Bloggen

Et sted derude går en gruppe af forbrugere rundt, som jeg utrolig gerne vil møde; dem som VIL snydes. Ikke pyntelyves for, som os andre, men virkelig væg-til-væg lyves for.

Jeg medgiver, at det ikke altid er lige gennemskueligt, hvad man køber. Man skal f.eks. vide lidt om, hvordan madvarer er skruet sammen for at kunne gennemskue, at man kan presse fedtenergiprocenten ned ved at øge indholdet af kalorier, så energimængden i den mad man spiser bliver højere. Væsentligt, fordi det ikke hjælper at skære ned på fedtet, hvis man samtidig skruer helt op for kalorierne, når man gerne vil tabe sig. Derfor er der ikke noget at sige til, at varedeklarationer bliver til narredeklarationer, og at mange bliver snydt.

Et andet eksempel er mobilabonnementer, som er fuldstændig pløkumulige at sammenligne. Det kræver tilbundsgående kendskab til, hvad begreber som ‘håndjern’ og ‘supershaker’ dækker over, og hvordan man indexregulerer disse, hvis man skal holde dem op imod hinanden.

Dem, der hopper i ovenstående fælder interesserer mig ikke ret meget. Skulle interessen – mod forventning – opstå, kan jeg bare kigge i spejlet.

Nej, jeg vil gerne møde de forbrugere, der er begavede nok til at oversætte og forstå udsagnet: “Caution! Hot!”, men som ikke selv kan regne ud, at kaffen er varm. Som ikke fatter spor mistanke til lånetyper med renter, der ifølge reklamerne kun kan falde, og aldrig stige (alle ved jo, at ejendomsmæglere er filantropiske underskudsvirksomheder, som bare vil dig det bedste). Som helt alvorligt mener, hvis der står Light på et produkt, så feder det ikke, heller ikke selvom det er chips. Folk, som mener, at den eneste grund til, at slankesåler(!) ikke udskrives på recept, er fordi det ved en forfærdelig fejl er undsluppet sundhedssektorens opmærksomhed, at problemet Fedme er løst, en gang for alle.

Hvem er disse mennesker? Har nogen set dem og har de særlige kendetegn? De må findes. Hvordan forklarer man ellers TV shop?

“Jeg har meget respekt for Nik og Jay – de scorer kassen!” sagde Økonomen forleden aften. Sådan havde jeg det slet ikke, kunne jeg mærke. Overhovedet. Hvordan kan evnen til tjene penge på at appellere til laveste fællesnævner udløse respekt? Alfoneser med 13-årige russiske ansatte tjener også bunkevis af penge, og dem er vi da rimelig enige om at hade, er vi ikke?

Jeg bryder mig ikke om Nik og Jay, økonomisk begavede eller ej. Og det hænger lige præcis sammen med respekt og mangel på samme, at jeg har det sådan.

Der findes mange mennesker i denne verden, som jeg har respekt for, og fælles for disse er, at de står ved, hvad de er og gør. Det er ikke givet, at jeg er enige i deres holdninger eller kan lide deres produkt, hvad enten det drejer sig om en sang, en film eller et politisk standpunkt. Men jeg har væsentlig mere respekt for folk, der stiller sig til skue og siger lige ud, hvad de er og vil, end jeg har for dem, som forsøger at få en del af kagen ved at låne andres livsstil og -historier.

Pop bliver – modsat hvad mange bands i 80’erne troede – ikke til rock, fordi man har langt hår. FUBU tøj og store kæder forvandler ikke Vanløse til Bronx, og fordi man en gang har fået en bøde for at køre på cykel uden lys, er man ikke gansta med hele den samlede politistyrke imod sig. De mennesker, som er vokset op, og mod alle odds har brudt den sociale arv ved hjælp af vilje og talent – de har noget at have det i. De mennesker, som har ar på sjæl og krop efter ophold i fængsel eller livet på gaden, og som vælger kreativitet som bearbejdningsproces – de fortjener al den respekt, man overhovedet kan stampe op. De andre, som pynter sig med lånte fjer og copy-past’er alt fra sprog til attitude, fortjener at blive afsløret som det fupnummer de er.

Så når Nik og Jay, Niarn og Jokeren er færdige med at lege klæd-ud, kan de bare ringe. Så skal jeg med glæde fortælle dem, at jeg synes, at de er dygtige håndværkere, som forstår at skrue en ørehænger af et popnummer sammen. Og det har jeg stor respekt for.

Vi har før været inde omkring, at jeg som barn havde nogle helt forrygende historier på bånd. Mågeknud er og bliver en klassiker, sangene fra Trylleskoven kan jeg endnu (er det en lille smule sygt? Ærligt?), og endelig var der Mussebakkeby. I spidsen for Mussebakkeby stod Borgmester Tandhøjser, som altid fik lyst til at holde tale på de mest ubelejlige tidspunkter. Han var den hyggeligste mus på hele bakken, og det var Jesper Klein, der lagde stemme til ham.

