M2025 uge 52 og året, der gik

Året går på hæld, og i år synes jeg, at det giver mening at slå det sidste M2025-indlæg sammen med årets sidste regulære blogindlæg.

For som jeg vist også tidligere har været inde på, så føles det som om, at mine fokuspunkter, de tiltag jeg har forsøgt mig med og de lidt større overvejelser, jeg har gjort mig i årets løb, er flettet sammen på en måde, jeg ikke kan huske, at jeg tidligere har oplevet.

Mine to primære mål for 2025 har været 1) at stoppe med at løse i dags problemer med i morgens midler (både konkret og i overført betydning), samt 2) at bevare det, jeg engang har set beskrevet som ‘the beginner mindset’.

Det sidste har jeg aldrig mestret, hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil være.. om ikke god, så i hvert fald hæderlig til det, jeg prøver kræfter med, første gang jeg kaster mig over det; ellers kan det være lige meget.

Det er en elendig måde at gå igennem livet på, jeg ved det godt. Men det er sådan, maskinen kom fra fabrikken, og det er svært at ændre på. Der er ingen drivkraft i kedsomhed, og derfor mangler incitamentet til at blive ved, når jeg prøver noget nyt og ikke med det samme kan se det tage form.

Men da jeg sidste år for alvor begyndte at fokusere på min lille have, lovede jeg mig selv, at jeg ville betragte alle forsøg som læring. Både dem, der resulterede i farvestrålende blomster og saftige krydderurter, og dem, der endte med forkrøblede kviste og visne blade.

Jeg har mange gange i årets løb tænkt på Thomas Edisons svar på, om ikke det havde været frustrerende, at det tog så mange fejlslagne forsøg at opfinde glødelampen:

Om han reelt har sagt det, ved jeg ikke (- og held og lykke med at faktatjekke), men jeg elsker perspektivet, som for mig har været både inspirerende og meget konkret anvendeligt.

For det, jeg kan se er, at den tilgang har lært mig mere om jord og planter, end mit perfekt-eller-lige-meget mindset nogensinde ville have gjort, og samtidig har det gjort processen meget sjovere. Den overbærenhed og tålmodighed med mig selv, der implicit ligger i udsagnet, har været vigtigere for mig, end jeg egentlig har lyst til at indrømme.

Uden at det har været noget, jeg bevidst har stilet efter, har mine små haveprojekter også foræret mig den forankring i årshjulet, som jeg i årevis har jagtet, men ikke har formået at få fat om.

Det har gjort det langt mere oplagt at indarbejde årstidens råvarer i køkkenet, og har også givet anledning til mere overordnede tanker om emnet.

I foråret satte jeg mig for, at jeg i år ville nøjes med at kaste mig over hjemmelavede versioner af det, vi rent faktisk bruger, som f.eks. hyldeblomst-saft, flåede tomater og fond – for det er muligt, at jeg laver en pesto, der kan tvinge konger i knæ og gøre mig til hersker over de 7 verdenshave. Det bliver bare stadig åndssvagt, når vi faktisk ikke *spiser* pesto.

I alt det er der hos mig vokset en langt dybere forståelse frem af, at det ikke er MENINGEN, at alting skal være tilgængeligt hele tiden. Det er vi bare kommet til at tro, fordi supermarkedets kølediske har givet os adgang til det hele, 24/7/365.

Konkret har det betydet, at jeg nu går anderledes til værks, når jeg henkoger tomater eller laver jordbærmarmelade. For det hjælper mig til at være mere til stede i de enkelte årstider, at jeg godt nok producerer hyldesaft nok til, at der er lidt til fryseren, men målet er ikke, at der skal være til et år. Det er sjovest at drikke, når vejret indbyder til lys og lethed, og selvom det kan være lækkert med et glas i november, så giver det, helt konkret, et andet blik på naturen at begynde at holde øje med, hvornår hylden blomstrer, fordi man glæder sig til at omsætte de hvide skærme til saft.

*

Om det er udløst af mit øgede fokus på årshjulet og naturens evige ebbe og flod ved jeg ikke, men i år har jeg også tænkt meget over, at udvikling ikke er en lineær proces.

Det er en gammel sandhed, som de fleste af os nok er semi-bevidste om, men det har fyldt mere for mig i år, end det plejer.

For da jeg i sommer stod med 24 sting over hoften, et gigantisk skattesmæk, tilbagebetaling af boligstøtte fra 2022 og en kvalmende værkstedsregning, ville det være nærliggende at forfalde til selvhad over det, det udefra lignede en gentagelse af et gammelt mønster.

Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke i perioder har hyggethadet *lidt*.

