Kender I de sætninger, som man ser i info-materiale, som det først for sent går op for en, at man har lagt alt, alt for lidt mærke til? Jeg er utallige gange stødt på ”Amning kan i starten være lidt svært” uden at hæfte mig særligt ved det.
Big mistake. Big. Huge.
Min lille, fine dreng kan om natten græde så hjerteskærende, at jeg bare render fortvivlet rundt med ham og hulker ”Undskyld! Undskyld! Undskyld!”, mens jeg forsøger at gætte, hvad fanden det er, jeg gør forkert. Lige nu balancerer vi på kanten af endnu en indlæggelse, fordi han er så lille, og har en smule gulsot, og derfor SKAL spise på den måde, hvor man hiver ham op 3. time døgnet rundt, flår al tøjet af ham for at vække ham, og derefter tvangsfodrer ham foie gras-style.
Har efterhånden så små øjne af mangel på søvn og af at tude, at jeg ligner George Bush.
Derfor er der lidt langt mellem blogposter, svar på sms’er og updates på FB, for lige nu handler det bare om at få en slags hverdag etableret. Heldigvis er mine forældre fløjet ind som vaskeægte jægersoldater, der overtager kommandoen, når det kniber, ordner det praktiske, så jeg får noget at spise og trøster mig, når jeg bliver alt for fortvivlet.
Men efter at have fulgt med under hele graviditeten, synes jeg jo næsten, at I skal have lov at høre om fødslen.
Som jeg skrev, blev jeg sat i gang med hormoner onsdag eftermiddag, og allerede to timer senere, kvitterede min krop med regelmæssige veer med 2 minutters interval. På det tidspunkt synes jeg, at den største udfordring var at vide, at det her formentlig bare var stilhed før stormen – uden at ane, hvordan den famøse storm havde tænkt sig at føles.
Efter en lang nat, hvor min søde mor rendte i pendulfart fra stue til køkken med Den Lindrende Varmepude hver anden time, fik jeg torsdag kl. 10 2. omgang hormoner, og kl. 11.30 var der 30 sekunder mellem veerne.
Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige sige noget om at have veer: Jeg synes, at det kan sammenlignes med at køre bil i snestorm med defekte vinduesviskere. Så længe man har mulighed for at holde ind og børste ruden ren efter at have kørt en kort strækning, kan man stadig nogenlunde bevare sigtbarheden, men hvis man er tvunget til bare at køre og køre og køre, ryger overblikket ret hurtigt, og når veerne kommer hamrende med 30 sekunders interval, rammer man ret hurtigt det punkt, hvor man løber tør for sprog.
Ja. Det KAN ske. Selv for mig.
Kl. 13.30 var mit blodtryk så højt, at vi skulle have en epidural på banen, og på det tidspunkt lå jeg med nåle, drop, elektroder, og 3 forskellige målere monteret på maven og klamrede mig til min iltmaske, og var passende nok HELT færdig med at være tapper.
”Ja Linda, så skal vi bare lige gøre dig klar, så kommer narkoselægen. Han er her om ca. 10 minutter.”
”At gøre mig klar” viste sig at indebære flere nåle, noget måling af temperatur (værdighed på dette tidspunkt LONG gone) og så op at sidde med fødderne på en køkkenstol, så ryggen var blottet.
– som ikke er verdens mest behagelige stilling at indtage, når nogen hamrer løs i underlivet med en svovlsyrepåsmurt, gloende, pigtrådsomviklet trefork.
Havde lidt svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle være SÅ klar, og ikke bare kunne hives op, når lægen kom, men efter 10 lange minutter gik himlens porte op og i stråleglans og til lyden af Det Himmelske Kor skred Gud ind på stuen – og han skulle naturligvis ikke udsættes for noget så ubehageligt som ventetid.
Gud viste sig at komme fra Indien og tale med meget kraftig accent.
Han var ikke tilfreds med mine blodprøver, så med et bestemt klap i hænderne blev en bioanalytiker hidkaldt fra dybet, (jeg SVÆRGER, at jeg så jordemødrene vende øjne til hinanden) og kom tjenstvilligt springende med flere nåle parat – hvorefter Gud efter 10 minutter alligevel nåede frem til, at det var lige meget, (aura af *så stol dog på vores vurdering!* omkring jordemødrene) og stak nålen i ryggen på mig.
Herefter fulgte en tiltrængt time, hvor jeg fik et helt minut mellem veerne, og lige kunne hælde en liter juice i hovedet for at lindre min udtørrede, overbelastede hals.
