Bloggen

Har man for lidt at gå op i, når man bliver helt glad over at opdage, at de nye frostbokse man købte og fyldte med mad præ-fødsel, er lige præcis så lange, at gaflen ikke kan glide ned i dem?

Da jeg var i barselseksil i Esbjerg (note til selv: Husk at indstille forældre til helgenkåring), fik jeg besked på at kontakte sundhedsplejerskerne dernede, så Anton kunne blive kontrolvejet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne have taget hende, vi fik, med tilbage til Århus. For hun trådte ind af døren, forelskede sig hjælpeløst i min lille dreng (den nye, nemme vej til mit hjerte), roste mig (virker også stadig) og brugte derefter en hel time på at give mig gode råd og forklaringer.

Ikke, at min sundhedsplejerske heroppe ikke er sød. Det er hun. Hun er bare så utrolig vag meget tilhænger af ‘at mærke efter’. Ift. alting. Og jeg er nok der, hvor jeg efter at have befamlet mig selv på indersiden i en måned, bare gerne vil have B.S. Christiansen på banen. En eller anden, der skærer igennem og fortæller, hvad der rigtigt og forkert, for selvom der – som de alle sammen siger – ikke er hverken to børn eller mødre, der er ens, så er der sgu stadig nogle ting, der bare er, som de er. (Ikke?)

I nat kl. 01.30, da jeg gik rundt med gasblå flitsbue på armen (undskyld overbo) (og lidt tak for sidst efter de mange, lange nætter med Absolut Euro-Trance), spekulerede jeg på, hvorfor jeg bliver så gal, når de ikke vil give mig konkrete svar. Kl. 2 slog det mig: Jeg har været tolk i 9 år, og undervist i aerobic i 6.

Jeg har simpelthen glemt, hvordan man er ny.

Hvordan er det nu, man navigerer i en situation, hvor hver eneste side man vender, er fuldstændig blank?

Hvordan skulle jeg f.eks. vide, at jeg skal tilsætte eddike i vandet, når jeg koger flasker og sutter her i Århus (men ikke i Esbjerg) pga. det høje kalkindhold i vandet, der ellers sætter sig som hvid belægning på alting, hvilket betyder, at Anton ikke vil have sin sut, hvilket så igen betyder, at hans mave går i stå (med underspørgsmålet: Hvordan skulle jeg vide, at suttebevægelsen stimulerer fordøjelsen), så han græder og græder og græder?

Og det der med at google det? So not happening, når man har utrøsteligt barn hængende på armen.

Måske er det derfor, at folk får barn nummer to? Fordi det virker helt urimeligt at bruge så mange ressourcer på at lære noget, man aldrig skal bruge igen.

Det er ikke fordi jeg stresser jer med indlæg i disse dage, vel? Men der sker godt nok heller ikke ret meget andet, end at jeg går rundt og forsøger at finde ud af at være mor. Inden døre. For barnet insisterer stadig på at veje under 3 kilo (men havde sidst sundhedsplejersken var her taget 400 gram på på 6 dage. Har åbenbart arvet enten min forbrænding eller mit konkurrencegen), og da det er hvinende koldt udenfor, følger jeg anbefalingerne og holder ham inde.

Inden jeg fik ham, spekulerede jeg tit på, hvad fanden det lige var, der tog så lang tid, når folk fik børn, at de åbenbart ikke længere havde tid til at svare på sms’er eller gå i bad. Som en slags forbrugerservice følger hermed Et Døgn Med Anton.

(De af jer, som har flere børn (mine nye helte), må gerne læne jer tilbage og sukke ”Those were the days!” de af jer, som har et enkelt barn kan jo nikke genkendende, og de af jer, der ikke har børn endnu kan… well, det ved jeg ikke… steppe op på præventionen eller begynde at glæde jer, afhængigt af livssituation og/eller temperament.)

