Bloggen

*Display blinker* “Privat nummer ringer” *Display blinker*. “Det er Linda.” “Hej, jeg hedder Cecilie. Jeg har prøvet at træffe dig hjemme et par gange, men du har ikke været der, så nu prøver jeg at ringe. Jeg arbejder som frivillig oplysningsmedarbejder ved Jehovas Vidner.”

Hvis man nu kravler op på skødet af Bin Laden, og hiver ham lidt i skægget, kan man så give ham en seddel med ønsker til terrormål?

Jeg skal til begravelse i morgen, og det bliver slemt. Vi skal begrave en af mine forældres venner, som jeg har kendt hele mit liv. Hendes ældste datter er på alder med mig, min far skal være med til at bære kisten og der er bestilt solosang til kirken. Jeg forventer at kunne se ud af mine øjne igen omkring onsdag i næste uge.

Det er svært at se sine forældre være så kede af. Ligemeget hvor gammel jeg bliver, så bliver jeg 4 år indeni, når mine forældre er triste, bliver syge eller mister overblikket. Det må de helst ikke, for når jeg er sammen med dem, så er det dem, der er de voksne, og jeg vil gerne bevare illusionen om, at der er et voksenstadie mere. Det er der, hvor man får styr på sin økonomi, og lærer at fjerne pletter på tøj. Der, hvor man rent faktisk føler sig kompetent til at bestride sit job i modsætning til nu, hvor man føler sig som et barn, der leger klæd-ud, og går rundt i evig frygt for at blive afsløret.

Men selvfølgelig er mine forældre kede af, for de har mistet en ven, som de begge har kendt i næsten 40 år. Jeg kan godt mærke, at den tanke udløser en snigende panik. Jeg får lyst til at løbe rundt til alle mine venner, gribe hårdt fat i armen på dem og true dem fra nogensinde at turde blive syge. Jeg holder så meget af dem, og jeg går ikke af med dem. Det er sådan døden virker, ikke? Vi bliver pinefuldt klar over, at vi ikke er blevet lovet noget, og for hvert eneste menneske vi elsker, køber vi endnu et lod i lotteriet, hvor ingen vil udtrækkes.

Den sidste uge har været trist, men jeg er blevet glad over at blive mindet om, at tragedie også får det bedste frem i folk. Jeg har tydeligt kunne mærke, hvordan alle vennerne er trådt et skridt tættere på, klar til at gribe, hvis det bliver nødvendigt. Selv folk, som jeg ikke kender så godt, har gjort små ting, som har rørt mig. En sendte en besked, en anden gav et knus og en tredje kom med en lille prøve på en parfume. Små ting, men det hjælper. Jeg finder tanken om, at mennesket af natur er godt, hjælpsomt og empatisk, betryggende.

Jeg læste et sted, at døden alene fra døden gør fri. Det er jo svært at argumentere imod, men det skulle helst ikke betyde, at livet reduceres til et ophold i en ventesal, fordi vi paralyseres af angst for endestationen. For nogen viser det sig, at rejsen var kortere end forventet. Søde Birgit: Jeg lover at prøve at se igennem fingrene med forsinkelserne og huske at nyde udsigten. Også selvom jeg ikke kender udløbsdatoen på min billet.

Så er der udskrevet valg. Tvangsindlagt til de næste 20 dage, at se dem kaste mudder efter hinanden, og jeg har allerede kvalme over ordet “Velfærdsreform”. Jeg synes efterhånden, at Christiansborg er viklet ind i noget blå-og rødternet patchwork, hvor man ikke kan se, hvor den ene farve stopper og den anden begynder. Derfor vil jeg sætte min stemme på højkant: Jeg er villig til at stemme på det parti, som giver os den længe tiltrængte taxareform. Reformen, der tager hårdt fat i kraven på taxaselskaberne, og tvinger dem til at opdatere deres viden omkring begrebet service.

