På forhånd tak
Nåmn, jeg håber, at I har haft en god lørdag, for min var noget pisset, synes jeg.
Startede ellers meget godt med, at vi sov til 6.15, så vi var begge ret friske, og da vi havde spist morgenmad, besluttede vi derfor at tage på det lokale bibliotek og lege.
Vi fik 10 fine minutter til at gå med at rutsje og støvsuge etablissementet for Peter Pedal-bøger, inden Anton syntes, at han ville se, om krokodillevippen kunne rives fra hinanden, hvis man vippede vildt nok. Det spørgsmål står stadig ubesvaret hen, for allerede i første vip, glemte han at holde fast, og tog den derfor bagover i en bogkasse – og så var der blod ov.er.ALT.
Når listen over ekstremsport skal opdateres næste gang, vil jeg gerne forslå at få disciplinen at ringe til vagtlægen, mens man holder servietter mod styrtblødende sår på et barn, der af alle kræfter forsøger at modarbejde redningsaktionen, sat på.
Så på skadestuen med os.
Inden vi går videre, skal jeg lige sige, at Anton har udviklet panikangst i forhold til sundhedssektoren, efter at han har fået dræn i ørerne. Han bed mig i ren og skær rædsel, da vi var til ørelæge sidst, og tandlægebesøget i forrige uge måtte afbrydes, inden det var startet, fordi man ikke kan undersøge et barn, der vrider sig skrækslagent, mens han skriger: ”NEJ! NEJ! NEJ!” med tårerne sprøjtende ud af øjnene.
Tilbage til historien:
Da vi nåede på skadestuen, sivede der bare lidt blod fra såret, og han var egentlig faldet til ro, men skal da lige love for, at det ændrede sig, da det gik op for ham, hvor vi var kommet hen.
Så der var ikke rigtigt andre muligheder end at lægge mig på briksen og låse Anton fast i et skruestik med mine arme og ben, så de kunne undersøge ham.
Hvilket bringer mig til:
Top 1 over det, jeg hader allermest i hele verden:
1. At holde Anton fast med magt, så andre kan udsætte ham for noget, han er bange for.
Og hvis jeg lige må komme med en hurtig bøn til de, af mine læsere, der erhvervsmæssigt begår sig i kitler: Vil I ikke nok huske at tage noget autoritet med på job? Eller som minimum noget skuespillertalent? For det er ikke rasende fedt at skulle være den, der skærer igennem, når man er i gang med noget, der i grim grad føles som et overgreb på ens eget barn, mens han sprøjtemaler os begge med blod, og man selv tuder en lille, bitte smule. Nej, jeg tror ikke, at han vil ”samarbejde” om masken med lattergas. Men jeg vil gerne høre en hurtig SWOT-analyse af jeres plan om at samarbejde med ham, når I skal klippe hans hår og stikke en nål igennem den bule på størrelse med Møn, han har bag på hovedet, i den tilstand af blind panik, han er i lige nu – uden nogen form for bedøvelse
Og tak fordi I spørger, men jeg er længe forbi det punkt, hvor jeg går op i, om lattergassen skal smage af cola eller hindbær.
Kom. Nu. Bare. I. Gang.
Efter hvad der føltes som 10 år, var vi endelig, endelig, ENDELIG færdige, kunne løsne de forkrampede muskler, pille noget af det gennemsvedte og blødte tøj af, og med et lettelsens suk træde ud i venteværelset igen.
– hvor vi nær blev blæst omkuld af den rå fortvivlelse fra en mor, det stod midt i rummet med sit spædbarn knuget i favnen og skreg: ”JEG TABTE HAM! ÅHGUDÅHGUDÅH GUD!! JEG TABTE HAM! JEG TABTE HAM! ER DER IKKE NOK NOGEN, DER VIL HJÆLPE OS!?” om og om igen.
Vi var jævnaldrende, men hun lignede en på 100.
Spædbarnet sagde ikke en lyd.
Jeg ville gå i stykker, hvis jeg skulle arbejde på en skadestue.
Så. Jeg har ret meget lyst til at løbe en meget, meget lang tur, meget, meget hurtigt, og slutte med at tæve en sandsæk noget så eftertrykkeligt, men pga. ferien er jeg lidt nede på barnepiger, så jeg må konvertere trangen til 3 afsnit af Game of Thrones og et glas rødvin.
Skal vi ikke sige, at næste uge bliver bedre? For alle?
30. juni 2013 @ 18:06
Av, hvor får jeg ondt i maven af din lørdag.
Jeg håber, Anton er i helt vildt meget bedring. Og at I sammen finder en måde at være nogenlunde ok med de uundgåelige læge- og tandlægebesøg, der er en del af barndommen og livet.
Og jeg håber helt ind i hjertet, at det spæde barn også er ok. Alt andet kan jeg næsten ikke bære.
30. juni 2013 @ 18:45
Der er en Totte-bog som handler om læger. Og vidst også nogle andre bøger i den dur.. så i kan begynde på en bearbejdelse af Jeres fælles traume.
Og ja, jeg kender godt til skruestikken. Vi bruger den når der SKAL børstes tænder. Føles uendeligt grimt, og må være titusind gange værre, når der er mere end tandbørster med flour på spil.
Hav en rigtig god aften! Næste gang (7-9-13 nej tak!) må du bare hvisle "Bare G Ø R det!" til kitlerne
30. juni 2013 @ 18:57
Åh nej, jeg får det dårligt bare af at læse om det, som du så har gennemlevet, føler med jer. Rigtig god bedring til Anton, og til dig tænker jeg 4 afsnit/2 glas, eller noget stærkere – og så: IKKE flere af den slags dage til jer, sender god karma, tryllestøv, krydsede fingre og den slags i jeres retning!!!!
