Linda

De fleste kender vel fornemmelsen af at være forelsket i forelskelsen. Lysten til at opleve de emotionelle rutcheture kan være så voldsom, at man glemmer at forholde sig til det stakkels objekt, man kaster sin forkvaklede kærlighed på, (her taler jeg selvføligelig om De Andre. Hverken jer eller mig. Det siger sig selv.) og man kan som regel holde den gående et par uger, før virkeligheden kommer farende ind af døren og tænder lyset.

Sådan er det også for smagsløgene at være gravid. Man kan have uFATTELIG lyst til et eller andet, og når man så får fingrene i det, smager det bare ikke overhovedet som a) det plejer eller b) man havde forestillet sig.

Kaffe smager f.eks. halvdelen af tiden af metal og klap-sammen’ere med leverpostej har en kedelig tendens til at smage af pap. Den eneste undtagelse indtil videre er vaniliekranse, som benhårdt insisterer på at smage præcis som de skal.

Sidder lige og kigger på det afsnit, og konstaterer, at jeg kulinarisk set ikke er ret sofistikeret.

Nå, men for et par måneder siden sad jeg og snyltede på et par veninders bytur, som havde været lige efter bogen med rødvin, pinligheder og et besøg på Gerners grill på vej hjem. Og lige der *BAM!* fik jeg ustyrlig lyst til junkfood. Fritter og en slatten burger af den slags, der modsætter sig ethvert forsøg på at tilføre den næring i form af fibre eller salat.

Måske har jeg taget skade af alle årene i fitnessverdenen, men for mig er det at blive taget i at spise den slags, ligesom det ville være at blive taget i at stjæle. Det er derfor noget, jeg kun begiver mig af med i nattens mulm og mørke, når alkohol i forvejen har skyllet alt, hvad der hedder hæmninger væk, eller når jeg er på ferie, hvor ingen kender mig, og det derfor ikke tæller.

Jeg holdt stand i næsten 2 uger, før jeg til sidst knækkede og en sen fredag aften sneg mig hen i pølsevognen på Harald Jensens Plads – hvor jeg blev målløs over, at helt almindelige mennesker stod og åd cowboytoasts og drak Cocio, som om det bare var i orden, og ikke engang nåede at tygge af munden, før de bestilte en frankfurter til lige at skylle ned med. Fuldstændig uden skam.

Den slags ryster mig i min semi-spiseforstyrrede grundvold.

Jeg fik mine fritter og min franske hot dog i en pose, stak den under jakken, løb hjem, så hurtigt mine små tykke ben kunne bære mig, og kastede mig over maden.

Som selvfølgelig smagte af absolut ingenting.

Det er sidste gang, jeg er mine vaniliekranse utro.

Da jeg var barn, havde jeg et lydbånd, der hed Trylleskoven. En af hovedpersonerne i historien var Slangen Sleske Sivert, og ham kom jeg til at tænke på i dag, fordi min veninde og jeg, efter udflugt til Skejby, tog ud og spise. Vi var nærmest ikke kommet indenfor dørene, før vi blev servicebefamlede af Martin, som ifølge sit skilt var ”Chefvært trainee”.

Jeg synes bare, at han var utålelig.

Grinede alt for højt af sine egne jokes, kaldte alle mænd for ”de herrer”, alt for meget ”selvFØLGElig!!!” og ”Det kan du tro, intet problem!”. Var fandme lige før at han bukkede, når han trak sig baglæns væk fra bordene.

Det er bare lige LIDT for servilt til mig. Jeg bryder mig ikke om at blive betjent af et menneske, der behandler mig, som om han er min underlegne slave, og jeg får myrekryb, når folk frivilligt kravler en kaste ned i forsøget på at sælge mig noget. Det får mig til at føle mig som noget ondt herskab af en slags, og det gør mig faktisk rigtig utilpas.

På anti-drikkepenge-måden.

Tænk, at man skulle opleve at føle, at man fik for meget service på en århusiansk café.

(Update: Ja, det er svangerskabsforgiftning. Ja, jeg er sygemeldt. Nej, jeg må ikke træne mere, før efter jeg har født. Og ja – det bliver efter sigende bare værre herfra. Jeg trængte bare lige til at tale om noget andet.)

Nå, men efter at have brugt hele mandag aften på Skejby sygehus, fik jeg kl. 23.15 lov til at tage hjem, mod at jeg stiller derude igen i dag kl. 11.40. Jeg blev stukket, klemt, overvåget og vurderet. Der var blodprøver og kardiogrammer, og det var i det hele taget bare en lang, nervøs aften.

