Bloggen

Når jeg er ude og tolke på uddannelser, sker det ofte, at jeg tænker: ”AJ!! Det her vil jeg læse, når jeg ikke skal være tolk mere!” Jeg elsker at lære nyt, og hvis ikke det var fordi, jeg stadig var vild, vild, vild med mit job (og fordi jeg hellere vil have mine øjenæbler omviklet med strømførende pigtråd end på SU igen), så var der masser af uddannelser derude, som jeg rigtig godt gad tage.

Derfor er jeg træt af, at jeg i disse dage er på kursus – og keder mig. Bravt. 5 hele dage i selskab med nogle af mine fabelagtige kolleger, og det mest interessante indtil nu har været, hvilke chokolader, de serverer til kaffen.

Det virker utaknemmeligt, men jeg kan simpelthen ikke frigøre mig fra tanken om, at nogle mennesker bruger alt for meget tid i alt for lukkede kredse på at gøre dagligdags udfordringer til kæmpeproblemer og ihærdigt forsøge at løfte dem op på et kompleksitetsniveau, hvor de slet ikke hører til.

Jeg har svært ved at forstå, at man sælger et kursus, hvor de praktiske rammer halter så meget, at jeg mistænker de ansvarlige for også selv at føle, at det bare er noget, vi leger. Teknikken går ned, den medbragte dvd med eksempler viser sig at være Vild Med Dans, der er ingen adgang til computere, og frokosten skal indtages i en forblæst mellemgang, fordi de to andre mulige steder er optaget af hhv. multihandicappede (der griber fat om bordkanterne med bare tæer og deres hjælpere, som ligger på sofaerne og sover) og studerende.

Det er nok bare mig. Pragmatiske, optimeringsorienterede, lad-os-nu-bare-løse-det-uden-at-gøre-det-sværere-end-det-er-agtige mig. Da jeg skulle forberede mig til min sidste eksamenstolkning, blev jeg også nærmest religiøs af lettelse over, at det ikke var mig, der havde læseferie og 900 siders pensum at forholde mig til, så måske er jeg bare ikke så studieegnet, som jeg selv går rundt og tror.

Eller også er jeg bare træt af, at al viden om mit fag altid er til forhandling. Jeg savner i den grad nogle autoriteter, der kan blæse mig bagover med deres uddannelser, forskning og metaviden. Jeg er træt af at blive undervist af mennesker med samme uddannelsesmæssige baggrund som mig, der bare tager selvgjorte erfaringer og kalder det teori.

Måske er det bare vilkårene, og måske stiller jeg for høje krav.

Jeg er i hvert fald ikke imponeret.

I min opgang er vi flere, der glæder os, til der kommer sommerkatalog fra AOF, så dem der trænger, kan få sig en hobby.

Det er gået op for mig, hvorfor jeg ikke altid føler mig som en af De Ægte Voksne: Mit koncentrationsspand er stadig ikke mere udviklet, end at det burde have sin hverdag et sted med piktogrammer over jakkeknagerne, hvor man har futter og tørre bukser i sin røde plastikkasse – just in case. Jeg mener: Det tog 20 sekunder for mig at miste interessen for EU valget, hvilket jo for fanden ikke er holdbart, når det er det kollektiv, jeg skal bo i, til jeg dør.

I morgen starter retssagen mod Stein, og jeg er inderligt ligeglad. Det eneste, der på nuværende tidspunkt optager mig, er spekulationerne om, om det er ham, der ligner Bjarne Riis, eller om det er omvendt. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvad der skete med Anne Dorthe Tanderup? Det er som om håndbolddamerne fordamper, når de fylder 30, hvorimod herrelandsholdet formentlig stadig stiller med Boldsen, Krogh og Christiansen til OL i 2020.)

Nå. Der er vel nogen, der kommenterer det i deres newsfeed på FB, hvis der sker noget vigtigt.

