozniacki. Det betyder ikke, at jeg ikke tager mine grænser alvorligt, og jeg er træt af at blive skudt i skoene, at jeg distancerer mig og holder folk 5 skridt fra livet, fordi jeg vælger at anskue mit liv med en humoristisk vinkel.

For mig er min blog en måde at udtrykke mig på, nok ikke ulig det at male billeder eller skrive sange. At kalde det kunst er måske at strække den, men en slags kreativ bearbejdning af mine livsindtryk, så.

De letteste indlæg for mig at skrive, er dem, der kommer ud af mine hænder, når jeg har det skidt. Ordene, ironiske såvel som alvorlige, ligger lige under neglene, klar til at blive sluppet fri og gøre diffuse fornemmelser konkrete, og døren til det kreative rum står pivåben. For mig ligger der meget bearbejdning i at sætte ord på mine følelser, hvilket jeg primært har behov for, når jeg er ked af det eller vred, og det, tror jeg, gør sig gældende for langt de fleste udtryksformer. Det er svært at skrive gode sange om at hygge sig, og after all er der vel grænser for, hvor mange glade pizzabude, verden har brug for.

De fleste af os har ingen problemer med at rumme glæde og medgang, eller med at holde af os selv, når vi er lykkelige og fulde af hjælpsomt overskud. Det kan vi sagtens bære selv. Det er når tingene er svære, og verden gør ondt, at vi søger trøst og forståelse; Vi har brug for at spejle os i andre, der kender fornemmelsen og kan bekræfte os i, at vi ikke er alene og at this too shall pass.

Mit bud er, at der alle dage har været solgt flest dagbøger til kvinder. At vores sociale telefonregninger er markant højere end drengenes og at det er os, der optager ¾ af bordene på Baresso onsdag eftermiddag. Vi har bare et andet og større behov for både at tale og lytte, end mænd har.

Jeg er ivrig læser af både Nynnes dagbog og Stockmann & Njor. Jeg synes, at de er fantastiske – og MEGET forskellige, og jeg synes simpelthen ikke, at Jette Hansen har læst dem grundigt nok, når hun slår dem sammen under et, og lader dem tjene som bevis for sin tese om, at kvinder får ”store problemer med at finde ud af, hvordan de skal være mennesker, når de ikke reflekterer over, hvordan de får moderskab, karriere og ambitioner til at hænge sammen”. For det første er Nynne fiktion, skrevet af 3 forskellige forfattere, mens de andre damer skriver som dem, de er. For det andet synes jeg, at både Stockmann og Njor skriver hudløst ærligt om de ting, der er svære for dem, og jeg synes, at det er noget af en påstand at hævde, at de ”kvæler den kritiske kvindestemme”, fordi de bruger ironi. Er ironi forbeholdt mænd? For det tredje synes jeg, at det måske er at forsimple tingene lige rigeligt, når man på baggrund af 3 bøger i klummeform mener at kunne konkludere, at forfatterne ikke reflekterer over deres liv. Og endelig kan det vel også være med til at sætte fokus på et problem, hvis man kan skrive om det, så andre gider at læse om det?

Jeg har i hvert fald tænkt mig at skamride ironien i, at jeg først får øje på Jette Hansen – som ellers lader til at have en masse holdninger til mit køn, min udtryksform og min type – når hun bruger Njor, Stockmann og Nynne som blikfang.

Må jeg godt lige spørge om noget? Hvad laver andre mennesker, når de har fri?? Med ’andre’ mener jeg folk, der ikke enten har fitnesscenter som delebolig eller børn.

Det startede allerede i går, hvor jeg havde tvunget veninde med ud i naturen på jagt efter noget bål, der ikke skulle indtages på tomme ord af Nikolaj Wammen.

Gik skidt.

På vores vej ud mødte vi mistænkeligt mange, som meget målrettet gik i modsat retning. I Mindeparken var der utroligt mange mennesker, men ikke så meget som en forkølet gnist på lur i græsset. (Altså, tæller det som Skt. Hans, hvis man bare har opholdt sig udenfor?) På Tangkrogen gik ¾ af Århus og opland rundt og hviskespurgte: ”Skulle der ikke være noget bål hernede et sted?”. Den sidste ¼ dinglede omkring med studenterhuer på, og jeg vil tro, at man i dag kan bilde dem ind, at der rent faktisk VAR bål. Vi fandt det aldrig, selvom vi en overgang overvejede at problemknuse ved at smide en tændstik i nogle af Sculpture By The Sea værkerne.

