Linda

I forlængelse af hændelserne der lå bag det halvbitre indlæg i går, har jeg i dag gået og funderet over venskaber – sådan helt generelt.

Når man tænker på, hvor meget tid man bruger med dem, er det egentlig forbløffende, hvor lidt man forholder sig konkret til konceptet Venner. Måske er det fordi rammerne er lavet af gele? Det er vel ikke ligefrem krystalklart, hvornår man går fra at være bekendte til at være venner, og i den anden ende af spektret er det også ret udflydende, hvornår man har så lidt tilbage, at man ikke længere kan kaldes venner.

Måske er det derfor, at det er så svært at redegøre for sine forventninger til venner, for man kan jo ikke engang afgrænse, hvem der falder inden for den kategori.

Ligesom der findes usunde forhold, findes der også usunde venskaber. (Og bare så min omgangskreds ikke begynder at sidde og pege spørgende på sig selv og hinanden, vil jeg gerne understrege, at det her er en generel betragtning.) Nogle venskaber opstår i en periode, hvor begge parter mangler det, den anden kan tilbyde, men når den proces er tilendebragt, tror jeg da, at de fleste fortsætter med at opfatte hinanden som venner. Alt andet ville forudsætte en usædvanlig kynisk og objektiv tilgang til tingene.

Men pludselig bliver det, der før var både fantastisk og nødvendigt, forvandlet til den mystiske grimme lugt, som ingen kan finde kilden til.

Så længe man kan svælge i elendighed sammen, skaber det en dejlig tryg følelse af samhørighed, men når den ene pludselig begynder at få det bedre og gøre en aktiv indsats for at være glad, så sætter det også den andens situation i perspektiv: Pludselig er offerrollen noget, du vælger at have og ikke noget, De Andre er skyld i, og den indsigt forpligter. Det er bare ikke sikkert, at du selv er klar til at smide sutten.

Modsat er det for de fleste ret belastende at se på en, der bliver ved med at klynke, når man selv forsøger at holde op.

Eller hvad med forældre/barn konstellationerne, som kan være frygtelig nyttige, når man har brug for en at læne sig op af, men som bliver helt forkerte og underlige, når barnet pludselig har fundet fodfæste og kan selv igen, og voksenvennen ikke længere har et ivrigt publikum, der tisser lidt i bukserne af fryd ved hvert eneste ord fra Mesterens mund?

Venskaber er dyrebare, men måske man somme tider skal huske at kigge dem lidt efter i sømmene, så man opdager det, når de ryger tilbage i bekendtskabskategorien, hvor der er færre forventninger og krav, i stedet for pr. automatik at opfatte alle, der én gang er kommet med i hulen, som venner?

Det ville nok gøre livet en hel del lettere for begge parter.

Kender du de mennesker, der altid tilbyder deres hjælp – og når du så for en gangs skyld takker ja til den, får det til at lyde som om, det er så meget i vejen, at du bare frafalder?

Kender du de mennesker, der igen og igen beder dig om at passe på dig selv og om at huske at sige nej – men som bliver meget fornærmede, når det er dem, du siger nej til?

Kender du mennesker, der kalder sig venner, men som ikke er bange for at udnytte dig for selv at slippe lettere?

Kender du de mennesker, som burde vide bedre, og som derfor skuffer dobbelt, når de falder igennem?

Kender du de mennesker, hvis omsorg og engagement i virkeligheden ikke strækker sig længere end til en sms og en kommentar på Facebook?

Det gør jeg desværre også.

Jeg tror ikke, at jeg kan beskyldes for at lyve, hvis jeg betegner mig selv som et rimelig løsningsorienteret menneske. Jeg er ikke bange for konfrontationer, og hvis noget skal gøres, gør jeg det; også selvom det ret beset ligger uden for mine kompetenceområder. Om det skyldes dumblind tillid til egne evner eller en svimlende mangel på selvindsigt, ved jeg ikke, men de fleste gange slipper jeg godt fra det.