– Stemt på Morten Messerschmidt.
– Pligt til at bruge resten af det lorte-Veet, der har ætset huden væk på mit ene skinneben og under begge mine arme.
– Overskud til at bekymre sig om sin økonomi.
– Læseferie.
– En karriere, der gør, at man skal tage stilling til, om man sælger ud ved at reklamere for SAS.
– Fritid nok til at udvikle et alkoholproblem.
– En datter, der skal ud og regere landet med verdens tyndeste flertal i ryggen.
– Overnaturlige evner og et hus fuldt af spøgelser at forholde sig til.
– Ret mange klip tilbage på fido’en, før den nye Harry Potter kommer.
– Dyr.
– Problemer med at finde ud af, hvad man skal investere sine SP penge i.
– Et eneste gråt hår.
– Pilleangst. Hovedpine? Muskelsmerter? Fantomsmerter? Show me the ‘No Problem’ sign! Piller løser alt.
– Skrupler over at hvisle: ”Så tager du fandme lige og FORFØJER dig!!”, når man bliver antastet af facere fra Amnesty og Greenpeace.
– Sat sine penge på Nyrup.
– Intentioner om at se så meget som et eneste afsnit af Fangerne på Fortet.
– Udsigt til at skulle bruge mere end to timer og tyve minutter i et fly – sammenlagt – sommeren over. Vi satser på, at det kan holde sig i luften så længe. (Ik?)

Når vi alligevel rundsender mailen om, at alle skal arbejde målrettet på at gøre ’outstanding’ til en del af deres aktive ordforråd, at mænd ikke må have pretentious hair, og at vi ikke – under NOGEN omstændigheder – går med stråhatte, så vil jeg gerne have tilføjet, at ældre mennesker ikke må sidde alene på bænke rundt omkring i byen.

Seriøst: Jeg får ondt i maven, og min fantasi går bananas. Hvor andre ser en ældre herre, der er ude og nyde vejret, og lige får sig et velfortjent hvil, inden han triller hjem til Esther og hendes hakkebøffer, ser jeg en gammel mand, som ikke har nogen tilbage. Hans dage er lange og tomme, og han er nødt til at cykle lidt rundt for at få tiden til at gå. Så sidder han der og kigger på unge mennesker, der tager livet for givet og ikke fatter, hvor hurtigt alting kan ændre sig.

Jeg er PANISK ræd for at miste mine forældre. Jeg ved godt, at alle frygter dagen, hvor det sker, og jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ikke har min egen lille familie i mit ringhjørne som bevis på, at livet trods alt går videre, og at den ene generation griber ind i den næste, men jeg begynder nærmest at hyperventilere ved tanken om, at mine forældre på et tidspunkt ikke vil være her længere. Da min far blev syg, og vi troede, det var kræft, ville jeg have givet hvad som helst for at kunne tage hans plads, fordi jeg bedre kunne udholde tanken om at være den der smuttede end en af dem, der stod tilbage. Men når jeg ser de ældre bænkevarmere, føjer tanken om, at den ene af mine forældre, som har været kærester, siden de var 15, kommer til at efterlade den anden i et vakuum af savn og tomhed, endnu en lap til mit patchworktæppe af rædselsscenarier og panikangst.

Jeg er ved at være ude i, at jeg enten lider af en sjælden form for kronisk PMS, eller at jeg er allergisk overfor søndage.

De sidste to dage har jeg været på faglig weekend med mine kolleger fra hele Danmark. Det er noget, vi gør en gang om året, og når man tilhører en meget lille faggruppe, er det fedt at få lov at fagnørde med folk, der også synes, at det giver mening at snakke om stemmetolkning, loci og tolkeroller. Ud over det faglige udbytte er det altid en fornøjelse at være sammen med mine kolleger, som er de sødeste, sjoveste og mest bindegale mennesker, man kan forestille sig.

For en, der er vant til at røre sig meget (that would be me), kan det dog være lidt af en udfordring at sidde stille så mange timer, mens man spiser vulgære mænger af mad (jeg mener: Dessertbuffet til frokost… Come nu on!) og skyller det hele ned kaffe. Derfor havde jeg taget løbesko med, og startede fredag med en tur i skoven.

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Jeg hader det. Hader det, hader det, hader det. Jeg synes, at det er det kedeligste i hele verden, og som en slags sympatitilkendegivelse fra min krop, hopper min iskiasnerve i klemme, hver gang jeg gør det. Jeg ved godt, at andre mennesker lovpriser naturen, fornemmelsen af ’mig mod asfalten’ og lyden af fuglesang. Jeg synes bare, at det er blæst, insekter og earplugs, der bliver ved med at falde ud.