Den slags eftersøgninger tager tid, og det var derfor blevet halvsent inden vi gav op og afskrev bål og snobrød. Sendte veninden hjem, og var på vej i seng, da studenterfest i min baggård pludselig skriftede til 5. gear. Efter en uendelig ølstaffet besluttede de sig kl. 2 for at teste en ny boldsport: Natterundbold. Det morede de sig meget med, de unge mennesker, og hvis ikke det var fordi, jeg lige havde forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig med noget søvn på det tidspunkt, ville jeg formentlig også have syntes, at det var sjovt.

Kl. 3 var jeg tæt på at selvantænde af raseri ( – hvilket set i bakspejlet meget fint kunne have opfyldt hovedkriteriet for en ordentlig Skt. Hans: Heks omspændt af flammer).

Derfor måtte jeg nærmest brække øjenlågene op med koben i morges, da uret ringede. Da jeg samtidig har trænet 458.000 timer de sidste 5 dage, beordrede jeg mig selv til at droppe træning i dag og i stedet bruge min eftermiddag på at ødsle penge bort og slappet lidt af.

Efter 2½ time var jeg den lykkelige ejer af:

– Rockerseje træningsbukser, der er så street, at jeg nok fremover lige må varsle min ankomst ved at råbe ”Word!” inden jeg entrerer lokalerne.
– Fede, fede træningssko med selvlysende bund. 80’erne according to Nike. I LÅÅÅÅWE it!
– En kjole. (Viser godt nok MEGET kvælergang. Er vi gået væk fra det?)
– 4 træningstoppe. (Træningstøj = Tæller ikke.)
– En t-shirt. (Træningstøj = Tæller ikke.)
– En trøje.
– 3 gaver. (Ikke til mig selv = Tæller ikke.)
– 2 øjenskygger.
– 1 neglelak.

Og .. altså .. nu er jeg ligesom færdig. Og klokken er 18.

Hvad så nu? Der er jo ca. 10.000 timer, til man skal i seng. Kan jo fandme nå at tage kemi på både C og B niveau på den tid. Og ALT for godt vejr til at sidde inde i.

Hmm.. Måske man skulle åbne en flaske vin, trisse ud i haven og fejre noget forsinket Skt. Hans med sig selv? Der må være tennisbolde nok tilbage fra i nat at lave bål af.

Hvis ikke, kan jeg vel altid sætte jeg ild til de der yogafolk.

Ok. En ting er, at de råber navne på børnelegesager efter demonstranter, når det går lidt hårdt for sig. Det kan jeg sådan set godt forstå. Kræver jo nærmest et ikke-temperament at deltage i en slåskamp uden andre verbale våben end: ”I lovens navn, lad være!” Selvom de har valgt et job i skudlinien, har de jo trods alt ikke bedt om at få deponeret 2000 kilo brosten i hjelmen eller få spytlakeret visiret som bonus, når autonome gøglere ivrigt råber: “Pansersvin!”

Men man skal da for fanden ikke have en Ph.d i adfærdspsykologi eller konsekvensanalyse for at regne ud, at det ikke er særligt smart at tilbyde at køre stive teenagetøzer hjem fra byen og love dem en tur med staven, når man er i uniform.

Og at rette sit våben mod en kollega og trykke af er slemt nok. Men at forsvare sig med: ”Jeg vidste ikke, at der var en patron i kammeret” er da så frygtindgydende stupidt, at det kan ryste mig, at det den slags mennesker, der formodes at have vores ryg. (Nå, OK. Du vidste ikke, at den var ladt? Så er det da i orden! Sgu da også helt, helt urimeligt at forlange, at du har styr på den slags ubetydelige detaljer.)

Aj. Kom nu lige lidt. Ikke?

Den eneste trøst for andre betjente, der går nogle lange, anklagende familiefester i møde er, at når man er omgivet af idioter, er det nemmere selv at fremstå som helt.

Verden er blevet sindssyg fra i går til i dag. Nogle af dem, der befolker den, er i hvert fald.