4:53: Barnet vågner, og vil have mad. NU! Problemet er bare, at han ikke kan ligge stille, så længe han ikke er skiftet. (Og nok sagt. Har LOVET mig selv, at jeg aldrig, aldrig, aldrig vil skrive om hverken mængde eller konsistens af bleens indhold. Vil dog lige bemærke, at det faktisk er rigtigt hvad de siger: At det ikke er så slemt, når det er ens eget barn. Det troede jeg f.eks. bare var spin.) Og han HADER at få tøjet af. Så:

4:59: Forsøger at skifte meget arrigt skrigende, postkasserødt piskeris.

5:01: Starter amme-kamp. Man skulle synes, at det var i hans egen interesse at lægge sig til, eftersom det var ham, der ringede på klokken og bestilte mad, men vi er åbenbart ikke færdige med at være rasende over at være blevet udstyret med the wicked witch of the east som mor.

6:30: Har nu fået lokket ca. 20 minutters mad i barnet gennem kombination af bøn og trusler.

6:35: L-i-s-t-e-r ind i seng i håb om lige at få en time, inden vi tager den igen.

7:35: Og det gør vi så.

9:00: Færdig. Barn affodret, pacificeret og puttet i liften.

9:01: I bad, skolde flaske og sut, spise morgenmad, sætte vasketøj over, vaske op fra morgenmad, redde seng, lave en kop kaffe.

9:25: Done. 24 minutter. Ny rekord. Barn sover stadig. Har glemt, hvad man laver, når man har tid i overskud?

9:40: Stirre stift ned i lift, for at være sikker på, at han stadig trækker vejret.

9:42: Hyle over, hvor fin han er.

9:44: Hyle over, hvor meget der kan ske med ham. Han må aldrig komme ud. Eller i børnehave, hvor der er gynger og anoraksnore. Eller gå i byen. Eller få kørekort og køre til Tyskland med sin sindssyge og dårligt opdragede ven Ronnie, der er droppet ud af 4 forskellige linjer på teknisk skole, og kører rundt i en nedslidt Opel Kadett med dårlige bremser. Og så skal vi have en huslæge ansat til at våge over ham 24-7.

9:50: Se noget skod-tv. Undres over, at nogen rent faktisk lejer noget gennem L’easy, hvis reklame, jeg nu har set så mange gange, at det er lykkes mig at se rentesatsen i bunden af skærmen, selvom de skriver det med MEGET småt, OG fjerner det MEGET hurtigt igen. 26,08%. Av.

11:00: Repeat ammecirkel.

13:00: Færdig. Barn sover på mig, som er ved at dø af lykke over ham. Burde lægge mig, men er nu kommet til at følge med i affaldsserie på 5’eren, og må lige se, om de finder morderen. (Christ!)

13:30: Kommer i tanke om, at der ligger noget vasketøj og rådner i maskinen.

13:45: Spiser frokost, hører radio, og forundres over, hvor inderligt, jeg hader Shu-bi-dua, og det faktum, at jeg er ved at udvikle en uforklarlig kærlighed til Elvis og Bruce Springsteen. (WTF!?)

14:00: Barn vågner, og vil … noget. Som ikke involverer ren ble eller mad.

14:30: Moderen er nu i desperation gået over til at tale til ham i håb om, at han vil sætte lidt ord på sin frustration.

15:00: Han sover igen. Det var åbenbart dét, han bare lige vågnede for at fortælle, at han ville.

15:01: Mor i seng i håb om at spare lidt op til natten.

15:30: Mor giver op. Søvn er bare ikke det samme om dagen.

15:35: Kommer – ved et frygteligt uheld, selvfølgelig – til at tage Anton op af liften, så han kan sidde og sove ved mig. (Det er så hyyyyggeligt!)

16:30: Der vågnes. Ammecirkel gentages.

18:00: Færdig. Barn sover igen, hvilket jo lyder dejlig nemt, men er nu ved at have lært, at det han i VIRKELIGHEDEN gør, er at spare energi op til nattens udfoldelser.

21:00: – som starter her og involverer lysvågent barn, der ikke rigtigt vil noget.

22:00: og det bliver ved

23:00: og ved

23:30 og ved

23:50: HA! Han sover! Ind i seng!

23:59: Snydt. Op igen. Synge, vugge, gå.

00:52: Ud og varme flaske, som barn inhalerer, som var han blevet nægtet føde hele dagen.