Indledningsvist vil jeg gerne vide, hvordan de med usvigelig sikkerhed kan forudsige, hvor jeg er, når jeg virkelig har brug for dem – og undgår netop det område. Ikke skyggen af hyrevogn så langt øjet rækker. Dernæst undrer det mig såre, at man idag, med en fejlmargin på 2-3 sekunder, kan beregne, hvornår en opsendt raket lander på månen. Når man bestiller en taxa, ‘kommer den inden for en time’. På de gode dage. Er vi ikke enige om, at taxaers primære funktion er at transportere os, når vi ikke selv kan, ofte fordi vi er under indflydelse af alkohol? Det kunne være i forbindelse med julefrokoster, store koncerter osv. Hvorfor er det så netop de dage, man spises af med, at de “pga travlhed ikke kan sige, hvornår de kommer”? Vidste I, at julen var på vej? Hvor man kan tjekke den slags? Kunne det så være en idé – det er bare et forslag – at sætte nogle flere på vagt? Sidste juleaften sad mine bedsteforældre i fuld overtøjsornat i halvanden time og ventede, fordi de havde fået besked på, at hvis ikke de var klar, når vognen kom, så kørte den igen. Hvordan kan man leve af at levere den form for service??

I weekenden afholdte jeg kursus på Fuglsøcentret i Ebeltoft. Det er ikke muligt at komme derud med offentlig transport, så man er mere eller mindre tvunget til at bestille en taxa de sidste 6-7 km. Så er det bare en skam, at den ene taxachauffør, der arbejder derude, holder fri den weekend. “Prøv Kalø Taxa”. Ok… “Nej. Vi kan ikke komme kl to. Vi kan komme kvart i et eller kvart over tre.” Super. Så venter jeg bare 3 timer på den næste bus, når I sætter mig af i Knebel kl halv fire.

Taxaer er tydeligvis undtaget færdselslove og alment hensyn. De kører over for rødt, kører 100 km/t i byen og i morges, hvor 3 biler holdte tilbage i et kryds, så den 20 meter lange kø i modsatte vejbane kunne dreje fra – ja, så kommer der lige en taxa, som partout skal holde helt oppe i røven på bilen foran, så han blokker alt.

Chaufførerne er et kapitel for sig selv. Jeg gider ikke snakke, når jeg kører i taxa. Sådan er jeg beklageligvis ofte ret alene om at have det. Og jeg trækker altid de klamme eller nazisterne. Der var ham, som fortalte mig unødvendig detaljeret om sit parforhold, deres forsøg på at få børn og sin uddannelse til zoneterapeut. Ham, som blev ved med at kommentere min kjole og min kæde, spurgte, om jeg var bange for/havde oplevet at blive voldtaget? Ham, som mente, at alt fra dårlig ånde til regnvejr var indvandrernes skyld. I alle tre situationer, havde jeg sat mig ind, givet adressen og ikke sagt yderligere.

Hvis en taxareform er for omfattende – immervæk en hel del elendighed, der skal rettes op på, og det er jo ikke gået så godt med eksperimentet DSB – er jeg villig til at lade mig spise af med ministerbil. For en politiker må jeg være drømme-delebilisten. Der er mulighed for enetale fra start til slut. Vi skal bare have sat kvote på brugen af ordet ‘Velfærdsreform’.

Hvor tager man hen, når man trænger til ferie fra sig selv? 9 ud af 10 dage trives jeg med, at al gang foregår i løb, og at mit hoved føles som den samlede amerikanske børs på speed, men på tiendedagen ville jeg sådan ønske, at nogen ville trykke på mute. Jeg ville give hvad som helst for ti minutters fuldstændig ro i hovedet. Jeg mister min humor, mit overblik og mit perspektiv, hvilket kun øger omdrejningshastigheden, hvormed skruen arbejder sig ned.

Motormunden, som i reglen har en kommentar til det hele, bliver noget stille, når den – afbilledet på gult papir – ville kunne lukke en restaurant. Normalt hygger jeg mig med humormæssigt at være en af gutterne, men når det mentale øre lyser rødt, så er jeg rigtig meget pige og tilmed en ikke så gammel en af slagsen. Jeg bliver irriteret på mig selv, når jeg tager alting så nært, specielt fordi jeg ved, at jeg selv har været med til at slå tonen an. Jo mere arrig jeg bliver, jo højere op på decibelskalaen kravler jeg.