I går kendte man de mennesker, man tilføjede som venner på FB.

I dag tilføjer man åbenbart bare tilfældige personer, så da jeg til et friend request skrev: ”Jeg tror ikke, at jeg kender dig? Mvh Linda” fik jeg: “Jeg ansøgte dig for at få nye venner og så kender du en af mine gamle venner så derfor ville jeg også lære dig nærmere at kende via facebook” tilbage.

I går var vi voksne nok til at følge op på dates ved at skrive: ”Hej igen. Tak for en hyggelig date i går. Jeg synes, at du virker som en god fyr med meget at byde på, men da det kun er 4 måneder siden, du gik fra kone og barn (hvorfor ER det, at de mener, at de er klar til at date så hurtigt??) trækker jeg følehornene til mig. Ha det rigtig godt og held og lykke med det hele.”

I dag svarer man ikke længere ”I lige måde” eller ”Sådan har jeg det også”. I dag kan man – baseret på et 1½ times møde over en kop kaffe – udrede mig, yde psykologisk førstehjælp og sende for 10 kroner blandet terapi tilbage:

”Ja, det var hyggeligt i går, syntes også du har en masse at gi, det virkede nu på mig at du havde trukket følehornene til dig langt inden jeg fortalte at det er 4 mdr. siden at vi gik hvert til sit.

Der er nu ingen ingen ingen, chance for at vi finder sammen igen, som du har været ude for, jeg kunne mærke på dig at du stadigvæk er ramt, men det er 100000 % det rigtige valg du traf, snak om det med dine venner, eller ja en psykolog det virker om man får bearbejdet det på nye måder, og ikke kun snakker om det med en hånd fuld ryg klappere, nå det er også synd for dig…..”

Når nu al teknikken fungerer så upåklageligt, kan vi så ikke aftale, at jeg lige bliver varslet med en mail næste gang, det er International Spade Dag?

I dag kunne jeg læse i Urban, at Danmark, på en Top 10 over ønskenaboer, havde stemt Søren Ryge ind på en klar 1. plads foran blandt andre Villy Søvndal og Hanne Vibeke-Holst.

…… ?

Hvad fanden er det for en dødssyg liste? Af ALLE mennesker – ALLE – i HELE verden – vil I helst bo ved siden af Søren Ryge?!?

Der må simpelthen være tale om en fejl. Ligesom det er tilfældet, når der sms-afstemmes til X-Faktor, Grand Prix og andre livsvigtige begivenheder, må der et sted i cyber sejle (flyve?) en masse beskeder rundt, som aldrig er nået frem. For at skabe en smule balance i tingene, bringer vi derfor her Blogsbjergs Top 10 over ønskenaboer:

1. Ulla Terkelsen. For det første: Opløftende at bo ved siden af en, der ligner en led, gammel ørn mere, end man selv gør. For det andet: Ja tak til hjerner, der som knive af kirurgisk stål, skærer gennem gøgl og spin. For det tredje: Tror NOK lige, at Ulla er med på en gang vino på terrassen.

2. Baresso. Det er jo ikke sådan rigtigt en person, men det er indtil videre det længste og mest stabile forhold, jeg har været i.

3. Simon Kvamm. Det er vel ikke nødvendigt at spørge en ejendomsmægler for at slå fast, at en god udsigt er vigtig?

4. J.K. Rowling. I håb om at hun – udsat for tortur i form af lind strøm af hjemmebag ledsaget af ”Kom nuuuuu! Please? Pleasepleaseplease!” – knækker og skriver en 8’er.

5. Min yndlingsbartender fra Bartells. Når man nu alligevel ikke danser, ville det være frygtelig praktisk at kunne nøjes med at fifle 5 skridt hen af gaden, når man føler trang til Royal Mojitos (mojitos med champagne. Det eneste argument for eksistensen af en gud, jeg overvejer at bøje mig for).

6. LOC. Åh, han er fræk! Og ikke meget ved at have en husbartender, hvis man ikke har nogen at feste med. Her vil jeg mene, at Liam kunne være behjælpelig. Eneste ting, vi må sikre os, inden han flytter ind er, at han er indforstået med, at Niarn og Johnson aldrig nogensinde under nogen omstændigheder må komme på besøg.