Kl. 15.15 faldt mit blodtryk pludselig så meget, at jeg mere registrerede end så, at der blev hevet i snore, og at en mindre landsby myldrede ind på stuen med med nåle, efedrin osv.
Kl. 15.30 var roen genetableret, og kl. 15.45 begyndte presseveerne at komme. At undlade at reagere på dem, føles nogenlunde ligesom at blive præsenteret for en boblende fontæne af isvand efter at have kravlet tværs gennem Kalahariørkenen – som man bare ikke må røre, før der bliver sagt nu.
Det blev der så kl. 17.
Kl. 17.10 har jeg en meget klar erindring om at have tænkt, at det her simpelthen må være en fejl. Det kan ikke PASSE, at kvinder har gjort det her siden tidernes morgen, uden på noget tidspunkt at gøre læger og forskere opmærksomme på, HVOR ondt det gør, så nogen kan opfinde noget, der kan få det til at gå væk. Og det der med, at jeg ville være typen, der fødte på den introverte, sammebidte måde? Ikke rigtigt. Da jeg efterfølgende løftede hovedet, og spurgte holdet af mennesker, der holdte kom-sammen ved mit underliv, om der var K3 skader, var der ikke mere stemme tilbage. For real.
Men kl. 17.19 fik jeg en lille, blå fyr lagt på maven, som skreg af sine lungers fulde kraft, og for ham ville jeg gøre det hele igen.
Og igen og igen og igen.
Åh fantastisk at høre Linda, Ja jo altså ikke det der med at det bare gør så Pis.. ondt, at man ikke tror at det kan være rigtigt… (For der kan jeg kun erklære mig HELT ENIG) Men at det gik godt og at I nu har "rednings/hjælpe holdet" boende – For ja det har man altså også lige lidt brug for bagefter…
Er sikker på, at det nok snart skal komme til at flaske sig lidt nemmere for jer og at du så kan få lov at nyde det endnu mere!!
Men endnu engang tillykke med ham, og skide godt gået!
Knus Camilla-ckr
Hvor er det fantastisk. Måske fordi man selv har været lige der, og nu kan huske det hele igen. Tak fordi du har overskud( trods alt!) til at skrive. Klø på med amningen, det skal nok gå. Hvis du allerede nu er hudløs kan jeg anbefale uldindlæg og Lansinoh. Seriøse lifesavere for mig!
Kh Mette R.
Puha. Puuuuh! Nej. Ja. Rørende. Men…jamen. Puuuuha. Præcis derfor…du ved…ellers tak. Tror jeg. Ooooh, men tillykke igen.
Åhh, hvor herligt at høre at alt trods alt er gået som en fødsel nu engang gør(når det går godt)…Var nær ved at sluge min tunge af grin over denne; " når nogen hamrer løs i underlivet med en svovlsyrepåsmurt, gloende pigtrådsomviklet trefork" -så sandt, så sandt.
Mht amning og indlæggelse; det er slet ikke så ringe at befinde sig omkring fagfolk, når nu engang man ikke føler sig helt hjemme ifht at få amningen til at køre. Been there, og jeg LOVER dig; det skal nok til at komme til at køre indlæggelse eller ej.
Klø på og hold os alle underrettet!
Linda for hevlede, jeg hyler af grin, så meget at Kasper som skal forestille at falde i søvn på sofaen ved siden af mig, undrer sig over hvorFOR jeg dog griner. Elsker dit billede af en trefork m.m. jamen præcis. Udover det kæmpe kæmpe tillykke med ham lille fyr. Og det der med amning, enough is enough, hvis det kokser så er begge mine unger vokset op på flaske. Altså jeg siger det bare. Men det GØR nas i starten og man skal lige bide lidt i et par puder mens de prøver at sutte rigtigt. Jeg skulle i hvert fald.
Og ja der er tusinde råd, men jeg er stor fortaler for at barnet bare skal være mæt. Flaske eller bryst. Hvis de er mætte, så kører det. Altså som det nu kan i starten. Hvor man tuder. Hele tiden. OG fx. tror at babyens hoved falder af, hvis det ryster for meget i barnevognen. Jamen man er en smule insane.
You'll be fine, Glæder mig til at høre mere. Og når du for alvor bliver bims som alle vi andre, så finder du lige dit bedste spinning soundtrack og forestiller dig, at du bare cykler afsted med Anton på ryggen.
Hip-hip-hurra for Anton the man.
Jeg har ikke fortrudt, at jeg droppede det med at hente øl og vende tilbage en anden gang. Ingen julebryg kan stå mål med den beretning, men blødt skum og bobler var måske ikke ilde nu – efter den med treforken. Flot!