På ét område må jeg dog med skam melde, at jeg forvandler mig til struds, og det er så snart der er håndværkerrelaterede problemer i farvandet. Jeg er bange for ledninger og sanitære installationer, og det er som om, værktøj vil mig ondt. Problemet skyldes formentlig, at min far er verdensmester i alt inden for den kategori (nej, virkelig. Alt.) og at mine færdigheder derfor er slatne og kraftløse af at have ligget uvirksomme hen hele mit liv.

Min strategi er derfor, at jeg i vid udstrækning prøver at lade som ingenting, når der er optræk til ballade, for alle ved jo, at dryppende vandhaner vokser fra det, og at emhætter ikke kan holde vejret for evigt; på et tidspunkt taber de nervekrigen og begynder at suge igen.

For en uge siden begyndte min vandhane i køkkenet at afstøde vand ved… bunden? roden? soklen? så der løb vand ud på bordet, hver gang jeg tændte for den. Så det lod jeg være med at gøre ret meget. Men altså. Man skal jo have kaffe, så jeg fandt ud af, at jeg kunne narre den ved at tændemegethurtigtfuldkraft-sluk! for skiftevis det kolde og det varme vand.

En del af mig ved godt, at den løsning nok ikke er bæredygtigt i flere år.

Nu har jeg så lige opdaget, at det er fordi selve hanen er revnet.

Bare sådan. Revnet. Ingen advarsler eller noget.

Hvor store er chancerne for, at den gror sammen igen?

I går havde jeg besøg af en veninde, som lige er gået fra sin kæreste. Hun var ked af det, fordi det aldrig er rart at såre et menneske, man holder forfærdelig meget af, men søskendekærlighed er forbeholdt søskende, og den kan kærester ikke leve af.

I disse dage er det et år siden, at nogen her på matriklen gik fra hinanden, og det var en underlig surrealistisk oplevelse at se hende sidde i den stol, jeg sad i for 365 dage siden, for det virker på en gang som i går og som noget, der skete for et liv siden.

Når man kender outkommet (lagde I mærke til, hvordan jeg lige gjorde det til et dansk ord ved hjælp af ’k’et der?) af en situation, er det nemt komme til at bebrejde sig selv, at man ikke reagerede noget før. Når man ved, at historien slutter med, at helten og heltinden ridder hver til sit, kan man pludselig se mange steder undervejs, hvor fødder skulle have været sat i jorden, hvor lamper skulle have lyst, og hvor man skulle have åbnet sin mund.

Den slags tanker brugte jeg en del tid på at slå mig selv i hovedet med, da jeg var yngre – indtil jeg kom til at tænke på, at hvis forholdet havde overlevet, havde jeg takket mig selv for præcis de samme (manglende) handlinger; for at have holdt ud, båret over og stået krisen igennem.

Processen fra beslutning til mål er bare noget meget mærkeligt noget, for i samme sekund man er ude på den anden side, glemmer man hvor slemt det somme tider var undervejs. De 7 måneder man henslæbte i ynkelig fosterstilling på sofaen, husker man pludselig som karakteropbyggende, og det virker som om, man også undervejs vidste, at man var ved at lære noget og blive stærkere. Hvilket for mit eget vedkommende er verdens fedeste løgn, og vel egentlig bare er udtryk for den samme mekanisme én gang til: Når man ved, at hjertesorgen ikke var terminal, at de 20 timers arbejdsdage resulterede i drømmejobbet, eller at de 5 frustrerende år i hormonhelvede endte med en baby, synes man pludselig, at det var det hele værd.

Min pointe – i tilfælde af, at den fortaber sig i tågerne – er, at nogle valg i livet er man nødt til at træffe, fordi konsekvenserne af alternativet er værre. I de situationer er beslutningen i sig selv hverken god eller dårlig. Den er, hvad du gør den til ved at sammenholde den med, hvad du ellers kunne have gjort.

Og selv om den er både hård og svær, betyder det ikke, at den er forkert.

