Sandhed eller konsekvens?

I dagens udgave af Urban, kan man læse historien om Peter, der tidligere tæskede sin kæreste. Han var ret grundig, og hun lever idag med braktud og nedsat hørelse som souvenir fra sin tid med ham. Peter har valgt at fortælle sin historie, fordi han har fået hjælp og idag kan få afløb ved at ‘at gå en tur på havnen’. Historien melder ikke noget om, hvor stor pågældende havn er, eller om den befinder sig i en anden by – må immervæk kræve mere end bare en 10 minutters slentretur at trampe vold af den kaliber ud af systemet. Jeg er absolut for, at der findes steder, hvor mænd som Peter kan få hjælp. Jeg bliver bare meget, meget træt, når jeg ser Peter udtale følgende:

“Det er svært at sige til nogen, at du har tævet din kæreste.”

Stakkels Peter. Helt, helt urimeligt, at man ikke bare omkostningsfrit kan banke sin kæreste handikappet. Det er naturligvis ham, det er synd for.

Jeg forstår ikke helt, hvor den er forsvundet hen, logikken. Når man handler på en given måde, påvirker det naturligvis andre menneskers opfattelse af dig. Min venindes utro flirt, som efterhånden har lagt ryg til en del eksmpler her på bloggen (og det, som er til at blive sindsyg over er, at jeg faktisk godt kan lide ham. Jeg kan bare ikke få hjernen omkring, hvordan en sympatisk fyr som ham kan lægge den opførsel for dagen?), er endnu et godt eksempel på, at “Hvis: A – Så: B”-logikken er afgået ved døden. Han har (som tidligere nævnt) opført sig som hendes kæreste i alles påsyn, de er ankommet som par til fester, og han kender så udemærket til alle rygterne. Alligevel er han pigesur over, at hun har fortalt andre om deres forhold.

En anden lille pige jeg kender, lider alle helvedes kvaler og har fået lykke udskrevet på recept, fordi det er så svært for hende, at ham, hun holder af, leger kæreste med hende, men er gift med en anden. Beklageligvis læser de sammen, og selv efter at han har været det tarveligste menneske i hele verden overfor hende, er hun så bange for at være illoyal, at hun holder på hans hemmelighed, selvom hun bogstavelig talt bliver syg af det. Han pisser hende op og ned af ryggen uden på noget tidspunkt at overveje, at det alene er hendes tavshed, der gør, at han stadig har en kone at komme hjem til. Hun har film- og billedmateriale nok til at sprænge hans ægteskab og liv, som han kender det, i stumper og stykker. Han er enten meget modig eller meget dum.

Heksen på kvisten oplevede for nyligt, at det ringede på døren kl 5.30. Udenfor stod Gammel Flamme med et frækt tilbud. Selvsamme Gamle Flamme, som tidligere har udtalt, at han følte sig forfulgt, fordi han fandt det påfaldende, at hun ofte var i byen, når han var. Jeg skal selvfølgelig ikke udelukke, at det var Stockholmsyndromet, der ledte ham til hendes dørtrin, men han så nu ikke specielt traumatiseret ud, da han gik. Når man i ramme alvor udtaler den slags, for derefter at komme snigende i nattens mulm og mørke, så man forvente, at veninderne hører om det. Ikke desto mindre fornemmede vi, at Flammen efterfølgende ikke var helt tilfreds med, at historien om hans stunt undslap dobbeltsengen.

Nu er det så, jeg gerne vil vide: Hvad er det, de her drenge mener, pigerne skylder dem? De har ikke gjort noget som helst for at fortjene hverken venskab eller loyalitet. Deres arrogance og fornærmede attituder får det til at se ud som om, de mener, at pigerne er underlagt tavshedpligt. De opfører sig som om, at de ikke har del i situationen eller ansvar for egen adfærd. Som om det er pigernes udtalelser, der gør dem utro og utroværdige. Hvis man nu gerne vil have, at alle folk synes, at man er en super fin fyr, så kunne man – jeg tænker bare højt nu – måske prøve at opføre sig ordenligt? Jeg begriber ikke, hvordan man oprigtigt kan mene, at de mennesker, man har behandlet skidt, skylder én deres loyalitet. Er det bagsiden af medaljen, når man som generation har beskæftiget sig med psykologi og tekstanalyser fra 3. klasse? Er det fordi, vi tror, at hvis vi bare er ærlige om egne behov og tilbøjeligheder, så er det fribillet til at gøre, hvad der passer os, uden at andre mennesker kan tillade sig at have en holdning til det? “Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan vælge/det er svært at sige, at man tæver sin kæreste/du vidste fra starten, at jeg var gift og ikke ville gå fra hende.” Én ting er, at man gør, som man gør. Det er et valg, man træffer. Men at man samtidig insisterer på, at resten af verden skal synes, at det man gør, er i orden; det synes jeg godt nok er at stramme den. Al psykologi i verden ændrer ikke på det faktum, at i samspillet med andre mennesker, får du stadig, hvad du giver, og høster hvad du sår. Heldigvis.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.