Defaults og opdateringer
Jeg kan mærke, at jeg for tiden er lidt mere stille, end jeg plejer at være. Ikke fordi der sker noget stort eller alvorligt, men efter at jeg er startet op på medicin, er det som om, jeg skal lære mig selv at kende helt forfra.
Det er ubetinget til det bedre, men verden er blevet et nyt sted, og jeg har pludselig redskaber, jeg ikke plejer at have adgang til. Jeg oplever dagligt at stå i situationer, hvor min default bare ikke stempler ind, og jeg først skal til at finde ud af, hvad jeg egentlig føler her.
Derudover kræver det faktisk også noget mental kapacitet at være den medicinale justeringsfase, hvor man hele tiden skal føøøøøhle efter indeni, og skal forsøge at skille ad, hvornår noget er medicin, der virker/ikke-virker, hvornår det er ens cyklus, der pludselig føles helt anderledes, fordi alt mulig udenomsstøj er filtreret væk, hvornår træthed er forventeligt osv. osv. osv.
Noget af det mest befriende er, at jeg pludselig helt krystalklart kan mærke, hvornår noget er mit, og hvornår jeg bare reagerer på at være tæt på en svær situation. Der er ret brugbart ift. mit arbejde, fordi jeg nu kan være afsted på opgaver, der er tunge og svære, og godt kan være påvirket af det, men hvor jeg samtidig også kan mærke, at det er sekundær sorg/vrede/frustration, der brager gennem mit system. Før vidste jeg det godt, sådan rent kognitivt, men det er væsentligt nemmere at blive færdig med og slippe igen, når det pludselig er så nemt også at *mærke*, at det ikke bor i mig.
Min evne til at prioritere og mærke, når der er noget, som jeg egentlig havde besluttet at gøre, men pludselig ikke har lyst til at alligevel, er også blevet væsentligt bedre. Jeg har altid været Forsvarende Dansk Mester i Lister & To-do’s, men det har også altid været et problem, at når først en opgave er på listen, så SKAL den løses, og selvom jeg godt med min hjerne kan forstå, at nogle opgaver er vigtigere end andre, så stempler kaospatruljen altid ind og sørger for, at alting FØLES lige vigtigt. Det kan jeg sortere i nu. Ikke hele tiden og ikke konsekvent – men vi har også i dag til tjek på Psyk. fået konstateret, at jeg er blevet forkert startet op på medicin; jeg får både for lidt og for sjældent.
Det var en lettelse at finde ud af, for de sidste uger har jeg kæmpet med, at jeg har kunne mærke, at meget er bedre – men ikke nok. Det er som at stå i et rum med 1000 radioer, hvor de alle sammen indtil nu har spillet lige højt. Nu er der blevet skruet lidt op for den ene, men de andre spiller og forstyrrer stadig. Det viser sig, at det behøver de ikke. Men pga. lægeskift, juleferie, forliste beskeder osv. er jeg bare kommet skævt i gang og ikke fulgt rigtigt op på. Det skulle meget gerne ændre sig over de næste to måneder, hvor jeg uge for uge bliver reguleret op, både i dosis og frekvens.
Helt grundlæggende er det bare en vild oplevelse at blive set og forstået. Rigtigt. Jeg kommer hele tiden til at græde, når jeg står hos de her læger og fagfolk, og de italesætter noget, sådan helt sidebemærkningsagtigt, og det 1:1 er sådan, det altid har været hos mig; der er bare aldrig nogen, der har bemærket eller anerkendt det. Som i dag, da jeg hele tiden kom til at afbryde overlægen, og blev ved med at undskylde, og til sidst desperat sagde: “Det er bare fordi, jeg så gerne vil prøve at forklare det” og hun bare nøgternt konstaterende svarede: “Du har jo også være tvunget til at lede efter forklaringer hele dit liv.”
Mig:
Så. Det går godt. Jeg er er her, og jeg går ingen steder. Men jeg er ved at omskrive alle mine manualer, og det kræver både tid, fokus og kræfter.
31. januar 2023 @ 21:10
❤️❤️❤️
1. februar 2023 @ 21:10
❤️
31. januar 2023 @ 21:13
Hvor er det rart at læse, at du sådan er kommet i menneskehænder, og at medicinen hjælper, samt at den kan komme til at hjælpe endnu bedre! Juhuuu!
Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget af din udmærkede forstand og dit udmærkede organisationstalent, du har været nødt til at køre med speederen i bund hele tiden, bare for at holde det der ADHD stangen.
Men altså, hvor er det godt, at du har fundet noget, der hjælper! Til lykke, til lykke!
1. februar 2023 @ 21:09
Det er faktisk én af de primære grunde til, at jeg så gerne har ville have Frida udredt – for tænk, hvis jeg havde haft adgang til de her ting, uden samtidig at skulle bøvle med en hjerne, der opfører sig som en gryde popcorn. Ikke ‘tænk, hvad det kunne være blevet til’ for jeg er ikke sikker på, at det var endt andre steder end her alligevel, men jeg ville gerne have været kampene og de kulsorte år foruden.