Det er da forbandet, at det ene område, hvor det ville være brugbart at køre på de billige røde og sorte batterier fra Fakta, er det område, hvor man har fået udleveret Super Mega 3rd Generation Quicksilver Duracell. Føles somme tider som om Lotte Heise og Johannes Møllehave battler på udholdenhed derinde.

Måske man skulle tjekke Lene’s bestyrelse? Det kunne være, at der i en krog, bag den obligatoriske kontorpalme, sad en ledig tennis-off-season official, der mod overtidbetaling ville komme og skære igennem.

Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det skete, men lige pludselig vil alle omkring mig gerne have hund. Der er jo ikke forfærdelig længe til jul, så for en god ordens skyld vil jeg gerne slå fast, at det gælder ikke mig. Jeg er ikke god i natur, heller ikke når vi henter den ind, giver den tøj på og pynter den. Juletræer undtaget.

Da jeg besøgte mine forældre sidst, stod der et kæmpe bur på mit ex-værelse. (Er man besidderisk, når man stadig en lille smule synes, at de skulle ringe og spørge om lov?) Det viste sig, at min mor og far var blevet plejeforældre til marsvinet Musse. De fleste tænker vel nu, at det da er pænt af mine forældre sådan at ville hjælpe børnene på vejen. Musse bor så bare hos Niels og Birthe, som er et ægtepar på 55+… Hvad fanden vil man med et marsvin i den alder?? Det kan jo ingenting?! Det står bare der, tykt og pæreformet, og siger en underlig lyd. Ikke meget bevendt som vagtdyr. Skal være meget små pinde man kaster, hvis man tager det med til stranden. Det trimmer græsplænen 2 cm2, når man har det med i haven, så dårlig erstatning for plæneklipper. Hvad er marsvins eksistensberettigelse egentlig? (Og hvor er min skrårem og mine lange støvler?)

Endnu et eksempel på helt uforståelig valg og anvendelse af kæledyr så jeg i tv igår. I timen op til Forbrydelsen, sendte DR en udsendelse om Nogen Af Dem Det Er Synd For. Efter historierne om gælden og den sygdomsrelaterede arbejdsløshed, havde journalisten, som stemningsbillede, valgt at vise lidt fra lokalsamfundet: Bevæbnet til tænderne med termokander og campingstole, mødtes de indfødte på en mark for at se en kalv vakle rundt på sine tændstikkeben og skide.
Kan det være DR’s måde at retfærdiggøre deres licenstakster på? Sådan lidt: “Se hvad alternativet til tv underholdning er!” Ligesom når man tvinger børn til at spise ulækker mad, ved at stoppe det ned i halsen på dem med dårlig samvittighed over De Sultne Børn I Afrika.

Hvis jeg skal have et dyr, så vil jeg have et cool et. Jeg er efter lange overvejelser nået frem til, at det reducerer valget til to muligheder: Enten vil jeg have en haj, som ingen knogler har, og som dør, hvis den falder i søvn, eller også vil jeg have en pingvin, som – uden tilløb – kan hoppe to meter lige op i luften.

Burde være til at overskue at lede efter sin julegave i år, når gemmestederne er reduceret til badekaret eller fryseren.

Jeg synes at snuble over emnet religion, hvad jeg end løfter mit åsyn på i disse dage. Uanset om det er Faderhuset rolle i urolighederne på Nørrebro eller Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid udtalelser om drengene i Irak, så trækkes kanterne skarpt op, når vi snakker om tro, og mangel på samme.

