Sommer i transit
Den her sommer er en underlig størrelse. På overfladen ligner 2021 og 2022 hinanden, fordi jeg både sidste år og i år står uden fastansættelse i sommerferien. Dermed er jeg hjemme med børnene mere end de sædvanlige 3 uger, og der burde i princippet være ro på. Det var der sidste år.
I år? Not so much. Sidste år var sommervejret også mere stabilt, og på en mærkelig måde er det faktisk et fint symbol på tingenes tilstand. For i år er vejret ustadigt og omskifteligt, og den ene dag har vi 29 grader og bragende sol, mens vi dagen efter står op til slagregn og 16 grader. Vi har fri og kan rette programmet til, men det gør alligevel noget ved følelsen af flow, at man ikke kan planlægge mere end en dag frem ad gangen.
Samtidig sker der også meget, sådan life-wise. Jeg har GIGANTISK optur over at være blevet selvstændig, men fordi vi nu er trådt over ‘Start’ opstår nogle lavpraktiske udfordringer, som jeg er nødt til at forholde mig til. F.eks. at jeg skal betale 12.000 i skat allerede i juli, inden jeg har haft nogen form for indkomst. Der er masser af opgaver i horisonten, men alle holder ferie lige nu, og selvom jeg hele tiden har vidst, at opstarten ville være sådan her, er det én ting at vide det og noget andet at leve det. Da jeg, netop pga. økonomi og sommerferie, starter op på supplerende dagpenge, er der også nogle deadlines og opgaver, der skal holdes øje med dér.
Endelig sker der også noget herude på privatsiden, som jeg egentlig havde besluttet mig for ikke at skrive om endnu – men det er begyndt at føles for underligt at udelade, fordi det fylder utrolig meget i hovedet på mig.
Sagen er, at der er udredninger for ADHD i gang på både Frida og mig. Jeg er igennem de indledende runder og mangler nu – så vidt jeg forstår – kun den endelige samtale, hvor diagnosen formelt stilles, men er sendt videre med ‘kraftig mistanke om ADHD’.
For Fridas vedkommende er vejen en smule mere kringlet, fordi der endnu ikke – som det var tilfældet med Anton – er noget, der driller i skolen. Men vi er et stykke ad vejen, og så må vi tage den derfra.
Jeg har haft mistanke om, at det var ‘noget’ hos Frida i et par år. Men samtidig har det ikke været noget, der har givet nævneværdige benspænd i hverdagen, og derfor har jeg valgt at se det an. Ikke mindst fordi jeg nu, som veteran i Systemet, ved, at man ingen vegne kommer, hvis ikke man selv stempler ind med en konkret formodning. Men fordi jeg nu også er en del af mange fora, hvor medlemmerne tæller forældre til alle typer af neurodivergente børn, er det de seneste 8-9 måneder blevet mere og mere tydeligt for mig, hvad jeg tror, udfordringerne peger i retning af.
Fordi man skal gøre alting selv, Hans Christian, gik jeg derfor gået i gang med at læse op på ADHD hos piger. Og det blev ret hurtigt en meget bizar oplevelse, for stort set alle de udfordringer og karaktertræk, der blev nævnt, var nogle jeg kunne genkendte fra mig selv. Jo mere jeg læste, jo flere bokse kunne jeg vinge af, og efter nogle uger var jeg nærmest hæs af at udbryde: “Gud, er det DERFOR!?” 16 gange om dagen.
Det føles som om, jeg har kigget på et abstrakt billede hele mit liv, og nu er der nogen, der har vendt det en kvart omgang, og nu forestiller det pludselig noget.
Det er en lang proces at trevle sine egne narrativer og copingmekansimer op, for jeg har haft 45 år til at skabe fortællinger, jeg kunne få til at passe med adfærd, som jeg ikke kunne, og det er en vanvittig, men helt afsindig befriende proces at få lov at give slip på alt det, jeg føler, jeg har båret rundt på.
