Jeg er den største idiot, jeg kender
Pis og lort og sgu og satan. Det var IKKE lige det her, jeg havde forestillet mig vi skulle bruge de næste par uger på.
Kort fortalt skete der i lørdags det, at jeg efter en tur på legepladsen, satte Frida i autostolen, og derefter vender mig mod Anton for at hjælpe ham ind i bilen og op i stolen. På det tidspunkt havde jeg allerede låst klapvognen op, fordi den er nemmest at slå sammen, når den ikke er låst.
Inden jeg når at sætte Anton ind, vender jeg mig, og ser klapvognen begynde at trille. For enden af vejen vi står på, er der der åbning i hækken på ca. 2 meter, og det er LIGE der, klapvognen er på vej hen. Ude på den anden side ligger en af Esbjergs mest trafikerede indfaldsveje, med masser af tung trafik, og jeg kunne øjeblikkeligt se for mig, at en stakkels bilist troede, der var et barn i klapvognen, og derfor i forsøget på at undvige, trak direkte over i en lastbil.
Min hjerne er konstant sat på den funtkion, der hedder “worst-case”.
Jeg SPÆNER derfor efter den, men efter 6 meter, kan jeg pludselig mærke, at mine ben føles helt forkerte, så knækker mit venstre knæ ud til siden, (hvilket på smertetærsklen ligger lige mellem “amputation uden bedøvelse” og “fødsel”), og det næste der sker er, at jeg ligger på jorden og roder rundt og har ondt overalt.
Men. Så vil Anton hjælpe. Og begynder at løbe efter klapvognen. Jeg skreg: “ANTON STOOOOOP!!!”, som jeg aldrig i mit liv har skreget noget før, og gudskelov – tak, tak, TAK! alle højere magter – stoppede han. Jeg har ondt i mine ben, så I ikke kan forestille jer det, men det, der holder mig vågen om natten, og som jeg nærmest ikke kan stoppe med at tude over, er tanken om, at Frida kunne have siddet i vognen, og Anton kunne være løbet ud på vejen. Jeg har det. SÅ. RÆDSELSFULDT over det. Selvhad, selvbebrejdelse, angst, angst, angst og en meget uvelkommen forstørret bevidsthed om, hvor lidt der skal til, og hvor hurtigt, det kan gå galt.
Dommen lød på en brækket skinnebensknogle i venstre ben, et åbent brud på storetåen på højre ben, og en forstuvet tommelfinger på højre hånd, og lige nu bor vi hos mine forældre, for jeg kan nærmest ingenting. Krykkerne, jeg fik med, kan jeg ikke bruge, for der er ikke et godt ben at støtte på.
Derhjemme har vi bade- og soveværelser på 1. sal, og der kan jeg ikke komme op, og slet ikke med Frida på armen. Gulvet i stuen er ikke en mulighed, for jeg kan nok komme ned, men ikke op igen. Smertestillende er begrænset til et absolut minimum, fordi jeg ammer, og jeg kan ikke gå med Frida, når hun bliver så ked af det, at man kun kan få hende til at falde til ro ved at trave op og ned ad gulvet med hende, eller smide hende i vognen og køre en tur. Jeg kan selvsagt ikke køre bil, så aflevering og afhentning af Anton i børnehave er heller ikke mig, al social aktivitet er aflyst de næste mange uger, og vi skal have hjælp til A.L.T.
Humøret er ikke helt på toppen lige nu.
Men nu vil jeg gå ud og fejre, at vi har taget vores uheldet for resten af året i ét hug (7-9-13) med to panodil og et glas vand, mens jeg fantaserer om at skylle 5 stesolid ned sådan her:
14. september 2015 @ 09:55
For fanden, altså! Det lyder på ingen måde sjovt! Håber, der er slaw i de der Panodiler, og at du heler hurtigt! Aeninger herfra.
14. september 2015 @ 10:02
God bedring <3
14. september 2015 @ 10:16
Av, av, av med mere av på. Jeg lider virkelig med dig her fra den anden side af skærmen. Godt at der er nogle forældre, som kan hjælpe
God bedring!
14. september 2015 @ 10:25
Men… men… hvad..? Hvordan..? Ben knækker da ikke bare lige pludselig?
14. september 2015 @ 10:28
For helv… det er sort uheld, det der. Håber trods alt at det går. Og at ingen børn eller klapvogne lider overlast af episoden (eller bopæl hos mormor og morfar). Kh. Birgitte
14. september 2015 @ 10:29
Åh, Linda, for pokker i hulan da. Det er bare synd på alle måder. Og hvor er det godt, du har dine forældre i nærheden. Kram fra mig
14. september 2015 @ 11:04
Ejjjj, hvor er det bare synd for dig. Hvor uheldig kan man lige være. Rigtig god bedring.
14. september 2015 @ 11:19
åh – stakkels dig!!!
14. september 2015 @ 11:49
Kan du ikke låne en kørestol så du bare kan komme lidt bedre omkring?
14. september 2015 @ 12:08
Av av av og en million tanker herfra.
Ved ikke om det er alm. panodil du får, men der findes nogle med modificeret udløsning der ofte er bedre til lidt stærkere smerter (når man ikke må få andet, det er fanme synd for dig) – fordi man ikke får den den der op og ned i smerter hele tiden 🙂
De er på 665 mg og skal så bare tages 3 gange om dagen istedet. Er på recept dog.