Puuuuh. Meget lang dag i dag, synes jeg.

Tilbragte aftenen i godt selskab, diadem og margueritter iført Wolfortstrømper til 350 kr., hvilket jeg synes er fuldstændig horribelt mange penge at betale for et par strømper, men det er som om, at en løbet maske kan forvandle dig fra stilet diva til tarvelig escortso, og det må man jo tage konsekvensen af.

Jeg har de sidste par uger proklameret, at jeg havde brug for at slå et hul i jorden, and so I did. Fantastik vin, kaskader af champagne og en hullet hukommelse fra omkring kl. 20. Det var tiltrængt. Fik et lift hjem, afmonterede samtlige smykker og beklædningsgenstande, drak mere champagne, ringede udenrigs for en formue, kastede en håndfuld matadormix i kæften og kravlede i seng uden at børste tænder. Bare fordi jeg kunne.

I dag vågnede jeg så grotesk tidligt, fordi vi i morgen har release på nye programmer i fitnesscentret, og jeg derfor vidste, at jeg skulle ned og øve. Kunne simpelthen ikke koncentrere mig ordentligt om at have tømmermænd, før dét var afviklet.

Føj.

Viste sig efter 20 minutters nærdødsoplevelse, at det ikke var pga. manglende koncentration, at tømmermændene var absente. Jeg var bare stadig fuld.

Efter en time (inkl. armfuckingbøjninger!) vaklede jeg hjem til Ringenes Herre, og SÅ var det 1. januar med chips, ondt i hovedet og nærmest hysterisk lettelse, hver gang jeg kom i tanke om, at det ikke er søndag i dag, men kun fredag.

I morgen er vi i gang for alvor.

2010. Jeg forventer mig meget af dig.

Jeg FATTER ikke, at det er et år siden, jeg sidst skrev en nytårspost. Forstår godt at gamle mennesker sover mindre og mindre i takt med at de bliver ældre, for hvis livet fortsætter med at accelerere med denne hast, skal man ikke blinke alt for langsomt med øjnene, hvis man vil nå at opdage sit liv fra 50 og frem.

På mange måder synes jeg, at 2009 har været én lang efterve af 2008, hvor der skete så meget, at det har taget det meste af et år at få indtrykkene bearbejdet og kategoriseret.

Men lad os kaste os ud det og se på det retrospektive horoskop for 2009.

Helbred:
Frem til og med november må vi give en stur føm-tal til immunforsvarets indsats på området. En enkelt endagsinfluenza og et bette svin på et par døgn, er vist ret let sluppet, når man er omkring 1000 mennesker om ugen, fordelt på 10-12 forskellige arbejdspladser (= mange bakterier), et par hospitaler (= endnu flere bakterier) og noget fitnesscenter (= udenfor kategori), men i starten af december blev jeg desværre fældet i en glidende tackling, og juryen voterer stadig på, hvor slemt det skal vise sig at stå til.

Karriere og økonomi:
Jeg synes, at 2009 har været et af de hårdeste, men samtidig også mest interessante år, jeg jobmæssigt har haft. Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft fornemmelsen af at være havnet i cockpittet ved en fejl, og hvor alle andre forekom mig enten at være sprunget ud med faldskærmene eller at have gemt sig i lastrummet, men det har været enormt tilfredsstillende at opdage, at when push comes to shove, kan jeg forhandle med de tunge drenge uden at ryste på hverken stemme eller hånd.

– og det har da ikke skadet min økonomiske situation.

