Samtalens svære kunst
De sidste uger har planeterne stillet sig, så jeg uventet har fået mulighed for at spise frokost med venner og bekendte, jeg ikke har set længe.
De møder og samtaler giver altid stof til eftertanke, synes jeg. For hvor man i sine daglige relationer sjældent kører vidvinkel på hverdagslivet, så giver det pludselig et andet perspektiv på, hvor man er, når samtalen ikke bare kan startes op, hvor man slap den i går.
Jeg har mine faste ringe-damer. Vi får mange timer til at gå med at sludre om alt og ingenting, når vi kører land og rige rundt, og det giver generelt nogle ret gode samtaler, når man sidder i en bil og ikke bliver forstyrret af børn, vaskemaskiner, der bipper, og sedler på bordet, man får øje på og bliver afledt af. De samtaler starter tit med ‘Nå, men så skal du sgu høre, hvad han sagde, da jeg endelig fik fat i ham!” og forgrener sig videre ud i betragtninger om ensomhed og udfordringerne ved at opdrage i en virtuel verden med analoge værktøjer.
De lidt mere sjældne samtaler er nødt til at starte et andet sted. Der er mere baggrund, man er nødt til at have med, når man fortæller en historie, og der er detaljer, der må udelades, hvis alle parter skal nå at fortælle, hvordan verden vender hos dem.
Jeg kan mærke, at det for mig har ændret sig, hvad jeg gerne vil tale om, når vi sidder over en frokost og ikke har set hinanden i flere måneder. For hvor jeg for 5 år siden egentlig ikke havde noget problem med at lave en kronologisk update, så kan jeg mærke, at det i dag faktisk slår bunden ud af mig, når jeg lægger det hele ud og i forlængelse af hinanden. For så er det sgu lidt en overvældende omgang.
Ikke mindst fordi meget af det, der fylder, udspringer af frustration over dele af systemet, som andre mennesker ikke har noget forhold til. Og det er en underlig spaltet fornemmelse, at noget for mig fylder nærmest alt, og samtidig vide, at det, alle gode intentioner til trods, faktisk ikke er et ret godt samtaleemne. For det er ikke hverken interessant eller vigtigt for andre end mig. Og ingen synes, at der er megen fornøjelse ved kun at kunne bidrage til en samtale med ‘hold kæft, det lyder træls!’.
Det kan være svært at komme i tanke om, hvad der ellers foregår i mit liv, når jeg er fyldt op af et lava-lignende raseri over, at psyk. har fucket fornyelse af min recept op 3 ud af 3 gange, at ingen af fornyelserne har krævet under 7 opkald, og at de har aflyst/flyttet 6 ud af 10 samtaler dagen før disse skulle finde sted, så jeg på nuværende tidspunkt har mistet så meget indtægt i dage, jeg har friholdt til ingen verdens nytte, at jeg kunne have betalt for en udredning i det private.
Det er svært at komme i tanke om, hvad jeg egentlig laver ud over at løse de samme opgaver 5 gange, fordi jeg er tovholder på det hele, så Fridas hjernepauser skal planlægges, hvorefter jeg skal have fat i læreren, fordi de ligger forkert/andre børn forstyrrer/er børn i det lokale, som Frida selv er blevet sendt ned til osv. osv. osv. Samme opgave, der skal løses 5 gange.
Eller Antons skoleskifte, hvor jeg skal have fat i PPR, skal rykke dem, skal have fat i skoleleder, skal rykke skoleleder – 2 gange – og følge op, for at være sikker på, at vi når at sende papirerne til udvalget i tide til den deadline, som jeg tilsyneladende er den eneste, der husker, hvor ligger. Igen: Samme opgave. 5 gange.
Men det er jo lige så interessant for udenforstående at høre om, som det er at høre, hvad folk har drømt, eller hvad deres kollega, som man aldrig har mødt, har sagt til et møde.
Jeg kender kun gode mennesker, som altid og uden undtagelse vil lægge ører til, hvis jeg har brug for at få luft. Men det har givet stof til eftertanke, at jeg faktisk kan køre mig selv ned, rent overskudsmæssigt, når jeg dvæler for længe ved de vilkår, jeg lige nu er underlagt. For hvordan er det så at sidde på den anden side af bordet?
Er det sundt eller usund at skøjte hen over alt det her? Er der noget forståelse eller bearbejdning, der ville være gavnligt, som jeg går glip af, hvis jeg bevidst ignorerer det? Eller er det at kradse i et tørt sår at dykke ned i det, gang på gang på gang på gang?
Bliver det kunstigt at lade det fylde 2% af en samtale, når det fylder 90% af tankerne? Skal en relation kunne bære alt? Hvad styrker et venskab, og hvad får os til at drive fra hinanden?
Jeg ved det simpelthen ikke. Men måske er det dén samtale, jeg skal tage hul på, næste gang planeterne stiller sig på linje.
15. marts 2023 @ 16:56
Jeg holder igen, når jeg er i de relationer, som jeg ikke ser jævnligt. Og som derfor i sagens natur er lidt længere ude i mine ‘cirkler’ af nære relationer.
Som du beskriver, så er jeg umådelig bevidst om, at ingen i min omgangskreds bakser med de samme ting, som mig. Men. Vi kan jo sagtens snakke om mænd/job/bolig/rejser/familien/etc.
For mig er det et frirum. Jeg har erkendt, at alle samtaler ikke behøver munde ud i en løsning på Verdens Fred. Det er helt ok, at bruge en frokost på at sladre om kolleger eller gennem analysere seneste Tindermatch.
Men jeg bruger også den overfladiske samtale til at slappe af.
Og jeg ved, at hvis jeg ikke lægger tiden til det samvær, så forsvinder relationen på sigt. Og dét ville jeg være ked af.
