Da jeg var 28, pillede jeg min næsepiercing ud, og efter at have set Madonnas nye musikvideo, er jeg utrolig tilfreds med, at jeg gjorde det. Jeg var ikke træt af den, tværtimod. Modsat min ring i navlen, synes jeg faktisk, at den klædte mig, og min næse havde den helt rigtige facon til den. Men en dag, hvor jeg var i Føtex, kom jeg til at stå ved siden af en dame midt i fyrrerne, der stadig havde ring i næsen, og lige der lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville være sådan en, der virkede desperat efter at være ung med de unge.
Madonna har givet os mange gode øjeblikke foran spejlet med tyl, kohl om øjnene og solosang i hårbørsten. Jeg synes virkelig, at hun er smuk som få, og jeg har været med hende hele vejen. Men det er slut nu, kan jeg mærke. For det er fandme bare for fælt at se en kvinde på min mors alder lave kneppebevægelser med sit udpinte underliv op af mænd, der er 20 år yngre end hende og betalt for at være der, og teksterne er efterhånden så dumme og dåsede, at jeg bliver helt gal over det.
Hvor ville det klæde hende at stå ved sin alder.
Jeg synes, at det er tåkrummende pinligt, når folk klæder og opfører sig, som om, de er 10 år yngre, end de er. Og vi kan godt lade som om, at vi synes, at alle skal have lov til at tage det på, de selv synes er smart, men når en kvinde på 50 stiller til familiefest i en kjole, der er så kort, at hun ligner en, der er kommet afsted uden sin flise, mener jeg altså, at man skal være ualmindelig påståelig for at hævde, at man ikke ser den fælles ”det er hun sgu da ALT for gammel til!” tankeboble, der svæver rundt under loftet.
Jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor jeg synes, at det er så slemt, når folk ikke står ved deres alder. Er det fordi, det er ynkeligt, når man er gammel nok til vide bedre? Fordi det synes som en dårlig ide at forsøge at konkurrere på emballagen, når man har tabt på forhånd og ville klare sig bedre, hvis man promoverede indhold og erfaring?
Måske er det bare fordi, det virker sølle at klamre sig til fortiden, og sender et trist signal om, at man ikke synes, at man har noget at tilbyde i nutiden.