01:10: Bøvse, gå, vugge og synge. (Er gået væk fra Stæren og over til Rolling Stones og Tim Christensen. Virkede nemmere end at lære alle de vers.)

01:53: Barn sover. Mor i seng.

02:53: Barn øffer og hentes op i sengen.

04:53: Og ringen er sluttet.

Men jeg vil gerne tildeles point for trods alt at nå i bad.

Da jeg læste, delte jeg lejlighed med en veninde. Vi drak litervis af billig rødvin og spillede så meget Trivial Pursuit, at pladen i dag er helt mør og dingelvorn. Det var altid sjovt at spille med hende; dels kunne vi svare på nogenlunde samme antal spørgsmål, så der rent faktisk var tale om jævnbyrdig konkurrence, og dels var vi enige om, at hvad der blev sagt over brættet, blev over brættet. Denne regel har jeg altid elsket meget, meget højt, da jeg har nogle huller i min piratviden, der er så afgrundsdybe, at jeg ikke engang ved, hvor pinligt det er, når jeg slynger et årstal eller navnet på en konge ud.

Hvis jeg skal give et konkret eksempel, har jeg f.eks. altid haft en lidt uheldig tendens til ikke at kunne skelne amerikanske stater og byer fra hinanden. Og jeg kan åbenbart ikke lære det, uanset hvor længe jeg sidder og glor insisterende på en globus.

Til gengæld plejer jeg at kunne huske stort set alle sangtekster, jeg nogensinde har hørt.

Men når jeg spiller, HADER jeg, hvis jeg får et spørgsmål, som jeg ved, at jeg kender svaret på – men som jeg bare ikke kan vriste fri af hjernebarken. Jeg kan få flere minutter til at gå med at sidde og messe: ”dumåikkesigedetdumåikkesigedetjegveddetgodtjegveddetgodt!”, fordi det er så pisseirriterende at skulle køre med mentale støttehjul, når man en gang har lært at cykle.

Og det må være dette karaktertræk, der slår igennem, når jeg skal synge ”Hør den lille stær for mit barn”, og ikke kan huske halvdelen af teksten. Jeg kunne i princippet bare google det, men i stedet står jeg stædigt bøjet over puslebordet og synger en mystisk bootlegversion af sangen.

And it goes a little something like this:

Se/hør den lille stær
(Vil helst ikke forfordele en sans frem for en anden)
Den er åh, så fornøjet
Morgenklokken/solen ringer/brænder
(Her afventer jeg altid selv spændt, hvad der kommer ud af munden på mig)
Marken står i damp/brænd
(Og her kommer jeg så i tanke om, at det nok ikke er ’brænd’ i begge linier)
Nyligt er den vågnet, men altid i tøjet
Den skal ikke sæbes
Og/eller vaskes med en svamp
(Vil gerne have det til at være ’eller’, men der er altså et eller andet galt med rytmen)

Se, den flyver højt
Flyver højt under himlen
Den skal passe på
Den ikke falder ned
(Velkommen til Danmark, min skat)
Hmmm hmm hmmm hmm hmm/den har fået hat på
Hmmm hmmm hmmm hmm/og fin-pudset næbbet
(I know – men tænker, at hvis den skal på besøg, vil den nok gerne være lidt præsentabel?)
Den har nok en ven der
(burde der ikke være noget ’nede i byen’ et eller andet sted?)
Som ingen, ingen ved
(HELT sikkert en han-stær!)

Som I ser, klarede min evne til at huske sangtekster desværre ikke fødslen.

Men jeg skal NOK få krammet på den forbandede fugl!

Ok, hvordan blev det første søndag i advent?? Kom til at tænde for fjernsynet og var fuldstændig uforberedt på, at julen har sneget sig ind på mig, mens jeg har haft travlt med at føde.

(Kom senere til at hænge fast på noget tysk kanal, fordi den lille tryklås havde hæftet sig fast i brystet, og jeg ikke kunne nå fjernbetjeningen. Vidste I, at der findes en sportsgren, som går ud på, at unge mænd i meget kropsnær lycra laver grimt akrobatik på cykler? Og at der, efter det meget entusiastiske publikum at dømme, åbenbart findes mennesker, som går op i det?)