14. september 2015 @ 12:17
For helvede da! Rigtig god bedring!
14. september 2015 @ 14:34
Tænker du har ret til at låne en kørestol ved kommunens hjælpemiddelcentral – eller på sygehuset… for krykker er jo håbløst tænkt med to dårlige ben. Godt der ikke skete noget med nogen af guldklumperne – kan levende forestille mig hele scenariet. Godt I kan bo hos dine forældre. Rigtig rigtig god bedring.
14. september 2015 @ 14:39
Ps. Tænker også en badeskammel kunne være en stor hjælp, så længe du ikke kan stå på benene. Kan lånes samme sted som kørestolen 😉
14. september 2015 @ 18:09
Hvem har en slyngevugge og en hente-bringe-barnepige i overskud til den stakkels kvinde!!?!!?? God bedring!!!
14. september 2015 @ 18:42
Aaiigh, for hulan da, fik nærmest fysisk ondt af at læse dit indlæg! God bedring, og hvor er du altså en tough cookie.
(Og du må ikke hade på dig selv. Anton hørte selvfølgelig efter, ville ikke være løbet ud på vejen, og vognen var aldrig trillet nogen steder med Frida i, for så havde du været helt anderledes obs på den.
Jeg ved godt, at alkohol heller ikke er smart når man ammer, men…under min første graviditet fik jeg en fibersprængning lige op til termin, og måtte derfor kun tage uduelige panodiler. Da jeg sad for anden aften i træk og græd af smerter, endte jeg med at skylle panodilerne ned med et glas rødvin… Og det hjalp altså. Selvom jeg næppe vinder nogen gravid-priser på det.)
14. september 2015 @ 19:36
Søde seje Linda, du er altså kommet til at skrive en forkert overskrift på dit indlæg – det skulle hedde " Hvor uheldig kan man være?" 🙂 Jeg har altså spist både Panodil og Ibuprofen efter kejsersnit på lægeordination… just saying! Og Panodil og Ibuprofen virker bare bedre sammen, end begge dele hver for sig – kan jeg fortælle som erfaren sygeplejerske. Rigtig god bedring!!!
15. september 2015 @ 06:49
holdaop! hvor var det GODT at Anton hørte efter – hvor er han dog dejlig sådan at ville hjælpe sin mor trods alt! Hvordan dælen kom du fra legeplads til skadestue osv ? dejligt dine forældre træder til – ønsker dig hurtig bedring!!
15. september 2015 @ 07:23
Det var skam i ambulance. Jo jo. Jeg fik virkelig noget for mine skattekroner i lørdags…:)
15. september 2015 @ 06:55
Mand, hvor er det synd for dig. Åh, hvor jeg kender følelsen af at forestille sig det værste, men tænk dig nu lige om: Du havde jo aldrig, aldrig, ALDRIG låst klapvognen op, hvis Frida havde siddet i den!
I øvrigt så kan jeg også anbefale rødvin – en læge sagde til mig, da jeg havde en ret smertefuld diskosprolaps at et glas rødvin svarer til 5g morfin – og det er mindre vanedannende… Så når det er rigtig slemt, så drik et glas vin (så bliver man også så rolig 🙂 )
15. september 2015 @ 07:53
Røv, altså.
Jeg er også overbevist om at vognen havde været låst hvis Frida havde været i den. Og hvor er Anton sød og dygtig at ville hjælpe OG at høre efter. Med de tre scenarier du opridser er jeg trods alt glad for at det "bare" er dine ben det er gået ud over. Fattig trøst, I know.
Nu siger jeg lige noget, så kan du vælge at overhøre det: modermælkserstatning. Så kan du malke det påvirkede mælk ud og opretholde produktionen til du kan holde ud at være i din krop igen.
Rigtig, rigtig god bedring. Kram
15. september 2015 @ 09:53
Giver en af de ovenstående ret: Rødvin er fint. Har også prøvet det i f m en diskusprolaps. Sammen med ibuprofen og panodil, forstås 🙂
Stakkels, stakkels dig. Du har ingen grund til selvhad. Glem det.
Skulderklap og mange tanker.
15. september 2015 @ 12:30
Det var da uheldigt som noget kunne være!
Der er en anden der skriver at du skal låne hjælpemidler hos kommunen eller sygehuset. Der vil jeg lige informere dig om, at det er sygehuset der skal give dig de hjælpemidler du har brug for, for at skaden ikke forværres. I dit tilfælde vil jeg sige at det kunne være meget smart med både kørestol og badeskammel, men det er ikke altid at skadestuen tænker over det. Det kan godt være du skal snakke for din syge moster for at få dem, men ellers kan en badestol klares med en havestol og en kørestol koster en god 500 lap i harald nyborg og kan sikkert sælges igen. Men det kræver jo selvfølgelig at hjemmet er "handicapvenligt".
Kærlig hilsen Sofie, ergoterapeut og trofast følger af din blog!!
15. september 2015 @ 19:17
Hold nu kæft, det er jo så sindssygt! Jeg har prøvet at snuble over egne ben og brække hø. fod og højre under- og overarmsknogle. Man kan bare ikke ret meget med arm og ben i gips. Jeg havde dengang kun mig selv at tage mig af men endte ud med både badebænk og hvad ved jeg på mit lille kollegieværelse. God bedring, og nyd pano'erne
16. september 2015 @ 07:52
Du er den sejeste! Ville ønske at jeg kunne hjælpe dig, bor bare fandens langt væk ��