Hurraaa 🙂
Fantastisk historie!! Tillykke med ham!
Kh Maria uden dagbog
Åhr ja, sikke en god beskrivelse.
K3 skader, hahahh….aarws…
Det kan godt være amning skal forestille at være naturligt, men der kan gå noget tid før det føles sådan. For mig var det mest en indædt dovenskab der holdt mig fra at gribe til flasken for man sparer en masse tid ved at slippe for kogning, skoldning og rensning af flasker og blanding og temperering af modermilkshakes.
/Annie
Å Linda. 30 sekunder i mellem. Og 1½ time med presseveer uden at presse. Puhhh…. Respekt, majn!
Amning gør pisseondt i starten, og det er svært. Ja, for man skal jo slappe af i en virkelig nervepirrende situation.
Skide lige meget med diverse opdateringer, manerer, vasketøj. Lige nu skal i bare være sammen, og finde den der hverdag.
Tusindvis af krammere til dig!
ps: er mega-imponeret over at du har skrevet dette indlæg midt i alt det der..
Tak for gengivelsen – sikke en omgang!
Jeg forstår f.eks. heller ikke, at vi (qua kvinder) efter sigende har gjort netop dette siden tidernes morgen. Altså, jeg forstår slet ikke hvordan de kunne gøre det uden sen-videnskabelig hjælp. Eller med, for den sags skyld.
På den anden side er det sgu lidt ligemeget – for nu er Anton her!
Dejligt at du har tid til at opdatere, og godt at fødslen gik godt (ja det gør pisse nas, men JA man ville gøre det igen og igen og igen).
Og amning er ikke for tøsedrenge, det kræver sin kvinde, men det er det værd når det kører, for det ER altså nemt altid at have mad med til bebs, og ikke skulle rode med flasker om natten…
Keep up the good work!
du har dælme ikke mistet evnen til at skrive medrivende og så man ikke kan lade være med at grine lidt!! : – ) og selvom det er MANGE år siden, så husker jeg godt smerten, den laaannge tid det ta´r, tankerne om hvorfor F nogen gør det frivilligt OG det at ville gøre det igen og igen for det lille væsen!
Og tårerne og det at føle man gør alt forkert: det hører en nyfødt moder til, sir det bare, så det kan dæmpe fortvivelsen… i kommer igennem det og får styr på det sammen : – ) og HURRA for jægersoldaterne : -)
knus til jer
ps også imponeret over, at du fik skrevet
Stort tillykke med den lille flotte fyr! Han er godt lavet! 🙂
Og din fødselsberetning fremkalder virkelig (blandede) minder 😉 SKULLE du en dag beslutte dig (jer nok mere?!) for en 2'er, LOVER jeg at anden gang ER det MEGET nemmere!!
Og amning friggin' SUCKS i starten, det er så unfair, at bedst som man tror det værste er overstået, skal man liiiige ha lidt mere smerte – uden de berømte endorfiner (eller andet godt fra medicinskabet) er i spil! Hvis du kan lære at ligge ned og amme, vil det skaffe dig mere søvn. Just sayin'. Alle kneb gælder!
Jeg har to unger – et ammebarn og et flaskebarn, og som Annamette råder jeg også til, ikke at amme for hver en pris. MEN man kan altså kombinere i starten, titl ungen arter sig, specielt så man lige kan få en time eller to på øjet, mens manden fodrer af! Det er godt givet ud! Uh og e-vitamin salve og muslingeskaller der kan købes på apoteket, hjælper med at hele de stakkels 'piger'!
Åhh, har lyst til at give dig en stor krammer, husker tydeligt hvordan det er, at være mor til en spritny lille bandit, der kører sit eget ræs. Hold ud! Det bliver SÅ meget bedre og lettere lige straks!!
Åh – du er sq sej. Fed beretning. Fik mig til at grine flere gange!! Det er totalt sandt det dér med værdigheden forsvinder undervejs og at de dér narkoselæger er GUD (min jordemor formåede at smalltalke "min" narkoselæge lidt glad inden han pløjede nålen ind i min rygrad – og jeg er hende stadig meget taknemmelig for lige præcis den indsats!).
Og amning. Giver Fuhrmann ret. Flasken er et godt alternativt – og kan sagtens stille sulten inden han ryger til brystet. Og tror sq ikke på den dér med at ammebørn er klogere end flaskebørn…(hermed slut for de gode råd herfra…).
Og en kærlig tanke til dine forældre. De må være megastolte af dig!! Og lykkelige!! Og fan** flot at du beder om hjælp og at de træder til. De bliver nogle superbedst'er!!