Håber fandme, at folk ønsker sig noget, der kan bestilles over nettet i år. Eller at julemanden hoster op med noget overskud i forsinket kalendergave, så jeg kan forcere driverne og turboshoppe i midtbyen. (Bliver formentlig den eneste kunde i Matas, der beder om 24 indpakkede gaveæsker med de stribede med Aloe Vera.)

Fitnesscentret har også holdt julefrokost. Uden mig.

…..

Nok i virkeligheden også bedst. Er ikke sikker på, at jeg hormonelt er i stand til at tackle at forsøge at dresse post-fødselskrop op, (selvom jeg gerne vil have lov at prale af, at jeg her 12 dage efter fødslen allerede har tabt næsten 2/3 af, hvad jeg tog på undervejs), og det ville virke så forkert at rage spøgelsesagtigt rundt blandt relativt civiliserede mennesker, mens man slæbte uskønt spor af mælk og tårer efter sig.

Heldigvis har vi stadig FB, så jeg kan følge lidt med i skandalerne

Og nu vi taler om skandaler, så slagter vi her i huset de hellige køer i et tempo, der burde få Danish Crown til at overveje at udlicitere produktionen til mig i stedet for til østlandene:

Jeg giver nu mit barn en flaske om aftenen.

Ja, I læste rigtigt. 12 dage gammel og allerede på flasken.

OG han har fået en sut. *skandale-smiley*

So sue me.

Taktikken er, at hvis nogen på noget tidspunkt gør anstand til at løfte den moralske pegefinger, så henviser jeg til unavngiven sygeplejerske/jordemoder på Skejby, og så kan de jo selv se, om de har mod på at backtracke mit forløb og finde frem til synderen.

Muhahaha!

Vi vinder, Anton, vi gør.

Jeg tror, at jeg vil til at lære italiensk. Et eller andet skal jeg jo lave i timerne fra midnat til 2.30, hvor barnet åbenbart har besluttet, at søvn er for taberbabyer. I løbet af dagen opfører han sig utrolig eksemplarisk; spiser og lægger sig derefter på maven af mig, hvor han laver sit lille skildpaddefjæs, der er så kært, at jeg er bange for at komme til at kysse ham i stykker, men kl. 23.59 skifter han personlighed, og vil INGENTING. Piber, vil spise, vil ikke spise, vil skiftes, går amok i raseri fordi han skal skiftes, piber videre, møffer rundt, vil gåes med, vil spise, nej for helvede, ikke alligevel, og sådan kører vi på.

Så mor er TRÆT!

Jeg prøver at navigere i det, og undlade at gå i panik over ansvaret og over, hvor farlig verden pludselig er blevet. F.eks. så jeg gerne, at alle bilister i Danmark afleverede deres kørekort til mig, som derefter kunne udlevere det igen i korte 30. minutters intervaller, når Anton er i sikkerhed inden døre.

Jeg prøver at fatte, hvad jeg har gjort for at fortjene at få verdens sødeste dreng.

Jeg prøver også at fatte, hvordan nogle mennesker overlever at have mere end et barn, og det ligger uden for min fatteevne, hvordan vi nogensinde skal nå dertil, hvor jeg igen skal kunne få en hverdag til at fungere med arbejde, indkøb og rengøring. Og træning.

Timerne smuldrer væk mellem fingrene på mig, jeg når ikke en skid, og jeg skal være ærlig og sige, at det hele er lidt overvældende.

På det helt lavpraktiske plan, hvor der dagligt opstår Ting, Jeg Sgu Da Ikke Havde Skænket En Tanke, har jeg lige nu en udfordring ift. hvad vi skal stille op med madkasserne om natten. Uden at blive alt for klam eller grafisk, så lad mig nøjes med at sig, at når mælken er løbet til, så er det så åbenbart ikke sådan, at der bliver lukket for hanerne natten over.

Godmorgen Cleopatra.

De sidste par dage har jeg jagtet en løsning på problemet, der er lidt hurtigere end at bestille nye ammebh’er over nettet (forbandet være dem, der bildte mig ind, at jeg skulle vente med at bestille til mælken var løbet til!) og derfor stillede den nye, udvaskede version af mig selv i dag i en lingeributik, hvor plirrende, udsovet a-skål på 17 år spurgte, om der var noget hun kunne hjælpe med.

