Efter en lang uge, hvor amningen har været ad helvede til, hvor jeg har penduleret fra Skejby og hjem igen, og hvor jeg bare syntes, at der blev ved med at være nedadvendte tommelfingre, hvor end jeg vendte mig hen, er der nu endelig ved at ske noget.
Dels begynder amningen at fungere – i hvert fald noget af tiden (7-9-13, banke-under-bordet, krydsede fingre og der er INGEN, der træder på stregerne!) og mælken er i dén grad løbet til. I nat kl. 4, da jeg var i gang med amning, 2. halvleg, sad jeg og kiggede ned på det spisende barn med ”what is wrong with this picture?”-fornemmelsen, uden helt at kunne sætte fingeren på, hvad det var.
Indtil det slog mig, at der sgu da var noget helt galt med proportionerne.
Mit bryst er større end mit barns hoved.
Motherf*cker.
Havde godt nok også et sted i periferien af min bevidsthed noteret mig, at min ammebh, str. 75 M, var blevet for lille. *uro i forsamlingen ”Sagde hun ’M’!?” ”Hun sagde ikke ’m’, vel?”*
M.
M som i Muh.
Og dels er jeg nu nået dertil, hvor jeg er mere gal end ked af det. I en uge har jeg desperat forsøgt at navigere i 100 fagfolks forskellige – og meget modsatrettede – anvisninger ift. hvordan jeg skal tage vare på mit barn, og nu er det fandme bare nok! De to jordemødre, der var med til fødslen, og tre af de sygeplejersker, jeg har mødt undervejs, skal have guldrandede kram og 6 stjerner for ihærdige forsøg på at rette op på en måned i kaos. Resten af Skejby skal bare have et los i løgene.
Jeg VED godt, at de alle sammen har forsøgt at hjælpe, men det ville være rart, hvis de kunne blive bare nogenlunde enige om, om mit barn må komme udenfor, før han vejer 3 kg, eller om han ikke må, om han er gul eller om han ikke er, og om han skal have mad hver 3. time eller om det er ok at lade ham sove til han vågner af sig selv.
Så efter at have tudet mig selv i nærheden af en migræne af frustration, fik jeg i går nok, og hvislede af sundhedsplejersken, at nu HAR jeg forstået, at det er vigtigt, at barnet får masser af mad, men at det godt nok ikke er særlig fordrende for det ’afslappede ammemiljø’, de alle sammen kæfter sådan op om, at det lyder som om Anton dør af en kombination af gulsot og sult, hvis ikke han inhalerer mindst 1 liter mælk hver 3. time, OG at jeg ikke gider høre mere om, at vi skal have mit barn ”i trivsel” – han trives FINT!! Det er muligt, at han er lidt lille, men han mosler rundt, han kan næsten holde sit hoved selv, og han er to cm. fra at kunne råbe ”MAD!! NU!”
Og det er muligt, at ”i trivsel” er fagsprog, men så må de fandme bare oppe sig og konstruere et nyt, der ikke lugter så meget af fiasko og socialklasse 5!
Blev der sagt!
– og så fik vi vist også brugt denne uges kvote af eder og udråbstegn.
(Ps: Mange, mange tak for alle jeres helt fantastiske kommentarer. Selvom jeg ikke får besvaret dem, skal I vide, at jeg i nattens mulm og mørke sidder og læser dem på min Iphone og glæder mig over, at I stadig sidder derude et sted og følger med og hepper.)
I den grad Linda. I DEN grad!
hø linda, kom latså til at grine lidt over brystet der er større end knægtens hoved!
klø på og stol på dig selv, det var hvad jeg lærte da jeg fik nr. 2
Sådan!
Sagkundskaben har en sær evne til at få én til at føle sig som den største idiot, – som muligvis oven i købet bør mistænkes for at ville sulte sit barn med vilje.
Nyd Anton og jeres symbiose – I kan sagtens klare det!
Uha ja. Der hvor jeg engang underviste ammende mødre, overvejde vi at lave en lysavis med alle de sindssyge ting, sundhedsfolk siger til nybagte mødre. A lá:
"Det ER da ikke så mærkeligt, at du ikke kan amme med de der bryster" (Øhh? undskyld..?)
"Det kan godt være, du lige har født et barn. Hurra. Men vi har altså også andre patienter her" (sagt på en opvågningsstue efter kejsersnit)
"Nu skal du tænke på, at grædende børn ofte har urolige mødre. Nu må du tage det roligt. Ikke?" (Jo. Især nu)
Stol på dig selv, og hvis du kan – find et par stykker, du synes er fornuftige og hold dig til at spørge dem. Mødre og veninder er ofte de bedste..
Hep hep, dejligt at DU har taget kontrollen over situationen. Puha, hvor må det være forvirrende med alle de forskellige oplysninger. M godt nok? Selv om jeg er lidt skræmt over M er jeg også ret imponeret – din krop tager sgu det ammeprojekt seriøst!