Kærlighed:
Åh, et mærkeligt år, synes jeg. Jeg har datet mere, end jeg har gjort i mange år, men jeg ved ikke, om ikke det faktisk er endt med at bekræfte mig i min mistanke om, at jeg måske fungerer bedst alene? Jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke responderer amorøst på mænd, der:

– Psykoanalyserer mig efter 3 dates
– Forsøger at coache mig uden at jeg opdager det. Lad være med at tale ned til mig
– Fortæller passioneret om deres stjernetegn
– Ikke kan håndtere, at der under det lyse hår gemmer sig en hjerne, der fungerer
– Har to måneders skilsmissejubilæum, den dag vi er på date
– Er blottet for selvironi
– Klynker

Men jeg har samtidig brugt året på at spekulere meget over, om jeg skal vælge at kaste mig ud i Projekt Barn på solomåden, og jeg vil ikke udelukke, at det har fået mig til at være knap så åben, som jeg ellers kunne have været. (Kunne vel egentlig bare prøve at ringe til et par af de ivrige hobbyterapeuter og spørge.)

2010:
Hvad er det så, man kan forvente sig af tyve-ti, som jeg har lært, at det hedder.

Well, alting starter jo med én selv, så mit nytårsforsæt er, at jeg skal geare ned. Sådan i virkeligheden. Ellers ender det simpelthen med, at jeg bliver syg af det, eller at livet fræser forbi mig, uden at jeg opdager det.

Jeg læste for nyligt Julia Lahmes bog ”Hvor lagde jeg babyen?” hvori hun blandt andet skriver om sit forhold til sin mor, som hun har mistet. Hun skriver et sted, at hun ville ønske, at hun havde haft mere tid med sin mor, men at moderen altid havde travlt med et projekt, der skulle være færdigt – men at der ville være tid, når hun LIGE var færdig med DET her projekt. Men efter det fulgte et nyt projekt, og efter det fulgte endnu et. Og det lyder sørgeligt bekendt.

Mit problem er, at jeg er så nem at begejstre. Send en ide i min retning, og se mig kortslutte i kreativitet og konceptudvikling. Problemet er bare, at livet ikke informerer om, hvornår det sender ekstra udfordringer i min retning, og når jeg hele tiden kører på 95 % af min maxkapacitet, vælter læsset, når sygdom eller anden krise lander på toppen af det.

Helt konkret hedder det mere ferie, færre projekter og en seriøs gennemgang af de ting, jeg bare gør, fordi jeg plejer. Skanderborg Festivalen hænger med røven i vandskorpen i den sidste kategori, for jeg synes, at jeg arbejdede mere, end jeg festede dernede i år.

I 2008 var der fest, i 2009 sendte vi gæsterne hjem, ryddede op og gjorde rent, og i 2010 bliver der forhåbentligt tid til at læne sig tilbage i stolen med en kop kaffe og overveje, hvad der er vigtigt at prioritere i livet, både lige nu og på sigt.

Pas rigtigt godt på jer selv og hinanden derude.

Godt nytår.

Jeg forstår ikke Århus Kommune. Mere præcist forstår jeg ikke Vej & Trafik under Århus Kommune. De gør simpelthen så mange ting, der efterlader mig måbende af forundring over, hvor sløjt planlægning kan varetages.

Da de for et halvt år siden besluttede at renovere cykelstien langs Ringgaden, var der stående applaus herfra, for det har de sidste 5 år føltes som at cykle på en sort, isbetrukken pukkelpiste at køre ned af den.

Det startede godt. De sendte en fræser ud, der med stor entusiasme flåede kæmpe asfaltlapper af 20-30 forskellige steder i løbet af 2 dage.

Og det var så det.

Så i stedet for bakket terræn, har vi nu i et halvt år haft store grusplamager, der efterhånden som efteråret er skredet frem, er eroderet mere og mere. Nu har vi hele mineskakter flere steder, og det var først da lortet frøs og lagde sig på lur under fredeligt udseende snedriver, at de kunne svinge sig op til at smide en metalplade på de værste steder.

Hvis bare man dog havde opfundet et system, så man kunne forudsige hvilken årstid, der kom efter sommer…

Og nu vi er ved sneen: Kommunen har besluttet, at Århus skal være en cykelby (!). På den insisterende måde. De har sat små, digitale tællere op forskellige steder, så jeg kan se, hvor mange, der er cyklet forbi før mig, der er små cykeladvarsler ved de farligste kryds, FB grupper og billboard reklamer med de mange forskellige fordele ved at tage cyklen.

