Heksen, troen og arrigskabet.

Jeg synes at snuble over emnet religion, hvad jeg end løfter mit åsyn på i disse dage. Uanset om det er Faderhuset rolle i urolighederne på Nørrebro eller Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid udtalelser om drengene i Irak, så trækkes kanterne skarpt op, når vi snakker om tro, og mangel på samme.

Jeg er ikke kristen. Der er for mange ting i den religion, der ikke passer til min opfattelse af livet. Hele konceptet med at være bagud fra starten, fordi jeg er født som synder, at jeg betaler af på en gæld, fordi andre har købt en korsfæstelse på afbetaling, at Gud skulle have designet en fantastisk kompleks maskine med hjerne og bredspektret følelsesregister for derefter at insistere på, at kun 10% må bruges (ellers kommer du ikke med ind af de store porte, blev der sagt!), at ligge inde med et arsenal af regler og historier om den anden kind og fortabte sønner, som alle sammen kun finder anvendelse, hvis du ender med at mene det samme som os – det lyder usansynligt i mine ører. Jeg nægter at tro, at en kraft, der har været involveret i jordens skabelse og evolutionen, går op i, hvem der dyrker sex før ægteskabet. Og at den arbejder som dørmand i fritiden.

Jeg synes, at de kristnes paradis lyder som et urolig kedeligt sted. Fyldt med mennesker, som mente, at de havde patent på sandheden, da de levede, og som nu kan løbe rundt og synge: “Hvad sagde vi?”

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke tror. Jeg ved ikke, om det er et udslag af dovenskab eller egoisme, at min tro er eklektisk indrettet, men jeg tror på det, der føles rigtigt. Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg tror, at vi her i livet bliver givet muligheder for at udvikle os og blive bedre og klogere mennesker. Om vi tager imod eller ej, er op til os selv og vores egen frie vilje. Hvis man bliver ved med at støde ind i de samme problemer, så mener jeg, at det er fordi, man ikke har udnyttet muligheden for at lære noget – og fuldstændig ligesom i et computerspil først kan komme videre til næste bane, når man har gennemført den nuværende.

Jeg tror, at man får hvad man giver. At man selv vælger de briller, man ser verden igennem. At man skal behandle både sin omverden og sig selv med respekt. Jeg tror, at sjælen er en energiform, som følger fysikkens love; når vi dør, nedbrydes den ikke, men skifter form. Til hvad aner jeg ikke, hvilket bare gør det endnu vigtigere at udnytte den ene chance, jeg har fået i dette (høje, bredhoftede) hylster.

Jeg mener, at vi alle tror på det samme, vi kalder det bare noget forskelligt. For nogen er det Gud, for andre Allah og for andre igen Sig Selv. Jeg har ikke behov for, at folk synes, at det jeg tror giver mening. Jeg forsøger ikke at tvinge min tro ned i halsen på andre. Den tjeneste ser jeg gerne gengældt. Stop så med det Vagttårn. Med at ringe og fortælle mig om biblen. Indtil videre er jeg ikke nogen steder i historiebøgerne faldet over beretninger om hekse, der har slået kristne ihjel pga deres tro. Let’s keep it that way, shall we?