Så kæmpe juhuu for at være nået hertil. Det kommer helt sikkert til at gøre en forskel <3
31. januar 2023 @ 21:39
Når du er landet i det så er jeg uendelig nysgerrig på at høre, hvordan du sådan helt konkret mærker forskellen (som dit eksempel med to-do-listen). For umiddelbart kan jeg ikke relatere, men jeg vil så gerne forstå, så hvis du har lyst, vil jeg meget gerne læse om “i den her situation x ville jeg før have gjort y men gør nu z”.
1. februar 2023 @ 21:04
Jeg er i tvivl om, om forandringerne er så konkrete og håndgribelige, at de giver mening at beskrive og sætte op i præ-kontra-post.
Jeg har de sidste måneder tænkt meget over, at jeg tror, at de her diagnoser på mange måder i dag er, hvor depressioner og stress var for 20 år siden. Hvor dem, der bøvler med det ikke er i tvivl om, at det er reelt, mens det kan være rigtig svært at forstå for udenforstående; også dem, der faktisk rigtig gerne vil forstå. For hvordan forklarer man en depression? ‘Ked af’ dækker ikke rigtigt, og ‘opgivende’ yder heller ikke på nogen måde tilstanden retfærdighed. Det er bøvlet, fordi de her ting jo egentlig bare er en ekstrem-version af noget, som alle mennesker kender fra sig selv, men som ikke er et problem, så længe det kun optræder moderat.
Men jeg vil meget gerne prøve, for jeg fornemmer, at der faktisk sidder rigtig mange, som måske ikke helt kan sætte sig ind i det, men som alligevel virkelig, virkelig gerne vil være allierede, så jeg lover at give det et skud.
1. februar 2023 @ 07:34
Jeg bliver helt rørt over at læse dine ord.
Tak fordi du lader os komme så tæt på i din rejse “hjem”, som jeg egentlig føler at det er.
1. februar 2023 @ 20:58
Det er utrolig præcist beskrevet, Mette. Sådan har jeg det faktisk også selv <3
1. februar 2023 @ 08:20
Jeg bliver sgu også helt rørt – sidder faktisk i bussen pg tuder lige nu🤣 Bare så fint, når ‘nogen’ (du!) endelig bliver set rigtigt. Det er så fundamentalt vigtigt for os allesammen 🙏
1. februar 2023 @ 20:58
Haha – UNDSKYLD!:)
(Ej, men jeg er sgu da heldig, at jeg kan vende vrangen ud på mig selv, og det vildeste, der sker ved det er, at andre også må snøfte lidt. Det er uendelig værdsat <3)
1. februar 2023 @ 10:50
❤️ Jeg plejer at sige at det tager min. 2 år at få en adhd diagnose – altså efter selve diagnosen er stillet – fordi det tager tid at finde frem til den rette medicin og lære sig selv at kende på ny og i en ny kontekst, sortere i gamle strategier og indarbejde nye. Det er en lang proces, men livet er så meget bedre på den anden side ❤️
1. februar 2023 @ 20:57
Det giver utrolig god mening. Jeg begynder også at opdage, at en del af rejsen er at lære at æde det her vilkår uden hele tiden at forsøge at lægge ironisk distance til det. Der er meget at lære…
1. februar 2023 @ 16:42
Jeg er SÅ imponeret af din evne til at sætte ord på alt, også det svære, på en ordentligt og respektfuld måde; hvad enten det drejer sig om dig selv, dine børn eller andre. Og så er du også megasjov. Gode tanker herfra til en svær fase, du skal igennem. Tak fordi du deler. Det gør mig meget klogere, og det er jeg virkelig taknemmelig for.
1. februar 2023 @ 20:55
Tak for en virkelig fin tilbagemelding, Lisa. Det er trygt og rart at dele, når det er sådan her, I tager imod <3
1. februar 2023 @ 21:34
Jeg tænker tit på din analogi med vejen: at før var det mennesker, maskiner og dyr(!) all over på kørebanerne og i begge retninger og nu er der bare asfalt. Den giver så utrolig god mening i forhold til at skulle navigere i rørte farvande. En vildfaren hjort på kørebanen bevares, men hele det menageri som default er så oplysende for mig. Tusind tak. Jeg er ind til benet glad for at medicinen hjælper og helt fortrøstningsfuld over hvor meget godt der er dig og ungerne i vente når det er stabiliseret. Halleluja!
3. februar 2023 @ 15:40
Jeg er virkelig oprigtigt glad over din tilbagemelding, Sofie, for det føles meningsfuldt at skrive og tale åbent om, når der faktisk er nogen, der melder tilbage at de kan bruge det. Så tusind tak for at lægge den her kommentar <3
3. februar 2023 @ 08:47
Hvor er det rørende. Tillykke Linda ❤️
3. februar 2023 @ 15:41
Tusind tak, søde Lisbet<3