Jeg er ikke kristen. Der er for mange ting i den religion, der ikke passer til min opfattelse af livet. Hele konceptet med at være bagud fra starten, fordi jeg er født som synder, at jeg betaler af på en gæld, fordi andre har købt en korsfæstelse på afbetaling, at Gud skulle have designet en fantastisk kompleks maskine med hjerne og bredspektret følelsesregister for derefter at insistere på, at kun 10% må bruges (ellers kommer du ikke med ind af de store porte, blev der sagt!), at ligge inde med et arsenal af regler og historier om den anden kind og fortabte sønner, som alle sammen kun finder anvendelse, hvis du ender med at mene det samme som os – det lyder usansynligt i mine ører. Jeg nægter at tro, at en kraft, der har været involveret i jordens skabelse og evolutionen, går op i, hvem der dyrker sex før ægteskabet. Og at den arbejder som dørmand i fritiden.

Jeg synes, at de kristnes paradis lyder som et urolig kedeligt sted. Fyldt med mennesker, som mente, at de havde patent på sandheden, da de levede, og som nu kan løbe rundt og synge: “Hvad sagde vi?”

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke tror. Jeg ved ikke, om det er et udslag af dovenskab eller egoisme, at min tro er eklektisk indrettet, men jeg tror på det, der føles rigtigt. Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg tror, at vi her i livet bliver givet muligheder for at udvikle os og blive bedre og klogere mennesker. Om vi tager imod eller ej, er op til os selv og vores egen frie vilje. Hvis man bliver ved med at støde ind i de samme problemer, så mener jeg, at det er fordi, man ikke har udnyttet muligheden for at lære noget – og fuldstændig ligesom i et computerspil først kan komme videre til næste bane, når man har gennemført den nuværende.

Jeg tror, at man får hvad man giver. At man selv vælger de briller, man ser verden igennem. At man skal behandle både sin omverden og sig selv med respekt. Jeg tror, at sjælen er en energiform, som følger fysikkens love; når vi dør, nedbrydes den ikke, men skifter form. Til hvad aner jeg ikke, hvilket bare gør det endnu vigtigere at udnytte den ene chance, jeg har fået i dette (høje, bredhoftede) hylster.

Jeg mener, at vi alle tror på det samme, vi kalder det bare noget forskelligt. For nogen er det Gud, for andre Allah og for andre igen Sig Selv. Jeg har ikke behov for, at folk synes, at det jeg tror giver mening. Jeg forsøger ikke at tvinge min tro ned i halsen på andre. Den tjeneste ser jeg gerne gengældt. Stop så med det Vagttårn. Med at ringe og fortælle mig om biblen. Indtil videre er jeg ikke nogen steder i historiebøgerne faldet over beretninger om hekse, der har slået kristne ihjel pga deres tro. Let’s keep it that way, shall we?

Et sted derude går en gruppe af forbrugere rundt, som jeg utrolig gerne vil møde; dem som VIL snydes. Ikke pyntelyves for, som os andre, men virkelig væg-til-væg lyves for.

Jeg medgiver, at det ikke altid er lige gennemskueligt, hvad man køber. Man skal f.eks. vide lidt om, hvordan madvarer er skruet sammen for at kunne gennemskue, at man kan presse fedtenergiprocenten ned ved at øge indholdet af kalorier, så energimængden i den mad man spiser bliver højere. Væsentligt, fordi det ikke hjælper at skære ned på fedtet, hvis man samtidig skruer helt op for kalorierne, når man gerne vil tabe sig. Derfor er der ikke noget at sige til, at varedeklarationer bliver til narredeklarationer, og at mange bliver snydt.

Et andet eksempel er mobilabonnementer, som er fuldstændig pløkumulige at sammenligne. Det kræver tilbundsgående kendskab til, hvad begreber som ‘håndjern’ og ‘supershaker’ dækker over, og hvordan man indexregulerer disse, hvis man skal holde dem op imod hinanden.

Dem, der hopper i ovenstående fælder interesserer mig ikke ret meget. Skulle interessen – mod forventning – opstå, kan jeg bare kigge i spejlet.