30. juni 2013 @ 19:28
Han overlever, så du skulle måske overveje om det i bund og grund er noget vi ikke alle har oplevet, og OK jeg har 5 unger, så……..
30. juni 2013 @ 19:49
Håber i får en super god uge!
Jeg fik det helt ondt i mit hjerte af den historie 🙁
30. juni 2013 @ 20:54
Næste uge, bliver så meget bedre!
Læs forresten mit seneste heroiske epos om kampen imod dumhed og sårn.
30. juni 2013 @ 21:44
pyha den med moderen der har tabt sit spædbarn fik lige nogle væmmelige kulderystelser til at gå igennem mig, kan huske da jeg selv vendte mig om et splitsekund og min 2 mdr gamle datter på en eller anden mystisk vis fik krabbet sig baglæns udover kanten på puslebordet (og jeg mener virkelig det drejede sig om sølle tælle-til-to-sekunder)… husker også med skræk en tur på skadestuen hvor min søn blev syet i hagen mens jeg holdt ham i en skruestik og den åndssvage polske læge tog 100 ÅR om at sy 3 små sting, for f… da hvor var det bare rædsomt, kan ikke rigtig komme på noget der kan afhjælpe situationen, men vi har nu gjort det til en tradition at min søn ALTID får en KÆMPEis når han har været hos lægen og blevet stukket eller noget andet grimt (har en søn der har været usanstroligt meget igennem i sygehussektoren) og det er faktisk en trøst at han altid ved der venter en GIGAis i den anden ende af pinslerne…
30. juni 2013 @ 21:45
pyha den med moderen der har tabt sit spædbarn fik lige nogle væmmelige kulderystelser til at gå igennem mig, kan huske da jeg selv vendte mig om et splitsekund og min 2 mdr gamle datter på en eller anden mystisk vis fik krabbet sig baglæns udover kanten på puslebordet (og jeg mener virkelig det drejede sig om sølle tælle-til-to-sekunder)… husker også med skræk en tur på skadestuen hvor min søn blev syet i hagen mens jeg holdt ham i en skruestik og den åndssvage polske læge tog 100 ÅR om at sy 3 små sting, for f… da hvor var det bare rædsomt, kan ikke rigtig komme på noget der kan afhjælpe situationen, men vi har nu gjort det til en tradition at min søn ALTID får en KÆMPEis når han har været hos lægen og blevet stukket eller noget andet grimt (har en søn der har været usanstroligt meget igennem i sygehussektoren) og det er faktisk en trøst at han altid ved der venter en GIGAis i den anden ende af pinslerne…
1. juli 2013 @ 08:49
Årh, en shitty lørdag. Håber både du, Anton og det spæde barn (åh gud, altså!) har det bedre. Og at kitlerne bare GØR det, de nu engang skal gøre, næste gang (hvis der nogensinde bliver sådan en, gud bedre det).
GoT og rødvin lyder som en ok måde at dulme nerverne på, nu det ikke var muligt at komme af sted og tæve sandsække. Håber, du drak hele flasken.
1. juli 2013 @ 14:09
Puhhhhh altså stakkels Anton, stakkels Linda (og baby og babys mor naturligvis!). Det er såååå slemt at skulle igennem og håber, han aldrig skal den slags igen – men med den Anton, så slipper I jo nok ikke… Men håber så, at nogen anden end dig, kan skære igennem der. Husker med gru, da Malene som 5 årig i bevidstløs tilstand stadig kæmpede imod sygeplejerske, der holdt hende fast i skruetvingegreb, da hun skulle have taget rygmarvsprøve.. Holdt hende i hånden med lukkede øjne og tudede… Og alle de gange hun skulle stikkes under den indlæggelse 🙁
MEN NU blir det bedre! I får SUPER sommer!
Knus
1. juli 2013 @ 14:19
Forresten har en ide til dig og andre: efter Malenes indlæggelse og mange møder med nåle, drop osv. var hun heller ikke udpræget begejstret for læger, ambulancer mv. (Jeg måtte ugen efter vi kom hjem fra hospitalet bære hende ned i en ambulance fra 2. Sal med brækkede ribben -mine altså- da hun NÆGTEDE Falckredderne at bære hende, nægtede iltmaske, nægtede alt!) – så jeg tog hende pædagogik med MIG på hospitalet, hvor jeg skulle have taget blodprøver mv. og det virkede super. Så prøv evt. næste gang du skal til tandlæge, at tage ham med (og evt. Mormor i tilfælde af panik, mens du ligger fikseret)- snak om det, i morgen skal mor til tandlæge, vil du ikke med bla.bla, og måske det samme engang du skal noget rutine-noget-børn-kan-tåle ved lægen.,,
2. juli 2013 @ 17:51
Husmoder: Tak for tippet om Lottebogen. Vi har haft fat i både den og den om tandlæger, men det er som om, der ikke helt er gravkøer og traktorer nok til at holde den unge mands interesse fangen.
KMLN: Og jeg er sikker på, at de alle 5 har nydt godt af dit empatiske væsen…
Anne: Føj, for en historie. Jeg glæder mig til Anton er så stor, at man kan stille ham noget godt i udsigt efter endt behandling, for det er noget af det, der er slemt, synes jeg; at man ikke kan forklare ham, at alt det hæslige stopper lige om 2 minutter.
Mette: Rigtig god ide med at tage ham med, når man selv skal ”under kniven” – det kunne måske afmystificere det lidt.
Østfronten, Maja, Boselade, UR og Øglemor: Tak for opmuntring og gode tanker. De hjalp. Der er i hvert fald bedring over hele linien:)