7. Simon Cowell. Han taler, før han tænker. Han siger, hvad han mener. Han er skideubehøvlet, men mener det godt – trods alt. Remind you of anyone…?

8. Eddie Izzard. Fordi han er den sjoveste mand i hele verden. Og måske havde nogle lækre stiletter, man kunne låne. (Og passe.)

9. Lina Rafn. I håb om, at hun slæber Paw og et keyboard med til gadefesterne.

10. Tyler Hamilton. Fordi han for fanden snart trænger til at blive adopteret af nogen, der kan hælde noget mad og omsorg på ham, og formene vampyrlignende, belgiske massører adgang til hans stakkels, skamstukne krop.

There you go. Mangler vi nogen?

Her på matriklen bruger vi en del tid i selskab med bøger. Dels fordi der er så mange gode af slagsen derude, der bare venter på at blive læst, og dels fordi min hjerne holder kæft, når jeg fodrer den med ord, den selv må producere grafisk præsentationsmateriale til.

Jeg er ikke genre-rytter, men læser det meste, hvis bare historien er godt fortalt. Dog læser jeg ikke engelske bøger, selvom alle lovpriser bøger skrevet på originalsproget – lidt fordi jeg lever af at oversætte og gerne vil have fri, når jeg har fri, men mest fordi mit tegnsprog efterhånden har besat hele mit sprogcenter, og udryddet mit engang så udmærkede engelsk

Derudover plejer jeg også at gå uden om bøger, der decideret slår sig op på at være tudehistorier. Jeg mener: Er det ikke lidt som at vælte på sin cykel med vilje? Hvorfor påføre sig selv smerte bare fordi? Derfor står jeg helt uforstående overfor, at jeg er kommet hjem fra biblioteket med en bog, der hedder: ”Tom er død”. Tegner ikke godt, vel? Og det bliver kun værre. For er Tom en gammel mand? Nej. Er han nogens hytteejende onkel? Nej. Tom er en dreng på 4 år, og bogen er hans mors dagbog, skrevet 10 år efter, at hun mistede ham,

Den er FORFÆRDELIG!! Jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at læse mere i den, for den giver mig ondt i maven og tårer i øjnene, og jeg føler hele tiden trang til at ringe rundt til alle, jeg holder af og tvinge dem til at love, at der ikke sker noget med dem – men jeg kan jo ikke bare stoppe nu, vel? For svagt ikke at kunne forholde sig til den side af livet. Ubærligt ikke at nå til der, hvor hun trods alt begynder at kunne holde ud at leve igen. (For det gør hun da. Ikke? Ellers er det fandme en dårlig bog!).

Ville godt nok gerne snart være færdig med den, men det kan ende med at tage lang tid, fordi jeg kreeeeedser om min seng om aftenen. Føler overHOVEDET ingen trang til at gå i seng og afslutte dagen med at ligge der og tørre øjne i empati og fortvivlelse over, hvor uretfærdigt livet kan være.

Er der ikke nok nogen, der vil komme og hente den?

Som den opmærksomme læser vil huske, er jeg på kursus i disse dage, og min begejstring er … well … til at overse.

For jer, der ikke færdes i døveverdenen til dagligt, kan jeg fortælle, at der sker en masse på området for telefontolkning lige nu. Teknologien giver en masse nye muligheder, og det er dem, jeg er på kursus i at lære at bruge.

Lidt forsimplet kan man sige, at den døve ringer op til tolken via et avanceret webcam. Vi sidder i et studie med et headset på hvert øre; et med en indgående telefonlinie og en med en udgående og aflæser den døve på en skærm. (Giver det her overhovedet mening for andre end mig selv?)

Nå. Men i dag skulle vi så prøve at ringe til offentlige myndigheder, fordi vi skulle træne at tolke ”duharringettilenellerandenkommuneogharnu4valgmulighedertryk1forboligstøttetryk2forselvangivelsetryk3forrestancertryk4hvisduerved
atgåipanik”-sekvenser. Ved et utroligt sammenfald af heldige omstændigheder, er min mor ansat i noget offentligt, så jeg agerede døv og ringede gennem min kollega til min mor.

Det var SJOVT! ALT, hvad man kan henføre under overskriften ”Så legede vi at..” kan holde mig beskæftiget i flere timer.

