Vi voksne kan også være bange.

I forlængelse af mit forrige indlæg har Citygirl spurgt mig, hvordan jeg egentlig har det med at være blevet officielt voksen. Svært at svare på, synes jeg. I det store og hele er jeg ret godt tilfreds. Jeg har somme tider en fornemmelse af, at jeg først nu er ved at vokse ind i den alder, det er meningen, jeg skal have. Jeg har langt mere ro i både hoved og røv nu, end da jeg var 18. Jeg kender mig selv på godt og ondt, hvilket giver en helt andet tilgang på min omverden, fordi jeg har et punkt at pejle ud fra og ikke bare triller rundt, som en kugle på et bræt. Jeg har det som en mand, der bor i et hus, han selv har bygget. Det er muligt, at gulvet hælder en smule, at vinduerne ikke slutter helt tæt og at et par af hylderne hænger skævt, men det er mit. Jeg har skabt det, hver eneste detalje har sin egen historie, og her er ro.

Somme tider bliver jeg dog også grebet af en følelse af uvirkelighed, når jeg tænker over min alder. Når jeg ser den på tryk, har jeg det som om, det er en anden, de skriver om. Når jeg tolker meget alvorlige ting, kan jeg stadig være led ved, at de har fået mig og ikke en Ægte Voksentolk. Jeg kan stadig blive grebet af panik, når det går op for mig, at det er mig selv, der skal finde ud af, om pensionsopsparing er en god ide, vurdere om jeg er så syg, at jeg skal til vagtlæge og løse situationen, hvis jeg bliver fyret.

8 ud af 10 dage passer voksentøjet. Den niende tager jeg det på alligevel og leger klæd-ud i håb om, at indholdet lader sig narre af emballagen. Den tiende trækker jeg bare dynen op over hovedet og håber, at Bjarne Jes Hansen havde ret.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.