Mit første barn vejede 2450 gr. ved fødslen og jeg var igennem samme tur som dig (med bl.a. amning hver 3. time). Efter at have fået barn nr. 2 og 3 har jeg tit tænkt på, hvor meget lettere det ville have været, hvis jeg havde fået nr. 1 som nr. 3 (!) Erfaringen ville faneme have været en hjælp – især over for den vindtørre og tæskesure sundhedsplejerske, som jeg havde fornøjelse af!
Nyd Anton – og som Anja siger, stol på dig selv. Og husk, at om 3 mdr. kan du grine af det her!
Mærk efter : føles det rigtigt, så er det som regel også rigtigt. Du er trods alt den, der kender dit barn bedst- uanset hvad eventuelle fagpersoner så ellers måtte mene. Moderinstinktet skal man ikke undervurdere 🙂
Randi
Stol på din egen fornemmelse – en mors sunde intuition kan ingen fagfolk hamle op med;o)
– begge mine børn vejede under 2 kg da de blev født, min datter vejede 2,1 kg da vi blev udskrevet, hun måtte være ude på kortere ture mm. men ikke noget med at sove udenfor etc.
Og ja – vi hepper da som gale på dig og Anton;-)
Stol på hvad du selv føler, så går alt godt!
Og han må GERNE komme ud, og han må gerne sove- han har jo behov for det!!! Mine børn har vejet hhv. 2400, 2600(tabte sig til 2200) og 2800 gram, og de har da overlevet både frisk luft og søvn – så gør som du selv synes er rigtigt, så går det 🙂
Og amning, ja så er man bare henne i "Dolly Parton go home" lige når det render til, men det udligner sig heldigvis lidt, så du ikke kan bruge ame-bh-en som varm vinterhus bagefter…
Good luck- du gør det garanteret perfekt!!
Oh yes, man kan få totalt spat af de mange retningslinjer fra velmenende professionelle. Jeg vil sige som Hulemor (og andre) – brug de erfarne mødre, der måtte være i dit netværk. Dejligt, at amningen er ved at fungere. Og ja, man får en noget pornoagtig barm i processen:-) Har også siddet og kigget undrende ned: "Hvor fanden kom de der fodbolde fra???". Held og lykke med det hele, Linda!
Åh, hvor er det så rigtig beskrevet. Den der "i trivsel" sang, fik jeg også til mit barn nummer to. Hun vejede ham, og konstaterede tørt: "Ja, han er altså ikke i trivsel". Det hun i virkeligheden (i mine ører) sagde, var: "Du er en sindssygt dårlig mor, der ikke burde have ansvaret for dit eget barn, når du ikke engang kan give ham mad nok."
Og så døde min amning lige der. Fordi han var 116 g fra at være i trivsel…
Puha, godt du kan sige fra.
Bliv ved med det!
Hilsen Anne Lotte
Det kan ikke siges for mange gange, at man som mor bare har en rigtig god fornemmelse for, om ens barn har det godt. Intuitionen fra en mor vinder altså mange gange over teorien på diverse studier. Og det er både når barnet har det bedre end teorien siger det, men også når barnet har det dårligere end teorien siger. Stol på dig selv som mor. Nemlig!!!!
Hvis der skulle flere argumenter til om min beslutning om ikke at få børn, har du lige sparket den ind 🙂
Hvordan ville jeg ende, når jeg uden at amme går rundt i en 80J?
Findes der mon amme-bh'er i teltstørrelse? 😉
Det ser ud til at du tager styringen igen – Tillykke med det! Og hils ham den lille store mand 🙂
ÆÆÆÆÆLSKER at læse at du og inhalatoren (Anton) er i god behold…, for det kan jo kun betyde at alle vi andre har masser af herlige indlæg i vente.
Fuck de andre. Du har altid ret, når det kommer til dit barn.
Hold kæft, Linda!! Jeg får 100% flashback til min 1. fødsel, hvor min søn tabte sig de normale 10% – men forbi at han vejede 4,5 ved fødsel blev det kære sundhedspersonale totalt forvirret og synes at 400g var alt, alt for meget. Så jeg malkede ud med pupe og gav drømmemåltider. Men – det var jo spot on og efter bogen!! Og i dag ved jeg at det vigtigste på et sygehus er ikke at være alt for syg og ikke tabe sig selv…der er rigeligt som bliver tabt mellem 2 stoler. Pøj-pøj – og kom snart helt ud fra Skejby!
Og så siger jeg bare: M???? Holy Babs…Så fås de vist ikke større!
Hva' har du udenpå? En plaid?
Al held & lykke – og du har jo styr på det!! Fedt at du har taget kontrollen – og tro på det!!
Og hæld bare dine frustrationer af herinde…de er sjove at læse 😉
Jeg plejer at sige til 1. gangsgravide/-mødre, at de får de eneste to råd af mig, de nogen sinde skal lytte til – det første er, at de skal købe MASSER af stofbleer. Det andet er, at de IKKE skal lytte til nogen som helst, bare stole på deres mavefornemmelse. Selvfølgelig skal man lige lære det, især når alt er nyt, men man har altid ret omkring sit eget barn.
Go for it, det kommer alt sammen.