Da vi efterfølgende spurgte min mor, hvordan det havde været, sagde hun, at hun havde haft svært ved at finde ud af, om det var tolken (min kollega) eller mig (døve mig), hun havde talt med, hvilket kan skyldes, at vi altid tolker i 1. person ental. (Fx: Den døve siger: ”Jeg er syg” på tegnsprog. Ud af tolkens mund kommer: ”Jeg er syg” – også selvom tolken er sund og rask). Dette tog vi op, da vores undervisere spurgte, om vi havde nogle kommentarer til dagens øvelser.

Hold. Da. Op. Så så man lige en voksen kvinde gå til angreb! Min kollega, der havde ageret tolk for min mor og jeg, fik i aggressive vendinger at vide, at hun ikke havde gjort sit arbejde godt nok, hvis den hørende havde været i tvivl. Da vi indvendte, at det da var rimelig brugbar information at høre, hvordan det føles for folk uden for den her verden at blive ringet op af os – eftersom det jo immervæk er det, servicen skal bruges til – gik underviseren så meget i defensiven, at det blev pinligt.

Com nu lige lidt on. Alle ved, at faren ved at gå og nørde i et lukket kredsløb er, at man risikerer at bygge videre på noget, som kun giver mening for de involverede parter, og derfor bliver man da som minimum nødt til at forholde sig på klem overfor muligheden for, at man er gået i fagligt selvsving, og har arbejdet sig forbi sin målgruppe. Se på musikkritikere: Når de har hørt 70.000 pop plader, så er det forståeligt, at de er sultne efter noget med lidt mere kant, men de mennesker, de servicerer med deres anmeldelser, er stadig kun på plade nr. 7 eller 12, og synes derfor ikke nødvendigvis, at en sav- og banjosampling er forfriskende og nødvendig.

Så i dag har jeg lært, at hvis man stædigt klynger sig til én teori og udråber den som Sandheden, så forringer man muligheden for udvikling markant, fordi man ikke kan forholde sig åbent til andre holdninger og synspunkter uden at føle, at man taber ansigt.

For første gang i mit liv har jeg brug for ferie. Ikke ’glæder mig til’. Ikke ’bliver hyggeligt at få’. Har brug for.

Jeg har brug for, at det er lige meget, hvornår mælken er Mindst Holdbar Til, så jeg slipper for at stå som manisk posedame i Netto og rode efter den, der kan holde længst, fordi jeg ikke kan nå at købe ind mere i denne uge.

Jeg har brug for bare 30 minutter i løbet af en dag, hvor jeg kan glo ud i luften uden straks at mærke stressen komme snigende.

Jeg har brug for at se indersiden af mit fitnesscenter mindre. (Burde være muligt, eftersom jeg lige nu bruger i gennemsnit 3 timer om dagen dernede på enten møder, at undervise eller at øve nye programmer.)

Jeg har brug for tid til at tømme hovedet og skrive noget meningsfyldt på min blog, og ikke bare være nødt til at poste ynk og platheder for at folk ikke skal tro, at jeg er død eller udvist af cyber.

Jeg har brug for at sove. Det bliver ikke ved med at være lige nemt at tale pænt til en telefon, der vækker dig kl. 05.20.

Jeg har brug for at andre holder sommerferie, så der ikke lige pludselig er ekstramøder, der skal afholdes, planer der skal lægges og uanede mængder af *SURPRISE!!*papirarbejde, der skulle have været afleveret i går.

Jeg når det hele, fordi to af mine spidskompetencer er planlægning og tidsoptimering. Jeg vidste godt, at de her 14 dage ville blive hell week opløftet i anden, og det ER et positivt problem at have travlt, fordi man har fået mulighed for at sidde til bords med de store i alle de sjove mødelokaler.

Om 5 dage har vi haft release på de nye programmer, og så kører det. Om 2 dage er jeg færdig med mit kursus, og har ikke længere brug for at være iført tålmodighed str. X-large. Om 3 måneder afleverer jeg det redigerede uddannelsesmateriale, som kommende instruktører skal uddannes efter. Om 2½ måned skulle to af mine kolleger og jeg gerne være nået til enighed om en køreplan til et større projekt med mange – mange! – involverede parter, der alle helst skulle ende med at synes, at vi er geniale.

Om 768 timer har jeg ferie.