Jeg så dog en hvid skovsnegl, hvilket skulle være et relativt sjældent fænomen.

For en time siden landede jeg i Århus igen, og nu sidder jeg på min seng og tjekker op på verden, imens rastløsheden napper i hele min krop. Når jeg har været sammen med mange mennesker i lang tid, bliver jeg altid lidt overstimuleret. Jeg taler for højt og for hurtigt, og kan slet ikke finde ro, når jeg endelig igen er alene.

Mærkeligt nok er jeg samtidig også både lad og ugidelig. Vejret er godt og jeg burde gå en tur, men… jeg kan ikke rigtigt tage mig sammen.

Jeg kunne selvfølgelig også bare blive siddende her og akklimatisere med et glas kold hvidvin og noget stilhed, indtil jeg igen har fået styr på, om det er fredag eller lørdag og kan udtrykke mig i normal hastighed uden at råbe.

Nævn 3 af din nærmeste vens irriterende vaner. Det tror jeg, at de fleste af os kan gøre, deprimerende hurtigt endda. Det kan være noget med, at vedkommende har en tendens til at se sig selv som offer, at hun altid skal fortælle belastende detaljeret om sin brændende passion for skak, eller at hun altid bare opfører sig, som det passer hende og lader andre feje de sociale skår op, når hun igen har slået den gode stemning i stykker.

Nævn så 3 af dine egne. Ikke bare de ’svage sider’ vi trækker frem ved jobsamtaler, som i virkeligheden er pral forklædt som ydmyghed (“jeg bliver bare altid alt for engageret, når jeg arbejder”); Ægte, irriterende vaner, som driver dine venner til vanvid. Det er pludselig meget sværere; formentlig fordi vi ikke selv ser dem – ellers ville vi forhåbentligt arbejde på at komme dem til livs. (Vanerne, forståes. Ikke vennerne.) Derfor ved man, at det er RET slemt, når en vane er blevet SÅ belastende, at man selv er kronisk irriteret over den.

Sådan en har jeg fået øje på.

Jeg afslutter folks sætninger. For SATAN, hvor er det irriterende – for slet ikke at tale om uforskammet. Det spiller tilsyneladende ingen rolle, om jeg kender folk (og dermed har en begrundet mistanke om, hvad de tænker og hvordan de udtrykker sig) eller ej: Hvis de åbner, lukker jeg. HVER gang. Og nu, hvor jeg er blevet opmærksom på det, afbryder jeg først for at afslutte deres sætninger, hvorefter jeg undskylder i ét væk og dermed gør det endnu mere umuligt for dem at komme tilbage i samtalen.

AJ, men hvor er det træls! Jeg arbejder virkelig hårdt på at holde op, og man må gerne sige “hold kæft!” til mig, når jeg gør det.

Hvis man kan få et ord indført.

For mange år siden havde jeg et sommerferiejob på et plejehjem. Jeg var på afdelingen for svært demente, og en stor del af mit job bestod i at følge de gamle tilbage til deres lejligheder, når de var faret vild, mens vi på vejen tog potteplanter, reklamer og fodtøj op af rollatorkurven igen, og lagde tingene på plads foran de andre beboeres lejligheder.

Jeg har brug for, at Føtex ansætter folk i en lignende funktion. LIGE nu. 2 ud af de 3 Føtex’er jeg normalt begår mig i, har lavet så meget om, at jeg føler mig som en af de gamle på plejehjemmet, når jeg trasker forvirret rundt med min kur på slæb, og forsøger at gætte, hvor alting er blevet flyttet hen. I dag blev jeg så meget væk, at jeg beklemt måtte spørge en slagter, hvordan jeg kom ud.

Altså… SKAL det være SÅ moderne?? Jeg kan ikke finde ud af det. Hvorfor står shampoo pludselig lige op og ned af disken med hakket oksefars? Hvorfor er alle skilte lavet helt om, og hvorfor er alting malet så mørkt, at man nærmest skal have lommelygte og pandelampe med for at finde rundt? Hvem har udtænkt systemet med selvscanning og glemt at tage højde for, at vi lægger de tunge varer nederst i kurven, når vi handler, hvilket gør det til et problem, at vi ved scanningskassen skal pakke, samtidig med at vi scanner, så vi får æg og bananer NEDERST i posen?