Så ville det være fint at rydde cykelstierne, når det sner. Eller bare som minimum at salte dem.

Måske skyldes ineffektiviteten at de har lånt deres organisationsmatrix af rockerne. Når man kører forbi et sted med vejarbejde, er de altid minimum 6 afsted. Ligemeget hvor mikroskopisk et område, der arbejdes på. Mindst 6. Et par stykker af dem er hangarounds, som bare står og står. Så er der en enkelt eller to, der er opgraderet til prospects, og som derfor allernådigst har fået et stykke værktøj udlevere, som oftest en skovl, som de står og hænger op af. De fuldgyldige medlemmer laver noget. Typisk noget der involverer en masse råben og pegen. Og i det allerhelligste sidder Bynke og Forellen og troner, og ser ud som om, gravkoen er noget, de har taget på.

Man kunne godt have lyst til at ringe og bede dem om lige at stramme the f*ck op.

Jeg har ønsket mig marguerit øreringene fra de kom frem første gang, hvilket vil sige ca. 80 år, og nu -endelig endelig ENDELIG!! – fik jeg dem i julegave. Det ville være en decideret skændsel at bære dem sammen med en eller anden tacky nikkelsatan fra Glitter, så ud af respekt for my new babies supplerede jeg derfor i dag op med halskæden til.

Nu har jeg normalt ikke 1200 kroner til lige at svinge om halsen efter forgodtbefindende, men heldigvis var den gratis.

I hvert fald hvis man regner efter formlen i Den Store, Lyserøde Matematikbog:

Pengejulegave fra Bedsteforældre
+ Penge, jeg ikke har brugt på nytårskjole, fordi jeg har fundet en i skabet, som jeg troede, jeg havde mistet (don’t ask..)
= Ny kæde

Alle ved, at man altid skal dobbelttjekke resultatet af sine regnestykker, så for at være på den sikre side gentog jeg succes’en, og det gik så godt, at jeg nu også er den lykkelige ejer af en bad ass Crumpler taske til den nye computer.

Det er faktisk lidt et tab for verden, at jeg arbejder med sprog.

Jeg har den sidste tid forsøgt at øve mig på at køre mit temperament et gear ned, fordi jeg – helt ærligt – tror, at man slider sin krop for hurtigt, hvis man er stresset, rasende og utålmodig det mest af tiden.

Det går nogle gange bedre end andre.

Jeg vil f.eks. gerne rose mig selv for min relativt overskudsagtige holdning til tingene, da jeg tirsdag aften kl. 21 blev smidt ud af et tog på Kolding Station pga. en nedfalden køreledning, og måtte stå med 2 sportstasker, en computer og 3 poser julegaver i snefygning uden anden besked end: ”Der bliver ikke sat busser ind, da Politiet fraråder al udkørsel”. Og jeg synes faktisk selv, at jeg var ret afrikansk omkring det, da turen tog 5 timer i stedet for de planlagte 2,5.

Men i dag har jeg været til spinning, og jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gøre det. For jeg VED jo, at de kører meget anderledes her, end vi gør i Århus, og jeg er sikker på, at hvis man er vant til, at folk bare vader ind og ud af lokalet timen igennem og snakker så højt, at ALLE kan høre ALT, og man plejer at køre til enkeltsange og cd-skift hver 4. minut, så der det dét, der er Det Rigtige. Så jeg skal bare pakke mig og rette ind. (Fandme svært, når det er så INDLYSENDE forkert! Knus Hitler)

Men jeg tror, at selv Ghandi ville begyndte at fantasere bare lidt om en god, saftig kindhest, hvis han oven i det ovenstående blev bedt om at spinne en hel time til julemusik. Kun julemusik. De Nattergale, Pyrus, Shubidua og Lilleper. Nogle af sangene to gange. Og med en indlagt leg, der hed ’Nisse’.

Somme tider er det altså lidt som om universet modarbejder mig.