Rimelig mat stemning på jobbet her til morgen. En af mine kolleger mistede sin mand i går aftes. 39 år. Er vi ikke enige om, at man slet ikke færdig med at være her, når man ikke engang er 40? Kan slet ikke forestille mig, hvordan man kommer igennem det, og finder ud af at bygge sit liv op forfra. Hvordan skal hverdagen nogensinde komme til at give mening igen? Fremtiden, som man troede den skulle være, er væk, og erstattet af et mørkt, tomt hul. Stakkels, stakkels min kollega.
Det er mærkeligt, hvordan andres sorg forener og isolerer folk på en og samme tid. Der bliver aflagt mange besøg på de forskellige kontorer her til morgen. Folk sidder rundt omkring og snakker og trøster dem, der kendte ham bedst. Alle er enige om, at alt sættes i perspektiv, og at det, der virkede som et problem i går, er uendelig ligegyldigt i dag. Samtidig er det tydeligt, at noget af det, der chokerer mest, er erkendelsen af, hvor hurtigt der kan ske noget. Vi ved det jo godt, men når lynet slår ned i naboens baghave, gør man øjeblikkelig status over, hvor de mennesker, man holder af, befinder sig. Mens vi trøster hinanden, ved vi, at hver eneste af os er villig til at købslå med de højere magter og give vores sjæl for at holde vores egne fri. Og når mine er fredede, er dine tilbage.
Vi er så små, så små.
Published by