Linda

Først vil jeg gerne starte med at sige hundrede tusinde tak for alles jeres søde hilsner og opmuntrende ord. Jeg ville ønske, at overskuddet var til at skrive tilbage til hver enkelt af jer, men verden er blevet så lille de sidste par dage, og jeg er blevet introvert på en måde, jeg aldrig tidligere har prøvet. Det er som om jeg har udviklet akut tunnelsyn, og at hele min organisme er ved at indstille sig på det, der kommer.

Mine dage er gået i selskab med nåle, kitler og mennesker, som man lærer at kende på den mest intime måde, og som jeg formentlig aldrig kommer til at se dem igen.

Der er Søren, der ligner en 1½ meter høj udgave af Dave Grohl 1992, som skubber sin kampvogn af en kone rundt i en kørestol, mens han stråler om kap med solen. De har lige fået en datter på 1600 gram, og hun kan selv trække vejret.

Der er min brasilianske veninde, der blev sat i gang for 4 dage siden, og i går aftes, da jeg tjekkede ind, stod midt på gulvet i forhallen med et desperat udtryk i ansigtet og maven intakt, og som grinede temmelig skingert, da jeg kiggede på hende og sagde: ”Hov! Du har sgu da glemt at føde!”

Hvilket KUN var sjovt, fordi vi begge ved, at det i morgen er min tur.

Og så er der fædrene, der går rundt i granatchok iført strømpefødder og fe-hår, og som klamrer sig til madhentningsritualet, som er det sidste holdepunkt i en for altid forandret verden.

Mine tal er bedre og mit barn har besluttet sig for, at if you can’t beat them – join them, så han scanningscharmer alt, hvad han kan ved at gabe, give sig til at sutte tommelfinger og lægge hånden til kinden, så snart fagkundskaben kigger ind til ham.

I morgen kl. 13.30 fløjter de kampen i gang, og derefter er det min søn, der bestemmer, hvor længe vi klør på.

Skejby er rede. Verden venter.

Kom bare ud, Anton.

Mor er klar.

Nå, men jeg har endnu engang fået c/o adresse på Skejby. Denne gang indlagde de mig, fordi jeg ikke kunne mere. Da mine tal kun meget langsomt bliver dårligere, har jeg hele tiden fået at vide, at jeg skal reagere, hvis jeg udvikler ”andre symptomer”. Disse ”andre symptomer” skal jeg derfor gå og mærke efter helehelehele tiden, og det samtidigt med, at al fysisk aktivitet er indstillet, så man ikke har NOGET som helst til at distrahere tankerne.

Det kan man faktisk godt blive skør af. Helt uden at anstrenge sig.

Så i torsdags kunne jeg til min egen store overraskelse overhovedet ikke holde op med at græde igen, da de spurgte, hvordan jeg havde det.

(Om morgenen var jeg kommet til at græde, da jeg hørte Rasmus Seebach i radioen (og desværre ikke af fortvivlelse over, hvor arvt lort man må udgive), så jeg burde nok have anet, at det trak op til ustadigt vejr i horisonten.)

Men i hvert fald gav de mig min journal under armen, og sendte mig tilbage til mit værelse.

Og det var faktisk rigtig rart, at de voksne tog over.

Nu har jeg ydermere ringet efter forstærkning fra Esbjerg, så forældrene er installeret i lejligheden derhjemme, og jeg bor på Skejby. Man skal vide, hvornår grænsen for egen formåen er nået, ikke? Aftalen er, at jeg sover derude, bliver testet, tjekket, målt og vejet om morgenen, og så må tage hjem i dagtimerne.

Sådan fortsætter vi til på onsdag, hvor jeg bliver sat i gang.

Ja.

Onsdag.

Så vidste man dét.

At det så kan tage op til en uge, ændrer ikke på, at det er uTROlig mærkeligt at vide, at vi på onsdag lægger an til slutspurten.

Og da jeg helt fra jeg blev gravid lovede at sige sandheden her på bloggen, siger jeg nu højt, hvad jeg aldrig selv har hørt en gravid sige: Jeg er bange for at føde.

Jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af det. Eller at smerten er så voldsom, at jeg ikke kan tage det. At jeg ikke kan finde ud af at slippe kontrollen. Eller at der skal ske noget med Anton. Jeg er bange for at sprække, for at han er for lille og for at noget går galt.