Jeg er ikke god i fremskridt. Da Århus Kommune lavede alle sine affaldsøer om, endte jeg med at have en pose med 200 tomme vinflasker med på arbejde, fordi alle glascontainere i 1000 kilometers omkreds pludselig var blevet nedlagt. Da biblioteket fik alle deres funktioner lavet om til selvbetjening, begyndte de få tilbageværende bibliotekarer at svede koldsved, når de så mig, for jeg kan få AL elektronik til at jamme ved bare at nærme mig.

Hvorfor kan det ikke bare være som det plejer?

Og alligevel forbeholder jeg mig retten til at hysse ud, når jeg hører nogen sige, at de har tænkt sig at stemme imod tronfølgeloven på søndag.

Moral er godt. Dobbelt moral er dobbelt så godt.

Jeg har fået en ny helt. Finanskrisen, som skærer haserne over på alt og alle, har været forbi mit fitnesscenter med kniven, og en ny tilsynsværge har derfor fået ansvaret for alle os umulige unger.

I LOOOOOVE him!! *ole-henriksen-smiley*. Jeg har lyst til bare at sidde og kigge beundrende på ham, indtil han kommer som plakat.

Han er rasende godt begavet, brænder helt vanvittigt for det han gør, og så kender han sine egne kompetencer godt nok til, at han med sindsro uddelegerer ansvar og beslutninger uden at gro paranoia eller føle sig truet.

Som om alt det ikke var nok, så besidder han OVENI den – mener jeg – absolut vigtigste egenskab for en leder: Han er ikke bange for at bøje sig for ideer, der er bedre end hans egne. For det første betyder det, at han rent faktisk får et bedre slutprodukt, fordi han hele tiden sætter resultatet over sine personlige kæpheste og ambitioner. For det andet sikrer det ham en stadig strøm af gode ideer fra folkene på gulvet, der kender organisationen nedefra; de har LYST til at fortælle ham om alle deres fabelagtige idéer, fordi han bliver næsten lige så begejstret for dem, som man selv er.

Og wolla – jeg sværger: Det er ikke kun fordi, han kunne lide nogle af mine.

For nogle dage siden sad jeg sammen med et par kammerater. Vi har kendt hinanden i mange år, og er på fornavn med de fleste af hinandens spøgelser. Den ene af drengene har en forkærlighed for blå kings og klip i kørekortet. Den anden har en fortid som rimelig hard core weekendnarkoman. Et par gange om året falder snakken på tiden, hvor han hver eneste fredag og lørdag vadede rundt i knæhøje snedriver, og når det sker, bliver kongen af kings altid utrolig vred med tilbagevirkende kraft, og vil vide, hvordan hans kammerat kunne pleje så lemfældig omgang med stoffer, velbegavet og velfungerende som han er.

Svaret er altid, at de chancer vi tager, måske er forskellige, men at det vi gambler med er det samme, uanset om vi sætter pengene på vanvidskørsel, kokain eller det at cykle spritstiv hjem fra byen lørdag nat uden lygter.

Herfra ender vi hver gang i en længere diskussion om statistik og sandsynlighed, og jeg må indrømme, at jeg aldrig helt har forstået, hvorfor nogen sætter så meget lid til de to begreber. Er det ikke lige meget for den enkelte, hvad den procentvise risiko ved en given gerning er? Det gør vel ingen forskel for mig, at det kun er 1 % af alle cyklister, der bliver slået ihjel af vildfarne heste, hvis den ene procent er mig? En overlevelsesprocent på 80 i forbindelse med hudkræft er da rimelig irrelevant for mig, hvis jeg er så uheldig at være blandt de resterende 20.

Ironisk nok er det faktisk på grund af de dårlige odds, at jeg aldrig spiller Lotto.

Måske er vi bare nogen, der har en fornemmelse af, at uheldet er en bedre skarpskytte end heldet.