Men det, der står tilbage, når solen går ned er, at det også har vist mig, hvor langt jeg egentlig er nået.

For i stedet for bypass og lappeløsninger og fuld struds, samlede jeg battet op, og gik i gang med at slå boldene tilbage over nettet, en bold ad gangen.

Bider det? Ja, for fanden. Banken trækker i gennemsnit 17.000 kroner til min budgetkonto hver måned, og det er KUN the basics. ALT unødvendigt er skrællet væk. Jeg betaler små 20.000 kroner i B-skat, og min restskat koster mig 6500 kr. pr. måned. Boligstøtteregningen blev fordelt på 9 girokort á 1500 kr., og værkstedsregningen fik jeg lov at dele op, så jeg smed 6700 kr., 3 måneder i træk.

De, der er gode til hovedregning, kan se, at jeg dermed har haft 3 måneder (september, oktober og november), hvor jeg har skulle finde 50.000 kr. til regninger.

Men værkstedsregningen er betalt. Jeg har 2 afdrag tilbage på boligstøtten, og jeg er halvvejs med min skat. Revisorens ekstratjek har givet ro, fordi jeg ved, at jeg er færdig-færdig til sommer, når det sidste girokort fra Skat er betalt, og fordi jeg har været alt igennem med en tættekam, ved jeg også, at jeg er nede på at skylde 46.000 kr. på min bil. Dermed behøver jeg ikke længere at frygte, at en værkstedsregning tager det økonomiske liv af os. Når den skal til service næste gang, skylder jeg ikke mere på den, end at det kan dækkes ind af det, forhandleren vil give for den, hvis de vurderer, at der skal skiftes noget dyrt.

At jeg har kunne trække vejret og holde balancen, er et resultat af, at jeg står på skuldrene af min egen udvikling; at jeg reelt forstår, at jeg ikke har fejlet som menneske, fordi jeg står overfor noget, som er svært.

Det syn på selvudvikling giver mening for mig på mange fronter. Meget lavpraktisk har jeg senest tænkt det ift. julens overflod vs. januars smalhals.

For der har, i hvert fald i de kredse, jeg færdes i, de sidste mange år eksisteret en form for lakonisk pragmatisme, hvor vi ikke har meget til overs for nytårsforsætter og Det Er Slut Fra NU Af!

Men hvad nu hvis januars askese og nøgenhed ikke er Dit Nye Liv og den vej, du optimistisk sætter ud af – for så efter nogle uger, slukøret og med selvhadets tunge åg på skuldrene, at kaste håndklædet i ringen og endnu engang konstatere, at viljestyrke og rygrad nok bare mere er de andre forundt?

Hvad nu, hvis januar og det mindset, du starter året med, bare er den naturlige (mod)reaktion på decembers dekadente overflod, med lag på lag, ting alle steder og mennesker overalt? Er det ikke meget naturligt at mærke lysten til kontrast; til noget crisp, citrusbefængt minimalisme?

Når vi kigger på naturen og måden, det hele cirkulært spirer, blomstrer, visner og forgår, er der jo ingen af os, der opfatter sommerens blomstrende ekstravagance som et bevis på, at vinteren og den nøgne jord har fejlet. Begge dele er nødvendige for at holde livshjulet kørende, og det eksisterende har ofte sin største værdi i kontrasten til det, der var og det, der kommer.

Måske er det det samme for os?

Måske ville det give mere mening at tænke udvikling, både i det store og det små, som et pendul, der svinger mellem de forskellige yderligheder, og dermed hele tiden hjælper os med at bruge hele vejens bredde?

Eller måske er udvikling cirkulær, men evigt stigende; som en vindeltrappe, der – hvis man ser den ovenfra – godt kan se ud til bare at gå rundt og rundt, men hvor vi for hver runde vi tager, kommer et perspektiv-niveau højere op, og kan bruge de erfaringer, vi gør os og de lektier, livet tvinger os til at lære, til at se den kendte udsigt fra et andet og højere perspektiv?

Der ligger i hvert fald i det en mere selvkærlig måde at betragte vores færd gennem livet på, hvis ikke vi opfatter alle nye tiltag som beslutninger, vi fejler i at fastholde, fordi vi slipper dem for at få hænderne fri til at gribe om andet, der er vigtigere for os nu.

*

Dette bliver årets sidste indlæg, og inden jeg slutter, vil jeg gerne sige tak for jeres fortsatte engagement og kvalificerede input i kommentarfeltet, og for at have haft lyst til at dele virtuel bænk med mig endnu et år. I gør mig klogere og bedre, og I gør det sjovere at være her.

Rigtig godt nytår til hver eneste af jer.