Og jeg VED godt, at min krop er bygget til det, og at de er dygtige på Skejby, og at det hele er glemt, når jeg har født. Men jeg er STADIG bange for det.

Paradoksalt nok vil jeg imidlertid MEGET gerne føde selv, og har ikke lyst til at det skal ende med kejsersnit, hvilket der er øget risiko for, fordi han er lidt lille.

Så selvom vi nærmer os afslutningen, forbeholder vi os åbenbart stadig retten til at være fuldstændigt blottede for logik.

God weekend derude.

Jeg har stor forståelse for, hvis man ikke sidder ude på kanten af stolen og venter med tilbageholdt åndedræt på den uSIGELIGT spændende up-date på mit sygdomsforløb, og jeg vil faktisk udvise en – for tiden – HELT ukarakteristisk forståelse for det, hvis man blacklister mig og først vender tilbage til bloggen, når jeg er færdig med at sovse rundt i Skejby og hormoner.

Der sker bare ikke så fandens meget andet i disse dage, så her kommer den alligevel, up-daten.

Jeg tror måske, at jeg har været oppe på morgenmøde derude, for jeg skal love for, at der er kommet helt andre serviceboller på suppen. Trods alt godt at vide, at nogen har faglig stolthed nok til at føle sig foranlediget til at gøre noget ved det, når man har gravid patient, der med blodet fossende ud af næsen (graviditetsting pga. den øgede blodmængde), der efter 2 dage på afdelingen, opløst i gråd vælter en 10 minutters svada af sig, der slutter med ordene ”… og der er stadig ingen, der har gjort sig den ulejlighed at forklare mig, HVORFOR FANDEN JEG ER INDLAGT!!?”

Så nu bliver jeg mandsopdækket af læger og sygeplejersker, der alle har sat sig ind i min historie og gør sig virkeligt umage for at jeg skal føle mig tryg, og al ironi og sarkasme til side, så er det simpelthen så rart.

Jeg er stadig indlagt, men har lov til at tage hjem på orlov, når de daglige tjeks er ok. Det tager mellem 3 og 4 fire timer om dagen at nå igennem proceduren, men så er jeg i det mindste fri for at hænge på gadehjørnerne og komme i dårligt selskab.

For vi ved jo GODT, hvad der sker med den slags piger! De ender op gravide og alene!

Vent….

Nå, men vanen tro, kan jeg naturligvis ikke lade være med at forsøge at være bedst til tingene, lige meget hvad vi snakker om, så det glæder mit flossede, konkurrencemindede hjerte, at de ikke helt forstår, at mine tal er så forholdsvis uændrede, som de er. Når man har fået konstateret svangerskabsforgiftning, går det som regel kun en vej, nemlig ned af bakke, og det i et tempo, som var man iført sulfoinsmurte rulleskøjter. Jeg er nu på 3. uge kørende på næsten samme tal *prale-smiley*, men det, de hele tiden forsøger, er at sjusse sig frem til det tidspunkt, hvor det vil være bedre for ham at komme ud end at blive derinde, og da det kan tage op til en uge (hellige Guds Moder!!) fra de sætter fødslen i gang til jeg føder, er de hele tiden nødt til at lægge den uge til i deres beregninger. Derfor fik jeg i går at vide, at de mener, at de vil sætte mig i gang i midten af næste uge.

Er I klar over, hvor snart det er!??

Men han vejer altså kun omkring 2200 gram, så jeg ville godt nok foretrække, hvis jeg lige fik lov at ruge på ham, bare LIDT længere.

Så har jeg også lige lidt ekstra tid til at undre mig over, at Julie Berthelsen skal bruges som soundtrack til ALT på dansk tv, til at hyle over narkoman-typer, der tager rørende vare på hinanden i Hospitalet og til at skrive videre på min ønskeseddel, som indtil nu kun rummer 2 punkter:

1) At Anton har det godt.

2) At alle danske radio og tv-stationer holder op med at spille Rasmus Seebach LIGE nu!

Ok, er selv ved at få lidt spat af, at Blogsbjerg begynder at opføre sig, som om den gerne vil skifte navn til Jammerdalen, så her følger:

Top 5 over fordele ved at have fået en ny fibersprængning – denne gang i ryggen:

1) Uanset hvor meget han anstrenger sig, kan Anton ikke ramme den, når han energisk jiver sig tværs over dansegulvet derinde.

2) Den sidste sad mellem ribbenene, og det er med skader, som det er med mad og mænd: Variation er vigtig og forandring fryder.

