Jeg kan godt leve med, at nogen synes, at jeg er en kælling. Jeg er helt på det rene med, at man ikke kan være gode venner med alle, og jeg mener meget om mange ting. Jeg har højtaleren tændt det meste af tiden, og ved godt, at det somme tider får mig til at fremstå som krakilsk og dominerende. Jeg ved, at det forholder sig sådan, men jeg har det egentlig fint nok med at melde klart ud. På den måde ved folk, hvad de siger ja til, hvis de vælger at omgåes mig.
Jeg har det bare så svært, så svært med Dem, Der Finder Mig Irriterende, og det forstår jeg simpelthen ikke engang selv. DDFMI er en gruppe af mennesker, som gør mig skide usikker. Jeg har talt i telefon med en af dem idag, og det var rædselsfuldt. Jeg bliver totalt behagesyg og hensynsbetændt, og forsøger at regne ud: a) Hvorfor de synes, at jeg er irriterende, og b) Hvad jeg skal gøre, for at få dem til at kunne lide mig. Den adfærd klæder mig meget dårligt, og gør mig egentlig bare mere irriterende. Jeg kan høre mig selv begynde at modficere alle mine udtalelser for ikke at fremstå som bedrevidende eller arrogant. Jeg mister min evne til at producere sammenhængende sætninger, og min argumentation kan sønderskydes af et barn i 3. klasse. Det værste er, at DDFMI ikke gør noget som helst for at få mig til at føle sådan. De er tværtimod alle sammen søde og høflige. Hvilket bare øger min usikkerhed til et niveau, hvor jeg nærmest kan optræde med det.
Beklageligvis foregår operationen uden narkose, så jeg kan med al uønskelig tydelighed se min personlighed forvandle sig til en vattet, beige substans.
Hvorfor er det stadig sådan, når man nu er blevet voksen(-ish)? Hvornår bliver man gammel nok til at være ligeglad? Og vigtigst af alt: Kan man få det der hvileisigselv som kosttilskud?
Published by