I lørdags så jeg Jesper Klein, og jeg blev så trist. Krumbøjet, klamrende sig til sin stok og helt hvid og gennemsigtig. Jeg ved godt, at det ikke er mere synd for ham, end det er for alle mulige andre gamle, men fordi han er en offentlig person, så ved man, hvad han har været, har haft og har mistet.

Gad vide, om det er værre at forfalde, når verdens øjne hviler på en? Føler man sig ældre, når man permanent har publikum installeret i sit liv, end man gør, når man bare kan gå og ældes i al ubemærkethed? Sker der med tiden noget med ens perspektiv, der gør, at det ikke virker så forfærdeligt at miste alt, en ting af gangen?

Jeg vil gerne på forhånd anke min alderdom.

Jeg kan ikke lide førstehjælpskurser. Overhovedet. Jeg synes, at det er kedeligt. Jeg hader at sidde på knæ i et lokale i en bygning, hvor det er tydeligt for enhver, at der kun bør være aktivitet om dagen. Lyset er for stærkt, der er alt for stille, og så skal man sidde der og puste i en plastikdukke, mens man ser billeder af brækkede knogler og 3. gradsforbrændinger.

Imidlertid har min indboks de seneste par måneder udøvet en form for elektronisk stalking. Hver gang jeg åbner mit mailprogram, ligger der 5 mails og råber: “FØRSTEHJÆLPSKURSUS!!!” For 3 uger siden bukkede jeg under for presset og meldte mig til, i håb om at jeg så får fred, både i boksen og samvittigheden.

Desværre viste det sig, at tidspunktet for kurset faldt sammen med noget, der i mine øjne rangerer på højde med lønningsdag og juleaften: Frisørtid. Hjemme ved mig har vi den regel, at man ikke må lyve mere end højest nødvendigt. Men altså. Man kan jo ikke så godt ringe ud og sige, at man prioriterer lyse striber over hjertemassage, vel? Så fik muligvis antydet, at jeg var på job.. (Hvad jeg jo teknisk set også var. Sladderdatabasen opdaterer ikke sig selv, vel?).

Ilede ind af døren, en halv time for sent, med fortravlet karrieremimik, der var så autentisk, at jeg næsten selv troede på det. Forsøgte samtidig ved tankens kraft at tvinge mit hår til at holde op med at dufte så fantastisk af svinedyr hårkur. Og hvordan var det så? På nedturssiden er der kommet rollespil med i førstehjælp, siden jeg var omkring fænomenet sidst. Man sidder rent faktisk og råber “Hjælp!” og “Ring 1-1-2!”, mens man pakker hinanden ind i aflåste sidelejer og sølvpapir. På opturssiden var min makker i aften frisør, og kunne beundre min investering, mens vi forbandt hinanden og lavede Heimlich’s manøvrer.

Nu er det overstået, og jeg kan med sindsro slette mails, når jeg næste gang bliver indkaldt til session. Føler mig lidt spejderagtig på ‘vær-beredt!’-måden, og kan næsten ikke se noget for genskinnet i min glorie. Nej, vent. Det er vist bare mine nye striber.

Min far er VVS’er. Det har han altid været, og jeg gætter på, at det er det, han stadig er, den dag han går på pension. Min ene onkel er elektriker, den anden er specialpædagog og min tante er lægesekretær. De skifter firma fra tid til anden, men de bliver i deres fag. Hvorfor er vores generation ude af stand til at finde det karrieremæssige koblingspunkt?

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om én eneste jeg kender, som udtrykker ønske om at være det, de er idag, resten af livet. Ingen er rigtigt længere tilfredse med den vognbane, de kører i – så snart man er flettet ind, er man igang med at taste den næste adresse på GPS’en.

I weekenden blev jeg betjent af en bartender, som helt åbenlyst stadig kørte efter det kort, han printede ud fra Krak for 10 år siden. Han var 5 år for gammel til sine sko og 10 år for gammel til sin attitude. Gætter på, at han i en profil på nettet ville beskrive sig selv som “fresh og med et frækt glimt i øjet.” Jeg synes mest, at han lignede en prostitueret, der på 15. år forsøgte at udstråle: ‘You’re very special, baby’. Hvis man på den måde er rustet fast i sit fag, så synes jeg, at det eneste rigtige er at forsøge at komme videre. Det kræver selvfølgelig bare lige at man selv har opdaget det.