Det var heller ikke nyrerne, den var gal med, så nu må vi alligevel tage det unævnelige ord i brug: Svangerskabsforgiftning.

Til de af jer, der ikke ved, hvad det indebærer, handler det om, at kroppen begynder at udskille æggehvidestoffer, og at blodtrykket pludselig opfører sig som de yo-yo’er, vi lavede walk-the-dog med i 80’erne.

Det, man kan risikere, hvis ikke man tager hånd om problemet er, at i takt med at jeg bliver mere og mere syg, får den lille ikke den næring, han har brug for, og dermed kan han ikke vokse, som han skal. Man ved ikke, hvad det kommer af, og jordemødrene derude var heldigvis gode til at fortælle mig, at det ikke skyldes noget jeg har gjort eller undladt at gøre. (Velkommen til det nye liv med kronisk følelse af skyld-med-skyld-på!) Worst case sætter de mig i gang, så han kan komme ud i den friske luft, men det er stadig at foretrække, hvis jeg kan få lov at ruge på ham i hvert fald en måned endnu.

Heldigvis ser det ud til, at han stadig har det, lige som han skal have det. Jeg har ham endda mistænkt for at have overskud til at kunne mærke, at den angste mor har ekstra brug for at mærke, at han har det godt, for arme og ben farer rundt til alle sider derinde 24 timer i døgnet.

Mors lille vindmølle.

For mig er det meget, meget mærkeligt, at vide, at jeg er så syg, som jeg åbenbart er, uden at kunne mærke det fjerneste. Jeg har det stadig rigtig godt, og derfor virker det grotesk, at jeg nu – hvis scanninger og prøver i dag bekræfter det endeligt – skal bruge resten af min graviditet til at ligge fladt på ryggen og glo. Det her er min sidste uge, inden jeg går på barsel, og der var mange ting, jeg gerne lige ville have fulgt pænt til dørs, inden det store På Gensyn.

Men det kan jeg så glemme for 1000 kroner.

Og det er også skideligemeget. Bare Anton har det godt.

Om lige præcis en uge går jeg på barsel. Færdig med job, ikke mere undervisning og al kursusaktivitet afviklet. Det er MÆRKELIGT! De første 12 uger af min graviditet slæbte sig så langsomt af sted, at det ind imellem nærmest føltes som om tiden gik baglæns, men derefter er det godt nok gået stærkt.

Indenfor de sidste 2 uger, må jeg indrømme, at jeg kan begynde at mærke, at jeg er gravid. Den fantastiske Gaga-koncert (*LOVE-you!!-smiley*), som jeg stadig lever højt på, har sat sine spor: 7 timer er måske lige i overkanten at stå op, når man er ved at have monteret en sæk cement og to fodbolde foran. Her, 4 dage efter, er jeg stadig træt, og da jeg forleden gik en tur, som jeg normalt går på en time, var der pludselig gået 2, da jeg kom hjem.

Kan selvfølgelig også have noget at gøre med de mange pitstops på Baresso, i fitnesscentret og hvor der ellers er kundetoiletter.

Han fylder godt efterhånden, den bette. 43 cm lang og 2 kilo tung. Forleden nat vågnede jeg ved, at han for første gang havde hikke, hvilket simpelthen var så hyggelig, og når han rigtig holder fest, kan han sparke mig i ribbenene nu.

Og så kan han svede, er det ikke mærkeligt?

Ift. undersøgelserne er der ikke noget nyt, (i den forbindelse: mange, mange tak for alle jeres forklaringer og gode råd) men i morgen får jeg svar på, om det er mine nyrer, den er gal med, og så antager jeg, at de under alle omstændigheder holder øje med, om jeg har eller udvikler svangerskabsforgiftning. Efter at have tudet og hysset over det i 2 dage, har jeg i dag besluttet, at vi aflyser panikken, så længe jeg ikke har andre symptomer.

Og noget af det første jeg skal, når jeg går på barsel? Jeg skal have valgt mig en ny læge.

Må jeg godt få dispensation til at skrive endnu et surt indlæg om min læge?

For jeg har aldrig været ret begejstret for at husere på de breddegrader, men det er da på INGEN måde blevet bedre, efter at jeg er blevet gravid.

Det er f.eks. ikke særlig fedt, at hun bliver ved med at snakke om, hvor meget for meget, hun synes, jeg har taget på. Specielt ikke, når jordemødre, sundhedsplejersker og andre børneorienterede fagpersoner synes, at alt er lige, som det skal være.

