Det sete afhænger af øjnene, der ser.

De seneste dage har jeg modtaget en del henvendelser vedrørende min blog. Nogle positive, andre negative. Fælles for dem alle er, at ingen af dem er lagt som kommentarer her på sitet. Jeg har modtaget vrede sms’er fra folk, der føler sig hængt ud, er blevet ringet op og stoppet af andre, som har moret sig eller følt, at der er blevet sat ord på noget, de selv har rodet med, og endelig har jeg af omveje modtaget en lind strøm af 2. håndskommentarer. Det er dejligt at vide, at I er derude, og at I læser med. De positive kommentarer er selvsagt rare at få, men jeg er udemærket klar over, at når man lægger noget til offentligt skue, vil det, der falder i nogens smag, falde andre for brystet. Det er ok. Uenighed og diskussion giver gode muligheder for at blive klogere og få udvidet horisonten. Det gavner bare ingen, når de negative kommentarer kommer til udtryk som verbale overfald på gaden og mumlen i krogene. Derfor vil jeg gerne skrive et par linier om, hvad min blog er, og hvordan jeg bruger den. I stedet for at skulle gentage min forklaring 10 gange i real life, vælger jeg derfor at skrive den her – hvor jeg jo så ved, at den bliver læst…

Modsat hvad nogen tilsyneladende tror, så er bloggen ikke tænkt som hverken domstol eller tabloidavis. Min blog er mit redkab til at få styr på mine tanker og bevare overblikket i mit liv. Hvis nogen føler sig personligt forfulgt, kan jeg kun sige, at det ikke har været min hensigt, da jeg skrev pågældende indlæg. Jeg forstår mig selv og mit eget liv bedre, når jeg perspektiverer til verden omkring mig. Jeg forsøger at skrive, så eksemplerne kan bruges, uden at folk kan genkendes. De mennesker, der kender mig privat, kan naturligvis gennemskue, hvem der gemmer sig bag de forskellige pseudonymer – men da det er mennesker, som i forvejen sidder på 1. parket i mit liv, kender de historierne, længe inden de rammer bloggen. Ingen andre aner, hvem jeg snakker om, og det er ikke mit indtryk, at det interesserer folk. De få gange jeg er blevet spurgt om identiteten på nogen i et indlæg, har mit svar været, at hvis jeg ville have kaldt vedkommende ved navn, havde jeg gjort det på bloggen. Jeg er som sagt ikke ude på at ødelægge noget for nogen eller at hænge nogen ud.

Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege, at det her er min blog. Jeg vil under ingen omstændigheder acceptere at blive pålagt censur, eller dikteres hvad jeg må skrive herude. Under hvert eneste indlæg ligger en åben invitation til at argumentere imod mine synspunkter eller anfægte mine subjektive sandheder. Den mulighed er alle læsere mere end velkomne til at benytte sig af. Og hvis man får forhøjet blodtryk af irritation over bloggen og dens indhold, ligger løsningen jo heldigvis lige for: Lad være med at læse den.