Jeg kender en del, der sidder i rimelig fede jobs. Udefra kan man selvfølgelig ikke se, hvis chefen er nazist, kollegerne uudholdelige eller udfordringerne, man stilles overfor i hverdagen, er begrænset til, hvad man skal hælde kaffen i, når nogen har ‘glemt’ at tømme opvaskemaskinen. Der kan være en million grunde til, at man ikke er tilpas, hvor man er. Og bliver man glad af at søge nye udfordringer, så er det også bare om at springe i struben på dem. Jeg kan bare ikke lade være med at spekulere på, hvorfor vi søger omskiftelighed og variation i det omfang, vi gør? Vi virker ikke lykkeligere end genereationen før os – ind imellem snarere tværtimod. Jeg kan ikke forestille mig, at menneskeheden generelt er hoppet et niveau op af mensastigen på 20 år, så jeg tror heller ikke, at det er fordi vi er klogere og lærer det hele på den halve tid.

Men hvorfor så? Er vi tilbage ved kedsomhedsfobien? For mange stimuli og muligheder som børn? For vante til, at så snart noget var prøvet, så var der noget sjovere/vildere/mere udfordrende et andet sted? For så tegner det skidt. Vi havde bip-bippere og packman. Forestil jer den næste generation. Fri for at skulle på hospitalet, når sygeplejersken med den højeste anciennitet lige har haft 6 måneders jubilæum.

Havde mine forældre alligevel fat i noget, når de hævdede, at det var sundt at kede sig? Og lød jeg lige gammel der?

Jeg kan godt leve med, at nogen synes, at jeg er en kælling. Jeg er helt på det rene med, at man ikke kan være gode venner med alle, og jeg mener meget om mange ting. Jeg har højtaleren tændt det meste af tiden, og ved godt, at det somme tider får mig til at fremstå som krakilsk og dominerende. Jeg ved, at det forholder sig sådan, men jeg har det egentlig fint nok med at melde klart ud. På den måde ved folk, hvad de siger ja til, hvis de vælger at omgåes mig.

Jeg har det bare så svært, så svært med Dem, Der Finder Mig Irriterende, og det forstår jeg simpelthen ikke engang selv. DDFMI er en gruppe af mennesker, som gør mig skide usikker. Jeg har talt i telefon med en af dem idag, og det var rædselsfuldt. Jeg bliver totalt behagesyg og hensynsbetændt, og forsøger at regne ud: a) Hvorfor de synes, at jeg er irriterende, og b) Hvad jeg skal gøre, for at få dem til at kunne lide mig. Den adfærd klæder mig meget dårligt, og gør mig egentlig bare mere irriterende. Jeg kan høre mig selv begynde at modficere alle mine udtalelser for ikke at fremstå som bedrevidende eller arrogant. Jeg mister min evne til at producere sammenhængende sætninger, og min argumentation kan sønderskydes af et barn i 3. klasse. Det værste er, at DDFMI ikke gør noget som helst for at få mig til at føle sådan. De er tværtimod alle sammen søde og høflige. Hvilket bare øger min usikkerhed til et niveau, hvor jeg nærmest kan optræde med det.

Beklageligvis foregår operationen uden narkose, så jeg kan med al uønskelig tydelighed se min personlighed forvandle sig til en vattet, beige substans.

Hvorfor er det stadig sådan, når man nu er blevet voksen(-ish)? Hvornår bliver man gammel nok til at være ligeglad? Og vigtigst af alt: Kan man få det der hvileisigselv som kosttilskud?

Jeg har idag tilbragt 7 timer i tog, bl.a. sammen med en kvinde med en stemme så skinger, at den kunne skære igennem glas. Nu er det jo desværre sådan, at ens egen stemme lyder meget anderledes ude i rummet i forhold til inde i hovedet. Kvinden i toget holdt nærmest enetale fra Århus til Odense; jeg holdt ud i 30 min, tørrede derefter det værste blod af ørerne og søgte ly i min IPod.

Mens jeg sad der, slog det mig, at jeg somme tider godt forstår, at mænd får spat af os. Hvis vi lyder tilnærmelsesvis som denne kvinde, og bare kører nonstop, så forstår jeg faktisk godt behovet for et værksted, hvor man(d) kan søge eksil. Bedst som jeg havde tænkt det, kørte vi forbi en kæmpereklame. Den viste et billede af en lille popo i tennisskørt med et olieret håndaftryk og teksten: “Aldrig mere værksted”. Det ikke er mange år siden, at et firma (JBS, tror jeg?), lavede en reklame, der viste et billede af en sygeplejerske, som de fleste mænd ville takke ja til at blive undersøgt af. Tryksværten var ikke engang tør, da Dansk Sygeplejeråd indigneret gik til angreb og fik den trukket tilbage. Hvis Dansk Metal pludselig kom farende og pegede på automekanikerne, mens de forpustet råbte: “Diskrimination!”, tror jeg, at de fleste ville trække lidt på smilebåndet. Og så er det ikke ligestilling, når kvinder gør det. Så er det hysteri.

