Vi har før været inde omkring, at jeg som barn havde nogle helt forrygende historier på bånd. Mågeknud er og bliver en klassiker, sangene fra Trylleskoven kan jeg endnu (er det en lille smule sygt? Ærligt?), og endelig var der Mussebakkeby. I spidsen for Mussebakkeby stod Borgmester Tandhøjser, som altid fik lyst til at holde tale på de mest ubelejlige tidspunkter. Han var den hyggeligste mus på hele bakken, og det var Jesper Klein, der lagde stemme til ham.
I lørdags så jeg Jesper Klein, og jeg blev så trist. Krumbøjet, klamrende sig til sin stok og helt hvid og gennemsigtig. Jeg ved godt, at det ikke er mere synd for ham, end det er for alle mulige andre gamle, men fordi han er en offentlig person, så ved man, hvad han har været, har haft og har mistet.
Gad vide, om det er værre at forfalde, når verdens øjne hviler på en? Føler man sig ældre, når man permanent har publikum installeret i sit liv, end man gør, når man bare kan gå og ældes i al ubemærkethed? Sker der med tiden noget med ens perspektiv, der gør, at det ikke virker så forfærdeligt at miste alt, en ting af gangen?
Jeg vil gerne på forhånd anke min alderdom.
Published by