Tal ordentligt. Det koster ikke noget.
I morgen fylder jeg 39 år. Min fødselsdag ligger så tæt på nytårsaften, med alle dennes endeløse muligheder for selfshaming og de deraf følgende forsætter, at jeg sjældent udnytter muligheden for at gå mig selv og min adfærd efter i sømmene og overveje, om noget bør spændes efter, men i år kan jeg alligevel mærke, at der er en ting, jeg ville ønske, jeg kunne blive bedre til. (Her bruger jeg lige 30 sekunder på at overveje, om det kommer til at lyde som om, jeg mener, at jeg er så tæt på at være fuldkommen, at der kun er et enkelt punkt tilbage på listen, der skal vinges af, før vi rammer perfektion, men jeg beslutter, at I forstår, hvad jeg mener.)
Jeg ville virkelig, virkelig ønske, at jeg talte pænere til mig selv.
Den anden morgen i badet, kom jeg til – højt – at bede mig selv om at holde kæft. Nu, hvor jeg sidder og tænker over det, ér det faktisk med årene blevet (lidt) bedre – der er områder, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg har sluttet fred med at være det, jeg er, og derfor ikke behøver at adfærdskorrigere med skæld ud hele tiden, men der er godt nok også områder, hvor jeg stadig næsten skammer mig, når jeg bliver opmærksom på, hvad jeg siger til mig selv, når ingen lytter. Hvis nogen ude i verden talte til mig eller mine på den måde, ville jeg vende rundt på hælen og aldrig se mig tilbage, men det er jo en lille smule svært at låse en del af sin personlighed inde i skabet,primært fordi der er ikke plads til mere.
Jeg synes næsten, jeg mangler et register. Det er som om, der kun findes psyko-prygl eller forsøg på at forklare, som altid har en kedelig, defensiv undertone. Vi taler om sætninger som: “Altså, jeg gør det så godt, som jeg kan!” og “Så må du (jeg? Bliver pludselig i tvivl om, hvordan jeg tiltaler mig selv) jo bare gøre det bedre i morgen”.
18. januar 2016 @ 13:25
Hej!
Uhhh, de er så svære at ændre på, de vaner!! Jeg er desværre mere sådan typen, der nogle gange taler for højt til mine poder… Men jeg øver mig i at blive bedre! Kunne du monstro finde på noget pænt at sige om dig selv, når du har sagt noget grimt? Når du f.eks. har sagt "hold nu kæft" til dig selv, så burde det være en slags plaster på såret hvis du efterflg. siger ti gange til dig selv noget a la: "jeg har sgu' mega pæne tæer, jeg har sgu' mega pæne tæer osv"….. Eller noget i den retning…. Måske dårligt råd, hm? Og hvad gør man så egentlig, hvis man bare gerne vil tale pænt og med dæmpet stemme hele tiden?…. Tillykke med fødselsdagen, håber du får en dejlig én af slagsen!
18. januar 2016 @ 15:15
Det ved jeg heller ikke. Men vil meget gerne ha' opskriften tilsendt, hvis du finder den.
Og stort trutte-lykke med f-dagen. Vi er næsten nøjagtig lige gamle så.
Hilsen Anne, som om ca. 1½ minut fortryder samtlige formuleringer i disse få sætninger og dernæst bruger 2 timer på enten at skælde sig selv ud over, at jeg ikke er bedre til at formulere mig, ikke har bedre humor eller bare ikke kan lade være med at kommentere på andre blogindlæg og dernæst bruger resten af aftenen på at overbeviste sig selv om ikke at prøve at slette kommentaren igen 🙂
19. januar 2016 @ 17:30
Har pt alt for meget man-flu til at bidrage med interessante refleksioner, så vil nøjes med at ønske et snottet tillykke!
20. januar 2016 @ 10:48
Jeg vil gerne ønske dig et kæmpe stort tillykke med fødselsdagen i går 🙂
Håber din dag blev skøn og at du talte og tænkte pænt om dig selv.
Hvis ikke, kender du så bøgerne af Louise L.Hay?
Hilsner og en smuk vinterdag til dig herfra 🙂
20. januar 2016 @ 16:05
Fååårk… den ramte lige i madkassen, den der Linda. Jeg kunne aldrig DRØMME om at tale til andre, som jeg gør til mig selv. Så ville jeg være så ganske alene i verden. Trist, egentlig.
20. januar 2016 @ 21:03
Jeg vil bruge ordret – selvmobning – for det er jo det, man gør, når man taler/tænker så grimt om en selv.
Og det sande er, at man aldrig kunne finde på at tale så grimt om andre, som man gør ved sig selv.
Kunsten er at lære, at man ikke er sine tanker, især de grimme for dem tror man ofte på.
Som noget jeg har læst engang: Nu bliver det måske lidt højttravende, men:
Når du/jeg eksempelvis tænker, du er dum, du er grim, der er ingen, der kan lide dig. Så er det, at man skal lære at sige højt. Nu har jeg igen, igen – "du er så grim-historien". Og det er hver gang denne tanke dukker op i hovedet. Og det er en vane, der skal ændres og huskes på, hver gang det sker.
Jeg øver mig endnu, men det har en anden effekt, når man siger højt, hov, der dukkede "du er dum-historien op igen" for så er det ikke en bekræftelse af hvem og hvad du er, men blot en tanke og intet andet.
Bare lidt tanker om dette 🙂