3) Huden på ryggen er – trods alt – mere villig til at tolerere poser med frosne blåbær end huden på maven.

4) Muligheden for et instant brush up på sit anatomikursus, fordi man hele tiden kan mærke PRÆCIS hvilke bevægelser, der involverer musklerne i ryggen.

5) Ved at have fået den nu, er der håb for, at den er gået væk, når jeg skal føde. (Her vælger jeg at tro, at min fødsel bliver den første i verdenshistorien, der levner overskud til at føle smerte andre steder end i ..… fødselsregionerne. Jeg er nemlig OPTIMIST!!)

at jeg kender mennesker, der tager fri fra arbejde for at tage med mig på Skejby, og mennesker, der stiller biler og kræfter til rådighed for at hjælpe mig og Anton, og på den måde minder mig om, at der findes begreber som ‘hjælpsomhed’ og ‘medmenneskelighed’.

For når jeg i 8. måned, tudende af træthed og hormoner, kravler rundt på alle fire i et kryds i Århus centrum for at samle mine varer op, som er faldet af cyklen, og alle bare skræver over morgenmad og toiletpapir, mens de lader som ingenting, så kan jeg faktisk godt komme i tvivl, og miste troen på mine medmennesker for en kort bemærkning.

Nu har jeg de sidste par år været meget dygtig til at bande stygt over min læge her på bloggen, så for at skabe lidt balance i tingene, vil jeg nu fremhæve min fantastiske tandlæge. (Ny, matematisk regel: Hvis ord slutter på de 4 samme bogstaver, kan de sammenlignes og/eller udligne hinanden.)

(Fordi jeg siger det, og jeg bestemmer, fordi jeg er gravid og rasende.)

Hun er tynd som en pind, meget omhyggelig, og så roser hun altid mit gebis til skyerne, hvilket jo er den sikre vej til mit hjerte.

Første gang jeg var derovre, blev hun så begejstret, at hun måtte hente sin receptionist, så han også fik chance for at beundre ”de helt utroligt fine resultater af børnetandplejen i Esbjerg!”

Hun ELSKER at sludre. Desværre ikke på den retoriske måde, så efter at have parkeret 6 fingre og 2 instrumenter i kæften på mig, skal vi ORN’lig hyggesnakke! Og den her gang var der jo nok at spørge til. Vidste jeg, hvad det blev? Havde jeg fundet et navn? Hvad sagde min kæreste til det hele? ”Ai er hæl.” Selv? Nej, hvor sejt! Hvornår var jeg sat til? ”’Ed e igge. Ar angerhaasoriftnng” Svangerskabsforgiftning!? Nej, men det var da SKRÆKKELIGT!!

Hun ville være guld værd for tolkekorpset i Bruxelles, for uanset hvor uldent og uklart man svarer, og hvor mange stavelser, man må give køb på, forstår hun altid præcis, hvad man siger.

Og når Anton kommer, kan vi BARE komme, selvom vi er selv. Bare vi kigger forbi om formiddagen, for ”der er vi lige en ekstra, så så skal vi nok kigge efter ham imens.”

”Ja, det skal vi! Det er overhovedet ikke noget problem!!” kom det ude fra receptionen.

Åh, GID min nye læge er ligeså fantastisk!

Nå, men det her svangerskabsforgiftning er lidt ligesom at gå på arbejde. Min arm ligner en nålepude, og jeg har efterhånden tisset i flere plastikkopper, end jeg gennem tiden har drukket kaffe af. Jeg er på fornavn med mit blodtryk, og jeg får lov til at se Anton mindst en gang om ugen.

Hvilket han til gengæld er ved at være middelsvært utilfreds med: I dag, da sygeplejersken kom farende med sin scanner, vendte han meget demonstrativt ryggen til, og sådan blev han liggende.

Og det der, som står i alle bøgerne ”og nu kan du måske få fat i en lille fod eller et knæ” – det falder heller ikke i god jord. Når jeg prøver, trækker han dem fornærmet til sig på ”hvor sjovt ville du synes, hvis jeg hele tiden gik og nappede DIG i fødderne!?”-måden.

Der er faldet lidt ro på det hele oven i hovedet. De regner ikke med, at jeg får lov at gå tiden ud (har ca. 5 uger igen), så er i dag blevet sendt hjem med brochurer om igangsættelse og epiduralblokader, som åbenbart gør noget godt for blodtrykket – men som jeg stadig ikke er ubetinget begejstret for.

