Jeg er bange for at fremstå som afstumpet, intolerant eller dum. Det kommer for eksempel til udtryk, når jeg siger noget ondt om noget eller nogen. Alle lamper på mit mentale kontrolpanel begynder øjeblikkeligt at lyse rødt. Jeg føler, at det er nødvendig at følge mindre pæne udtalelser op med udsagn, der viser, at jeg godt forstår, at der er flere sider af sagen. At der nok er tale om projektion. At jeg godt ved, at jeg ikke selv er perfekt. Det signalerer Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti, hvis man siger noget grimt og bare lader billedet stå. Derfor sidder mit overjeg i Stasi-uniform, tjekker alle udtalelser og indsender lynrapport, hvis opfølgningskommentar er påkrævet. Beklageligvis betyder det somme tider, at jeg brænder inde med det, jeg i virkeligheden burde sige.
Wikipedia definerer Empati som evnen til at genkende og forstå andres følelser. Verden ville være et forfærdeligt sted, hvis ikke vi evnede at føle empati, men engang imellem tror jeg, at det ville være sundt, hvis man bare gav los. Det ville i hvert fald give en renere dialog.
Idag hørte jeg to piger stå og snakke. Den ene havde for 3 uger siden mødt en fyr. Han havde tæppebombet hende med søde sms’er lige indtil i fredags. Pludselig var han blevet meget tavs, “også selvom jeg skrev søde godnatbeskeder til ham”. Det var meget tydeligt at høre, at hun i virkeligheden havde lyst til at råbe: “Hvad fanden foregår der?!”, men hun var røget direkte i Afdelingen for Empati og Forståelse. “Han er på hyttetur, så han er selvfølgelig ikke ved sin telefon hele tiden. Han skal også bruge tiden på at lære de andre at kende og sådan. Han er jo travlt.” Hvorvidt dette er rimeligt eller ej, vil jeg undlade at forholde mig til. Jeg kan bare konstatere, at hun helt sikkert følte noget andet, end hun sagde.
Problemet er, at den slags følelser er ligesom energi: De forsvinder ikke. De ændrer bare form. Han står til at få oversize skæld-ud for et eller andet ligegyldigt på et senere tidspunkt, og han vil helt sikkert stå ganske uforstående overfor angrebets omfang og styrke.
Jeg har én gang givet efter for hvidglødende raseri i lige præcis den situation, hvor det opstod. Normalt ville jeg have tænkt over de konsekvenser, det kunne have fået i forhold til vores mange fælles venner, kolleger osv. Jeg ville have tænkt, at en del af skylden var min, og at jeg var nødt til også at tage en del af ansvaret for, at det endte, hvor det gjorde. Men jeg blev så vred, at jeg glemte at tænke frem. Jeg åbnede bare munden og lod de grimmeste ting, jeg nogensinde har sagt, vælte ud. Om det er hensigtsmæssig problemløsning eller ej kan diskuteres (Se! Nu gør jeg det igen!), men jeg kan konstatere, at da jeg løb tør for ord, var vreden, raseriet og skuffelsen væk. Jeg kunne nærmest overnight lægge afstand til det og komme videre. Og der var ingen, der stod tilbage og var i tvivl om, hvad jeg i virkeligheden følte.
Så konklusionen må være, at når noget er vigtigt nok, så kan det betale sig at sige det uden omsvøb og uden tanke på, hvilket lys det stiller dig i. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det selv. Men som Oscar Wilde sagde: Det eneste man kan gøre med gode råd, er at give dem videre. Selv har man aldrig nytte af dem.
Published by