Min baby turbovokser. På to uger er den gået fra at være 8 cm. til at være 16. Ikke så mærkeligt, at man er træt, vel? Og on that note: Som vi før har snakket om, er jeg for tiden rimelig let at irritere, og det kan jo for fanden ikke hjælpe, at folk skal snige sig på listesko omkring mig og gætte, hvad man må sige, og hvad man får sherifstjerner og voodoorelaterede uheld ud af.
Specielt ikke, når det kan koges ned til 3 ting, hvad der får Hekla til at gå i udbrud.
Derfor har jeg lavet en liste. For nemheds skyld er den inddelt i to; en for dem, der endnu ikke har børn og en for dem, der har.
Dem uden børn:
”Nu skal du huske, at passe på dig selv.”
Det her har jeg selv ytret mindst 1.000 gange, og jeg vil hermed gerne undskylde med tilbagevirkende kraft til alle de gravide veninder, som tålmodigt har lagt øre til dette pis-råd. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at jeg hører denne sætning mindst 3 gange om dagen, og jeg FORSTÅR godt, at den er et udtryk for omsorg, men altså… Ligner jeg en, der bevidst forsøger at mishandle min krop? Eller som er meget dum? Jeg drikker en halv liter mælk om dagen, jeg spiser mine jerntilskud, jeg får dagligt 6 stykker frugt/grønt, jeg slukker tørsten i vand, jeg motionerer i gennemsnit 1½ time om dagen, og jeg tager en lur, hvis jeg er træt og muligheden byder sig. Jeg. Gør. Hvad. Jeg. Kan. Men jeg tror ikke, at min chef vil stille sig særligt forstående, hvis jeg ringer og siger, at jeg ikke lige kommer de næste par uger, fordi jeg skal sidde herhjemme og passe på mig selv. Og jeg tror, at min krop bliver glad for, at jeg har trænet (jajaja!! Med OMTANKE, siger jeg jo!) når jeg om ca. 5 måneder skal presse en vandmelon ud gennem et sugerør.
”Det bliver MEGET værre!”
No disrespect – men hvor fanden ved du det fra?
Til gengæld må man gerne fortælle, hvad ens kolleger gjorde, eller hvad søsterens jordemoder sagde. Man må gerne spørge om alt, hvad man spekulerer på, og jeg bliver ikke fornærmet, hvis man drikker rødvin, når vi spiser sammen. Jeg havde helt sikkert gjort det, hvis situationen havde været omvendt.
Og hvis man synes, at det er hysterisk at gå op i, hvad andre siger, vil jeg opfordre til et lille eksperiment: Prøv at sætte dit vækkeur til at ringe hver 90. minut natten igennem. Stå op, gå på toilettet og gå i seng igen. Bare en uge. Det er 5-6 gange hver nat, til orientering. Sådan har mine nætter set ud i lidt over to måneder, og selvom jeg elsker at mærke, at jeg er gravid, så sker der altså noget med tolerancecentret, når man ikke sover igennem, som man plejer.
Og inden dem med børn farer i kommentarfeltet, så lad dette være den elegante overgang til:
Dem med børn:
”Det kan du ligeså godt vænne dig til/Det bliver MEGET værre!!”
Når man får sit første barn som 33-årig, betyder det, at mange i omgangskredsen allerede har et par stykker eller 3. Hvilket jo erfaringsmæssigt bringer jer foran 200 – 0, og umulige at indhente. Men hver eneste gang I gør det der, devaluerer I min oplevelse af, hvordan det er at være gravid. For mig er det her første gang, og der hvor jeg står, kan jeg ikke rigtigt sige noget, når I hån-ler over, at jeg synes, at det er hårdt at få sin nattesøvn klippet i stykker, eller at jeg bliver rørt over alting og livets skrøbelighed, for jeg ved ikke bedre. Med den slags kommentarer sætter I mig samtalemæssigt udenfor døren og tager patent på at definere både graviditet og forældrerolle. Og selvom jeg godt med mit hoved ved, at det slet, slet ikke er derfor I gør det, er det altså ikke særlig rart.
Til gengæld må I meget, meget gerne, som min veninde Karina, give gode råd videre. Som da hun fortalte, at hun under begge sine graviditeter spillede en bestemt cd for babyerne, og senere, da hun havde født, satte den på, når der skulle ske noget nyt, som de potentielt kunne føle sig lidt utrygge ved. Dén slags vil jeg MEGET gerne høre om.
Og om en måned, når jeg er helt fortvivlet over, at ingen længere tør tale med mig af skræk for at overtræde en eller anden obskur regel i mit gravide hoved, kan jeg jo passende skrive et indlæg, der hedder: ”Jeg mente det ikke. Kom tilbage.”