Jeg har feriebarn i disse dage: Min Holstebro-hi-jackede veninde, som jeg har kendt i 15 år, og boet med i 4, er lige gået på barsel, og har derfor tid til at komme over og lege med mig.
I love it. Når man har boet sammen i fire år, er det fantastisk så hurtigt man falder tilbage i rutinerne, og med graviditetsrelateret undtaget indtag af den ellers så obligatoriske rødvin, er det fuldstændigt ligesom dengang.
Hun er et af mine absolutte yndlingsmennesker. Kæft, hvor har vi spillet meget trivial pursuit og båret mange branderter hjem gennem både Esbjerg og Århus. Tudet og grinet og været frustrerede og forelskede. Vi har haft de sygeste naboer, de mærkeligste forhold og de klammeste udlejere, og der har været fester, seriesøndage og uhyrlige mængder af kaffe og slik. Vi kender hinandens familier og historier – og hemmeligheder.
I disse dage er det en lille smule mere behersket og koffeinfrit, men det er stadig skidehyggeligt at sidde og blive enige om, at samtlige mandlige værter på TV-Avisen ligner resultater af en tysk afgangseksamen i føn, og at det er ubegribeligt, at der stadig er nogen, der stiller op til – og ser – Vild med Dans.
Om lidt er hun nogens mor, og det er det vildeste i verden. Jeg glæder mig allerede, til jeg om nogle år får mini over på ferie – om end jeg nok lige skal have Forsvaret til at gå en tur over billederne og historierne med den sorte tusch og slettelakken.
Venner er det bedste man har.
Det er uden sammenligning den største og alligevel mest jordnære hyldest til en veninde jeg har læst til dato.
Du er heldig at have sådan en veninde – og hun er heldig at have dig…;-)