Dér sad jeg og kom til at tænke på, hvor meget jeg holder af konceptet “mænd”. Jeg finder det befriende, at den ene halvdel af menneskeracen er født uden misdannelsen Fnidder. Somme tider er det, selv som kvinde, svært at gennemskue kvinder, og vi er dog immervæk udstyret med originalmanualen. Vi vil gerne roses, når vi synes, at vi er dygtige, men vi kan ikke finde ud af at vise det. Vi forsøger at telepatere det, og bliver indebrændte, hvis transmissionen mislykkes. Det er sgu da befriende, at man tydeligt kan se på en mand, hvornår han har lyst til at hive t-shirten over hovedet og løbe en sejrsrunde til “We are the champions”. I har en særlig evne til ikke at gøre tingene mere komplicerede, end de behøves at være, og der findes ikke noget, som ikke kan forklares/besvares ved hjælp af fodbold:

(Citat fra Woman. Spørgsmålet til drengene lød: “Hvad synes du om missionæren?”)

“Missionærstillingen er sexlivets svar på en 4-4-2 opstilling. Selvom den er meget brugt og måske lidt uoriginal, har den vundet rigtig mange kampe”.

Gad vide, hvad off-side svarer til?

Bedst som jeg tror, at nu har jeg fundet alt, hvad der er at hade i forbindelse med Ungdomshuset og G-13 demonstrationer, dukker nye begreber op, som giver mig lyst til at ringe til politiet og spørge, om de mangler en hånd. Seneste skud på stammen er foreningen:

“Forældre mod politibrutalitet.”

Pludselig giver det mere mening, at der findes unge, som oprigtigt mener, at det fremmer deres sag at brænde fremmede menneskers biler af og kaste med cykler. Hvis jeg var betjent i Kbh, ville jeg tage initiativ til at danne foreningen “Politi for forældreansvar for deres rådne, forkælede ungers opdragelse.” Der skulle være rig mulighed for at lave en række aftenforedrag om emner, som i de kredse aldrig tidligere er blevet belyst.

1) “Dit og Mit.” En aften med fokus på, hvordan man skelner, samt hvordan man udvikler respekt for andres ting.
2) “At have et skøde – hvad betyder det i praksis?”
3) “Arbejdsmarkedet og at søge et job.” Hvordan fungerer er det, og hvad vil det sige at tjene penge selv?
4) “Sæbens mange muligheder.”
5) “Dit inkompetente barn.”

Er det ikke muligt at deponere hele flokken på Cristiania, stikke dem et telt og give lortet tilbage til Norge?

Kære Sundhedsstyrelse.

At skrive en blog er lidt som at lave radio: Man aner ikke, om der er nogen derude. Derfor overrasker det mig naturligvis glædeligt at opdage, at I læser med.

Jeg kan godt se, hvordan I hen over den seneste måned har kunne få opfattelsen af, at jeg har et alkoholproblem. Det er ikke tilfældet. Jeg omgåes rødvin afslappet og kærligt, men der er ingen grund til bekymring, det lover jeg.

Netop derfor retter jeg henvendelse til Jer. I kan roligt indstille skydningen. Jeg har hørt jer. Det skaber sådan en dårlig stemning, at I plastrer alle busskure til med plakater, og skriver side op og spalte ned i alle aviser om, at “veluddannede kvinder drikker mere end deres dårligere uddannede medsøstre”. Jeg synes da nok, at vi plejer at kunne snakke om tingene? Det sårer mig ærlig talt lidt, at I ikke henvender Jer direkte.

Selvom I ikke bifalder min adfærd 100 %, så synes jeg stadig at det er vigtigt, at vi udviser empati og forståelse over for hinanden. Jeg har for eksempel ladet det passere, at I har overset detaljen med, at ’14/21 genstande om ugen’ bygger på en engelsk undersøgelse, hvor en genstand er 8 gram alkohol, mod de 12 gram vi bruger i Danmark. En helt forståelig fejl. Alle ved jo, at englændere bruger præcis de samme måleangivelser, som vi gør i Danmark – bare se på sko og vejskilte. No hard feelings.

Jeg foreslår, at I afslutter kampagnen. Pengene kunne i stedet bruges på en målrettet indsats for at få folk til at drikke kvalitetsvin ved at ansætte nogle ordenlige vinanmeldere. Den første jeg foreslår, vi skifter ud, er ham, der anmelder i JPaarhus. Når man som positivt karakteristika fremhæver, at smagen i en afrikansk vin “har et strejf af våd pels”, så mener jeg ærlig talt ikke, at man er sin opgave voksen. Den slags pubertære sjofelheder hører ingen steder hjemme.

Jeg ser frem til at høre fra Jer, og står naturligvis til rådighed, hvis I har uddybende spørgsmål til mine forslag.

Med venlig hilsen

Linda Abildgren