Det er heller ikke særlig sjovt, at hun spørger, om jeg er ”meget besværet af at have taget så meget på?” Det er 4 kilo i forhold til din tabel, jeg skal føde om 7 uger, og jeg kan fandme stadig spinne dig tilbage til stenalderen!!

Eller specielt tjekket, at hun mener, at vi bliver nødt til at lave en glukosebelastningstest… (Jeg har hørt om et nyt system, som meget fremmelige læger er begyndt at bruge. Det hedder ’journaler’ og fungerer på den måde, at man skriver ned, hvad man f.eks. udskriver til patienten eller tester dem for, så man kan holde styr på det.)

Eller at hun lige efter at have fortalt, at de har fundet æggehvidestoffer og blod i min urin tager sig tid til at forny en recept over telefonen.

Sagde jeg lige efter? My bad. Hun nåede at smide ordet ’svangerskabsforgiftning’ på bordet først.

Hvorefter hun pludselig skulle tjekke den muligvis defekte telefonsvarer, der fik førnævnte patient til at ringe på Den Meget Hemmelige Batmobil.

Jeg synes heller ikke, at det er særlig cool, at hun – efter at have fået det at vide 4 gange – stadig ikke kan huske barnets køn.

Eller var 40 minutter forsinket. Selvom jeg var 2. patient efter frokostpausen.

Når hun er så fraværende og distræt, bliver jeg simpelthen så bange for, at jeg ikke har fået de relevante informationer fremlagt, for det lader ikke til, at hun husker, hvad vi taler om, hverken sidste gang eller for 3 minutter siden. Og hvis hun ikke husker at spørge, og jeg ikke får givet de rigtige oplysninger, hvad fanden er odds’ne så for, at vi kommer helskindede igennem det her??

Jeg har haft hende som læge i 12 år, og jeg har overvejet at skifte masser af gange. Jeg kan bare desværre høre, at det i Århus er nogenlunde lige så sandsynligt som at vinde i Lotto at score en god læge. Enten har de alt for mange patienter, eller også er de en frastødende kombination af klamme/snerpede/ligeglade/hysteriske.

Ville være fint, hvis man bare kunne være så rask, at man aldrig rigtigt havde brug for dem, ikke? Men det er bare desværre lidt som med både DSB og Post Danmark: Der er ikke rigtig andre steder at gå hen.

Ok, er der andre end mig, der har lyst til at smide kødet tilbage i køledisken og konvertere permanent til Frugt & Grønt afdelingen? Hvor mange kødskandaler er det lige, de kan blive ved med at stampe op af truget?

Tager faktisk mig selv i lidt at ønske, at de ville holde op med at lave kontrol på området, for det er simpelthen for klamt at læse om. Jeg vil næsten hellere spise tyske bursvin, der har overskredet sidste salgsdato i den tro, at det er kød fra glade, danske frilandsgrise, der lykkeligt vimsede levende omkring i går, end jeg vil se flere fæle billeder af misfarvede kødtrevler.

Måske skulle man bare blive vegetar. Der MÅ trods alt være grænser for, hvor meget man kan vanrøgte og fejlmærke tofu.

….

Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal mene om.

I den del af Århus, hvor jeg bor, har man som et eksperiment valgt at starte grupperne op i den sidste del af graviditeten, hvilket jeg egentlig synes, er en meget god ide. Jeg er i hvert fald meget godt tilfreds med at kunne stille med min relativt normale, udsovede personlighed første gang jeg skal møde 5 fremmede mennesker, med hvem det eneste, jeg som udgangspunkt har tilfælles er, at vi er lidt kvabsede på midten.

Havde frygtet, at jeg var endt i gruppe med 3 spelt-donnaer på 21 og 2 3. gangsfødende, der hele tiden lige vidste alt om alting, men mit førstehåndsindtryk er, at det er en håndfuld meget velbegavede, venlige mennesker, jeg skal udveksle anekdoter om gylp og underliv med, og hvis bryster jeg formentlig kommer til at se næsten ligeså meget som mine egne.

Så langt er jeg positivt overrasket.

Men jeg ved sgu ikke, om det ender med, at der går lidt for meget par i den. Ikke at de andre piger snakkede meget om deres bedre halvdele, men jeg synes, at sundhedsplejersken kredsede en del om emnet. Og det … gider jeg vist ikke så godt. For jeg er inderligt glad for min beslutning om at have valgt lille Anton til, og jeg har ikke på noget tidspunkt undervejs følt mig hverken stakkels eller halv. Men jeg ved ikke, om man helt kan undgå at komme til at føle sig som en, der er blevet forladt af en troløs sømand, hvis man en gang om ugen skal sidde bænket om et bord og høre om partnerens rolle under fødslen og ’fædreklubber uden mor’.