Man er måske ikke på samme ø lige nu. Men det er stadig mennesker og relationer, jeg værdsætter enormt. Og når/hvis vi engang lander på samme ø, så vil jeg være virkelig glad for den energi, der blev brugt på at holde liv i forholdet.
15. marts 2023 @ 20:36
Det kan jeg sagtens genkende, det med at holde fri fra omstændighederne.
Jeg synes, det er en balance; specielt med dem, man ser knap så ofte. For min egen erfaring er, at en relation også glider ud, hvis man ikke sørger for at trække det, der fylder med ind i samtalerne løbende.
Jeg er dansk mester i small talk, og jeg får endda også lidt foræret i, at mange af mine venner og veninder følger med herinde, og derfor faktisk er mere up to speed med mig, end jeg er med dem. Men jeg har tabt et par stykker undervejs, fordi vi af en eller anden grund havde fået lagt en linje, hvor samtalen mest handlede om fortid og fælles bekendte, og det derfor blev sværere og sværere at følge med i livet hos hinanden her og nu. Det bliver selvforstærkende, fordi der så over tid bliver mindre og mindre at tale om – og det er en skam, synes jeg. Men nu, hvor jeg sidder og dvæler ved det, spekulerer jeg også på, om vi måske var gledet fra hinanden alligevel. Somme tider løber en relation måske bare sin bane ud.
15. marts 2023 @ 18:43
♥️
Jeg har kun et de børn, der kræver den slags hjernepauser, som du beskriver. Det andet barn er så til gengæld den type, der taler på indånding og udånding… Og bevæger sig imens.
Men jeg har ikke selv ADHD, så jeg vil bare sige, at jeg ikke fatter hvordan du kommer igennem dagene. Ikke at du har et valg.
Kender de samtaler, hvor man både hører sig selv fortælle det samme igen og igen, mens jeg ikke engang selv gider høre på det mere!
Kæmpe kram til dig!
15. marts 2023 @ 20:27
Tusind tak for et virtuelt kram, Ann Cathrine. Det er altid rart at blive set af ligesindede <3
17. marts 2023 @ 12:42
Også dette indlæg starter megen refleksion og resonans hos mig. TAK for det.
Jeg har også ringeveninder under transport, flere dog kolleger, og derfor sniger der sig ofte en masse god og vigtig snak om både faglighed, opgaveløsning og samarbejde ind i det virvar af familie, fritid, selvindsigt og -arbejde, som levet liv er.
Men af alle mulige årsager har jeg også rigtig mange ses-ikke-så-tit veninder, som alligevel står mit hjerte nær og har min ryg. Og jeg vil helt ægte gerne høre om og på det, der fylder for dem – for at bevare ærligheden og nærheden i relationen trods tidsmæssig afstand. Det er for mig ikke spor kedeligt eller opslidende at høre om fx udredning af deres børn, deres egen angst eller hvilke bøvlerier, der evt. måtte være – jeg vil rigtig gerne deles med, og hvis noget fylder 90 % for dem her og nu, virker det for mig helt skørt, hvis de først skal fortælle om huset, de jo forresten også har købt/solgt for et år siden, hvis/når det fylder 0,01 % for dem nu.
Men det kommer garanteret an på, hvor tæt på relationen føles/ønskes, for selvfølgelig har jeg også venner med samme tidsintervaller, som føles mindre nære for mig.
Blot for at melde ind, at det ikke er sikkert, at “modtager”ven føler det spor belastende at få indblik i det morads, der nogle gange er det, der ligger forrest og fylder – og så tager det måske lang tid eller kræver nogle mellemregninger, men det kan også (i hvert fald nogle gange) fungere som det kit, det knytter et venskab tættere.
Samtidig er jeg selv kronisk smerteramt og løber/er løbet ind i flere af de ting, du også beskriver – og det er (jo? Desværre) on going her, måske lidt som en diagnose(rejse?) også kan være det? Og herfra kan jeg virkelig følge nogle af dine tanker – jeg vælger ofte ud, om/hvad jeg fortæller, for jeg mener, HVOR interessant kan det vedblive at være både at høre og fortælle om, at det stadig bøvler, at jeg stadig ikke helt har fundet accepten, at jeg nogle dage helt trækker stikket, stadig ikke har optimal medicin osv. Det kan også udmatte mig, og jeg kan indimellem have fornemmelsen af at tale samtalen ned under gulvbrædderne. Samtidig føles det dog også helt off, hvis jeg enten intet siger om det, eller forbigår det lynhurtigt med tja-blabla, for det fylder unægtelig så vildt meget for alle parametre i livet.
Ja – måske blev det lidt pro-con-rod, men om ikke andet manede dit (som altid!) velskrevne indlæg her til eftertanke om, at når man ikke er “den ramte”, så kan det føles meget og helt ok at høre om det hele, så man måske bare som “den fyldte” skal eksplicitere, at det og det fylder sindssygt meget i ens liv, men at man ikke orker, at det skal fylde alt i mødet og samtalen, så man giver sig selv og den anden plads til at stoppe halvvejs eller skifte emne, inden man ryger i kulkælderen?
18. marts 2023 @ 09:11
Jeg kan genkende alt, hvad du skriver. Både ift. være afsender og modtager i samtaler, hvor modparten kæmper med noget. Og måske er det ok, at det ikke altid er nødt til at være på samme måde for at fungere. At skrive indlægget fik mig til at indse, at jeg måske somme tider godt kan dele, så vi holder relationen ægte, men også somme tider kan vælge at gøre det kort.
Jeg bliver altid glad, når al mit tankeskrald sætter gang i overvejelser hos jer derude, så tak for at melde tilbage.