Tag et bare dybe indåndninger…og kys Anton. Tillykke!!
Sidder helt bogstaveligt og hyler af grin.
Sikke en historie, og så med så rørende en slutning.
Som en anden læser kommenterede; det er jo fordi man har været der selv.
Og hvor sejt du har overskud til at blogge allerede. Du er sgu rimelig sej (selvom du ligner George Bush).
Glæder mig til at høre meget mere om Anton og barsel på 'Lindask' 🙂
Hey, Anton! Hører du efter? Din mor er skidesej, og du skal ruske hende lidt, når hun siger undskyld, for hun skal IKKE sige undskyld! Hun gør det skidegodt.
PS: Tak til din mor for update!
Årh, men det er så smukt og skønt og dejligt og ondt og smukt og grusomt og dejligt. Tillykke. Wow. Tillykke.
Aih, der er ikke noget, der kan få mig til at tude som fødsler. Er det bare det smukkeste? Og de der første timer, hvor det bare er så svært at forstå at det der lille mennesker skal man så være uløseligt forbundet til resten af ens liv. Sgu da ikke noget at sige til, at man tuder. Hele tiden. Hurra og tillykke med hele herligheden og søde Anton.
så tuder man igen.. tillykke med ham en gang til! Det lyder meget hårdt og smertefuldt og helt igennem fantastisk!
Man når lige at tænke "fuck". Aldrig nogensinde mig, ALDRIG. Men så skriver du de to sidste sætninger, og så ved man, at det bliver hårdt, men så meget det hele værd.
I får fantastiske stunder, og hvor er han smuk. Jeg sender jer en masse tanker og håb om bedre amning for eftertiden. Hold ud. 🙂
Stort til lykke! Selvfølgelig klarer du det, selv om det er hårdt!
Tak fordi du gav os lov at høre om fødslen – på din specielle måde! Det er dejligt, når man har humoren i behold hele vejen igennem! Og alle vi herude, som har prøvet det, kan følge dig.
De sidste tre linier fik lagt et gevaldigt pres på tårekanalerne…
Kæmpe tillykke, Linda! Og velkommen til verden, Anton.
Tak for øl, håber at du kommer væk fra Bushlooket og at Anton får foder nok.
når nogen hamrer løs i underlivet med en svovlsyrepåsmurt, gloende, pigtrådsomviklet trefork.
…… Linta for fanden, hvor får du det fra?
Lykke til
Fantastisk historie Linda 🙂 Kæmpe stort tillykke med ham, hvor er han dog lille og fin 🙂
K3'er… *fnis*
I skal nok klare den, dig og Anton.
Kæmpe tillykke – og kæmpe tak for en af de mere underholdende fødselsberetninger, jeg har læst! Hvordan i alverden orker du at skrive, endsige tænke så langt, at du kan konstruere sammenhængende sætninger? Er vildt imponeret. Husker mest mig selv som en zombie, da jeg var nybagt mor…
Tillykke Linda!
Vi gav Viola flaske hver 3. time døgnet rundt til hun var syv måneder. Jeg ammede kun de første 3. Det er fucking hårdt, jeg ved det. Sender dig den bedste pose karma, jeg har.
Tillykke med ham! Det er et held, at børn er så fantastiske, ellers ville motivationen til at gå så grueligt meget igennem nok ikke kunne bestå.
A real life trough a blog content. Nice done.!
Din beskrivelse af narkoselægens entré er smukt og præcist beskrevet.
Og mht amningen så var de tre første uge en lang ryste- og grædetur og så blev det lidt bedre. Og lidt bedre. Og lidt bedre. To skridt frem og ét tilbage.
Og nu er der ingen problemer, så hvis du VIL amme, så hold ud, for så bliver det nemt og dejligt. Det lover jeg. Men det er ikke nemt.
At jeg fortsatte med amningen er mit livs største bedrift og jeg er glad og stolt over at jeg fortsatte, men der er ved Gud INGEN som skal høre ét ondt ord for at stoppe med det.
Kæmpe tillykke med ham
åh, sidder helt med våde øjne. Jeg fødte for et halvt år siden og bliver stadig så let rørt over det. Jeg håber I har det fantastisk i jeres lille familie. stort tillykke med jeres smukke dreng.
Det er vel kun, fordi jeg selv har født for tre måneder siden. At jeg er ved at græde altså. Igen. De er nogle sindssyge manipulatorer, de små. Tillykke med Anton. Og med, at du nu kender både Gud og dig selv lidt bedre!