Og dén erkendelse har kun gjort vigtigheden af at få Frida udredt større, for jeg er arret på kryds og tværs af ungdomsår, der var så svære, at der var tidspunkter, hvor jeg ikke troede, jeg ville komme igennem dem – hvilket viser sig at være meget foreneligt med ADHD hos kvinder, fordi mange symptomer forstærkes, når østrogenniveauet ændrer sig. Det vil jeg strække mig uendelig langt for at skåne Frida for.
Frida har sin første samtale med en børnepsykiater i september, mens jeg selv må vente til december, og 3 år på indersiden af systemet har lært mig, at man må forberede sig på benspænd hele vejen til målstregen. Derfor prøver jeg at blive ved med at sige til mig selv, at jeg ikke må glæde mig for tidligt.
Men vi er i gang og på vej, med alting og det hele, og den svære kunst for nu er bare at vente, håbe og blive ved med at trække vejret.
3. juli 2022 @ 14:03
Hvis du får diagnosen, så forbered dig selv på selv på en lavine af “jamen, det gør alle da?”, når du prøver at forklare symptomer og overlevelsesmekanismer.
Fordi det er arveligt. Så der er højst sandsynligt en mor, far, søskende, bedsteforældre mv der også har det. Det bliver én lang omgang “Aha!”
I min familie blev en diagnosticeret, og rev tre mere med 😀
Det samme med venner, fordi krage søger mage.
3. juli 2022 @ 18:27
Den reaktion har jeg 3 års træning i, fordi riiiiiigtig mange også er klar til at tilsidesætte din egen vurdering af dit barn til fordel for deres lynanalyse.
Ift. børn tror jeg, man kæmper mod to grupper modstandere: Den ene er dem, der mener at alle former for spektrumdiagnoser blot er forældrenes undskyldning for manglende opdragelse og for meget skærm/sukker. Den anden er dem, der kan genkende deres eget barn i dit, og som derfor har brug for, at du tager fejl, for har du ret, kan det pege i retning af noget hos deres eget barn, som de ikke er klar til at forholde sig til.
Men jeg tror, der kommer til at ske noget de næste 10 år, for i takt med, at vi bliver bedre til at spotte børnene, så vil der være mange forældre, der – ligesom mig – opdager deres egne diagnoser, når de læser op på deres børns. Og så kan jeg mærke, at min egen proces også prikker til nogle af dem, jeg har tæt på, så jeg tror du har helt ret: Der vil komme flere i den nære omgangskreds:)
3. juli 2022 @ 18:13
Jeg skal love for du kører fuld plade 😘 skal jeg komme over og hælde kage på, når jeg er tilbage fra årets tour-de-camping?
3. juli 2022 @ 18:18
Ja, det der med en enkelt række; det bruger vi ikke rigtigt her:-)
Og svaret på det spørgsmål er ALTID ja! Kom <3
3. juli 2022 @ 18:57
Tak for delingen. Min datter har nok også add i en let version (ifølge min børne psykiater mor), men nok ikke mere end vi og hun selv kan tackle. Dine ord fik mig til at tænke på at hun måske også har brug for at få ord på hvordan hun har det og så gik jeg ind og læste op på det og blev bekymret over hvor mange piger og kvinder er føler sig forkerte pga. deres ADD og får andre mentale problemer af den grund. Det skal hun ikke opleve! Jeg tænker derfor at vi skal i gang med en udredning efter sommerferien. Tak for det 🙂
4. juli 2022 @ 19:53
Den kommentar blev jeg simpelthen så glad for, Anne. Det får det til at føles meget meningsfuldt at dele noget af det, som er lidt tungere. Tak.
3. juli 2022 @ 20:07
Velkommen i klubben ❤️ Jeg blev udredt som 40-årig og det har været en kæmpe gave. Min livskvalitet er blevet SÅ meget bedre. Den oplevelse håber jeg også du/I får. ❤️
4. juli 2022 @ 19:53
Det håber jeg virkelig, virkelig også. Jeg synes, der er længe til december, nu hvor man har en formodning om, hvad det er.