Nej, jeg vil gerne møde de forbrugere, der er begavede nok til at oversætte og forstå udsagnet: “Caution! Hot!”, men som ikke selv kan regne ud, at kaffen er varm. Som ikke fatter spor mistanke til lånetyper med renter, der ifølge reklamerne kun kan falde, og aldrig stige (alle ved jo, at ejendomsmæglere er filantropiske underskudsvirksomheder, som bare vil dig det bedste). Som helt alvorligt mener, hvis der står Light på et produkt, så feder det ikke, heller ikke selvom det er chips. Folk, som mener, at den eneste grund til, at slankesåler(!) ikke udskrives på recept, er fordi det ved en forfærdelig fejl er undsluppet sundhedssektorens opmærksomhed, at problemet Fedme er løst, en gang for alle.

Hvem er disse mennesker? Har nogen set dem og har de særlige kendetegn? De må findes. Hvordan forklarer man ellers TV shop?

“Jeg har meget respekt for Nik og Jay – de scorer kassen!” sagde Økonomen forleden aften. Sådan havde jeg det slet ikke, kunne jeg mærke. Overhovedet. Hvordan kan evnen til tjene penge på at appellere til laveste fællesnævner udløse respekt? Alfoneser med 13-årige russiske ansatte tjener også bunkevis af penge, og dem er vi da rimelig enige om at hade, er vi ikke?

Jeg bryder mig ikke om Nik og Jay, økonomisk begavede eller ej. Og det hænger lige præcis sammen med respekt og mangel på samme, at jeg har det sådan.

Der findes mange mennesker i denne verden, som jeg har respekt for, og fælles for disse er, at de står ved, hvad de er og gør. Det er ikke givet, at jeg er enige i deres holdninger eller kan lide deres produkt, hvad enten det drejer sig om en sang, en film eller et politisk standpunkt. Men jeg har væsentlig mere respekt for folk, der stiller sig til skue og siger lige ud, hvad de er og vil, end jeg har for dem, som forsøger at få en del af kagen ved at låne andres livsstil og -historier.

Pop bliver – modsat hvad mange bands i 80’erne troede – ikke til rock, fordi man har langt hår. FUBU tøj og store kæder forvandler ikke Vanløse til Bronx, og fordi man en gang har fået en bøde for at køre på cykel uden lys, er man ikke gansta med hele den samlede politistyrke imod sig. De mennesker, som er vokset op, og mod alle odds har brudt den sociale arv ved hjælp af vilje og talent – de har noget at have det i. De mennesker, som har ar på sjæl og krop efter ophold i fængsel eller livet på gaden, og som vælger kreativitet som bearbejdningsproces – de fortjener al den respekt, man overhovedet kan stampe op. De andre, som pynter sig med lånte fjer og copy-past’er alt fra sprog til attitude, fortjener at blive afsløret som det fupnummer de er.

Så når Nik og Jay, Niarn og Jokeren er færdige med at lege klæd-ud, kan de bare ringe. Så skal jeg med glæde fortælle dem, at jeg synes, at de er dygtige håndværkere, som forstår at skrue en ørehænger af et popnummer sammen. Og det har jeg stor respekt for.

Vi har før været inde omkring, at jeg som barn havde nogle helt forrygende historier på bånd. Mågeknud er og bliver en klassiker, sangene fra Trylleskoven kan jeg endnu (er det en lille smule sygt? Ærligt?), og endelig var der Mussebakkeby. I spidsen for Mussebakkeby stod Borgmester Tandhøjser, som altid fik lyst til at holde tale på de mest ubelejlige tidspunkter. Han var den hyggeligste mus på hele bakken, og det var Jesper Klein, der lagde stemme til ham.

I lørdags så jeg Jesper Klein, og jeg blev så trist. Krumbøjet, klamrende sig til sin stok og helt hvid og gennemsigtig. Jeg ved godt, at det ikke er mere synd for ham, end det er for alle mulige andre gamle, men fordi han er en offentlig person, så ved man, hvad han har været, har haft og har mistet.

Gad vide, om det er værre at forfalde, når verdens øjne hviler på en? Føler man sig ældre, når man permanent har publikum installeret i sit liv, end man gør, når man bare kan gå og ældes i al ubemærkethed? Sker der med tiden noget med ens perspektiv, der gør, at det ikke virker så forfærdeligt at miste alt, en ting af gangen?

Jeg vil gerne på forhånd anke min alderdom.