På den anden side: Så længe jeg får lov at føde selv og kan snige mig uden om et kejsersnit, er jeg egentlig meget godt tilfreds.

For en uge siden var det primært panikken, der talte, da jeg stortudende ringede hjem til min mor og forsøgte at forklare, at jeg overhovedet ikke var klar til, at han kunne komme hvert øjeblik, det skal være. Havde jo planlagt, at min barsel skulle være noget med at tusse rundt og fikse og gøre det hele klart, så der er INTET, der er forberedt, og fik undervejs i samtalen fremhulket noget om, at han jo for fanden ikke kunne stå på gulvet i en spand og sove.

Det virkede både rimeligt og sandsynligt i øjeblikket.

(Er nu kommet i tanke om liften og sådan.)

Men jeg tager den med ro, tager en dag af gangen, ser dårligt tv og brænder så mange stearinlys af i forsøget på at klemme 5 ugers hygge ind i de uger, jeg nu engang ender med at få, at det ind imellem føles lidt som at sidde på indersiden af et Skt. Hans bål.

Det skal nok gå.

Når I kigger på de single-mennesker, I kender, vil jeg vædde med, at der er en stor flok, I ikke forstår, hvorfor er alene, og en enkelt eller to, hvor I – når I skal være helt ærlige – godt ved det.

Hvilken en af kategorierne jeg selv falder i, ved jeg (heldigvis) ikke, men når veninder snakker om den slags, har det en tendens til at være, ligesom når man til jobsamtaler beder folk beskrive deres svage sider, hvorefter de forsøger at sælge dig en stærk side, camoufleret som en svag. ”Jeg er nok bare for stor en mundfuld for de fleste mænd” eller ”Mænd er bange for stærke, selvstændige kvinder” er et par af de sætninger, der ofte bliver bragt i spil.

For mit eget vedkommende har jeg meget svært ved at forstille mig. Jeg har svært ved at lade som om, at jeg synes, noget er svært, hvis jeg ikke synes det, jeg har svært ved at gøre mig dummere, end jeg er, og jeg har svært ved at lade som om, jeg har brug for hjælp, når jeg ikke har.

Jeg synes med andre ord selv, at jeg har rimelig meget styr på tingene, ikke? Og jeg altid egentlig altid tænkt, at det var fordi jeg mødte de forkerte mænd, at det, jeg opfatter som selvstændighed og selvhjulpenhed, spændte ben for mig, men for et års tid siden, var jeg til fest med en fyr, som jeg har kendt i årevis. I den tid jeg har kendt ham, har han både haft kærester og været alene, og han har gennem det hele altid været lidt af en man-ho. Lidt af en ekspert på damer og dating, når han selv skal sige det.

Til en fest kom vi til at snakke om mig og mine ekskærester, og det, at jeg helt oprigtigt mener, at det er meget få mænd, jeg er kompatibel med. Han kiggede på mig og sagde:

”Jo, men Linda – selvom du kan selv, ER det altså ikke specielt feminint, at du altid nærmest konkurrerer med mændene på deres præmisser. Det er jo ikke forbudt at prøve at skrue ned for det der, eller bare at lade lidt som om.”

Kæft, jeg synes, at han var en nar, da han sagde det. Måske synes jeg det stadigvæk lidt, faktisk, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at det sgu da er falsk varedeklaration, hvis jeg giver den hele armen som dum blondine, og så pludselig springer ud som fuldblodsdiskussionslysten meningshaver.

Men på min venneliste på FB, har jeg en fyr, som jeg kender gennem fitnesscentret. I samtlige de 4 år, jeg har kendt ham, har han været helt vild efter at få en kæreste. Han snakker meget om, hvordan børn gør ham skruk, og hvordan han savner en at være noget for. På FB skriver han den ene følsomme statusopdatering efter den anden, og .. ja, jeg tror, at vi ALLE er med på, at han er helt in sync med sin bløde side.

Det er jo ikke fordi, jeg synes, at mænd skal være nogle rigide neandertalere, der synes at følelser er for homoer, og at en meningsudveksling er noget, man fører med næverne, men jeg er ved at synes, at det måske også kan blive så up-front følsomt, at det bliver vammelt og uinteressant.

Og nu forstår jeg så pludselig alligevel godt lidt, hvad min kammerat mente.