4. juli 2022 @ 05:30
Hvis du får lyst og overskud, så læser jeg meget gerne et indlæg fra dig om, hvilke træk det er du kan genkende fra dig selv i din læsning om adhd for piger/kvinder. Det er altid rart st blive klogere – og du skriver så blændende!
4. juli 2022 @ 17:31
Det gør jeg også meget gerne ❤️
4. juli 2022 @ 11:48
Tak fordi du lukker os ind i dette. Jeg må indrømme, at det var det sidste jeg havde gættet på – sådan som jeg “kender” dig her fra bloggen, virker du som det modsatte af ADHD. Men det er sikkert bare, fordi jeg ikke ved nok om det. Ser frem til at blive klogere.
4. juli 2022 @ 12:01
Ja! Det er helt sikkert fordi, jeg ikke ved nok, og jo heller ikke kender dig i virkeligheden, Linda, og kender hele dig, men jeg vil også rigtig gerne blive klogere!
4. juli 2022 @ 18:35
Nøj hvor kan jeg genkende dét, du skriver. Jer selv lige blevet diagnosticeret med Adhd her i slut-trediverne, og det er den vildeste oplevelse. Phew for en emotionel rutchetur sådan fire små bogstaver kan føre med sig: glæde, sorg, lettelse, ængstelse og vrede.
Det bedste ved det hele er at jeg nu endelig har beviser for, at jeg ikke er doven, dum, dårlig til at være voksen, uinteresseret i andre eller bare ikke prøver nok. Så mange brikker, der falder på plads nu!
Det værste er bekymringen for, hvad det betyder for mine børn (ift. arvelighed) og sorgen over de mange år med dårligt selvværd, selvhad og ydmygelser, og hvad nu hvis osv. Dog er en ting sikkert – har mine børn også adhd, vil de ALDRIG komme til at gå gennem det samme som mig, for det vil jeg aldrig tillade.
Jeg håber at du vil være tryg ved at dele nogle glimt af den rejse du og Frida skal på, det hjælper enormt på den ensomhed der følger med neurodivergens at høre om andre med lignende historier. Især fra personer, som man beundrer og ser op til (som jeg gør mig dig😊).
Hvis du mangler nogle at sparre med om udredning og om dét at have adhd er jeg klar, fx via en lukket gruppe på Facebook eller whatnot.
4. juli 2022 @ 19:52
Fedt, Maria! Jeg har faktisk været inde for at se, om der er fb-grupper for voksne/kvinder med ADHD. Jeg har haft meget glæde af dem, jeg er med i ift. Anton. Mon du kender til nogen?
4. juli 2022 @ 23:14
Bare lige et tip. Du kan skyde genvej ved at starte udredningssamtaler hos en psykolog, som så laver en rapport til den psykiater, som skal lave selve udredningen/konklusionen. Det er samme spørgeskemaer/test man kommer igennem, men det betyder at du afkorter din ventetid, da psykiateren nu kan stille en eventuel diagnose efter 1-2 samtaler.
Bare vær obs på at vælge en psykolog og psykiater, som har forstand på ‘den moderne forståelse’ af adhd.
Behandling af adhd er ikke obligatorisk faglighed på speciallægeuddannelsen i psykiatri, så man kan hurtig ende hos en meget uvidende læge.