Mig (med let stresseksem på kinderne, fordi det her skal overståes mens barnet sover): Har I noget i amme-bh’er eller bare noget sportstop i 70 eller 75 M?

Hende: Øhm… altså, ved du, hvad det er i danske størrelser?

Mig: I danske størrelser?

Hende: Ja, vi kører jo med A, B, C skåle og så videre.

Mig: …. (are you kidding me!?): Ja, det er jo sådan set samme alfabet jeg begår mig i. Vi skal bare noget længere ned i bogstavrækken.

Hende: (Helt forskrækket): Nej, SÅ store størrelser har vi altså ikke!

Det er nu officielt. I’m a freak. Men jeg kan med stolthed i stemmen sige, at jeg først begyndte at tude, da jeg stod ude på gaden igen.

Det bliver nemmere med tiden.

Ikke?

Efter en lang uge, hvor amningen har været ad helvede til, hvor jeg har penduleret fra Skejby og hjem igen, og hvor jeg bare syntes, at der blev ved med at være nedadvendte tommelfingre, hvor end jeg vendte mig hen, er der nu endelig ved at ske noget.

Dels begynder amningen at fungere – i hvert fald noget af tiden (7-9-13, banke-under-bordet, krydsede fingre og der er INGEN, der træder på stregerne!) og mælken er i dén grad løbet til. I nat kl. 4, da jeg var i gang med amning, 2. halvleg, sad jeg og kiggede ned på det spisende barn med ”what is wrong with this picture?”-fornemmelsen, uden helt at kunne sætte fingeren på, hvad det var.

Indtil det slog mig, at der sgu da var noget helt galt med proportionerne.

Mit bryst er større end mit barns hoved.

Motherf*cker.

Havde godt nok også et sted i periferien af min bevidsthed noteret mig, at min ammebh, str. 75 M, var blevet for lille. *uro i forsamlingen ”Sagde hun ’M’!?” ”Hun sagde ikke ’m’, vel?”*

M.

M som i Muh.

Og dels er jeg nu nået dertil, hvor jeg er mere gal end ked af det. I en uge har jeg desperat forsøgt at navigere i 100 fagfolks forskellige – og meget modsatrettede – anvisninger ift. hvordan jeg skal tage vare på mit barn, og nu er det fandme bare nok! De to jordemødre, der var med til fødslen, og tre af de sygeplejersker, jeg har mødt undervejs, skal have guldrandede kram og 6 stjerner for ihærdige forsøg på at rette op på en måned i kaos. Resten af Skejby skal bare have et los i løgene.

Jeg VED godt, at de alle sammen har forsøgt at hjælpe, men det ville være rart, hvis de kunne blive bare nogenlunde enige om, om mit barn må komme udenfor, før han vejer 3 kg, eller om han ikke må, om han er gul eller om han ikke er, og om han skal have mad hver 3. time eller om det er ok at lade ham sove til han vågner af sig selv.

Så efter at have tudet mig selv i nærheden af en migræne af frustration, fik jeg i går nok, og hvislede af sundhedsplejersken, at nu HAR jeg forstået, at det er vigtigt, at barnet får masser af mad, men at det godt nok ikke er særlig fordrende for det ’afslappede ammemiljø’, de alle sammen kæfter sådan op om, at det lyder som om Anton dør af en kombination af gulsot og sult, hvis ikke han inhalerer mindst 1 liter mælk hver 3. time, OG at jeg ikke gider høre mere om, at vi skal have mit barn ”i trivsel” – han trives FINT!! Det er muligt, at han er lidt lille, men han mosler rundt, han kan næsten holde sit hoved selv, og han er to cm. fra at kunne råbe ”MAD!! NU!”

Og det er muligt, at ”i trivsel” er fagsprog, men så må de fandme bare oppe sig og konstruere et nyt, der ikke lugter så meget af fiasko og socialklasse 5!

Blev der sagt!

– og så fik vi vist også brugt denne uges kvote af eder og udråbstegn.