Nå, men det skal i hvert fald have en chance, for pigerne virker søde, og de bor i gåafstand fra mig, hvilket jeg forestiller mig kan komme til at få ret stor betydning, når man skal nå at fixe noget social stimulans på de 20 minutter om dagen, som jeg kan forstå, at jeg skal forvente, jeg har mellem amningerne.

Ih, hvor det har været en god weekend. Har været parkeret i fitnesscenter med 9 stepinstruktører to-be, der som et eksperiment skulle trækkes igennem en 40 timers uddannelse på 14 timer.

Det gjorde de til UG med alle de gyldne krummelurer. Knoklede non-stop som små maskiner uden at kny, og for hver eneste ting, jeg væltede i ansigtet på dem, kvitterede de med at sende et nærmest fejlfrit produkt retur.

Det har været FEDT!

Må så også indrømme, at jeg er lidt træt nu.

Måske også mere end ’lidt’. Faktisk er jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, så træt, at jeg har været nødt til at sætte mit skærmzoom op til 125 % for at kunne se, hvad fanden der står på den, men jeg har taget lidt ferie i næste uge, så skal bare på job mandag og tirsdag, og så ellers bare holde efterårsferie for resten af pengene.

Hvad jeg skal onsdag aften? Hvor er jeg glad for, at du spørger…

Lady Gaga, baby! KÆFT, hvor skal vi danse!

Spændende at se, hvad Anton siger til dét.

Når jeg rammer sofaen om aftenen efter en lang dag i felten, sker det som regel med computeren i skødet og fjernsynet tændt. Mens jeg med et kvart øje ser noget amerikansk serie af en slags, har jeg samtidigt gang i jobforberedelse til den efterfølgende dag, et blogindlæg og et par samtaler på msn.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er vanvittig sej til multitasking, eller om jeg bør spanke mig selv for at sprede min opmærksomhed over så mange km2, at den formentlig aldrig kommer til at trække sig tilbage i facon igen.

Det betyder, at jeg ser uTROlig meget fragmenteret tv, og hvis jeg skal være ærlig, får jeg ofte handlingerne rodet så meget sammen, at de for min skyld bare kunne lave én lang serie og kalde den Greys Criminal Private Ghost Friends.

Så var der også altid noget, man gad se, ikke?

Nå, men det jeg EGENTLIG ville frem til var, at der forleden var en scene i en af serierne, hvor en meget afholdt person var død, og alle til begravelsen holdt tårevædede taler om, hvordan manden i kisten havde været en kilde til inspiration for dem.

Efterfølgende har jeg tænkt over, at det egentlig er fjollet, at man altid gemmer den slags taler til begravelser. Jeg mener: Ville du ikke blive glad, hvis en eller anden kom og fortalte dig, at du havde inspireret vedkommende? For hvis jeg kigger på mit eget liv, er der ofte tale om personer, som jeg egentlig kun har haft perifer tilknytning til, og jeg er villig til at sætte penge på, at de ikke ANER, at de har gjort en stor forskel for mig.

Det bedste eksempel er en instruktør, som jeg mødte et par år efter, at jeg var flyttet til Århus. Jeg havde i flere år trænet meget, og kunne godt mærke, at jeg gerne ville noget mere med det, men jeg følte ikke, at jeg kunne stille mig op foran mennesker, der gik mig til navlen og vejede det halve af, hvad jeg gjorde, og være et træningsmæssigt forbillede.

Så mødte jeg Marie. Som var 10 cm. højere end mig, og havde nogenlunde samme statur. Hun var uden sammenligning den sejeste instruktør, jeg nogensinde har mødt, og hun var grunden til, at jeg til sidst tog mod til mig, uddannede mig og søgte jobs i fitnessbranchen.

Hvilket har forandret mit liv på så mange gode måder, at jeg godt kan komme til at hyle lidt, når jeg tænker over det.

Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne vil sige det til hende, hvis jeg mødte hende; at hun har inspireret mig og dermed indirekte har været årsagen til, at jeg er blevet den, jeg er, og at jeg har de mennesker i mit liv, jeg har.

Men måske er det for fesent? Måske skulle jeg bruge de 10 minutter det tager at finde hende på FB, og skrive det til hende?

Bare i tilfælde af, at en af os træder ud foran en lastbil i morgen.