– Signe
Da mit 1. barn var 3 mdr. gl. fik hun spisevægring! – fordi svigermor hele tiden,bare barnet klynkede lidt,sagde: tror du ikke, hun er sulten? mens hun så mistroisk på min barm, der ikke var voluminøs, men havde masser af mælk. Lægen var ved at dø af grin: "den tykke unge fejler i hvert fald ikke noget!"
Heldigvis blev jeg hjulpet af jordemoren med et råd om ikke at lægge hende til for tit og så give lidt vand med en teske, indtil hun spiste igen.
Så det er ikke kun fagfolk, der kan hyle én nybagt uerfaren mor ud af det!
Bare lige igen Linda: Du er for sej! Din søn er heldig med dig!
Knus Lisbeth H.
Go Linda.
Bare lige sådan 🙂
Alle ovenstående indlæg er virkelig vægtige. Skrevet og baseret på erfaring, intuition og kvindelig kløgt. Det er klart at det sygelige sundhedsvæsen helgarderer sig med ufølsomme vejledninger, men de har også sjældent tiden til at være fintfølende og indlevende (stem rigtigt, næste gang!). Shame, shame, shame. Men hvorom alting er: det lyder som om at alt er virkelig ordentlig fat med mor Linda og søn Anton, ik'? Slinger i valsen – men dog en fabelagtig vals. Og for at blive i den skønne terminologi: livet er ingen dans på roser (eller mælkebøtter), man lærer de små trin hen ad vejen, og I får 10 for kreativitet og indsats, hvor gevinsten er glæde. Og åih, hvor der er mange der glæder sig til at høre om jeres glæder. Er Blogsbjerg DK's mest læste og værdsatte blog, tror I?
Jeg har bare lige lyst til at kommentere lidt på det der med trivsel….
Min yngste søn havde også "trivsels-problemer" (det havde så desværre en reel årsag), og min sundhedsplejerske var også tæt på at indlægge os, da han var et par uger gammel. Men med stædighed og mad hver 3. time (pisse stressende), så lykkedes det at undgå det.
Og mange steder i hans efterfølgende laaaange journal, så står der "dårlig trivsel" og ja, det er så kikset at sundshedspersonalet bruger det ord for at barn, som er bagud i vægt og måske også udvikling. Men ellers trives, sådan som vi almindelig mennesker forstår det – ved at være glad, frisk, smilende, nysgerrig osv.
Amning kan være fandens svært – Jeg har bøvlet ved begge mine drenge, men holdt ud, og så er amning da det letteste, der findes, når først det virker.
Pøj pøj med det
Jeg er enig med hvad der allerede er blevet sagt. Stol på dig selv. Det er dig der kender Anton og hans signaler. Det er hårdt i starten, men den bliver nemmere. Om ikke så længe har du glemt hvor hårdt det reelt var. Både amning, fødsel og søvnløse nætter. Man glemmer alt det nederen. Eller man husker i hvert fald mere på det gode 🙂
M som i muh – ahaha – humoren er stadig intakt XD
Jeg har intet at sige ud over, flot klaret, det skal nok gå og God weekend til jer to varylere 🙂
Gå efer dine egne fornemmelser. kun du kender dit barn, og dig selv, og ved hvad der er bedst for netop Jer. Held og lykke til fra en mor til to voksne børn.
alt det alle de andre har sagt!! stol på din intuition – både nu og senere hen i Antons liv. Min intuition reddede min datters liv da hun var 5… Så klø i to bare på : – )
Pfewww der fik du mig lige bombet knapt 17 år tilbage i tiden, til den morgen, hvor jeg eksploderede af raseri og krævede at blive udskrevet med mine 2 livssultne unger NU, så jeg kunne komme hjem og bestemme selv.
Havde så ikke lige koordineret udskrivningen med faren, der havde fejret sin nye status som tvillingefar med en kammerat aftnen i forvejen.
Tror nok der var et par hvasse blikke efter os da furien forlod etablissementet med en mand der trak et duftslør af daggammel whisky efter sig.
Tro på din egen fornemmelse, selvom du ikke har kendt bettefisen så længe endnu, er du dog den der kender ham bedst:)
Welcome to motherhood. Jeg har de første 1000 historier om mødre der fik ret i den sidste ende. Du har fat i den lange ende, bare hold godt fast. Held og lykke med det hele.
vel er jeg ikke den store kommentarlæser, men jeg må sige, det er vildt hyggeligt at sidde her rundt om Lindas barselsseng sammen med alle jer kloge kvinder.
Hepper som en gal! Har fulgt med på sidelinjen og synes du er sej.
Jeg har to små drenge og ammer for vildt nu. Men det gjorde jeg ikke i starten. Det var først da jeg fandt ud af hvordan man ligger ned og ammer, at jeg kunne slappe af. Kunne simpelthen ikke amme sidende… overhovedet ikke praktisk når man er uden for hjemmets fire vægge… Men altså, det var hvad der skulle til for at få min amning til at køre. Hver sin metode, sit barn, sit moderskab osv. Giv dem et los og stol på dig selv.