(Ps: Mange, mange tak for alle jeres helt fantastiske kommentarer. Selvom jeg ikke får besvaret dem, skal I vide, at jeg i nattens mulm og mørke sidder og læser dem på min Iphone og glæder mig over, at I stadig sidder derude et sted og følger med og hepper.)

Kender I de sætninger, som man ser i info-materiale, som det først for sent går op for en, at man har lagt alt, alt for lidt mærke til? Jeg er utallige gange stødt på ”Amning kan i starten være lidt svært” uden at hæfte mig særligt ved det.

Big mistake. Big. Huge.

Min lille, fine dreng kan om natten græde så hjerteskærende, at jeg bare render fortvivlet rundt med ham og hulker ”Undskyld! Undskyld! Undskyld!”, mens jeg forsøger at gætte, hvad fanden det er, jeg gør forkert. Lige nu balancerer vi på kanten af endnu en indlæggelse, fordi han er så lille, og har en smule gulsot, og derfor SKAL spise på den måde, hvor man hiver ham op 3. time døgnet rundt, flår al tøjet af ham for at vække ham, og derefter tvangsfodrer ham foie gras-style.

Har efterhånden så små øjne af mangel på søvn og af at tude, at jeg ligner George Bush.

Derfor er der lidt langt mellem blogposter, svar på sms’er og updates på FB, for lige nu handler det bare om at få en slags hverdag etableret. Heldigvis er mine forældre fløjet ind som vaskeægte jægersoldater, der overtager kommandoen, når det kniber, ordner det praktiske, så jeg får noget at spise og trøster mig, når jeg bliver alt for fortvivlet.

Men efter at have fulgt med under hele graviditeten, synes jeg jo næsten, at I skal have lov at høre om fødslen.

Som jeg skrev, blev jeg sat i gang med hormoner onsdag eftermiddag, og allerede to timer senere, kvitterede min krop med regelmæssige veer med 2 minutters interval. På det tidspunkt synes jeg, at den største udfordring var at vide, at det her formentlig bare var stilhed før stormen – uden at ane, hvordan den famøse storm havde tænkt sig at føles.

Efter en lang nat, hvor min søde mor rendte i pendulfart fra stue til køkken med Den Lindrende Varmepude hver anden time, fik jeg torsdag kl. 10 2. omgang hormoner, og kl. 11.30 var der 30 sekunder mellem veerne.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige sige noget om at have veer: Jeg synes, at det kan sammenlignes med at køre bil i snestorm med defekte vinduesviskere. Så længe man har mulighed for at holde ind og børste ruden ren efter at have kørt en kort strækning, kan man stadig nogenlunde bevare sigtbarheden, men hvis man er tvunget til bare at køre og køre og køre, ryger overblikket ret hurtigt, og når veerne kommer hamrende med 30 sekunders interval, rammer man ret hurtigt det punkt, hvor man løber tør for sprog.

Ja. Det KAN ske. Selv for mig.

Kl. 13.30 var mit blodtryk så højt, at vi skulle have en epidural på banen, og på det tidspunkt lå jeg med nåle, drop, elektroder, og 3 forskellige målere monteret på maven og klamrede mig til min iltmaske, og var passende nok HELT færdig med at være tapper.

”Ja Linda, så skal vi bare lige gøre dig klar, så kommer narkoselægen. Han er her om ca. 10 minutter.”

”At gøre mig klar” viste sig at indebære flere nåle, noget måling af temperatur (værdighed på dette tidspunkt LONG gone) og så op at sidde med fødderne på en køkkenstol, så ryggen var blottet.

– som ikke er verdens mest behagelige stilling at indtage, når nogen hamrer løs i underlivet med en svovlsyrepåsmurt, gloende, pigtrådsomviklet trefork.

Havde lidt svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle være SÅ klar, og ikke bare kunne hives op, når lægen kom, men efter 10 lange minutter gik himlens porte op og i stråleglans og til lyden af Det Himmelske Kor skred Gud ind på stuen – og han skulle naturligvis ikke udsættes for noget så ubehageligt som ventetid.

Gud viste sig at komme fra Indien og tale med meget kraftig accent.