Og anbefaling, find Russel Barkely på you tube, han er en af de førende forskere på området
5. juli 2022 @ 17:52
Der er ikke så mange at vælge imellem her i området, desværre. Og dem, der er, har så lange ventelister, at det på alle måder er hurtigst at tage de datoer, vi har fået tilbudt. Men altså; man er jo bare utålmodig, fordi en løsning, man ikke anede, man havde adgang til, nu pludselig er blevet præsenteret for én <3
5. juli 2022 @ 07:54
Vil rigtig gerne høre mere… og er også nysgerrig på hvor du er blevet klogere, vil du dele hvor det er godt at blive mere oplyst. Synes jeg kan finde vældig meget når jeg søger omkring disse diagnoser, og bliver derfor usikker på kvaliteten af det jeg læser… Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer at jeg nok er type 1, – hende der tænker lidt for meget skærm og sukker og grænser …… for jeg synes det er tankevækkende at SÅ MANGE får diagnoser i dag, men er nu nysgerrig på mere info, og fordi min datter måske trækker i en retning jeg ikke helt kan gennemskue, og kan det hjælpe hende med at blive klogere, og mig….. vil jeg gøre alt i verden, trods et tungt system…
5. juli 2022 @ 18:12
Jeg ved ikke, om du har læst det indlæg, jeg lagde på som det næste? Der står forslag til lidt litteratur osv. i bunden:)
Det er desværre stadig en fordom, der lever i bedste velgående, at de her diagnoser bare er dårlige undskyldninger for manglende forældreindsats. Det skyldes nok mange ting, men en stor del af grunden er, tror jeg, at det offentlige ikke har ret travlt med at komme underbygge de udsagn, forældre og børn fremsætter, simpelthen fordi det koster penge, hvis man anerkender, at det her er et reelt problem.
Men det er det. Jeg læste forleden en artikel om, at man nu har de første scanningsbilleder af fosterhjerner, hvor man kan se, at hjernen ser anderledes ud hos børn med ADHD/autisme. Jeg vil gætte på, at vi med det her står samme sted, som man gjorde med ordblindhed omkring 1970’erne, hvor ingen rigtig gik op i, at nogle børn havde uforholdsmæssigt svært ved at læse og skrive. I dag er der ingen, der vil anfægte, at ordblindhed er virkeligt. Så det handler nok også om, at lidelser først bliver en del af virkelighedsbilledet, når man som samfund har det godt nok til at have overskud til at forholde sig til det. Hvis hele landsbyen sulter, bliver det sekundært, at et barn ikke kan læse.
Jeg vil gerne lige knytte en kommentar til det med, at ‘så mange får diagnoser i dag’ – for sammenlignet med hvad? Hvis du sammenligner salget af hovedpinepiller året inden de blev opfundet med året efter, så vil du have en lodret kurve. Det er jo ikke udtryk for et øget forbrug, men bare for, at et problem pludselig har fået en mulig løsning.
Folkeskolereformen har en stor del af skylden for, at så mange børn i dag får diagnoser, fordi den skaber et klima, som gør autister og ADHD-børn udsatte og får dem at reagere. Et autistisk barn i trivsel fylder væsentligt mindre, end et, der er presset og stresset, og dermed presser de vilkår, børn i folkeskolen er underlagt i dag, mange, mange børn op til overfladen, som for 20 år siden ikke ville være blevet opdaget. Der er ikke blevet flere af dem. Vi får bare øje på dem nu.
Jeg har ikke kendskab til, at man har fundet sammenhæng mellem bestemte genfejl og autisme/ADHD, men mit bud vil være, at det kommer. For ligesom man i dag ved, at bestemte genfejl øger risikoen for indlæringsvanskeligheder, overvægt og ordblindhed, gætter jeg på, at det her også vil være genetisk at spore. Det vil også forklare arveligheden – OG det vil kunne være en mulig forklaring på, hvorfor nogle mennesker oplever, at ændringer i kosten påvirker autismen/ADHD’en. I alternative kredse er det en meget populær teori, at autisme skyldes ubalance i tarmen – men mit gæt er, at det simpelthen er to separate udfordringer, der hænger sammen med den samme genetiske defekt. Men i og med at autister og ADHD-børn reagerer kraftigere, når de er stressede/pressede/ikke har det godt, så VIL de børn, der har en potentiel ubalance i tarmen, fremstå mindre autistiske, hvis de får det bedre. Der er altså ikke tale om, at man kan “spise sig ud af autisme” men blot at generel, øget trivsel, får autismebarometeret til at slå mindre ud.
Det blev langt og stak i mange retninger, men jeg håber, at jeg fik svaret på det, du spurgte om:)