Silence, s’il vous plait!

Hvor tager man hen, når man trænger til ferie fra sig selv? 9 ud af 10 dage trives jeg med, at al gang foregår i løb, og at mit hoved føles som den samlede amerikanske børs på speed, men på tiendedagen ville jeg sådan ønske, at nogen ville trykke på mute. Jeg ville give hvad som helst for ti minutters fuldstændig ro i hovedet. Jeg mister min humor, mit overblik og mit perspektiv, hvilket kun øger omdrejningshastigheden, hvormed skruen arbejder sig ned.

Motormunden, som i reglen har en kommentar til det hele, bliver noget stille, når den – afbilledet på gult papir – ville kunne lukke en restaurant. Normalt hygger jeg mig med humormæssigt at være en af gutterne, men når det mentale øre lyser rødt, så er jeg rigtig meget pige og tilmed en ikke så gammel en af slagsen. Jeg bliver irriteret på mig selv, når jeg tager alting så nært, specielt fordi jeg ved, at jeg selv har været med til at slå tonen an. Jo mere arrig jeg bliver, jo højere op på decibelskalaen kravler jeg.

Det er da forbandet, at det ene område, hvor det ville være brugbart at køre på de billige røde og sorte batterier fra Fakta, er det område, hvor man har fået udleveret Super Mega 3rd Generation Quicksilver Duracell. Føles somme tider som om Lotte Heise og Johannes Møllehave battler på udholdenhed derinde.

Måske man skulle tjekke Lene’s bestyrelse? Det kunne være, at der i en krog, bag den obligatoriske kontorpalme, sad en ledig tennis-off-season official, der mod overtidbetaling ville komme og skære igennem.