Han var ikke tilfreds med mine blodprøver, så med et bestemt klap i hænderne blev en bioanalytiker hidkaldt fra dybet, (jeg SVÆRGER, at jeg så jordemødrene vende øjne til hinanden) og kom tjenstvilligt springende med flere nåle parat – hvorefter Gud efter 10 minutter alligevel nåede frem til, at det var lige meget, (aura af *så stol dog på vores vurdering!* omkring jordemødrene) og stak nålen i ryggen på mig.

Herefter fulgte en tiltrængt time, hvor jeg fik et helt minut mellem veerne, og lige kunne hælde en liter juice i hovedet for at lindre min udtørrede, overbelastede hals.

Kl. 15.15 faldt mit blodtryk pludselig så meget, at jeg mere registrerede end så, at der blev hevet i snore, og at en mindre landsby myldrede ind på stuen med med nåle, efedrin osv.

Kl. 15.30 var roen genetableret, og kl. 15.45 begyndte presseveerne at komme. At undlade at reagere på dem, føles nogenlunde ligesom at blive præsenteret for en boblende fontæne af isvand efter at have kravlet tværs gennem Kalahariørkenen – som man bare ikke må røre, før der bliver sagt nu.

Det blev der så kl. 17.

Kl. 17.10 har jeg en meget klar erindring om at have tænkt, at det her simpelthen må være en fejl. Det kan ikke PASSE, at kvinder har gjort det her siden tidernes morgen, uden på noget tidspunkt at gøre læger og forskere opmærksomme på, HVOR ondt det gør, så nogen kan opfinde noget, der kan få det til at gå væk. Og det der med, at jeg ville være typen, der fødte på den introverte, sammebidte måde? Ikke rigtigt. Da jeg efterfølgende løftede hovedet, og spurgte holdet af mennesker, der holdte kom-sammen ved mit underliv, om der var K3 skader, var der ikke mere stemme tilbage. For real.

Men kl. 17.19 fik jeg en lille, blå fyr lagt på maven, som skreg af sine lungers fulde kraft, og for ham ville jeg gøre det hele igen.

Og igen og igen og igen.

Først vil jeg gerne starte med at sige hundrede tusinde tak for alles jeres søde hilsner og opmuntrende ord. Jeg ville ønske, at overskuddet var til at skrive tilbage til hver enkelt af jer, men verden er blevet så lille de sidste par dage, og jeg er blevet introvert på en måde, jeg aldrig tidligere har prøvet. Det er som om jeg har udviklet akut tunnelsyn, og at hele min organisme er ved at indstille sig på det, der kommer.

Mine dage er gået i selskab med nåle, kitler og mennesker, som man lærer at kende på den mest intime måde, og som jeg formentlig aldrig kommer til at se dem igen.

Der er Søren, der ligner en 1½ meter høj udgave af Dave Grohl 1992, som skubber sin kampvogn af en kone rundt i en kørestol, mens han stråler om kap med solen. De har lige fået en datter på 1600 gram, og hun kan selv trække vejret.

Der er min brasilianske veninde, der blev sat i gang for 4 dage siden, og i går aftes, da jeg tjekkede ind, stod midt på gulvet i forhallen med et desperat udtryk i ansigtet og maven intakt, og som grinede temmelig skingert, da jeg kiggede på hende og sagde: ”Hov! Du har sgu da glemt at føde!”

Hvilket KUN var sjovt, fordi vi begge ved, at det i morgen er min tur.

Og så er der fædrene, der går rundt i granatchok iført strømpefødder og fe-hår, og som klamrer sig til madhentningsritualet, som er det sidste holdepunkt i en for altid forandret verden.

Mine tal er bedre og mit barn har besluttet sig for, at if you can’t beat them – join them, så han scanningscharmer alt, hvad han kan ved at gabe, give sig til at sutte tommelfinger og lægge hånden til kinden, så snart fagkundskaben kigger ind til ham.

I morgen kl. 13.30 fløjter de kampen i gang, og derefter er det min søn, der bestemmer, hvor længe vi klør på.

Skejby er rede. Verden venter.

Kom bare ud, Anton.

Mor er klar.